Moving stories: International review of how media cover migration

Med ét blev billedet af en druknet syrisk dreng i rød T-shirt, blå shorts og sorte gummisko et symbol på flygtningekrisen i Europa. Og med det ændrede de europæiske mediers dækning af krisen sig fra den ene dag til den anden.

MovingStoriesDenne ændring er én af historierne i Moving Stories, som Ethical Journalism Network udgav på International Migrants Day den 18. december 2015.

‘Journalister glemmer ofte at fortælle hele historien, og når rutinerne tager over, falder de nemt for politikernes propaganda’, hedder det i rapporten, som gennemgår kvaliteten i mediedækningen af folkevandringer i EU og 14 lande rundt omkring i verden.

Nogle af rapportens hovedpunkter er:

  • Oversete muligheder. Hvordan europæiske journalister og medier undlod at slå alarm om en forestående tilstrømning af flygtninge, der flygter fra krig i Syrien og Irak, selv om det faktisk var muligt at sætte fokus på historien allerede et år før krisen for alvor brød ud i 2015.
  • Hadefulde ytringer. Hvordan anti-indvandrer eller anti-muslimske udtalelser fra politikere som Donald Trump i USA og visse europæiske ledere gav næring til den voksende bekymring i offentligheden og stjal mediedækningen.
  • Faldende standarder. Hvordan medierne undlader at give detaljerede og pålidelige oplysninger om flygtningekrisen pga. manglende redaktionelle ressourcer eller tilstedeværelse af velinformerede journalister, der er i stand til at rapportere dybtgående og empatisk.
  • Sensationsjagt. Hvordan meget af journalistikken flere steder er drevet af overdrivelse, intolerance og forvrængning, fordi medierne er usikre på de korrekte betegnelser til at beskrive folkevandringer, flygtninge og asylansøgere.

I rapporten nævnes store folkevandringer i Kina, Brasilien og Indien, som mere eller mindre bliver ignoreret af de traditionelle medier. Afrika-dækningen har fokus på dem, der flygter fra det afrikanske kontinent til Europa, og overser den store antal af afrikanske emigranter, der faktisk bliver i Afrika, skriver Reuters.

Som et konstruktivt tiltag nævner rapporten et etisk medie-charter – Carta di Roma – som de italienske medier har vedtaget i samarbejde med UNHCR for at give et mere afbalanceret billede af flygtningestrømmen og overvåge mediernes dækning.

Rapporten inkluderer anbefalinger til fair reporting og indeholder mange links til kilder, organisationer og statistik. Se evt. også UNHCR’s side Migration in the news.

Danmark er ikke blandt de analyserede lande.

Moving Stories. International review of how media cover migration. Ethical Journalism Review, 2015.

Muligheden for at kommentere er slået fra.