‘Tech-giganter skal reguleres med gennemsigtighed’

Af Jacob Krag Linde

Ønsker om at regulere tech-giganter som Facebook og Google vinder frem. Men endnu mangler selve vidensgrundlaget for regulering. Første skridt på vejen er derfor mere gennemsigtighed

Sådan argumenterer journalistikforsker George Brock fra City University of London i et blogindlæg hos The International Forum for Responsible Media.

Her beskriver forskeren, hvordan de røster, som advokerer for mere regulering af sociale medier og tech-virksomheder, får mere og mere vind i sejlene – ikke mindst i kraft af nyheden om russisk involvering i det amerikanske valg ved hjælp af sociale medier.

Argumentet om mere regulering beror bl.a. på, at tech-giganter efterhånden spiller en så afgørende rolle for den offentlige samtale, at nationalstater ikke længere kan stå på sidelinjen, mens komplicerede og uigennemskuelige algoritmer udgør store dele af offentlighedens infrastruktur.

Men før en nærmere regulering kan finde sted, kræver det, at regeringer har et faktuelt grundlag at lovgive på. Sådan står det ikke til nu, hvor det offentlige kendskab til eksempelvis Facebook eller Googles algoritmer er meget begrænset.

Gennemsigtighed kan give radikale effekter
Derfor bør regeringer, som ønsker regulering, starte med at kræve en højere grad af gennemsigtighed hos tech-virksomhederne, pointerer George Brock.

Dels har det den fordel, at fremtidig regulering kommer til at have basis i et kvalificeret og faktuelt grundlag.

Derudover kan kravet om større gennemsigtighed også have en selvregulerende effekt ved, at tech-virksomhederne tvinges til at træffe nogle interne beslutninger, som imødegår eksempelvis fake news, propaganda eller valg-interferens.

Læs hele George Brocks indlæg her

George Brock forsker i journalistik ved City University of London

Muligheden for at kommentere er slået fra.