International rapport om mediernes etiske udfordringer

Den årlige rapport fra Ethical Journalism Network (EJN ) om de væsentligste etiske udfordringer for medier og journalister i 2016 er netop udkommet. Rapporten indeholder bl.a. en række tips og guidelines til fair journalistik.

Rapporten tematiserer de væsentligste etiske spørgsmål, der har trængt sig på i årets løb for nyhedsmedierne verden over – lige fra emner med stor bevågenhed i de vestlige medier som Brexit og Donald Trump til hate speech i mediedækningen i Asien og Afrika.

Et centralt kapitel i rapporten handler om etik i nyhedsbilleder: Refugee images – ethics in the picture. Udgangspunktet er billedet af den døde flygtningedreng Aylan Kurdi, som fra den ene dag til den anden satte et menneskeligt ansigt på flygtningekrisen. Selv om billedet blev delt vidt og bredt på de sociale medier, vakte publiceringen i de etablerede medier alligevel stærke følelser. I rapporten kan man læse om de overvejelser og beslutninger, der træffes på redaktionerne, før billeder af flygtninge og krigsofre dukker op i aviser eller som videoer og stillbilleder på en skærm.

En andet nøglepunkt i år er falske nyheder, som behandles i kapitlet Fake News: Facebook and Matters of Fact in the Post-Truth Era.

Som noget af det positive fra nyhedsstømmen i 2016 fremhæver rapporten afsløringen af den store korruptionssag omkring Panama Papers, hvor 400 journalister fra 80 lande deltog.

Læs hele rapporten

Ejvind Hansen anmelder ‘MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark’

menBogen giver et godt detaljeret indblik i en bestemt side af ytringsfrihedens historie, men er som al historiefortælling også  et partsindlæg, skriver Ejvind Hansen i sin anmeldelse af Mchangama og Stjernfelts 1081 sider lange bog om ytringsfriheden.

 

Af Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved DMJX

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt har med bogen gjort en vigtig bog, som har meget på hjerte, og som baserer sig på en historisk viden og detaljerigdom, der vil være oplysende for de fleste læsere. Særligt vil bogen tjene et vigtigt og godt formål i at minde os om de udfordringer, der trænger sig på, når vi sætter grænser for ytringsfriheden.

Man skal imidlertid heller ikke være blind for, at bogen samtidig er et partsindlæg. Dette bliver tydeligt gennem en klar tilskæring efter hvem, der er helte og skurke. Tilskæringen er mulig, fordi forfatterne har et klart defineret ideal for ytringsfriheden: Ytringsfriheden bør være så ubegrænset som mulig – ja, faktisk er de eneste grænser, som forfatterne synes at acceptere, fremstillingen af børneporno (s. 612-4) og “direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og grove og usande sigtelser mod enkeltpersoner” (s. 944).

Som en af dem der åbent har vedstået at være tilhænger af “Ytringsfrihed – MEN” (som er bogens hovedfjende) har det været givende at blive udfordret på mine synspunkter. Når jeg skriver, at bogen er vigtig, er det imidlertid også vigtigt for mig at sige, at det kunne være rigtig godt, hvis en historiker med et andet syn på ytringsfriheden skrev en tilsvarende bog. For som forfatterne skriver i bogen, så bruger man jo ofte historieskrivning til at retfærdiggøre sig selv (s. 88).

Adskillelse mellem tale og handling
Særligt savner jeg en refleksion over bogens hovedpointe om, at alt for mange overser pointen om, at man bør adskille ytringer og handlinger. Synspunktet bygger på oplysningstidens tænkere (Spinoza og Kant) og deles også af koryfæer som Birkner, Grundtvig, Pio og PH.

Mit personlige problem er bare, at selve den skarpe adskillelse mellem tale og handling er åbenlyst forkert. Dermed gør jeg mig i forfatternes øjne til en “pedant” (s. 937-8). Men jeg er ikke sikker på, at f.eks. forældrene til de børn, der gennem ytringer på Facebook er blevet mobbet til selvmord synes pointen er så pedantisk. Eller at den medarbejder, der møder ordene “Du er fyret!” fordi chefen ikke kan lide de ting, som man står for, synes pointen er pedantisk.

Forfatterne kommer meget kort ind på talehandlingsteoriens indvending mod deres position, hvor de påpeger at talehandlingsteoretikerne jo fastholder en distinktion mellem tale og handling (s. 938). Men forfatterne overser fuldstændig den dybere pointe: Selvom vi kan skelne mellem tale og handling, så er der altid også handling i at tale. Og derfor kan talen gøre lige så stor skade som alle mulige andre handlinger. Det er jo ikke det samme som at sige, at alle talehandlinger er lige så skadelige som alle almindelige handlinger (og omvendt i øvrigt). Men pointen bliver jo, at når tale også kan have handlingsmæssige implikationer, så kan vi ikke bygge hele ytringsfrihedsteorien op omkring en skarp adskillelse.

Frisættelse af alle stemmer
Betyder en frisættelse af alle stemmer, at flest mulige kommer til orde? Eller betyder det blot at de stærkeste stemmer råber så højt at svagere stemmer overtrumfes? Jeg er her med på, at vi får noget bøvl, når vi skal definere hvilke stemmer, der er svage og stærke. Men vi får altså også noget bøvl ved at ignorere spørgsmålet helt.

Opsummerende kan man sige, at bogen giver et godt detaljeret indblik i en bestemt side af ytringsfrihedens historie, og som sådan er det en vigtig bog. Men som al historiefortælling er også denne et partsindlæg. Med lidt held bliver den en opfordring til at andre tager den samme handske op – så vi kan få den gode debat om grænserne for ytringsfrihed, som er en helt uomgængelig forudsætning for et vel reguleret demokratisk samfund.

Læs en udvidet udgave af denne anmeldelse på Ejvind Hansens blog

MEN. Ytringsfrihedens historie i Danmark. Af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt. Gyldendal, 2016. 1081 sider.

Foreløbigt punktum i Se og Hør-sagen

Med byrettens seneste dom i Se og Hør-sagen er der nu sat et foreløbigt punktum i sagen, der er  blevet kaldt Danmarkshistoriens største medieskandale.

seoghorRetten i Glostrup idømte i torsdags (den 24. november 2016) en tidligere ansat i IBM/Nets og tidligere chefredaktører og journalister på Se og Hør fængselsstraffe for uberettiget at have skaffet sig adgang til kendte og kongeliges kreditkortoplysninger. Én tidligere chefredaktør blev frifundet. I august blev
to redaktionschefer desuden idømt fængselsstraffe i den del af sagen, hvor også Aller Media blev idømt en bøde på 10 mio. kr.

Alle tiltalte i Se og Hør-komplekset er dømt på nær én
Dermed er alle tiltalte på nær én fundet skyldige i sagen, og de dømte er alle straffet fængselsstraffe, der alle er gjort helt eller delvist betingede med vilkår om samfundstjeneste i mellem 100 og 200 timer.

Den såkaldte tys-tys-kilde fik den strengeste straf på 1 år og seks måneders ubetinget fængsel, mens Henrik Qvortrup blev idømt fængsel i 15 måneder, hvoraf 3 måneder skal afsones nu. Kim Henningsen blev idømt 1 års betinget fængsel, og Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen blev hver idømt 4 måneders betinget fængsel. Det var Ken B. Rasmussen, der fik sagen til at rulle, da han i april 2014 udgav den virkelighedstro roman Livet det forbandede.

Særligt skærpende omstændigheder
Ved udmålingen af straffene i sagen lagde retten bl.a. lagt vægt på omfanget og karakteren af de strafbare aktiviteter. Retten anførte, at aftalen mellem Se og Hør og tys-tys-kilden indebar en systematisk overvågning af en lang række offentligt kendte personers færden og dermed en betydelig krænkelse af disse personer. Samarbejdet indebar desuden et brud på den grundlæggende tillid, som offentligheden må have til håndteringen af private personers betalingsoplysninger.

Retten anså det som en skærpende omstændighed, at formålet med indgåelsen af aftalen var at tjene penge på at levere oplysninger uden samfundsmæssig værdi, der alene skulle bruges til ren underholdning, og at der samlet blev udbetalt ikke under 365.503 kr. til tys-tys-kilden.

Fængselsstraf til redaktionelle medarbejdere er yderst sjældent
Ifølge DMJX’s mediejurist Vibeke Borberg er der tale om en hård dom. ‘Dommen er opsigtsvækkende, fordi det er yderst sjældent, at redaktionelle medarbejdere bliver idømt fængselsstraf. De hårde straffe viser, at domstolene anser den her slags forbrydelser for at være alvorlige, og at medierne ikke kan anvende sådanne metoder, når det alene drejer sig om underholdning om kendte og kongeliges privatliv. Brud på den almindelige beskyttelse af privatlivets fred og personlige oplysninger er kun lovlige, når det drejer sig om at få historier frem af klar og væsentlig samfundsmæssig interesse’, siger Vibeke Borberg.

Den tidligere ansatte hos IBM/Nets har anket dommen til landsretten, mens de øvrige dømte har udbedt sig betænkningstid. Den del af sagen, som blev afgjort i august, er slut.

Læs domsresumé på domstol.dk

Læs om sagen på Wikipedia

Se DR’s tema om sagen

Hør Mennesker og medier 25/11-2016, hvor bl.a. Vibeke Borberg deltager

 

De besatte – ny bog af Flemming Rose

debesatteFlemming Roses nye bog er et vigtigt bidrag til debatten om ytringsfrihedens vilkår, hedder det i flere anmeldelser.

Bogen handler først og fremmest om den tidligere kulturredaktørs tid på Jyllands-Posten, hvor han spillede en central rolle i forbindelse med Muhammed-tegningerne.Efterfølgende blev Flemming Rose en efterspurgt debattør.

I bogen beskriver han, hvordan ledelsen i JP/Politikens Hus forsøgte at begrænse hans ytringsfrihed og optræden i offentligheden. Ifølge ledelsen i JP/Politikens Hus var det nødvendigt af hensyn til de øvrige medarbejderes sikkerhed.

En lang række journalister og kulturfolk har indstillet Flemming Rose til Cavling-prisen for trilogien Tavshedens tyranni, Hymne til friheden og De besatte. I indstillingen hedder det bl.a.: ‘… har Rose i flere år på egen person oplevet, at mens JP/Politikens ledelse holdt de fine idealer højt udadtil, gik den indadtil overordentlig grundigt til værks for at lukke munden på den mand, som i offentligheden var ytringsfrihedens mest markante stemme’.

De besatte. Af Flemming Rose. People’sPress, 2016.

Ny bog om mediejura for journalister og andre mediearbejdere

Forfatterne til den juridiske moppedreng Medieretten (2013) har nu skrevet en noget lettere bog om mediejura for journalister og andre mediearbejdere.

mediejuraforjournalisterDet er juraprofessorerne Søren Sandfeld Jakobsen, Aalborg Universitet og Sten Schaumburg-Müller, Syddansk Universitet, som står bag bogen, der netop er udkommet på Jurist- og Økonomforbundets forlag.

Mediejura for journalister – og andre mediearbejdere er baseret på forfatternes mere omfangsrige værk Medieretten. Men mens Medieretten primært henvender sig til jurister, har den nye bog fokus på de problemstillinger, som journalister og andre mediearbejdere står over for i deres daglige arbejde.

 

Bogen vil senere blive anmeldt her på siden af Vibeke Borberg.

Se forlagets omtale af bogen her.

Mediejura for journalister – og andre mediearbejdere. Af Søren Sandfeld Jakobsen og Sten Schaumburg-Müller. Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2016. 375 kr.

Efter succesbesøg: DMJX inviterer myndigheder til samarbejde om bedre aktindsigt i praksis

Udenrigsministeriet har besøgt DMJX for at drøfte, hvordan håndteringen af aktindsigt kan forbedres til gavn for både ministeriet og journalisterne.

På en flot og solrig dag i september besøgte Udenrigsministeriets kontor for koncernjura, offentlig ret og arkiv DMJX. Kontoret er nyetableret og behandler alle ansøgninger om aktindsigt og adgang til arkivmateriale, som Udenrigsministeriet modtager fra journalister og offentligheden. Formålet med at centralisere behandlingen af sådanne henvendelser er at professionalisere sagsbehandlingen og øge kvaliteten i afgørelserne.

“Udenrigsministeriet er first movers i deres tilgang til behandlingen af ansøgninger om aktindsigt fra journalister og har som de første rakt ud til os og etableret et samarbejde på dette område”, siger højskolens mediejurist, Vibeke Borberg.

paragrafferI forbindelse med besøget fortalte Udenrigsministeriet om deres ambitioner på området og de erfaringer, de hidtil har gjort sig. Lektor Kim Albæk og mediejurist Vibeke Borberg fortalte om skolens undervisning i undersøgende journalistik og de udfordringer, den nye offentlighedslov giver journalister.

Begge parter var enige om, at mødet var utroligt gavnligt, og at det er vigtigt at få talt om, hvordan journalister og sagsbehandlere kan være til gensidig hjælp for hinanden, når der søges om aktindsigt.

“Vi har en interesse i, at journalisterne hjælpes bedst og hurtigst muligt, og at samarbejdet mellem journalister og myndigheder fungerer optimalt”, siger mediejuristen. “De offentlige myndigheder kan gøre deres ved f.eks. at ringe til journalisten og få afklaret, hvad det konkret er, vedkommende er interesseret i, mens journalisterne med fordel kan blive bedre til at præcisere deres forespørgsler, så sagsbehandlerne ikke bruger tid på unødvendigt arbejde.”

Efter dette succesbesøg vil DMJX gerne mødes med flere offentlige myndigheder for at brede initiativet ud og forhåbentlig være med til at forbedre samarbejdet mellem journalister og myndigheder.

Interesserede myndigheder kan rette henvendelse til Vibeke Borberg på vb@dmjx.dk.

Læs mere på dmjx.dk

Forslag af medieretlig interesse i regeringens lovkatalog 2016-2017

Ved Folketingets åbning fremlagde statsministeren regeringens lovprogram for 2016-2017. Især to forslag er af medieretlig interesse.

ft

Det ene er Justitsministerens forslag om hårdere straffe for medier, der krænker privatlivets fred eller bringer urigtige historier. Lovforslaget ventes fremsat til februar, når der er faldet endelig dom i Se og Hør-sagen.

Det andet er justitsministerens beslutningsforslag om Danmarks tilslutning til EU’s direktiv om databeskyttelse på retshåndhævelsesområdet. Direktivet indholder regler om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger og skal sikre  fri udveksling af personoplysninger mellem retshåndhævende myndigheder i EU med henblik på at lette samarbejdet mellem medlemsstaterne. Det fremgår, at Danmark risikerer at blive ekskluderet fra Schengen-samarbejdet, hvis vi ikke tilslutter os direktivet.

Justitsministeren har desuden udtalt, at regeringen er indstillet på at ændre offentlighedsloven og genforhandle visse paragraffer i loven til foråret. Se Politiken 7. oktober 2016. Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen vurderer imidlertid ikke, at det vil ske i denne folketingssamling. Læs mere på Aabenhedstinget.dk.

Læs mere på danskemedier.dk

Se hele regeringens lovkatalog

Indskrænkninger i retten til aktindsigt

Ministerbetjeningsreglen har ført til væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt. Det viser Ombudsmandens evaluering af ministeriernes brug af reglen og princippet om meroffentlighed.

Skærmbillede 2016-04-05 kl. 13.01.27

Undersøgelsen viser, at ministerierne gennemgående anvender ministerbetjeningsreglen (offentlighedslovens § 24) juridisk korrekt, og at de også husker at overveje meroffentlighed, som loven kræver. Men i de fleste tilfælde giver dette princip kun adgang til dokumenter og oplysninger, som ikke har særlig stor interesse for offentligheden.

Ministerbetjeningsreglen blev indført i forbindelse med den omstridte offentlighedslov i 2013. Hensigten med reglen er at styrke beskyttelsen af den interne og politiske beslutningsproces i statsadministrationen med deraf følgende begrænsninger i mulighederne for demokratisk kontrol og debat om det, der foregår i den politiske proces.

Ombudsmandens undersøgelsen er baseret på et stort antal konkrete klagesager og på en gennemgang af 30 særligt udvalgte aktindsigtssager fra 4 ministerier.

Læs mere på ombudsmanden.dk

Ny bog om informationsret

Lærebog i informationsret behandler en række immaterialretlige emner som ophavsret, erhvervshemmelighedsbeskyttelse, persondataret og personlighedsret og præsenterer informationsretten som en tværgående disciplin.

Lærebog i informationsret er netop udkommet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Bogens forfattere er tilknyttet Center for informations- og innovationsret ved Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, og forskningschef i medieret på DMJX Vibeke Borberg bidrager med et kapitel om personlighedsret.

laerebogiinformationsret

Personlighedsret er en juridisk disciplin, som beskæftiger sig med de retsregler, der beskytter individets integritet og personlighed, og som giver individet ret til at forbyde andre at foretage nærmere angivne behandlinger af information, der kan henføres til den pågældende person.

Personlighedsretten omfatter navnlig emner som retten til eget navn, billede og stemme, retten til egne oplysninger og historie, retten til privatliv, ære og omdømme, retten til egen identitet og valg af eget personlighedsbillede i offentligheden.

Personlighedsretlige problemstillinger har fået en stadig større betydning i takt med internettets udbredelse, den teknologiske udvikling og digitaliseringen af almindelige kommunikationsformer og nyhedsformidlingen. Den enkle måde, hvorpå information om et menneske, herunder navnlig personbilleder og personoplysninger, kan offentliggøres og videreformidles til en større og nogle gange ubegrænset kreds, aktualiserer ofte spørgsmål af personligheds- retlig karakter. Det samme gælder teknologier, som til samfundsmæssige eller kommercielle formål kan indsamle og lagre information om enkeltpersoners færden i det offentlige rum, og den persondyrkelse af kendte mennesker, som kan være forbundet med betydelige ideelle og kommercielle interesser.

Læs Vibeke Borbergs kapitel

Lærebog i informationsret. Af Henrik Udsen (ansv. red.), Vibeke Borberg, Thomas Riis, Morten Rosenmeier & Jens Schovsbo. Djøf Forlag, 2016.

Vanskelig opgave at bekæmpe hadefulde ytringer på nettet

EU-Kommissionens beslutning om at sætte ind over for hadefulde ytringer på sociale medier bliver hårdt arbejde for de sociale mediers sprogpoliti. For hvad går det an at skrive på forskellige sprog, og hvad er den detaljerede betydning helt nøjagtigt, når der oversættes fra et sprog til et andet, spørger Michael Ejstrup, der er forskningschef i sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

 

MichaelEjstrup

Af Michael Ejstrup, forskningschef i sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Altinget.dk skriver herom: ”EU vil støvsuge Facebook for racisme og radikalisering… … EU-Kommissionen vil i samarbejde med Facebook, Twitter, YouTube og Microsoft bekæmpe hadefulde ytringer på internettet. Dansk Folkeparti betragter det som et alvorligt angreb på ytringsfriheden, mens Radikale glæder sig over skrappere kontrol.”

Her kan EU for alvor komme på hårdt arbejde med noget nær alle fællesskabets forskellige sprog i spil. Hver med sit særpræg med tvungne og frie elementer. Eksempelvis er bestemthed i navneord obligatorisk på dansk og mange andre af fællesskabets sprog. Men ikke i alle. Hvordan håndterer man oversættelse fra f.eks. kinesisk, tyrkisk eller arabisk, hvor regler er noget nær så anderledes, som de kan blive. I disse grammatiske tvungne påbud kommer detaljer til syne, og hvad går det mon an at sige og skrive? I hvert fald ikke det samme på alle sprogene. Og hvem finder ud af, hvad den detaljerede betydning helt nøjagtigt er, når der oversættes fra det ene sprog til det andet? Her bliver virkelig noget at se til for det kommende sprogpoliti.

Jesper Langballes udtalelser om islam
Lad os tage et par eksempler fra henholdsvis dansk og tyrkisk, hvor vi i Danmark har oplevet en voksende opmærksomhed på ytringers krænkende indhold som i forbindelse med Jes­per Langballes synspunkter om islam og muslimer, hvor han i januar 2010 vakte opsigt med et indlæg i Berlingske Tidende med følgende ordlyd:

”Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt”.

Folketinget ophævede Langballes parlamentariske immunitet, og han blev sigtet for overtrædelse af Straffelovens såkaldte racismeparagraf. Han blev ved retten i Randers idømt 10 dagbøder a 500 kroner. De ulovlige udtalelser hænger sammen med Langballes synspunkt om, at islam er en form for trussel mod Danmark og Europa. Han har senere uden retsligt efterspil udtalt:

Islam og kristendom kan ikke forliges. Og det har de ikke kunnet i de 1500 år, islam har eksisteret. Jeg betragter religionen islam som en fare for ethvert samfund, hvor den slår sig ned”.

Måden og i dette tilfælde abstraktionsniveauet bliver afgørende for, om vi accepterer ytringen. De malende og meget konkrete billeder af vold og seksuel forbrydelse, der knyttes direkte til islam, er væk i Langballes sidste udtalelse, som således gik an uden retsligt efterspil.

Bøjningsform kan være afgørende for ordenes denotation og konnotation
Bestemthed i navneord kommer i spil i utallige sammenhænge som eksempelvis i sprogspecifikke kate­go­ri­seringer og grammatiske påbud, som får stor betydning for, hvordan man kan sno sig og sige noget om det kontroversielle på snilde måder, som lige netop vores særlige sprog tillader med tilpas tvetydighed, eksakthed og indbyggede medbetydninger. Navneords bestemthedsbøjning er et grammatisk påbud på dansk, og det får stor betydning ved ord og bøjninger som (en) kirke, kirken, (en) G/gud, G/guden, (en) himmel, himlen. Samtlige ord og udtryk er i hver sin bøjningsform helt afgørende for både denotation og konnotation på dansk, mens omtrent hver form af ordene er valgfri på tyrkisk. Eksempelvis sagde føromtalte Lars Hedegaard i et interview i 2009:

”De [muslimer, red.] voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.”

Lars Hedegaard siger ikke direkte, om han mener nogle eller alle, og på dansk bruger vi bøj­nings­for­merne bestemt ental (f.eks. løven er et farligt dyr) eller ubestemt flertal (f.eks. løver er far­li­ge dyr) til at sige noget generisk, hvilket vil sige noget generelt, der gælder for alle i en gruppe. Jyllands-Posten kunne have tilføjet nogle i en parentes i stedet for bare at skrive muslimer uden spe­cifika­tor; men ikke uden at ændre betydningen afgørende.

Eksemplerne viser, at man på hvert sprog kan slippe mere eller mindre heldigt af sted med formuleringer, som næppe overhovedet vil gå an på et andet sprog; det er ord og udtryk, som i en oversættelse vil kunne skabe reelle farer og problemer. En oversættelse fra en dansk retsprotokol til en tyrkisk vil kunne blive fatal, alt efter om oversættelsen af han dræbte ham bliver, at vidnet forklarede onu ölürdü eller onu ölürmüs (han eller hun (onu) har dræbt ham eller hende (onu); det har jeg selv set (ölürdü), eller det har jeg bare fået fortalt og bestemt ikke selv set (ölürmüs)).

Sådanne eksemplers antal er uendelige; så der skal lyde et stort held og lykke herfra til EU-Kommissionen med det nye sprogpolitis arbejde med at fjerne hadefulde ytringer. Der bliver uden tvivl god brug for såvel heldet som lykken.