Tagged: Ytringsfrihed

Tal! – sammen! – ny bog af Ejvind Hansen

Chefforsker ved DMJX Ejvind Hansen er aktuel med en ny bog om samtalen.

I bogen Tal! – sammen! undersøger Ejvind Hansen en række paradokser, som ligger indbygget i samtalen. Paradokser, som vi ikke kan løse, men som vi alligevel må forsøge at løsne op for.

Samtalens vilkår er forskellighed. Samtidig forsøger samtalen at overvinde denne forskellighed. Og den gode samtale forudsætter, at vi lærer at reflektere over samtalens grænser og indimellem at holde mund, hedder det i bogen.

Læs mere på Ejvind Hansens blog offentligheder.dk.

Tal! – sammen! Af Ejvind Hansen. Forlaget Mindspace, 2017. 160 sider.

Aktindsigt i Sverige gennem 250 år

Sverige har haft aktindsigt i 250 år, og det markeres med flere bogudgivelser, senest The Legacy of Peter Forsskål – 250 Years of Freedom of Expression, som Nordicom har udgivet.

DMJX’ Oluf Jørgensen har bidraget til bogen med kapitlet Public Access or Secrecy og skriver om jubilæumsudgivelserne på aabenhedstinget.dk.

Læs Oluf Jørgensens blogindlæg

Læs mere om The Legacy of Peter Forsskål – 250 Years of Freedom of Expression

Større klarhed om forskeres ytringsfrihed

Forskere må gerne ytre sig i den offentlige debat – også på områder, hvor de har leveret forskning til det offentlige. 

Det står klart, efter at Miljø- og Fødevareministeriet har svaret Folketingets Ombudsmand, at standardvilkårene i nye kontrakter mellem universiteter og myndigheder ikke indebærer begrænsninger i den enkelte forskers ytringsfrihed eller krav om tavshedspligt, der rækker ud over lovgivningens almindelige regler.

Sagen udspringer af debatten om Landbrugspakken – den såkaldte Gyllegate. Ombudsmanden gik ind i sagen, efter at det i foråret 2016 kom frem, at Aarhus Universitet og Miljø- og Fødevareministeriet havde aftalt, at de involverede forskere ikke måtte udtale sig om den forskning, de havde leveret til ministeriet i forbindelse med Landbrugspakken.

Af mediedækningen fremgik desuden, at ministeriet ville revidere standardvilkårene for forskeres tavshedspligt – og det er denne revision, som nu danner grundlag for Ombudsmandens udmelding om, at forskere gerne må ytre sig i den offentlige debat; også på områder, hvor de har leveret forskning til det offentlige.

Til journalisten.dk udtrykker professor emeritus Heine Andersen, der i sin tid rejste kritikken om forskernes ytringsfrihed, dog en vis skepsis med hensyn til, hvordan den reelle praksis bliver.

Læs mere på ombudsmanden.dk

Se Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed

Ejvind Hansen: Demokrati forudsætter blasfemi

Det var et vigtigt og rigtigt skridt, at Folketinget den 2. juni afskaffede blasfemiparagraffen, skriver Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles demokrati- og offentlighedsforsker Ejvind Hansen på sin blog offentligheder.dk.

I indlægget redegør Ejvind Hansen for sit synspunkt – og for hvorfor han mener, at racismeparagraffen (stadig) har sin berettigelse. ‘Racismeparagraffen handler nemlig, modsat blasfemiparagraffen, om at beskytte svage stemmer i offentligheden’, lyder meldingen fra Ejvind Hansen.

Læs Ejvind Hansens indlæg på offentligheder.dk

Se lov nr. 675/2017 med link til lovens forarbejder her.

Rapport om hadefuld debat på nettet

Institut for Menneskerettigheder har udgivet en rapport om Hadefulde ytringer i den offentlige online debat. Ifølge rapporten er hver syvende kommentar på nyhedsmediernes Facebook-sider hadefuld.

Hadefuld forstås i undersøgelsen som ‘ stigmatiserende, nedsættende, krænkende, chikanerende og truende ytringer, der fremsættes offentligt mod et individ eller en gruppe baseret på individets eller gruppens køn, etnicitet, religion, handicap, seksuelle orientering, alder, politiske observans eller sociale status’.

Undersøgelsen bygger på knap 3.000 kommentarer fra DR Nyheders og TV 2 Nyhedernes Facebook-sider.

Rapportens konklusioner og metoder imødegås bl.a. af forskningschef i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Jakob Linaa Jensen i et indlæg på Kommunikationsforum.dk.

Også Jacob Mchangama skriver på Zetland.dk, at begrænsning af ytringsfriheden er den forkerte vej at gå.

 

Guidelines til håndtering af hate speech på nettet

Hvor går grænsen mellem barsk kritik og hadefuld tale? Det giver UNESCO’s rapport Countering online hate speech et bud på, som også kan bruges i Danmark.

Det er en kompliceret balancegang, når forsvaret for en fundamental rettighed som ytringsfrihed skal afbalanceres med  beskyttelse af almindelig menneskelig værdighed.

Countering online hate speech giver et overblik over, hvordan begrebet hate speech tolkes rundt omkring i verden, og hvordan private virksomheder som Facebook, Twitter og Google opererer med egne udbyggede definitioner. Rapporten gennemgår også de tiltag, der er iværksat lokalt, nationalt og internationalt for at dæmme op for hate speech særligt på sociale medier.

Andrew Sellars fra Boston University School of Law gav i december 2016 sit bud på at definere hate speech i paperet Defining hate speech.

Download rapporten Countering online hate speech

Rapporten er udgivet i UNESCO Series on Internet Freedom

Countering online hate speech. Af Iginio Gagliardone, Danit Gal, Thiago Alves & Gabriela Martinez. UNESCO, 2015. 71 sider.

De besatte – ny bog af Flemming Rose

debesatteFlemming Roses nye bog er et vigtigt bidrag til debatten om ytringsfrihedens vilkår, hedder det i flere anmeldelser.

Bogen handler først og fremmest om den tidligere kulturredaktørs tid på Jyllands-Posten, hvor han spillede en central rolle i forbindelse med Muhammed-tegningerne.Efterfølgende blev Flemming Rose en efterspurgt debattør.

I bogen beskriver han, hvordan ledelsen i JP/Politikens Hus forsøgte at begrænse hans ytringsfrihed og optræden i offentligheden. Ifølge ledelsen i JP/Politikens Hus var det nødvendigt af hensyn til de øvrige medarbejderes sikkerhed.

En lang række journalister og kulturfolk har indstillet Flemming Rose til Cavling-prisen for trilogien Tavshedens tyranni, Hymne til friheden og De besatte. I indstillingen hedder det bl.a.: ‘… har Rose i flere år på egen person oplevet, at mens JP/Politikens ledelse holdt de fine idealer højt udadtil, gik den indadtil overordentlig grundigt til værks for at lukke munden på den mand, som i offentligheden var ytringsfrihedens mest markante stemme’.

De besatte. Af Flemming Rose. People’sPress, 2016.

Ejvind Hansen anmelder ‘MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark’

menBogen giver et godt detaljeret indblik i en bestemt side af ytringsfrihedens historie, men er som al historiefortælling også  et partsindlæg, skriver Ejvind Hansen i sin anmeldelse af Mchangama og Stjernfelts 1081 sider lange bog om ytringsfriheden.

 

Af Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved DMJX

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt har med bogen gjort en vigtig bog, som har meget på hjerte, og som baserer sig på en historisk viden og detaljerigdom, der vil være oplysende for de fleste læsere. Særligt vil bogen tjene et vigtigt og godt formål i at minde os om de udfordringer, der trænger sig på, når vi sætter grænser for ytringsfriheden.

Man skal imidlertid heller ikke være blind for, at bogen samtidig er et partsindlæg. Dette bliver tydeligt gennem en klar tilskæring efter hvem, der er helte og skurke. Tilskæringen er mulig, fordi forfatterne har et klart defineret ideal for ytringsfriheden: Ytringsfriheden bør være så ubegrænset som mulig – ja, faktisk er de eneste grænser, som forfatterne synes at acceptere, fremstillingen af børneporno (s. 612-4) og “direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og grove og usande sigtelser mod enkeltpersoner” (s. 944).

Som en af dem der åbent har vedstået at være tilhænger af “Ytringsfrihed – MEN” (som er bogens hovedfjende) har det været givende at blive udfordret på mine synspunkter. Når jeg skriver, at bogen er vigtig, er det imidlertid også vigtigt for mig at sige, at det kunne være rigtig godt, hvis en historiker med et andet syn på ytringsfriheden skrev en tilsvarende bog. For som forfatterne skriver i bogen, så bruger man jo ofte historieskrivning til at retfærdiggøre sig selv (s. 88).

Adskillelse mellem tale og handling
Særligt savner jeg en refleksion over bogens hovedpointe om, at alt for mange overser pointen om, at man bør adskille ytringer og handlinger. Synspunktet bygger på oplysningstidens tænkere (Spinoza og Kant) og deles også af koryfæer som Birkner, Grundtvig, Pio og PH.

Mit personlige problem er bare, at selve den skarpe adskillelse mellem tale og handling er åbenlyst forkert. Dermed gør jeg mig i forfatternes øjne til en “pedant” (s. 937-8). Men jeg er ikke sikker på, at f.eks. forældrene til de børn, der gennem ytringer på Facebook er blevet mobbet til selvmord synes pointen er så pedantisk. Eller at den medarbejder, der møder ordene “Du er fyret!” fordi chefen ikke kan lide de ting, som man står for, synes pointen er pedantisk.

Forfatterne kommer meget kort ind på talehandlingsteoriens indvending mod deres position, hvor de påpeger at talehandlingsteoretikerne jo fastholder en distinktion mellem tale og handling (s. 938). Men forfatterne overser fuldstændig den dybere pointe: Selvom vi kan skelne mellem tale og handling, så er der altid også handling i at tale. Og derfor kan talen gøre lige så stor skade som alle mulige andre handlinger. Det er jo ikke det samme som at sige, at alle talehandlinger er lige så skadelige som alle almindelige handlinger (og omvendt i øvrigt). Men pointen bliver jo, at når tale også kan have handlingsmæssige implikationer, så kan vi ikke bygge hele ytringsfrihedsteorien op omkring en skarp adskillelse.

Frisættelse af alle stemmer
Betyder en frisættelse af alle stemmer, at flest mulige kommer til orde? Eller betyder det blot at de stærkeste stemmer råber så højt at svagere stemmer overtrumfes? Jeg er her med på, at vi får noget bøvl, når vi skal definere hvilke stemmer, der er svage og stærke. Men vi får altså også noget bøvl ved at ignorere spørgsmålet helt.

Opsummerende kan man sige, at bogen giver et godt detaljeret indblik i en bestemt side af ytringsfrihedens historie, og som sådan er det en vigtig bog. Men som al historiefortælling er også denne et partsindlæg. Med lidt held bliver den en opfordring til at andre tager den samme handske op – så vi kan få den gode debat om grænserne for ytringsfrihed, som er en helt uomgængelig forudsætning for et vel reguleret demokratisk samfund.

Læs en udvidet udgave af denne anmeldelse på Ejvind Hansens blog

MEN. Ytringsfrihedens historie i Danmark. Af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt. Gyldendal, 2016. 1081 sider.

Kommentarer lukket til Ejvind Hansen anmelder ‘MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark’ Posted i Tagged med ,

Ejvind Hansen anmelder ‘MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark’

menBogen giver et godt detaljeret indblik i en bestemt side af ytringsfrihedens historie, men er som al historiefortælling også  et partsindlæg, skriver Ejvind Hansen i sin anmeldelse af Mchangama og Stjernfelts 1081 sider lange bog om ytringsfriheden.

 

Af Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved DMJX

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt har med bogen gjort en vigtig bog, som har meget på hjerte, og som baserer sig på en historisk viden og detaljerigdom, der vil være oplysende for de fleste læsere. Særligt vil bogen tjene et vigtigt og godt formål i at minde os om de udfordringer, der trænger sig på, når vi sætter grænser for ytringsfriheden.

Man skal imidlertid heller ikke være blind for, at bogen samtidig er et partsindlæg. Dette bliver tydeligt gennem en klar tilskæring efter hvem, der er helte og skurke. Tilskæringen er mulig, fordi forfatterne har et klart defineret ideal for ytringsfriheden: Ytringsfriheden bør være så ubegrænset som mulig – ja, faktisk er de eneste grænser, som forfatterne synes at acceptere, fremstillingen af børneporno (s. 612-4) og “direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og grove og usande sigtelser mod enkeltpersoner” (s. 944).

Som en af dem der åbent har vedstået at være tilhænger af “Ytringsfrihed – MEN” (som er bogens hovedfjende) har det været givende at blive udfordret på mine synspunkter. Når jeg skriver, at bogen er vigtig, er det imidlertid også vigtigt for mig at sige, at det kunne være rigtig godt, hvis en historiker med et andet syn på ytringsfriheden skrev en tilsvarende bog. For som forfatterne skriver i bogen, så bruger man jo ofte historieskrivning til at retfærdiggøre sig selv (s. 88).

Adskillelse mellem tale og handling
Særligt savner jeg en refleksion over bogens hovedpointe om, at alt for mange overser pointen om, at man bør adskille ytringer og handlinger. Synspunktet bygger på oplysningstidens tænkere (Spinoza og Kant) og deles også af koryfæer som Birkner, Grundtvig, Pio og PH.

Mit personlige problem er bare, at selve den skarpe adskillelse mellem tale og handling er åbenlyst forkert. Dermed gør jeg mig i forfatternes øjne til en “pedant” (s. 937-8). Men jeg er ikke sikker på, at f.eks. forældrene til de børn, der gennem ytringer på Facebook er blevet mobbet til selvmord synes pointen er så pedantisk. Eller at den medarbejder, der møder ordene “Du er fyret!” fordi chefen ikke kan lide de ting, som man står for, synes pointen er pedantisk.

Forfatterne kommer meget kort ind på talehandlingsteoriens indvending mod deres position, hvor de påpeger at talehandlingsteoretikerne jo fastholder en distinktion mellem tale og handling (s. 938). Men forfatterne overser fuldstændig den dybere pointe: Selvom vi kan skelne mellem tale og handling, så er der altid også handling i at tale. Og derfor kan talen gøre lige så stor skade som alle mulige andre handlinger. Det er jo ikke det samme som at sige, at alle talehandlinger er lige så skadelige som alle almindelige handlinger (og omvendt i øvrigt). Men pointen bliver jo, at når tale også kan have handlingsmæssige implikationer, så kan vi ikke bygge hele ytringsfrihedsteorien op omkring en skarp adskillelse.

Frisættelse af alle stemmer
Betyder en frisættelse af alle stemmer, at flest mulige kommer til orde? Eller betyder det blot at de stærkeste stemmer råber så højt at svagere stemmer overtrumfes? Jeg er her med på, at vi får noget bøvl, når vi skal definere hvilke stemmer, der er svage og stærke. Men vi får altså også noget bøvl ved at ignorere spørgsmålet helt.

Opsummerende kan man sige, at bogen giver et godt detaljeret indblik i en bestemt side af ytringsfrihedens historie, og som sådan er det en vigtig bog. Men som al historiefortælling er også denne et partsindlæg. Med lidt held bliver den en opfordring til at andre tager den samme handske op – så vi kan få den gode debat om grænserne for ytringsfrihed, som er en helt uomgængelig forudsætning for et vel reguleret demokratisk samfund.

Læs en udvidet udgave af denne anmeldelse på Ejvind Hansens blog

MEN. Ytringsfrihedens historie i Danmark. Af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt. Gyldendal, 2016. 1081 sider.

De besatte – ny bog af Flemming Rose

debesatteFlemming Roses nye bog er et vigtigt bidrag til debatten om ytringsfrihedens vilkår, hedder det i flere anmeldelser.

Bogen handler først og fremmest om den tidligere kulturredaktørs tid på Jyllands-Posten, hvor han spillede en central rolle i forbindelse med Muhammed-tegningerne.Efterfølgende blev Flemming Rose en efterspurgt debattør.

I bogen beskriver han, hvordan ledelsen i JP/Politikens Hus forsøgte at begrænse hans ytringsfrihed og optræden i offentligheden. Ifølge ledelsen i JP/Politikens Hus var det nødvendigt af hensyn til de øvrige medarbejderes sikkerhed.

En lang række journalister og kulturfolk har indstillet Flemming Rose til Cavling-prisen for trilogien Tavshedens tyranni, Hymne til friheden og De besatte. I indstillingen hedder det bl.a.: ‘… har Rose i flere år på egen person oplevet, at mens JP/Politikens ledelse holdt de fine idealer højt udadtil, gik den indadtil overordentlig grundigt til værks for at lukke munden på den mand, som i offentligheden var ytringsfrihedens mest markante stemme’.

De besatte. Af Flemming Rose. People’sPress, 2016.