by Oluf Jørgensen -

Frifindelse af kurdere for indsamling til Roj TV

Formelt set anfægter frifindelsen ikke den tidligere dom, hvor ROJ TV blev dømt og lukket for at være talerør for PKK og dermed fremme terror. Reelt gør den, når frifindelsen er begrundet med, at de tiltalte ikke burde have indset, at ROJ TV indirekte støttede PKK.

Medieselskaberne bag den kurdiske tv-station Roj TV blev dømt af Østre Landsret 3/7 2013 for at fremme terror ved at fungere som talerør for PKK. Se dommens resumé. På denne baggrund mente anklagemyndigheden, at indsamling af penge til Roj TV indirekte var støtte til terror. Anklagemyndigheden krævede mindst 4 års fængsel til 10 kurdere, der ikke har lagt skjul på, at de før 2012 indsamlede penge til Roj TV.

Dommen ved Københavns Byret 23/10 lød på frifindelse. Københavns byret begrunder frifindelsen med, at “anklagemyndigheden ikke har ført det fornødne bevis for, at de tiltalte vidste eller burde have vidst, at en støtte til Roj TV var indirekte støtte til PKK”. Se dommen.

På grund af den høje strafferamme for støtte til terror er straffesagen mod de 10 kurdere behandlet af et nævningeting med tre juridiske dommere og seks nævninge. Kurderne var tiltalt for at overtræde straffeloven § 114 b, der omfatter både direkte og indirekte støtte. Ifølge bemærkninger til lovforslaget kræves alene, at det i sidste ende er terrorgruppen, der drager fordel af pengene eller tjenesteydelserne. (§ 114 b var § 114 a i lovforslaget L 35, FT 2001-02, 2. saml.).

I dommen mod Roj TV fastslog Østre Landsret, at PKK var en terrororganisation. Denne konklusion ændres ikke ved frifindelsen i indsamlingssagen, og byretten lægger også til grund, at der var en tæt forbindelse mellem Roj TV og PKK ifølge landsrettens dom. Derfor var indsamlingen indirekte en støtte til PKK siger byretten.

Byrettens frifindelse er begrundet med, at de tiltalte først kunne eller burde vide, at der var en forbindelse mellem Roj TV og PKK, da den første dom om Roj TV blev afsagt af byretten i januar 2012. Der blev ikke fremlagt beviser for indsamling efter dette tidspunkt.

Tyrkiet søgte gennem flere år at få Danmark til at stoppe Roj TV. De første sager blev behandlet af Radio- og tv-nævnet, som er det kompetente organ efter radio- og fjernsynsloven. Nævnet konkluderede tre gange, at de nyhedsudsendelser, som Tyrkiet klagede over, ikke gav grundlag for at gribe ind i ytringsfriheden. Se afgørelser fra Radio- og tv-nævnet 21/4 2005, 3/5 2007 og 23/4 2008.

Vurderingen af udsendelser blev markant anderledes, da anklagemyndigheden anlagde straffesag mod Roj TV. Som grundlag for domfældelsen så Østre Landsret 30 timers udsendelser fra perioden 10. juni 2006 til 24. september 2010. Ifølge landsretten handlede en række af disse udsendelser om kultur, musik, vejr og sundhed, og i en række af de viste indslag om politik blev der talt om fredelige og politiske løsninger gennem dialog og forhandling. Landsretten lagde vægt på, at Roj TV også havde fokuseret på PKK. I landsrettens begrundelse blev bl.a. nævnt at “mange programmer formidler udtalelser og erklæringer fra og interviews med ledende personer, der har direkte tilknytning til PKK, herunder hvor personerne får lov til at tale frit og i længere tid, stort set uden afbrydelse og spørgsmål, ligesom der ikke inddrages andre kilder og synspunkter”. Landsretten konkluderede, at Roj TV fungerede som talerør for PKK og lagde vægt på, at en række af de viste udsendelser fremstod ensidige, partiske, ukritiske og med en rosende og glorificerende omtale af PKK.

Roj TV sendte via satellit til kurdere i hele verden og var den kurdiske tv-station, som de fleste kurdere dagligt brugte til at få nyheder, kultur og musik med kurdisk baggrund. Landsrettens udvalg på i alt 30 timer for en periode på over 4 år kan kun have omfattet få promille af Roj TV’s udsendelser. På dette grundlag blev Roj TV betegnet som et ensidigt talerør for PKK.

Lukningen af Roj TV var det alvorligste indgreb i pressefriheden i Danmark siden anden verdenskrig. Juridisk set var dommen mod medieselskaberne bag Roj TV besynderlig. Dommen så bort fra Menneskeretsdomstolens praksis for ytringsfrihed i sager om kurdiske medier, den var rettet mod ejerne/udgiverne og ikke mod redaktør eller journalister, og den så bort fra, at Radio- og tv-nævnet er udpeget i lovgivningen som det kompetente organ.

De ti kurdere, der nu er frifundet for at samle penge ind til Roj TV, har uden tvivl set mange flere timer tv på Roj, end landsretten så. De hører formentlig til de mange kurdere over hele verden, som var daglige seere for at få nyheder, kultur og musik med kurdisk baggrund. Det har ikke givet byretten grundlag for at konkludere, at de burde have indset, at Roj TV var talerør for PKK.

Byretten siger det ikke selv, men på dette afgørende punkt er frifindelsen i god overensstemmelse med Radio- og tv-nævnets præmisser i sagerne mod Roj TV og med Den Europæiske Menneskeretsdomstols kriterier for indgreb mod pressefriheden i sager mod kurdiske medier.

by Oluf Jørgensen -

Den redaktionelle frihed på vaklende grund

Ifølge en afgørelse fra Skatterådet skal journalisten og redaktøren selv til lommerne, når der falder dom for overtrædelse af ytringsfrihedens grænser. Hvis afgørelsen står ved magt, styrker den behovet for ændringer i medieansvarsloven.

En afgørelse fra Skatterådet betyder, at det fremover bliver dyrt for en journalist og redaktør at blive dømt for overtrædelse af ytringsfrihedens grænser ved publicering i medier. I praksis har medievirksomheden betalt regningen i form af bøder, erstatninger, godtgørelser, udgifter til advokat og sagsomkostninger. Skatterådets afgørelse er bindende for skattemyndigheder. Den betyder, at journalisten og redaktøren, der bliver dømt for publicering, selv skal betale skat af det beløb, som medievirksomheden har dækket. Se Skatterådets afgørelse.

Ansvarsplacering og regres
Skatterådets afgørelse er begrundet med medieansvarslovens regler om ansvar for journalisten og den ansvarshavende redaktør. Medieansvarsloven bryder med almindelige regler om ansvar for medvirken og arbejdsgiveransvar. Udgiveren har efter loven ikke ansvar, men “hæfter” for bøder, erstatning m.v., som journalisten og redaktøren er dømt til at betale. Formålet med de særlige ansvarsregler er at styrke den redaktionelle frihed. Medieansvarsudvalget og lovgiverne tænkte, at juridisk ansvar for udgiverne ville føre til, at redaktionen blev underlagt styring fra udgiverne, og det skulle undgås (Medieansvarsudvalgets betænkning 1205 fra 1990).

Regres er et nøglebegreb i Skatterådets afgørelse. Regres betyder, at medievirksomheden, der hæfter og har lagt ud for idømte beløb, kan kræve, at den ansvarlige journalist og redaktør dækker udgiften. Skatterådet lægger til grund, at medievirksomheden altid har et fuldt regreskrav over for journalisten og redaktøren, der bliver dømt. Når medievirksomheden ikke kræver beløbet hos journalisten og redaktøren, får de en økonomisk gevinst, som er skattepligtig.

Spørgsmålet om skattepligt blev ikke berørt i forarbejderne til medieansvarsloven. Tilsyneladende har ingen tænkt på det. Regreskravet blev heller ikke behandlet særlig grundigt. Frøbert og Paulsen, der begge var medlemmer af Medieansvarsudvalget, skriver i deres bog Medieansvarsloven (1997), at noget kan tale for, og noget kan tale imod regreskrav (side 146). Det er således ikke korrekt, når Skatterådet antager, at forfatterne kun taler for regres. Frøbert og Paulsen henviser bl.a. til at bøder kan udmåles i relation til mediets økonomiske forhold. Det kan tilføjes, at erstatningsbeløb også kan påvirkes af mediets indtjening. Bøder, erstatnings- og godtgørelsesbeløb bliver i øvrigt typisk påvirket af mediets udbredelse, som er afgørende for krænkelsens størrelse. Der er således andre forhold end publiceringens indhold, der har betydning for sanktionens størrelse, og disse forhold taler imod regres

Et ubetinget regreskrav gælder ikke ved ansættelser uden for massemedierne. Her kan arbejdsgivere pålægges ansvar for skader, der opstår ved udførelsen af arbejdsopgaver, og arbejdsgivere har kun en begrænset mulighed for regres mod ansatte (erstatningsansvarsloven § 23).

Skatterådets juridiske præmis om fuldt regreskrav er noget tvivlsom. Den begrænsede regres, som gælder for arbejdstagere uden for massemedierne kan ikke bruges, men Skatterådet overser. at erstatningsansvarsloven § 24 også giver en mulighed for at begrænse regres, når den vil virke urimeligt tyngende eller andre særlige omstændigheder jf. Medieretten (2013) af Sandfeld Jacobsen og Schaumburg-Müller (side 375 – 77).

Ifølge Skatterådets beskrivelse har journalister og redaktør suverænt enekompetencen over publiceringer. Sådan ser den juridiske konstruktion ud ved en overfladisk betragtning.
Uanset tankerne fra medieansvarslovens ophavsmænd bliver mediers indhold påvirket af udgiverne. Den ansvarshavende redaktør er ansat af udgiverne og skal opfylde udgiverens rammer og forventninger. Skatterådets juridiske præmis om suveræn kompetence gælder i hvert fald ikke for journalister og fotografer. Skatterådet overser, at medieansvarsloven fastslår, at den ansvarshavende redaktør har den endelige beslutning over indholdet (§ 3, stk. 2).

Hvis det ikke lykkes at få Skatterådet til at træffe en ny afgørelse, og SKAT begynder at pålægge skattepligt, vil der være gode grunde til at anlægge retssag. Det bør ikke stå upåtalt, når Skatterådet træffer en vigtig afgørelse om medieansvar, og afgørelsen tilsyneladende bygger udelukkende på en anmodning fra advokat.

Retspolitiske overvejelser
Skatterådets afgørelse betyder, at journalister, fotografer og redaktører i nogle tilfælde vil få en stor regning for at udføre arbejde, der reelt styres af en udgivers kommercielle interesser. I andre tilfælde vil journalister, fotografer og redaktører få en stor regning for kritisk undersøgende journalistik, når ytringsfrihedens grænser trækkes af domstole ved hårfine afgørelser. Det vil føre til forsigtighed med at bruge ytringsfriheden. Forsigtighed gør ingen skade – tværtimod – hvis den kan forebygge systematiske krænkelser af privatliv, men forsigtighed vil være stærkt skadelig for den ytringsfriheden om samfundsmæssige forhold, der har grundlæggende betydning for demokratiet.

Medieansvarslovens konstruktion af særlige ansvarsregler betyder, at retssager for overskridelse af ytringsfrihedens grænser skal rettes mod den navngivne journalist eller fotograf og den ansvarshavende redaktør. Det er som udgangspunkt fornuftigt for at sikre fokus på informations- og ytringsfriheden under retssagen.

Et flertal i medieansvarsudvalget foreslog et udgiveransvar i særlige grove tilfælde, hvor der ikke er handlet med henblik på varetagelse af nogen almen interesse. Mindretallet, der bl.a. bestod bl.a. af repræsentanter for journalister og medier, var imod dette forslag og fik medhold, da lovforslaget blev udarbejdet af justitsministeriet og vedtaget af Folketinget.

I tilfælde, hvor en udgiver har lagt en forretningsstrategi, der primært sigter på udstilling af privatliv og ikke har nogen almen interesse, ville det være fornuftigt med et udgiveransvar, som flertallet i Medieansvarsudvalget i sin tid foreslog.

Det giver et dilemma, når medieansvarslovens konstruktion af regler for ansvar og hæftelse er begrundet med hensyn til den redaktionelle frihed. Når friholdelsen af udgiverne fra ansvar bygger på denne begrundelse, virker det selvmodsigende, at der efterfølgende regnes med, at udgiverne betaler regningen. Udgivernes lyst til at styre redaktionen kan påvirkes af de regninger. de skal betale for publicering. Det gælder vel, uanset regningen betales på grund af lovens regler eller på grund af en fast praksis for at give afkald på regres?

Hvis Skatterådets afgørelse ikke bliver ændret enten af rådet selv eller i en retssag, bør en lovændring sikre, at arbejdsvilkårene for journalister, fotografer og redaktører ikke er markant ringere end for ansatte på arbejdspladser, der ikke er massemedier. Det kan ske ved at supplere medieansvarslovens regler om udgiverens hæftelse med en regel om begrænsning af regres.

Medieansvarsloven er mere end tyve år gammel, og den er skrevet før Den Europæiske Menneskeretsdomstols sikring af pressefriheden slog igennem i Danmark. Uanset udfaldet af skattespørgsmålet betyder de markante ændringer i medielandskabet, at der er behov for ændringer i loven. Det er bl.a. på tide at gøre medieansvarsloven teknologineutral og skabe større klarhed om ansvarsplacering ved publicering af oplysninger fra anonyme kilder og debatindlæg på mediers websider jf. mit kapitel om medieansvar i Ytringsfriheden til forhandling (redigeret af Ejvind Hansen, Reitzels Forlag 2013). Uklarheder og andre problemer i loven giver også behov for ændringer jf. Medieretten af Sandfeld Jacobsen og Schaumburg-Müller (Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2013, side 377 – 379).

Ansvarsreglerne er et skrøbeligt fundament for den redaktionelle frihed. Medieansvarsloven har dog også en regel, der pointerer, at den ansvarshavende redaktør har den endelige afgørelse af indholdet (§ 3, stk. 2). Det kan siges langt bedre og tydelige, som det sker i den norske lov om redaktionel frihed. Den norske lov fastslår udtrykkeligt, at ejere/udgivere eller personer, der handler på deres vegne, ikke kan instruere eller efterprøve redaktøren i redaktionelle spørgsmål. Den norske lov tilføjer, at de heller ikke kan kræve at få kendskab til indholdet af en publikation, før den er offentliggjort.

Redaktionel uafhængighed bør være et af de overordnede formål for en medieansvarslov. Hvis lovgiverne vil, kan styrkelse af den redaktionelle frihed fint kombineres med en regresregel, der giver journalister, fotografer og redaktører på massemedier samme vilkår som ansatte på andre arbejdspladser, hvor der påføres skader som følge af arbejdet.

 

by Oluf Jørgensen -

Den gamle offentlighedslov gælder fortsat for miljøoplysninger

Miljøoplysningsloven henviser fortsat til den gamle offentlighedslov, og ifølge regeringens lovkatalog for 2014 – 15 skal der ikke ske ændringer i loven.

Svingende lovprogammer
Regeringens lovprogram for 2014 – 15 varsler ikke ændringer i miljøoplysningsloven. Det betyder, at lovens henvisninger til offentlighedsloven fortsat vil handle om den gamle offentlighedslov.

I folketingsåret 2010 – 11 blev forslag til ny miljøoplysningslov fremsat sammen med forslag til ny offentlighedslov, og begge lovforslag indeholdt nye undtagelser for ministerbetjening og for dokumenter, der udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer. Lovforslagene blev ikke færdigbehandlet.

I Folketingsåret blev forslag til ny offentlighedslov genfremsat, og denne gang på grundlag af en politisk aftale mellem S, R, SF, V og K.  Der blev ikke fremsat forslag til ny miljøoplysningslov. Den nye offentlighedslov blev vedtaget i juni 2013 og trådte i kraft 1.1.2014.

Miljøministeriet sendte et lovudkast i høring i sommeren 2013, der ville harmonisere miljøoplysningsloven med reglerne i den nye offentlighedslov, og regeringens lovprogram for 2013 – 14 varslede et lovforslag. Lovforslaget ville bryde med internationale krav til offentlighed.

Miljøministeriet bedyrede i januar 2014 til Aabenhedstinget.dk, at lovforslaget var lige på trapperne, men det blev ikke fremsat. Se artikel på aabenhedstinget.dk.

Vildledende retsinformation
Statens officielle retsinformationssystem skulle gerne give sikker information om gældende retsregler, men systemet har siden 1. januar 2014 ikke givet korrekt information om lovreglerne for aktindsigt i miljøoplysninger. Samme problem gælder for statens nye Offentlighedsportal.

Miljøoplysningsloven henviser til §§ i offentlighedsloven, men disse henvisninger giver ikke mening, hvis brugeren ser på §§ i den nye offentlighedslov. Den meget opmærksomme bruger vil tjekke “senere ændringer til forskriften” og opdage, at det ved lov 639 af 12/06/2013 er vedtaget, at henvisninger i miljøoplysningsloven skal forstås som henvisninger til den gamle offentlighedslov. Det betyder, at regler i den gamle offentlighedslov fortsat gælder for miljøoplysninger i bred forstand inklusive oplysninger om fødevarer og andre forhold, der har relevans for menneskers sundhed og sikkerhed. Det er derfor en sandhed med væsentlige modifikationer, når den gamle lov, der kan findes i Retsinformation, er markeret som et historisk dokument.

Ingen vejledning
Retsinformation indeholder en vejledning om miljøoplysningsloven fra 2006. Et udkast til vejledning fra Miljøstyrelsen blev sendt i høring i lige før jul i 2013. Her forklarede styrelsen, at reglerne i den gamle offentlighedslov, skal bruges, når de giver den bedste retsstilling. Udkastet kan fortsat ses på høringsportalen, men det findes hverken på Retsinformation eller på Offentlighedsportalen. Der er stort behov for vejledningen for at undgå total forvirring, men den er tilsyneladende endnu ikke blevet godkendt.