Nyheder, viden og synspunkter om medieret og presseetik
Billeder af kendte
Man må ikke fotografere (kendte) personer, som befinder sig på privat eller ikke frit tilgængeligt område. Sådanne områder er steder, hvor mennesker bor eller opholder sig, og offentlige og private lokaliteter, hvortil der ikke er almindelig fri adgang.
Definitionen af kendte personer omfatter politikere og andre, der administrerer og anvender offentlige midler, og alle andre, som inden for politik, erhverv, kunst og kultur, sport og underholdning m.v. spiller en rolle i offentligheden.
Kendte personer må finde sig i, at medierne offentliggør detaljer om deres privatliv, hvis dækningen er af offentlig interesse. Betingelsen om offentlig interesse er normalt opfyldt, hvis dækningen af det private relaterer sig til dét, som personen er kendt i offentligheden for.
Hvis et billede derimod viser den kendte i private eller dagligdagssituationer, og offentliggørelsen alene har til formål at tilfredsstille læsernes/seernenes nysgerrighed efter privatlivsdetaljer om den kendte, er dækningen ikke af offentlig interesse. Dette gælder også, selvom den kendte er fotograferet i det offentlige rum.
Hvis den kendte giver tilladelse til bringe billedet, er alt i orden. Husk at få og gemme dokumentation for samtykket.