Oluf Jørgensen: Ændring i den kommunale styrelseslov svækker aktindsigt

En ændring af den kommunale styrelseslov giver Kommunetilsynet friere rammer til at afgøre, om der er grund til at behandle en klage – f.eks. en klage over et afslag på aktindsigt.

Med den netop gennemførte ændring, er det blevet mere usikkert, om en klage over en kommunes eller regions afslag på aktindsigt vil blive realitetsbehandlet. Det har svækket kontrollen med myndigheders afslag på aktindsigt, som i forvejen er diffus, skriver Oluf Jørgensen på sin blog på Åbenhedstinget.

Læs Oluf Jørgensens indlæg på aabenhedstinget.dk

Aktindsigt i ekstern evalueringsrapport

Offentlige institutioner kan ikke nægte aktindsigt i evalueringsrapporter, der er udarbejdet af eksterne parter, fastslår ombudsmanden i en ny afgørelse.

Afgørelsen falder på baggrund af et afslag, som en journalist på fagbladet Ingeniøren modtog, da han bad om at se en evalueringsrapport, som DTU havde fået lavet om forskningskvaliteten på DTU Transport.

I første omgang afviste DTU at give aktindsigt, fordi evalueringen var indhentet til brug for DTUs ledelse, og der blev henvist til generalklausulen i offentlighedslovens § 33, nr. 5, hvor der står, at aktindsigt kan afvises, hvis hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Ombudsmanden fandt imidlertid ikke, at eventuelle skadevirkninger som følge af aktindsigten var tilstrækkeligt belyst, og han henstillede derfor, at DTU genoptog sagen. Herefter fik journalisten aktindsigt i hele evalueringsrapporten.

‘Jeg kan ikke afvise, at der kan være tilfælde, hvor en myndighed kan holde en ekstern evalueringsrapport fortrolig. Men det vil under alle omstændigheder kræve en konkret og underbygget angivelse af eventuelle skadevirkninger. Det forelå ikke fra DTU i denne sag,’ siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i afgørelsen.

Læs afgørelsen på ombudsmanden.dk