Kategori: Uncategorized

Højesteret ophævede navneforbud for advokat tiltalt for skyldnersvig

Højesteret ophævede i en kendelse fra februar 2015 navneforbuddet for en advokat, som er tiltalt for grov kriminalitet. Det talte imod navneforbud, at han havde udført handlingerne i sin egenskab af advokat, og der forelå ikke personlige forhold, som gjorde en ophævelse af navneforbuddet særligt belastende.

Resumé
En advokat blev i april 2012 sigtet for medvirken til groft skyldnersvig begået sammen med to andre personer, og byretten afsagde i maj 2012 kendelse om navneforbud vedrørende ham. Efter at der i april 2014 blev rejst tiltale mod advokaten, anmodede en journalist og DR om ophævelse af navneforbuddet. Byretten ophævede forbuddet i juni 2014, men landsretten fandt ikke grundlag for at ophæve forbuddet. Højesteret ophævede imidlertid navneforbuddet og stadfæstede byrettens kendelse.

Højesterets kendelse
Ved kendelse af 26. februar 2015 stadfæstede Højesteret byrettens kendelse, som fastslog, at det ud over den alvorlige kriminalitet måtte tages i betragtning, at tiltalte – såfremt han findes skyldig – har udført handlingerne i sin egenskab af advokat, og som sådan indtager en særlig samfundsmæssig stilling. Det kan ikke tillægges nogen selvstændig betydning, at tiltalte tidligere har været byrådsmedlem og viceborgmester. Da der ikke forelå særlige forhold af personlig karakter, der gjorde ophævelse af navneforbuddet særligt belastende, blev påstanden om ophævelse af navneforbuddet taget til følge.
Højesteret henviste i den forbindelse til, at retten ved afgørelsen om navneforbud skal tage hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning, og at det taler mod nedlæggelse af navneforbud, hvis sigtede (tiltalte) har indtaget en stilling, som i forhold til offentligheden er særligt betroet.

Hvad betyder kendelsen
Kendelsen bekræfter, at det ved afgørelsen af om der kan nedlægges navneforbud, ikke i sig selv bør være udslagsgivende, om omtalen af straffesagen vil være særligt belastende for den sigtede (tiltalte), fordi vedkommende er kendt i offentligheden. Dette gælder især, når det drejer sig om grov kriminalitet, og den sigtede (tiltalte) har indtaget en betroet stilling i forhold til offentligheden – fx som læge, advokat og andre med autorisation til udføre bestemte hverv, folkevalgte og højtstående embedsmænd eller dommere, chefer i anklagemyndighed eller politi eller lignende samfundsmæssige funktioner.
Der kan foreligge særlige forhold af personlig karakter, som efter en konkret vurdering taler for navneforbud, selvom den sigtede (tiltalte) har indtaget en betroet stilling i forhold til offentligheden.

Se kendelsen

Retningslinjer for langsom aktindsigt

Offentlighedsloven sikrer ret til aktindsigt i en myndigheds generelle retningslinjer for behandling af bestemte sagstyper (§ 26, nr. 4). Denne ret gælder uanset undtagelser for interne dokumenter, ministerbetjening m.v.

Journalist Thomas Foght, Metroxpress søgte 2. november aktindsigt i Justitsministeriets interne retningslinjer for behandling af sager om aktindsigt, og ministeriet gav aktindsigt 19. november.

Justitsministeriet skriver til Metroxpress, at det er tvivlsomt, om retningslinjerne er omfattet af retten til aktindsigt, men ministeriet “har dog truffet afgørelse om” at give aktindsigt efter reglen om meroffentlighed (§ 14, stk.1). Se svar fra Justitsministeriet.

Proceduren i korte træk

Det fremgår af Justitsministeriets retningslinjer, at Forvaltningsretskontoret skal inddrages i sager om aktindsigt. Fagkontoret, som sagen hører under, skal udfylde et skema og sende relevante dokumenter til Forvaltningsretskontoret. Et udkast til afgørelse skal sendes til fagkontoret med en frist for kommentarer på højst 2 arbejdsdage.

“Efter behov” forelægges sagen for afdelingschefen i Lovafdelingen og evt. departementschef/minister. I særlige tilfælde f.eks. “følsomme sager” nedsættes en “taskforce”. Det skal overvejes, om der er behov for forudgående orientering af særlige rådgivere/pressechef, inden dokumenter udleveres. Se Justitsministeriets retningslinjer vedr. aktindsigt.



Kritik og svar
Metroxpress omtaler Justitsministeriets retningslinjer 24.november.I artiklen kritiserer jeg, at offentlighedslovens krav til hurtighed ikke fremgår af ministeriets retningslinjer, og at proceduren er så besværlig, at man ikke kan overholde kravene til hurtighed i den lov, som de selv har lavet.

Justitsministeriet afviser, at det ikke overholder reglerne om hurtighed, og skriver i en mail til Metroxpress bl.a., at “dem, der behandler sagerne er således fuldt ud bekendt med offentlighedslovens frister og de målsætninger for behandlingen af aktindsigtssager, som er opstillet i lovens forarbejder.

Det gælder også målsætningen om, at sager, der er klart identificerede, og som indeholder et begrænset antal dokumenter, som ikke kræver en nærmere gennemgang, færdigbehandles i løbet af 1-2 arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen.” Læs artikel på metroxpress.dk.

Kommentar

Aktindsigt i en myndigheds generelle retningslinjer vil ofte have offentlig interesse. Retningslinjer kan dels handle om procedure som Justitsministeriets retningslinjer for aktindsigt, men kan også handler om kriterier for de afgørelser en myndighed skal træffe f.eks. tildeling af ydelser efter den sociale lovgivning. 

Anmodningen om aktindsigt fra Thomas Foght var klart identificeret og handlede kun om et enkelt dokument nemlig ministeriets generelle retningslinjer for behandling af aktindsigt.

Der er ikke tvivl om, at sådanne retningslinjer skal udleveres (§ 26, nr.4). 

Nogle myndigheder, der selv er klar over, at en aktindsigt er trukket for længe, skriver uden nærmere forklaring, at aktindsigten er tvivlsom, men der “dog” gives aktindsigt som meroffentlighed.

Man tænker måske, at det er usandsynligt at få en klage, når der “dog” gives aktindsigt. Denne finte bruges også af Justitsministeriet i svaret til Metroxpress, som først kommer efter 13 arbejdsdage. 

Justitsministeriets interne retningslinjer for aktindsigt nævner ikke, at anmodninger om anmodninger om aktindsigt skal besvares “snarest” ifølge offentlighedsloven (§ 36, stk. 2). Det fremgår ikke, at ministeriet skal tilstræbe at træffe afgørelse i løbet af 1 – 2 arbejdsdage i klart identificerede sager om et begrænset antal dokumenter, som ikke kræver nærmere overvejelse.

Ministeriets embedsmænd kender sikkert lovens krav til hurtighed. For så vidt kan det være overflødigt at nævne hovedreglen om 1 – 2 arbejdsdage, men lidt underligt når andre frister bliver nævnt. Problemet er, at Justitsministeriets interne procedure er tilrettelagt sådan, at lovens hovedregel om hurtighed ikke kan opfyldes.

Afindeksering af artikler på nettet

Pressenævnet har i november afgjort en række klager over forskellige mediers afvisning af at fjerne tidligere offentliggjorte artikler på nettet. I ingen af sagerne fik klagerne medhold.

Kendelserne er afsagt efter den nye bestemmelse i de presseetiske regler, som giver mulighed for at bede mediet om at ’hindre tilgængeligheden’ af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt (pkt. B8).

De fleste af de afgjorte klager (5) var indgivet af samme person. Han klagede over, at forskellige medier havde afvist hans anmodning om at fjerne artikler på nettet, som indeholdt oplysninger om, at han var erklæret konkurs. Artiklerne var primært offentliggjort i sommeren 2011, hvor konkursdekretet blev afsagt.

Pressenævnet lagde ved sine afgørelser vægt på, at oplysningerne om klagers konkurs var korrekte på tidspunktet, hvor artiklerne blev offentliggjort, og at nogle af de indklagede medier i 2014 havde opdateret oplysningerne i artiklerne, efter at konkursdekretet var blevet ophævet. Der var derfor ikke grundlag for at udtale kritik.

Begrundelsen viser, at hvis artikler på nettet indeholder oplysninger, som var korrekte på tidspunktet for offentliggørelsen, og som ikke af andre grunde er i strid med god presseskik, er betingelserne for at få dem slettet som hovedregel ikke opfyldt. Det gør ingen forskel, at de faktiske forhold efterfølgende har ændret sig, og sådanne ændringer medfører dermed ikke i sig selv, at tidligere offentliggjorte korrekte oplysninger skal fjernes. Begrundelsen viser endvidere, at medierne ikke har pligt til af sig selv at opdatere oprindeligt korrekte oplysninger, hvis forholdene efterfølgende ændrer sig, men at opdatering er et moment, der understøtter god presseskik.

Beretning om medieetik og medieansvar

Kulturudvalget afgav den 17. december beretning om brugen af betalte kilder og mediernes ansvar ved publicering af urigtige historier, bagvaskelse og privatlivskrænkelse. Se beretningen.

Beretningen bygger på indstilling fra den parlamentariske arbejdsgruppe om medieetik og medieansvar. Arbejdsgruppen blev sammen med en anden arbejdsgruppe om datasikkerhed nedsat tilbage juni som en direkte konsekvens af Se og Hør-sagen.

Arbejdsgruppens opgave var at se på følgende områder i samarbejde med pressens repræsentanter: 1) erstatningsansvaret over for personer, der udsættes for bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred af medierne, 2) etiske og moralske dilemmaer ved mediers brug af betalte kilder og 3) gennemgang af praksis og normalstrafniveau over for medier i forbindelse med publicering af urigtige historier.

Arbejdsgruppen er nu kommet med en række anbefalinger til Kulturudvalget, som kan læses i beretningen:

  • Etiske retningslinjer. Arbejdsgruppen opfordrer flere medier til at udarbejde specifikke retningslinjer for det redaktionelle arbejde og til at sådanne retningslinjer offentliggøres på mediernes hjemmesider.
  • Erstatningsansvar ved privatlivskrænkelser. Arbejdsgruppen opfordrer regeringen til at tage initiativ til en nærmere undersøgelse af definitionen af privatliv og privatlivsbeskyttelse. Arbejdsgruppen bemærker således, at rækkevidden af straffelovens privatlivsbeskyttelse fortsat fastlægges på baggrund af Straffelovrådets betænkning fra 1971, men at opfattelsen af, hvad privatliv omfatter, har udviklet sig siden da.
  • Påtalekompetence. Arbejdsgruppen opfordrer desuden regeringen til at undersøge, om påtalekompetencen i sager om mediekrænkelser med fordel kan ændres til offentlig påtale. Krænkelser i medierne er således som hovedregel undergivet privat påtale, hvilket indebærer, at det enkelte individ selv må tage initiativ til at sagsøge mediet og selv må afholde alle omkostninger og bære procesrisikoen. Arbejdsgruppen mener, at dette medfører færre sager og finder, at det er problematisk i forhold til borgernes retsstilling.
  • Initiativer hos Pressenævnet. Arbejdsgruppen noterer, at der allerede foregår et arbejde med at undersøge, om Pressenævnet skal tage flere sager op af egen drift, og at resultatet af dette arbejde imødeses. Arbejdsgruppen peger på, at en mindre offentlig sagsgang måske vil kunne mindske nogle personers betænkelighed ved at klage, og at der fortsat er problemer med sager, der på grund af klagefristen forældes.
  • Mediernes brug af betalte kilder. Arbejdsgruppen kommer ikke med nogen anbefalinger på dette område, hvorom det anføres, at emnet debatteres i mediebranchen.
  • Erstatningsniveau for publicering af urigtige historier, bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred. Arbejdsgruppen konkluderer, at det på grund af sammenhængen mellem erstatningsniveauer på forskellige retsområder ligger uden for arbejdsgruppens kompetence at komme med anbefalinger på dette område.

Beretningen er endnu ikke blevet debatteret af medierne eller i den offentlige debat, og det skyldes muligvis, at anbefalingerne hverken er kontroversielle, revolutionerende eller hurtigtvirkende. Selvom det er påtrængende at få kigget nærmere på mulighederne for at modernisere privatlivsbeskyttelsen og erstatte privat påtale med offentlig påtale i mediesager, lægger anbefalingerne op til initiativer, som ikke i den nærmeste fremtid vil resultere i konkrete forslag eller ændringer. Det samme gælder arbejdsgruppens opfordringer til medierne (og Pressenævnet), som giver indtryk af, at politikernes respekt for armslængdeprincippet er udtryk for en generel berøringsangst for at stille krav til medierne.

Både offentligheden, medierne og politikerene har en interesse i, at det selvregulerende presseetiske system er effektivt og i stand til at adressere udfordringerne i det moderne medie. Det er det imidlertid ikke med den nuværende medieansvarslov, som er vedtaget længe før de digitale medier blev en væsentlig del af medie- og nyhedsbilledet. Det kan derfor undre, at arbejdsgruppen ikke benyttede lejligheden til at foreslå at iværksætte arbejdet med at revidere medieansvarsloven. En sådan revision vil kræve et grundigt lovforberedende arbejde i samarbejde med alle interessenter, og det kan derfor meget vel tage lang tid at gennemføre de nødvendige ændringer af medieansvarsloven. Jo før dette arbejde kommer i gang, des bedre.

Naturfond kan hemmeligholde dokumenter uden klageadgang

Naturfonden bliver en ny stærk aktør i de kommende år på naturområdet i Danmark. Folketinget vil  inden jul vedtage loven om Den Danske Naturfond. Ifølge miljøministerens lovforslag, er der mulighed for aktindsigt hos Naturfonden men ingen klagemulighed, hvis fonden afslår. Lovforslaget er vedtaget fredag den 19. december.

Offentlighedsregler uden klageadgang
Naturfonden etableres ifølge lovforslagets § 1 uden for den offentlige forvaltning, og fonden er derfor ikke automatisk omfattet af offentlighedsloven. Offentlighedsloven skal dog gælde for fonden ifølge lovforslagets § 3, men uden klagemulighed. Det spiller i øvrigt ikke nogen væsentlig rolle, at Naturfonden bliver omfattet af offentlighedsloven, for den skal være omfattet af miljøoplysningsloven, der typisk giver mere offentlighed.

Naturfonden får vigtige offentlige funktioner og skal derfor være omfattet af miljøoplysningsloven ifølge Aarhuskonventionen og EU-direktiv om adgang til miljøoplysninger. Det fremgår eksplicit af lovforslagets § 4, stk. 1, men ville også gælde uden denne bestemmelse. Tilføjelsen i § 4, stk.2 betyder, at miljøoplysningslovens klagemuligheder ikke vil gælde for Naturfonden. Ifølge lovens § 4, stk. 3 skal fonden selv afgøre klager over afslag på aktindsigt.

Det fremgår ikke af lovforslagets bemærkninger, at den normale klagemulighed for afslag på aktindsigt bliver fjernet med lovforslaget. Så vidt jeg kan se, har ingen folketingsmedlemmer haft bemærkninger til dette væsentlige punkt.

Aarhuskonventionen stiller krav til klageadgang
Den grundlæggende internationale krav om offentlighed for miljøoplysninger findes i Aarhuskonvention, der blev underskrevet i 1998 i Aarhus. Den er ratificeret af mange lande og af EU. Ifølge Aarhuskonventionen (art. 9, 1) skal et land sikre, at afslag på aktindsigt kan prøves ved et uafhængigt klageorgan eller en domstol, der kan træffe bindende beslutning.

I UNECEs guide til Aarhuskonventionen (2000 side 126) skal det enkelte land sikre en særlig hurtig og gratis adgang prøvelse. Det gælder også for et land, der bygger kontrollen på domstolsprøvelse.

Folketingets Ombudsmand beslutter principielt selv om en sag giver anledning til prøvelseved ombudsmanden, og han kan ikke træffe bindende afgørelse. Derfor kan en mulighed for vurdering ved ombudsmanden ikke leve op til de internationale krav om en kontrolinstans, der træffer bindende afgørelse.

Der er ikke etableret en særlig hurtig og gratis (eller billig) procedure for prøves af aktindsigt ved domstole. Min konklusion er, at Danmark overtræder Aarhus-konventionen, når loven om Naturfond fjerner den klageadgang, som der ellers ville være til Natur- og miljøklagenævnet.

En dårlig tjeneste
Naturfonden bliver en vigtig aktør på naturområdet i Danmark, og der vil givetvis komme stor offentlig interesse for fondens dispositioner. Det er en meget dårlig idé at overlade til Naturfonden selv at afgøre, om dispositioner skal hemmeligholdes. Der vil ganske vist være mulighed for at rejse en retssag om afslag på aktindsigt, men det vil være bekosteligt og tage lang tid.

Folketinget gør Naturfonden en dårlig tjeneste ved at fjerne den almindelige klageadgang. Konsekvensen er, at den demokratiske kontrol og debat bliver forringet, og den manglende klageadgang vil med stor sandsynlighed give grobund for mistillid til fondens dispositioner.

Se forslag til lov om Dan Danske Naturfond og lovforslagets behandling i Folketinget

Aller i Højesteret om kildebeskyttelse

Den 18. december 2014 stod Aller og anklagemyndigheden igen over for hinanden, da spørgsmålet om, hvorvidt politiet kan beslaglægge og gennemse elektroniske arbejdsredskaber hos Aller, blev procederet for Højesteret. Tidligere har både byretten og landsretten truffet afgørelse i sagen, og Procesbevillingsnævnet har givet Aller tilladelse til at få sagen prøvet af Højesteret.

I juni tillod byretten politiet at beslaglægge og gennemse elektroniske arbejdsredskaber hos Aller og nuværende og tidligere medarbejdere som led i efterforskningen af Se og Hør-sagen. Denne kendelse stadfæstede landsretten men besluttede samtidig, at første gennemsyn af materialet – af hensyn til kildebeskyttelsen – skulle foretages af byretten og ikke af politiet. Landsretten tillod dog, at politiet færdiggjorde den spejling af materialet, som allerede var påbegyndt.

I august gav Procesbevillingsnævnet Aller tilladelse til indbringe sagen for Højesteret. En sådan tilladelse kan kun bevilges, hvis kæremålet angår spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde taler for det. I denne sag er det spørgsmålet om rækkevidden af mediernes kildebeskyttelse, som gør kæremålet principielt.

Højesteret har faktisk tidligere set på sagen. I juli besluttede Højesteret nemlig, at Allers ansøgning om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret skulle tillægges opsættende virkning. Når noget tillægges opsættende virkning, skal alle sagsaktiviteter sættes i bero, og afgørelsen betød derfor, at hverken gennemsyn eller spejling af det beslaglagte materiale kunne sættes i gang eller fortsætte, før Procesbevillingsnævnets afgørelse forelå. Højesterets begrundelse var, at man risikerer, at formålet med kildebeskyttelsen – at beskytte kilden mod identifikation –forspildes, hvis arbejdet med at gennemse og spejle materialet påbegyndes, inden der foreligger en endelig afgørelse om, hvorvidt politiet overhovedet kan få adgang til materialet.

Højesterets kendelse i sagen ventes afsagt den 8. januar 2015.

Aktindsigt i Kystinspektoratets flytning hører under miljøoplysningsloven

Ombudsmanden kritiserer, at Transportministeriet brugte den nye offentlighedslov til at afslå aktindsigt i sagen om direktoratets flytning til Miljøministeriet. Miljøoplysninger har en bred betydning ifølge EU-domstolens praksis, udtaler ombudsmanden.

I forbindelse med en regeringsomdannelse blev Kystinspektoratet i begyndelsen af 2014 flyttet fra Transportministeriet til Miljøministeriet. Journalist Lars Teilmann, Nordjyske søgte 10/2 aktindsigt i korrespondancen mellem Transportministeriet og Kystinspektoratet, andre ministerier og andre myndigheder i sagen om den organisatoriske flytning. Han anmodede også om aktindsigt i eventuelle interne dokumenter, som måtte være udarbejdet om baggrunden for flytningen. Transportministeriet udleverede enkelte dokumenter 28/2, men afslog aktindsigt i de fleste med henvisning til, at de var undtaget efter reglen om ministerbetjening i den nye offentlighedslov. Dette afslag blev indbragt for Ombudsmanden 11/3.

Folketingets Ombudsmand har 11/9 afgjort, at aktindsigt i sagen skal behandles efter miljøoplysningsloven. Se udtalelsen.

Det gør en forskel, fordi miljøoplysningsloven giver videre adgang til oplysninger end offentlighedsloven. Loven bygger på Aarhuskonventionen og EU-direktivet om miljøoplysninger.

Transportministeriet argumenterede for, at sagen ikke handlede om miljøoplysninger. Ministeriet forklarede, at flytningen var rent organisatorisk og ikke ville betyde ændringer i varetagelsen af opgaverne. Ombudsmanden lagde vægt på, at det ikke er afgørende, om flytningen rent faktisk vil betyde ændringer for miljøet. Det afgørende er, om den kan påvirke miljøelementer (§ 3, nr. 3), og ombudsmanden fandt, at flytning af sagsområder fra et ministerium til et andet erfaringsmæssigt ofte får betydning for opgavevaretagelsen f.eks. på grund af ændret prioritering og politisk fokus eller indpasning i andre bevillingsmæssig forhold og forudsætninger mv.

Ombudsmanden henviste endvidere til, at “miljøoplysninger” efter EU-domstolens praksis har et bredt anvendelsesområde jf. f.eks. sagen C-321/96 Mecklenburg.

Et lovudkast om ændring af miljøoplysningsloven, der var i høring for godt et år siden, blev ikke fremsat i folketingssamlingen 2013 – 14, Det ville have indført samme undtagelser i denne lov som i den nye offentlighedslov bl.a. undtagelsen for ministerbetjening. Nogle af de foreslåede ændringer ville være i strid med internationale forpligtelser. Se høringssvar fra Nils Mulvad og Oluf Jørgensen.

Miljøstyrelsen har udsendt en vejledning om, at den gamle offentlighedslov fortsat gælder for miljøoplysninger. Styrelsen har udtalt, at vejledningen blot er midlertidig, indtil en ny miljøoplysningslov bliver gennemført.

Udtalelsen fra Folketingets Ombudsmand i sagen om Kystinspektoratet henviser til EU-domstolens praksis og må give regeringen stof til eftertanke. Når lovkataloget for 2014 – 15 bliver fremlagt 7. oktober vil det vise sig, om regeringen i det kommende folketingsår vil fremsætte et forslag om ændring af miljøoplysningsloven.

Wonderful Copenhagen: Den økonomiske skandale er mørkelagt

Wonderful Copenhagen lod millionerne rulle til Melodi Grand Prix, og skatteydere hænger på regningen. Et eksempel på en generel problemstilling, der handler om offentlig støtte via fonde uden offentlighed.

Wonderful Copenhagen lod millionerne rulle til Melodi Grand Prix, og skatteydere hænger på regningen. Et eksempel på en generel problemstilling, der handler om offentlig støtte via fonde uden offentlighed

Skandalen om den store regning for afvikling af Det Europæiske Melodi Grand Prix er mørkelagt. Ombygning af B & W-hallerne var overladt til Wonderful Copenhagen, der er en erhvervsdrivende fond, der ikke er underlagt krav til offentlighed. Region Hovedstaden har bevilget 46 millioner for at dække en del af fondens underskud.

Generel problemstilling
Grand-prix-sagen er kun et eksempel på en generel problemstilling. Fonde forvalter milliardbeløb til forskellige formål, og fondenes kapitel etableres i høj grad med offentlig støtte enten via skattefradrag eller tilskud.

Store private virksomheder opnår skattefradrag ved at indsætte dele af overskuddet i en fond, og fondes kapitalforvaltning er underlagt gunstige skatteregler. Fondene får politisk opbakning med henvisning til, at de gunstige skatteordninger sikrer mod, at private virksomheder flytter til andre lande.

Wonderful Copenhagen
Wonderful Copenhagen er et eksempel på, at offentlige myndigheder også opretter fonde til at stå for samfundsmæssige opgaver. Fonden blev oprettet i 1992 en privat erhvervsdrivende fond af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Københavns Amt (nu Region Hovedstaden), Erhvervsministeriet, Danmarks Turistråd (nu VisitDenmark) og Københavns City Center.

En række opgaver inden for kultur, turisme m.m. bliver varetaget af Wonderful Copenhagen, der offentlig støtte fra Region Hovedstaden på grundlag af flerårige finansieringsaftaler. Bestyrelsen har 13 medlemmer, og seks af medlemmerne udpeges af Region Hovedstaden (2), Københavns Kommune (1), Frederiksberg Kommune (1) og Kommunekontaktrådet i regionen (2). Læs mere om Wonderful Copenhagen

Offentlighedsloven
Offentlighedsloven omfatter fonde m.v., der er oprettet ved lov f.eks. Landsbyggefonden, Feriefonden og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (§ 3, stk.1, nr. 1). Andre fonde m.v. er kun omfattet af offentlighedsloven, hvis de udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og er undergivet intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol (§ 3, stk. 1, nr. 2). Intet tyder på, at Wonderful Copenhagen er omfattet af offentlighedsloven.

Offentlighedsloven gælder som udgangspunkt for oplysninger, som offentlige myndigheder modtager f.eks. som registreringsmyndighed og fondsmyndighed. Men dette udgangspunkt påvirkes af særregler i loven om erhvervsdrivende fonde.

Ny lov om fonde svækker offentlighed
Loven om erhvervsdrivene fonde stiller nogle enkle krav om vedtægter m.m. Erhvervs- og selskabsstyrelsen skal sørge for registrering af fonde og er typisk også fondsmyndighed. Loven overlader til bestyrelsen for den enkelte fond at udpege revisor, og der er ingen krav om offentlig kontrol med, at offentlig støtte bliver anvendt til de formål, støtten er givet til.

En ny lov om erhvervsdrivende fonde er vedtaget af Folketinget 25.6.14. Den tidligere lov havde en regel om offentlighed for anmeldelser med bilag, fusionsplaner m.m. og henviste i øvrigt til offentlighedslovens almindelige regler (§ 61).

Den nye lov fastsætter ikke regler for, hvad der skal være offentligt eller hemmeligt, men bemyndiger erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte reglerne. Ministeren kan fastsætte regler for, hvilke oplysninger der skal være offentlige i forbindelse med registrering af fonde (§ 19, stk.3). Ministeren kan desuden fastsætte regler om undtagelser fra offentlighedsloven for oplysninger som fondsmyndigheden modtager (§ 20). Ifølge bemærkninger til lovforslaget kan der f.eks. være tale om at undtage oplysninger i sager om undersøgelse af honorarer til en bestyrelse eller oplysninger om modtagere af ydelser fra en fond.

Den nye lov er endnu ikke sat i kraft. Inden det sker vil ministeren formentlig fastsætte  bekendtgørelser med regler om offentlighed og undtagelser. Som den nye lov er formuleret, giver den ministeren frie muligheder til at undtage oplysninger, som fondsmyndigheden har og får om fonde. Se lovforslaget.

Offentlighedslovens krav er overtrådt
Den nye offentlighedslov, der trådte i kraft 1.1.2014 stiller krav om en offentlighedsportal, der bl.a. skal oplyse om lovforslag med regler, der påvirker offentlighed. Forslaget til ny lov om erhvervsdrivende fonde blev fremsat 12.3.2014, men der kom ikke oplysning på offentlighedsportalen om den væsentlige ændring.

Det fremgår direkte af offentlighedsloven § 18, at lovforslag skal på portalen. Ved Folketingets behandling af love på forskellige områder, vil der ofte ikke være særlig opmærksomhed om, at lovene indeholder en bestemmelse om begrænsning af offentlighed. Der er i årenes løb kommet talrige undtagelser fra offentlighed i love uden for offentlighedsloven.

Meningen med kravet til offentlighedsportalen er, at politikere, organisationer, journalister, forskere og andre, der er interesserede i offentlighed, skal have en reel mulighed for at blive opmærksomme på forslag, før de er vedtaget. Dette lovkrav blev overtrådt.
Ingen offentlig revision
Statsrevisorerne og Rigsrevisionen har i slutningen af august 2014 drøftet muligheden for at lave en undersøgelse af grand-prix-arrangementet, der endte med at blive tre gange dyrere end budgetteret. Konklusionen blev, at det heller ikke vil være muligt for den offentlige revision at kræve indsigt ved Wonderful Copenhagen i de nødvendige bilag og regnskaber, der er nødvendige for at kunne lave en ordentlig redegørelse (BT 26/8).

Det vil formentlig aldrig komme for dagens lys, hvordan millionerne blev formøblet til honorarer, lønninger, konsulenter, byggefirmaer, repræsentation m.v.

Ineffektivitet og uansvarlighed får gode vækstbetingelser, når der kan administreres uden offentlighed og uden fri konkurrence om opgaver i offentlige udbud. Det er en gåde, at politikere fortsat synes, det er en god idé, at mørkelægge forvaltningen af offentlig støtte via fonde.

Ændring af PSI-loven

Folketinget vedtog kort før afslutningsdebatten at ændre loven om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer – PSI-loven. Baggrunden for ændringerne er ændringer i EU’s PSI-direktiv: 2013/37/EU af 26. juni 2013.

PSI-lovens anvendelsesområde er udvidet og omfatter nu også offentlige biblioteker, arkiver og museer. Der er indført en mulighed for at indgå eneretsaftaler på op til 10 år om digitalisering af kulturelle ressourcer.

PSI-loven er nu blevet placeret under finansministeriet, og finansministeren bliver bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om myndighedernes offentliggørelse af dokumenter og datasamlinger. PSI-lovens praktiske betydning skal ses i sammenhæng med den nye offentlighedslovs regler om datasammenstilling og databeskrivelser, men disse regler er ikke nævnt i forbindelse med lovforslaget.

Finansministeriet gør ikke meget for at gøre opmærksom på formålet med PSI-reglerne. Men EU informerer på en særlig platform: ePSIplatform.

Ved forslag om ændringer i love og bekendtgørelser om offentlighed i de senere år er Danmarks Medie- og Journalisthøjskole blevet hørt. Det er ikke sket i forbindelse med ændringen af PSI-loven.

Fælledgården: Dom for skjulte optagelser

Østre Landsret har afsagt dom, der markerer nogle vigtige betingelser for brug af skjulte optagelser. Ansatte, der blev udstillet med skjulte optagelser, blev tilkendt godtgørelse for tort. Landsretten retter alvorlig beskyldning om manipulation mod journalistpraktikanten, der agerede muldvarp.

Sagen var anlagt af FOA på vegne af fire ansatte på Omsorgscentret Fælledgården, der for mere end otte år siden blev udsat for skjulte optagelser. Retten skulle afgøre, om de ansatte blev udsat for en retsstridig krænkelse, som berettiger til tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

De sagsøgte og dømte har haft ledende stillinger ved Bastard Film. SSJ har været medejer og administrerende direktør, og MMM har været medejer og journalistisk leder i filmselskabet.

De skjulte optagelser blev vist den 21. maj 2006 i en landsdækkende tv-udsendelse i Danmarks Radio, Magasinet Søndag. Udsendelsen var baseret på optagelser med skjult kamera og mikrofon, der blev foretaget af en journalistpraktikant på Bastard Film, som fra den 6. december 2005 til den 29. januar 2006 blev ansat som vikar på Fælledgården.

Det fastslås af landsretten, at skjulte optagelser er en alvorlig krænkelser og at optagelser af personer på ikke frit tilgængelige steder som udgangspunkt er en overtrædelse af straffeloven § 264 a.

Samfundsmæssige interesser kan gøre optagelser og publicering berettiget, men ifølge landsrettens præmisser skal medierne kunne godtgøre, at deres anvendelse af optagelser ikke er misvisende eller direkte manipuleret. Det kunne ifølge landsretten være sikret ved, at de ansatte, der blev udstillet havde fået mulighed for at udtale sig om optagelserne: Landsretten lægger vægt på, at de ansatte kunne genkendes, og at de ikke fik mulighed for at kommentere optagelserne i udsendelsen.

I landsrettens begrundelse står bl.a. følgende sætning: “Landsretten finder, at de viste optagelser forekommer konstruerede og iscenesat af [journalistprak­tikanten]”. Det fremgår af dommen, at praktikantens havde fået som opgave at sørge for skjulte optagelser under hendes arbejde på Fælledgården. Hun har efterfølgende deltaget i klipningen sammen med de sagsøgte, der var hendes chefer. Det var DR, der stod for den endelige bearbejdning og traf beslutning om, hvordan der skulle sløres, og at kun personer i ledende stillinger i København Kommune fik mulighed for at kommentere. På denne baggrund er det besynderligt og kritisabelt, at landsretten “dømmer” praktikanten for manipulation. Hun er ikke sagsøgt i sagen og har ikke haft reel mulighed for at forsvare sig mod landsrettens alvorlige beskyldning.

De skjulte optagelser fra Fællesgården har tidligere givet anledning til kritik fra Pressenævnet: Muldvarp på Fælledgården og Nedre toilette.

Videregivelsen af skjulte optagelser har også givet anledning til en straffesag, hvor praktikanten, der agerede muldvarp, og hendes chef på Bastard Film blev dømt for brud på tavshedspligten.