Beretning om medieetik og medieansvar

Kulturudvalget afgav den 17. december beretning om brugen af betalte kilder og mediernes ansvar ved publicering af urigtige historier, bagvaskelse og privatlivskrænkelse. Se beretningen.

Beretningen bygger på indstilling fra den parlamentariske arbejdsgruppe om medieetik og medieansvar. Arbejdsgruppen blev sammen med en anden arbejdsgruppe om datasikkerhed nedsat tilbage juni som en direkte konsekvens af Se og Hør-sagen.

Arbejdsgruppens opgave var at se på følgende områder i samarbejde med pressens repræsentanter: 1) erstatningsansvaret over for personer, der udsættes for bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred af medierne, 2) etiske og moralske dilemmaer ved mediers brug af betalte kilder og 3) gennemgang af praksis og normalstrafniveau over for medier i forbindelse med publicering af urigtige historier.

Arbejdsgruppen er nu kommet med en række anbefalinger til Kulturudvalget, som kan læses i beretningen:

• Etiske retningslinjer. Arbejdsgruppen opfordrer flere medier til at udarbejde specifikke retningslinjer for det redaktionelle arbejde og til at sådanne retningslinjer offentliggøres på mediernes hjemmesider.
• Erstatningsansvar ved privatlivskrænkelser. Arbejdsgruppen opfordrer regeringen til at tage initiativ til en nærmere undersøgelse af definitionen af privatliv og privatlivsbeskyttelse. Arbejdsgruppen bemærker således, at rækkevidden af straffelovens privatlivsbeskyttelse fortsat fastlægges på baggrund af Straffelovrådets betænkning fra 1971, men at opfattelsen af, hvad privatliv omfatter, har udviklet sig siden da.
• Påtalekompetence. Arbejdsgruppen opfordrer desuden regeringen til at undersøge, om påtalekompetencen i sager om mediekrænkelser med fordel kan ændres til offentlig påtale. Krænkelser i medierne er således som hovedregel undergivet privat påtale, hvilket indebærer, at det enkelte individ selv må tage initiativ til at sagsøge mediet og selv må afholde alle omkostninger og bære procesrisikoen. Arbejdsgruppen mener, at dette medfører færre sager og finder, at det er problematisk i forhold til borgernes retsstilling.
• Initiativer hos Pressenævnet. Arbejdsgruppen noterer, at der allerede foregår et arbejde med at undersøge, om Pressenævnet skal tage flere sager op af egen drift, og at resultatet af dette arbejde imødeses. Arbejdsgruppen peger på, at en mindre offentlig sagsgang måske vil kunne mindske nogle personers betænkelighed ved at klage, og at der fortsat er problemer med sager, der på grund af klagefristen forældes.
• Mediernes brug af betalte kilder. Arbejdsgruppen kommer ikke med nogen anbefalinger på dette område, hvorom det anføres, at emnet debatteres i mediebranchen.
• Erstatningsniveau for publicering af urigtige historier, bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred. Arbejdsgruppen konkluderer, at det på grund af sammenhængen mellem erstatningsniveauer på forskellige retsområder ligger uden for arbejdsgruppens kompetence at komme med anbefalinger på dette område.

Beretningen er endnu ikke blevet debatteret af medierne eller i den offentlige debat, og det skyldes muligvis, at anbefalingerne hverken er kontroversielle, revolutionerende eller hurtigtvirkende. Selvom det er påtrængende at få kigget nærmere på mulighederne for at modernisere privatlivsbeskyttelsen og erstatte privat påtale med offentlig påtale i mediesager, lægger anbefalingerne op til initiativer, som ikke i den nærmeste fremtid vil resultere i konkrete forslag eller ændringer. Det samme gælder arbejdsgruppens opfordringer til medierne (og Pressenævnet), som giver indtryk af, at politikernes respekt for armslængdeprincippet er udtryk for en generel berøringsangst for at stille krav til medierne.

Både offentligheden, medierne og politikerene har en interesse i, at det selvregulerende presseetiske system er effektivt og i stand til at adressere udfordringerne i det moderne medie. Det er det imidlertid ikke med den nuværende medieansvarslov, som er vedtaget længe før de digitale medier blev en væsentlig del af medie- og nyhedsbilledet. Det kan derfor undre, at arbejdsgruppen ikke benyttede lejligheden til at foreslå at iværksætte arbejdet med at revidere medieansvarsloven. En sådan revision vil kræve et grundigt lovforberedende arbejde i samarbejde med alle interessenter, og det kan derfor meget vel tage lang tid at gennemføre de nødvendige ændringer af medieansvarsloven. Jo før dette arbejde kommer i gang, des bedre.