Beretning om medieetik og medieansvar

Kulturudvalget afgav den 17. december beretning om brugen af betalte kilder og mediernes ansvar ved publicering af urigtige historier, bagvaskelse og privatlivskrænkelse. Se beretningen.

Beretningen bygger på indstilling fra den parlamentariske arbejdsgruppe om medieetik og medieansvar. Arbejdsgruppen blev sammen med en anden arbejdsgruppe om datasikkerhed nedsat tilbage juni som en direkte konsekvens af Se og Hør-sagen.

Arbejdsgruppens opgave var at se på følgende områder i samarbejde med pressens repræsentanter: 1) erstatningsansvaret over for personer, der udsættes for bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred af medierne, 2) etiske og moralske dilemmaer ved mediers brug af betalte kilder og 3) gennemgang af praksis og normalstrafniveau over for medier i forbindelse med publicering af urigtige historier.

Arbejdsgruppen er nu kommet med en række anbefalinger til Kulturudvalget, som kan læses i beretningen:

  • Etiske retningslinjer. Arbejdsgruppen opfordrer flere medier til at udarbejde specifikke retningslinjer for det redaktionelle arbejde og til at sådanne retningslinjer offentliggøres på mediernes hjemmesider.
  • Erstatningsansvar ved privatlivskrænkelser. Arbejdsgruppen opfordrer regeringen til at tage initiativ til en nærmere undersøgelse af definitionen af privatliv og privatlivsbeskyttelse. Arbejdsgruppen bemærker således, at rækkevidden af straffelovens privatlivsbeskyttelse fortsat fastlægges på baggrund af Straffelovrådets betænkning fra 1971, men at opfattelsen af, hvad privatliv omfatter, har udviklet sig siden da.
  • Påtalekompetence. Arbejdsgruppen opfordrer desuden regeringen til at undersøge, om påtalekompetencen i sager om mediekrænkelser med fordel kan ændres til offentlig påtale. Krænkelser i medierne er således som hovedregel undergivet privat påtale, hvilket indebærer, at det enkelte individ selv må tage initiativ til at sagsøge mediet og selv må afholde alle omkostninger og bære procesrisikoen. Arbejdsgruppen mener, at dette medfører færre sager og finder, at det er problematisk i forhold til borgernes retsstilling.
  • Initiativer hos Pressenævnet. Arbejdsgruppen noterer, at der allerede foregår et arbejde med at undersøge, om Pressenævnet skal tage flere sager op af egen drift, og at resultatet af dette arbejde imødeses. Arbejdsgruppen peger på, at en mindre offentlig sagsgang måske vil kunne mindske nogle personers betænkelighed ved at klage, og at der fortsat er problemer med sager, der på grund af klagefristen forældes.
  • Mediernes brug af betalte kilder. Arbejdsgruppen kommer ikke med nogen anbefalinger på dette område, hvorom det anføres, at emnet debatteres i mediebranchen.
  • Erstatningsniveau for publicering af urigtige historier, bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred. Arbejdsgruppen konkluderer, at det på grund af sammenhængen mellem erstatningsniveauer på forskellige retsområder ligger uden for arbejdsgruppens kompetence at komme med anbefalinger på dette område.

Beretningen er endnu ikke blevet debatteret af medierne eller i den offentlige debat, og det skyldes muligvis, at anbefalingerne hverken er kontroversielle, revolutionerende eller hurtigtvirkende. Selvom det er påtrængende at få kigget nærmere på mulighederne for at modernisere privatlivsbeskyttelsen og erstatte privat påtale med offentlig påtale i mediesager, lægger anbefalingerne op til initiativer, som ikke i den nærmeste fremtid vil resultere i konkrete forslag eller ændringer. Det samme gælder arbejdsgruppens opfordringer til medierne (og Pressenævnet), som giver indtryk af, at politikernes respekt for armslængdeprincippet er udtryk for en generel berøringsangst for at stille krav til medierne.

Både offentligheden, medierne og politikerene har en interesse i, at det selvregulerende presseetiske system er effektivt og i stand til at adressere udfordringerne i det moderne medie. Det er det imidlertid ikke med den nuværende medieansvarslov, som er vedtaget længe før de digitale medier blev en væsentlig del af medie- og nyhedsbilledet. Det kan derfor undre, at arbejdsgruppen ikke benyttede lejligheden til at foreslå at iværksætte arbejdet med at revidere medieansvarsloven. En sådan revision vil kræve et grundigt lovforberedende arbejde i samarbejde med alle interessenter, og det kan derfor meget vel tage lang tid at gennemføre de nødvendige ændringer af medieansvarsloven. Jo før dette arbejde kommer i gang, des bedre.

Naturfond kan hemmeligholde dokumenter uden klageadgang

Naturfonden bliver en ny stærk aktør i de kommende år på naturområdet i Danmark. Folketinget vil  inden jul vedtage loven om Den Danske Naturfond. Ifølge miljøministerens lovforslag, er der mulighed for aktindsigt hos Naturfonden men ingen klagemulighed, hvis fonden afslår. Lovforslaget er vedtaget fredag den 19. december.

Offentlighedsregler uden klageadgang
Naturfonden etableres ifølge lovforslagets § 1 uden for den offentlige forvaltning, og fonden er derfor ikke automatisk omfattet af offentlighedsloven. Offentlighedsloven skal dog gælde for fonden ifølge lovforslagets § 3, men uden klagemulighed. Det spiller i øvrigt ikke nogen væsentlig rolle, at Naturfonden bliver omfattet af offentlighedsloven, for den skal være omfattet af miljøoplysningsloven, der typisk giver mere offentlighed.

Naturfonden får vigtige offentlige funktioner og skal derfor være omfattet af miljøoplysningsloven ifølge Aarhuskonventionen og EU-direktiv om adgang til miljøoplysninger. Det fremgår eksplicit af lovforslagets § 4, stk. 1, men ville også gælde uden denne bestemmelse. Tilføjelsen i § 4, stk.2 betyder, at miljøoplysningslovens klagemuligheder ikke vil gælde for Naturfonden. Ifølge lovens § 4, stk. 3 skal fonden selv afgøre klager over afslag på aktindsigt.

Det fremgår ikke af lovforslagets bemærkninger, at den normale klagemulighed for afslag på aktindsigt bliver fjernet med lovforslaget. Så vidt jeg kan se, har ingen folketingsmedlemmer haft bemærkninger til dette væsentlige punkt.

Aarhuskonventionen stiller krav til klageadgang
Den grundlæggende internationale krav om offentlighed for miljøoplysninger findes i Aarhuskonvention, der blev underskrevet i 1998 i Aarhus. Den er ratificeret af mange lande og af EU. Ifølge Aarhuskonventionen (art. 9, 1) skal et land sikre, at afslag på aktindsigt kan prøves ved et uafhængigt klageorgan eller en domstol, der kan træffe bindende beslutning.

I UNECEs guide til Aarhuskonventionen (2000 side 126) skal det enkelte land sikre en særlig hurtig og gratis adgang prøvelse. Det gælder også for et land, der bygger kontrollen på domstolsprøvelse.

Folketingets Ombudsmand beslutter principielt selv om en sag giver anledning til prøvelseved ombudsmanden, og han kan ikke træffe bindende afgørelse. Derfor kan en mulighed for vurdering ved ombudsmanden ikke leve op til de internationale krav om en kontrolinstans, der træffer bindende afgørelse.

Der er ikke etableret en særlig hurtig og gratis (eller billig) procedure for prøves af aktindsigt ved domstole. Min konklusion er, at Danmark overtræder Aarhus-konventionen, når loven om Naturfond fjerner den klageadgang, som der ellers ville være til Natur- og miljøklagenævnet.

En dårlig tjeneste
Naturfonden bliver en vigtig aktør på naturområdet i Danmark, og der vil givetvis komme stor offentlig interesse for fondens dispositioner. Det er en meget dårlig idé at overlade til Naturfonden selv at afgøre, om dispositioner skal hemmeligholdes. Der vil ganske vist være mulighed for at rejse en retssag om afslag på aktindsigt, men det vil være bekosteligt og tage lang tid.

Folketinget gør Naturfonden en dårlig tjeneste ved at fjerne den almindelige klageadgang. Konsekvensen er, at den demokratiske kontrol og debat bliver forringet, og den manglende klageadgang vil med stor sandsynlighed give grobund for mistillid til fondens dispositioner.

Se forslag til lov om Dan Danske Naturfond og lovforslagets behandling i Folketinget

Aller i Højesteret om kildebeskyttelse

Den 18. december 2014 stod Aller og anklagemyndigheden igen over for hinanden, da spørgsmålet om, hvorvidt politiet kan beslaglægge og gennemse elektroniske arbejdsredskaber hos Aller, blev procederet for Højesteret. Tidligere har både byretten og landsretten truffet afgørelse i sagen, og Procesbevillingsnævnet har givet Aller tilladelse til at få sagen prøvet af Højesteret.

I juni tillod byretten politiet at beslaglægge og gennemse elektroniske arbejdsredskaber hos Aller og nuværende og tidligere medarbejdere som led i efterforskningen af Se og Hør-sagen. Denne kendelse stadfæstede landsretten men besluttede samtidig, at første gennemsyn af materialet – af hensyn til kildebeskyttelsen – skulle foretages af byretten og ikke af politiet. Landsretten tillod dog, at politiet færdiggjorde den spejling af materialet, som allerede var påbegyndt.

I august gav Procesbevillingsnævnet Aller tilladelse til indbringe sagen for Højesteret. En sådan tilladelse kan kun bevilges, hvis kæremålet angår spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde taler for det. I denne sag er det spørgsmålet om rækkevidden af mediernes kildebeskyttelse, som gør kæremålet principielt.

Højesteret har faktisk tidligere set på sagen. I juli besluttede Højesteret nemlig, at Allers ansøgning om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret skulle tillægges opsættende virkning. Når noget tillægges opsættende virkning, skal alle sagsaktiviteter sættes i bero, og afgørelsen betød derfor, at hverken gennemsyn eller spejling af det beslaglagte materiale kunne sættes i gang eller fortsætte, før Procesbevillingsnævnets afgørelse forelå. Højesterets begrundelse var, at man risikerer, at formålet med kildebeskyttelsen – at beskytte kilden mod identifikation –forspildes, hvis arbejdet med at gennemse og spejle materialet påbegyndes, inden der foreligger en endelig afgørelse om, hvorvidt politiet overhovedet kan få adgang til materialet.

Højesterets kendelse i sagen ventes afsagt den 8. januar 2015.