Tagged: Medieansvar

Principiel Højesteretskendelse i sagen om PET-bogen

Højesteret fastslog i torsdags, at et forbud mod at offentliggøre fortrolige oplysninger i et medie skal rettes mod chefredaktøren og ikke udgiveren.

Da PET ville forhindre, at medierne offentliggjorde detaljer fra bogen Syv år for PET – Jakob Scharfs tid, nedlagde Københavns Byret et forbud. Men det blev stilet til JP/Politikens Hus og ikke til den ansvarshavende chefredaktør.

Kendelsen fra Højesteret bekræfter den redaktionelle frihed. Udgiveren kan lægge de overordnede redaktionelle linjer, men det er chefredaktøren, som bestemmer, hvad mediet bringer og ikke bringer.

Dette betyder, at et forbud skal rettes mod chefredaktøren, fordi det er ham eller hende, der kan sikre, at mediet undlader at bringe information, som er omfattet af et forbud – og som bærer straffe- og erstatningsansvaret, hvis forbuddet ikke overholdes.

Docent i medieret ved DMJX Vibeke Borberg har analyseret kendelsen for fagbladet Journalisten.

Læs analysen af kendelsen på journalisten.dk
Se kendelsen på hoejesteret.dk

Medieansvarsloven med kommentarer – nyt opslagsværk om medieret og presseetik

Ny bog gennemgår, hvem der har strafansvar for mediernes indhold i en tid med mange forskellige (digitale) medier og brugergenereret indhold.

 

Bogens forfattere – advokaterne Peter Lambert og Iben Gjessing – opsamler og kommenterer gældende ret og praksis på det medieretlige område, herunder de digitale medier.

De gennemgår Medieansvarslovens paragraffer systematisk og redegør for domstolenes retspraksis og for Pressenævnets praksis vedrørende god presseskik og genmæle.

Læseren kan slå op på emner som sociale medier, brugergenereret indhold, skjulte optagelser, gengivelse af tekst og udtalelser m.m. Grundbogen indeholder også et register over relevante domme og afgørelser.

Læs mere på djoef-forlag.dk

Medieansvarsloven med kommentarer. Af Peter Lambert & Iben Gjessing. Djøf Forlag, 2017. 539 sider.

Kommentarer lukket til Medieansvarsloven med kommentarer – nyt opslagsværk om medieret og presseetik Posted i Tagged med ,

Medieansvarsloven med kommentarer – nyt opslagsværk om medieret og presseetik

Ny bog gennemgår, hvem der har strafansvar for mediernes indhold i en tid med mange forskellige (digitale) medier og brugergenereret indhold.

Bogens forfattere – advokaterne Peter Lambert og Iben Gjessing – opsamler og kommenterer gældende ret og praksis på det medieretlige område, herunder de digitale medier.

De gennemgår Medieansvarslovens paragraffer systematisk og redegør for domstolenes retspraksis og for Pressenævnets praksis vedrørende god presseskik og genmæle.

Læseren kan slå op på emner som sociale medier, brugergenereret indhold, skjulte optagelser, gengivelse af tekst og udtalelser m.m. Grundbogen indeholder også et register over relevante domme og afgørelser.

Læs mere på djoef-forlag.dk

Medieansvarsloven med kommentarer. Af Peter Lambert & Iben Gjessing. Djøf Forlag, 2017. 539 sider.

Medieansvarsloven og privatlivsbeskyttelsen er forældet

Vibeke Borberg efterlyser en revision af både privatlivsbeskyttelsen og medieansvarsloven i Danske Mediers nyhedsbrev

’ Vores privatlivsbeskyttelse stammer fra 70’erne og tager ikke højde for, at digitaliseringen og internettet giver mulighed for at komme meget tæt på vores privatliv. Det område trænger i den grad til en revision. Og det samme gælder medieansvarsloven fra 1992’, udtaler Vibeke Borberg i et interview i nyhedsbrevet Danske Medier.

Om medieetik siger hun: ’ Vi er godt tjent med medier, der går tæt på, men vi bør også kunne kræve medier, der erkender, når noget går galt. Det ville hjælpe på det troværdighedsproblem, som medierne har.’

Læs interviewet på danskemedier.dk

Medieansvarsloven kan ikke følge med digitaliseringen

Medieansvarsloven er forældet. Især er den ude af stand til at adressere de retlige problemer og behov, som opstår, når nyhedsformidlingen i stadig stigende grad foregår på digitale og sociale medier, skriver Vibeke Borberg i dette indlæg på altinget.dk den 29. maj (altinget.dk/justits)

Medieansvarsloven trænger til en modernisering, og jeg vil derfor opfordre politikerne til at nedsætte en kommission, som kan komme med et forslag til en revision af loven. Dette arbejde bør igangsættes snarest, for medieansvarsloven er allerede forældet. Især er den ude af stand til at adressere de retlige problemer og behov, som opstår, når nyhedsformidlingen og den offentlige debat i stadig stigende grad foregår på digitale og sociale medier.

skrivemaskin_508

Fra en tid med trykte aviser

Medieansvarsloven trådte i kraft i 1992 på et tidspunkt, hvor medierne hovedsagelig bestod af trykte aviser og tidsskrifter samt radio og tv. Ingen havde forestillet sig, hvilken betydning internettet og den teknologiske udvikling ville få for fremvæksten af nye medier og formidlingsplatforme. Eller at den traditionelle massekommunikation ville udvikle sig til et globalt debatforum, hvor formidlingen af nyheder og information i høj grad er præget af enkeltpersoners, organisationers og digitale specialmediers aktive deltagelse.

Det betyder, at de præmisser, som medieansvarsloven er bygget på, ikke længere holder. Det giver på centrale områder en paradoksal og uholdbar retstilstand, som her er nogle eksempler på:

Mens skolebladet på tryk og det husstandsomdelte nyhedsbrev fra menighedsrådet automatisk er omfattet af loven, skal populære netaviser og blogs med ubegrænset udbredelse frivilligt tilmelde sig for at blive omfattet.

Konsekvensen er blandt andet, at der kan klages til Pressenævnet, hvis indholdet i skolebladet og menighedsrådets nyhedsbrev er i strid med god presseskik, mens dette ikke er tilfældet for netavisen og bloggen, med mindre de har tilmeldt sig.

Problematisk tilmeldingsordning

Tilmeldingsordningen er i sig selv problematisk. Dels fordi der ikke foretages nogen obligatorisk prøvelse af, om et medie, der har tilmeldt sig, faktisk opfylder betingelserne for at være omfattet af loven og nyde de fordele, det giver.

Dels fordi der er den uhensigtsmæssige sammenhæng med loven om massemediers informationsdatabaser, at hvis et medie anmelder sin webportal til Pressenævnet efter begge love, har tilmeldingen til sidstnævnte forrang. I så fald er mediet trods tilmelding ikke omfattet af medieansvarsloven og dermed ikke af mange af de fordele og forpligtelser, som loven giver. Det gælder for eksempel dr.dk og b.dk, som har tilmeldt sig efter begge love.

En af fordelene ved at være omfattet af medieansvarsloven er, at de grundlæggende rettigheder, som medierne nyder, i mange tilfælde afhænger af, om mediet er omfattet af loven.

Det gælder for eksempel kildebeskyttelsen og retten til at kære kendelser om navneforbud og dørlukning i straffesager. Danske domstole har hidtil været utilbøjelige til at udstrække beskyttelsen til medier, som ikke er omfattet af loven, men som efter deres karakter og aktiviteter burde nyde samme rettigheder som traditionelle medier.

Det betyder, at websites og facebook-sider, der er tilmeldt medieansvarsloven uden reelt at opfylde betingelserne for at være omfattet, kan påberåbe sig kildebeskyttelse, mens dette ikke gælder digitale medier, der faktisk spiller en rolle som public watchdogs, men ikke har tilmeldt sig medieansvarsloven.

Pressenævnet til eftersyn

Desuden er der grund til at give medieansvarslovens regler om Pressenævnets virksomhed et eftersyn. F.eks. har Pressenævnet kun én gang benyttet muligheden for at tage en sag op af egen drift, selvom der har været alvorlige sager, hvor ingen har klaget.

Af retssikkerhedsmæssige grunde bør det også overvejes, om det fortsat skal være klageren, der bærer risikoen for bevisusikkerhed om faktum, eller om det ikke snarere burde være mediet, som er nærmest til at sikre bevis for sin fremgangsmåde.

En revision af medieansvarsloven vil kræve et grundigt lovforberedende arbejde i samarbejde med alle interessenter, og den tiltrængte modernisering kan derfor ikke gennemføres fra den ene dag til den anden. Jo før dette arbejde kommer i gang, des bedre.

Den redaktionelle frihed på vaklende grund

Ifølge en afgørelse fra Skatterådet skal journalisten og redaktøren selv til lommerne, når der falder dom for overtrædelse af ytringsfrihedens grænser. Hvis afgørelsen står ved magt, styrker den behovet for ændringer i medieansvarsloven.

En afgørelse fra Skatterådet betyder, at det fremover bliver dyrt for en journalist og redaktør at blive dømt for overtrædelse af ytringsfrihedens grænser ved publicering i medier. I praksis har medievirksomheden betalt regningen i form af bøder, erstatninger, godtgørelser, udgifter til advokat og sagsomkostninger. Skatterådets afgørelse er bindende for skattemyndigheder. Den betyder, at journalisten og redaktøren, der bliver dømt for publicering, selv skal betale skat af det beløb, som medievirksomheden har dækket. Se Skatterådets afgørelse.

Ansvarsplacering og regres
Skatterådets afgørelse er begrundet med medieansvarslovens regler om ansvar for journalisten og den ansvarshavende redaktør. Medieansvarsloven bryder med almindelige regler om ansvar for medvirken og arbejdsgiveransvar. Udgiveren har efter loven ikke ansvar, men “hæfter” for bøder, erstatning m.v., som journalisten og redaktøren er dømt til at betale. Formålet med de særlige ansvarsregler er at styrke den redaktionelle frihed. Medieansvarsudvalget og lovgiverne tænkte, at juridisk ansvar for udgiverne ville føre til, at redaktionen blev underlagt styring fra udgiverne, og det skulle undgås (Medieansvarsudvalgets betænkning 1205 fra 1990).

Regres er et nøglebegreb i Skatterådets afgørelse. Regres betyder, at medievirksomheden, der hæfter og har lagt ud for idømte beløb, kan kræve, at den ansvarlige journalist og redaktør dækker udgiften. Skatterådet lægger til grund, at medievirksomheden altid har et fuldt regreskrav over for journalisten og redaktøren, der bliver dømt. Når medievirksomheden ikke kræver beløbet hos journalisten og redaktøren, får de en økonomisk gevinst, som er skattepligtig.

Spørgsmålet om skattepligt blev ikke berørt i forarbejderne til medieansvarsloven. Tilsyneladende har ingen tænkt på det. Regreskravet blev heller ikke behandlet særlig grundigt. Frøbert og Paulsen, der begge var medlemmer af Medieansvarsudvalget, skriver i deres bog Medieansvarsloven (1997), at noget kan tale for, og noget kan tale imod regreskrav (side 146). Det er således ikke korrekt, når Skatterådet antager, at forfatterne kun taler for regres. Frøbert og Paulsen henviser bl.a. til at bøder kan udmåles i relation til mediets økonomiske forhold. Det kan tilføjes, at erstatningsbeløb også kan påvirkes af mediets indtjening. Bøder, erstatnings- og godtgørelsesbeløb bliver i øvrigt typisk påvirket af mediets udbredelse, som er afgørende for krænkelsens størrelse. Der er således andre forhold end publiceringens indhold, der har betydning for sanktionens størrelse, og disse forhold taler imod regres

Et ubetinget regreskrav gælder ikke ved ansættelser uden for massemedierne. Her kan arbejdsgivere pålægges ansvar for skader, der opstår ved udførelsen af arbejdsopgaver, og arbejdsgivere har kun en begrænset mulighed for regres mod ansatte (erstatningsansvarsloven § 23).

Skatterådets juridiske præmis om fuldt regreskrav er noget tvivlsom. Den begrænsede regres, som gælder for arbejdstagere uden for massemedierne kan ikke bruges, men Skatterådet overser. at erstatningsansvarsloven § 24 også giver en mulighed for at begrænse regres, når den vil virke urimeligt tyngende eller andre særlige omstændigheder jf. Medieretten (2013) af Sandfeld Jacobsen og Schaumburg-Müller (side 375 – 77).

Ifølge Skatterådets beskrivelse har journalister og redaktør suverænt enekompetencen over publiceringer. Sådan ser den juridiske konstruktion ud ved en overfladisk betragtning.
Uanset tankerne fra medieansvarslovens ophavsmænd bliver mediers indhold påvirket af udgiverne. Den ansvarshavende redaktør er ansat af udgiverne og skal opfylde udgiverens rammer og forventninger. Skatterådets juridiske præmis om suveræn kompetence gælder i hvert fald ikke for journalister og fotografer. Skatterådet overser, at medieansvarsloven fastslår, at den ansvarshavende redaktør har den endelige beslutning over indholdet (§ 3, stk. 2).

Hvis det ikke lykkes at få Skatterådet til at træffe en ny afgørelse, og SKAT begynder at pålægge skattepligt, vil der være gode grunde til at anlægge retssag. Det bør ikke stå upåtalt, når Skatterådet træffer en vigtig afgørelse om medieansvar, og afgørelsen tilsyneladende bygger udelukkende på en anmodning fra advokat.

Retspolitiske overvejelser
Skatterådets afgørelse betyder, at journalister, fotografer og redaktører i nogle tilfælde vil få en stor regning for at udføre arbejde, der reelt styres af en udgivers kommercielle interesser. I andre tilfælde vil journalister, fotografer og redaktører få en stor regning for kritisk undersøgende journalistik, når ytringsfrihedens grænser trækkes af domstole ved hårfine afgørelser. Det vil føre til forsigtighed med at bruge ytringsfriheden. Forsigtighed gør ingen skade – tværtimod – hvis den kan forebygge systematiske krænkelser af privatliv, men forsigtighed vil være stærkt skadelig for den ytringsfriheden om samfundsmæssige forhold, der har grundlæggende betydning for demokratiet.

Medieansvarslovens konstruktion af særlige ansvarsregler betyder, at retssager for overskridelse af ytringsfrihedens grænser skal rettes mod den navngivne journalist eller fotograf og den ansvarshavende redaktør. Det er som udgangspunkt fornuftigt for at sikre fokus på informations- og ytringsfriheden under retssagen.

Et flertal i medieansvarsudvalget foreslog et udgiveransvar i særlige grove tilfælde, hvor der ikke er handlet med henblik på varetagelse af nogen almen interesse. Mindretallet, der bl.a. bestod bl.a. af repræsentanter for journalister og medier, var imod dette forslag og fik medhold, da lovforslaget blev udarbejdet af justitsministeriet og vedtaget af Folketinget.

I tilfælde, hvor en udgiver har lagt en forretningsstrategi, der primært sigter på udstilling af privatliv og ikke har nogen almen interesse, ville det være fornuftigt med et udgiveransvar, som flertallet i Medieansvarsudvalget i sin tid foreslog.

Det giver et dilemma, når medieansvarslovens konstruktion af regler for ansvar og hæftelse er begrundet med hensyn til den redaktionelle frihed. Når friholdelsen af udgiverne fra ansvar bygger på denne begrundelse, virker det selvmodsigende, at der efterfølgende regnes med, at udgiverne betaler regningen. Udgivernes lyst til at styre redaktionen kan påvirkes af de regninger. de skal betale for publicering. Det gælder vel, uanset regningen betales på grund af lovens regler eller på grund af en fast praksis for at give afkald på regres?

Hvis Skatterådets afgørelse ikke bliver ændret enten af rådet selv eller i en retssag, bør en lovændring sikre, at arbejdsvilkårene for journalister, fotografer og redaktører ikke er markant ringere end for ansatte på arbejdspladser, der ikke er massemedier. Det kan ske ved at supplere medieansvarslovens regler om udgiverens hæftelse med en regel om begrænsning af regres.

Medieansvarsloven er mere end tyve år gammel, og den er skrevet før Den Europæiske Menneskeretsdomstols sikring af pressefriheden slog igennem i Danmark. Uanset udfaldet af skattespørgsmålet betyder de markante ændringer i medielandskabet, at der er behov for ændringer i loven. Det er bl.a. på tide at gøre medieansvarsloven teknologineutral og skabe større klarhed om ansvarsplacering ved publicering af oplysninger fra anonyme kilder og debatindlæg på mediers websider jf. mit kapitel om medieansvar i Ytringsfriheden til forhandling (redigeret af Ejvind Hansen, Reitzels Forlag 2013). Uklarheder og andre problemer i loven giver også behov for ændringer jf. Medieretten af Sandfeld Jacobsen og Schaumburg-Müller (Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2013, side 377 – 379).

Ansvarsreglerne er et skrøbeligt fundament for den redaktionelle frihed. Medieansvarsloven har dog også en regel, der pointerer, at den ansvarshavende redaktør har den endelige afgørelse af indholdet (§ 3, stk. 2). Det kan siges langt bedre og tydelige, som det sker i den norske lov om redaktionel frihed. Den norske lov fastslår udtrykkeligt, at ejere/udgivere eller personer, der handler på deres vegne, ikke kan instruere eller efterprøve redaktøren i redaktionelle spørgsmål. Den norske lov tilføjer, at de heller ikke kan kræve at få kendskab til indholdet af en publikation, før den er offentliggjort.

Redaktionel uafhængighed bør være et af de overordnede formål for en medieansvarslov. Hvis lovgiverne vil, kan styrkelse af den redaktionelle frihed fint kombineres med en regresregel, der giver journalister, fotografer og redaktører på massemedier samme vilkår som ansatte på andre arbejdspladser, hvor der påføres skader som følge af arbejdet.