Privatlivets grænser flyder ud

Straffelovens privatlivsbeskyttelse, som er fra starten af 1970’erne, tager ikke højde for de teknologier, som uden aktivt samtykke indsamler og lagrer oplysninger om, hvor vi er hvornår, skriver Vibeke Borberg i dette indlæg på altinget.dk den 17. juni (altinget.dk/justits).

Afgrænsningen af privatlivets fred har altid givet anledning til diskussion og vanskelige lovgivningsmæssige valg.

I øjeblikket er grænsen mellem det private og det offentlige i hastig forandring; især på grund af digitaliseringen og en udvikling i den almindelige opfattelse af, hvad det private er.

Straffelovens nuværende privatlivsbeskyttelse er fra begyndelsen af 1970’erne, hvor privatlivets fred hovedsagelig drejede sig om at beskytte de fysiske omgivelser, som privatlivet udfolder sig i. Dette er naturligvis stadig relevant, men i dag er det i lige så høj grad aktiviteter, der foregår i det offentlige rum og på internettet, som udfordrer privatlivets grænser. Der er derfor behov for en nytænkning af de regler, som beskytter privatlivets fred.

Hvad er privat?
Der er behov for en ny definition af, hvad det private er, og hvad privatlivsbeskyttelsen skal beskytte. Er det private udelukkende det, vi foretager os, når vi befinder os i det private rum, eller skal beskyttelsen også omfatte en ret til at være i fred, når vi færdes og opholder os i det offentlige rum? Bør vi have (en vis) ret til privatliv på internettet og sociale medier, eller må vi leve med, at alt, hvad vi foretager os i det digitale rum, foregår i offentlighed og både kan bruges kommercielt og imod os?

Der er behov for en diskussion af, hvordan vi kan opretholde (eller genvinde) det grundlæggende princip om, at det enkelte individ som udgangspunkt selv bestemmer, hvem det vil lukke ind i sin privatsfære. Dette princip er alvorligt udfordret af teknologier, som ubemærket og uden aktivt samtykke indsamler og lagrer oplysninger om, hvor vi er hvornår, og som i kombination med andre informationer er i stand til at danne en skræmmende præcis profil af os som mennesker og forbrugere.

Tvunget til at give afkald på privatlivet
Der er behov for en grundlæggende debat om betingelserne for at deltage som borger i informationssamfundet. Er det acceptabelt, at vi for at benytte uomgængelige kommunikationsmidler som mobiltelefoner, internettet og sociale medier må give afkald på grundlæggende privatlivsrettigheder? Ingen kan bevæge sig rundt på internettet uden at acceptere cookies, som registrerer, hvilke sider man besøger, og hvad man interesser sig for.

Og udbydere af eksempelvis sociale medier og e-mailkonti stiller normalt kun deres tjenester til rådighed mod en betingelsesløs accept af, at de frit og ubegrænset kan anvende brugernes informationer/informationer om brugerne til et hvilket som helst formål, de ønsker. Der er reelt tale om en tvangssituation, fordi ingen mennesker længere kan deltage i samfundslivet uden at være online.

Mediefriheden
Afgrænsningen af privatlivets fred har desuden betydning for definitionen af mediefriheden. Mediernes mulighed for at agere som public watchdog afbalanceres over for hensynet til en rimelig beskyttelse af privatlivets fred, og udformningen af privatlivsreglerne er afgørende for, hvor dette snit ligger. Hvis dette snit er utidssvarende eller svært at lægge, fordi reglerne er uklare, kan det få konsekvenser for mediernes demokratiske funktion: Medierne kan både blive for tilbageholdende i den kritiske journalistik og for nærgående i dækningen af historier uden informationsværdi. Ingen af delene er ønskværdige.

Af samme grund opfordrede den parlamentariske arbejdsgruppe om medieetik og medieansvar, der blev nedsat i kølvandet af Se & Hør-sagen, sidste år regeringen til at iværksætte en nærmere undersøgelse af definitionen af privatliv og privatlivsbeskyttelse. Arbejdsgruppen anbefalede, at der nedsættes et udvalg bestående af medierepræsentanter, juridiske forskere og medieforskere, som inddrages i denne proces. Det lyder som en rigtig god idé, der har min fulde støtte; men jeg vil nu anbefale et bredere sammensat udvalg, så privatlivsområdet som helhed kan underkastes en samlet og principiel udredning.

Velkommen til mediejura.dmjx.dk

Velkommen til vores nye website om medieret og presseetik. Det afløser mediejura.dk, som ikke længere er offentligt tilgængelig.

Den nye hjemmeside har fået et andet udseende, nyt indhold og nye funktioner. Målgruppen er journalister og fotografer, medier og andre med behov for en professionel, pålidelig og opdateret kilde til nyheder på det medieretlige og presseetiske område, herunder studerende og undervisere på journalist- og medieuddannelser.

paragrafferSitet er opbygget som en blog, hvor vi løbende vil poste nyheder, viden og synspunkter om medieret og presseetik. Vi vil desuden orientere om nye artikler og bøger på området og informere om kommende begivenheder og arrangementer af interesse for vores brugere. Som noget nyt indeholder sitet en stribe gode råd om forskellige emner, som i praksis ofte giver anledning til tvivl og fejl. De gode råd vil blive opdateret i takt med retsudviklingen og brugernes behov.

Noterne til bogen Mediejura af Oluf Jørgensen og de mest værdifulde kommentarer fra 2014 på mediejura.dk er flyttet med over på det nye site. Hvis nogen måtte savne materiale fra det gamle site, vil bibliotekar Ketty Jensen (kj@dmjx.dk) og fagmedarbejder Annegrete Skovbjerg (as@dmjx.dk) være behjælpelige med at finde det frem.

Vi er også på de sociale medier. Du kan holde dig opdateret om medieret og presseetik ved at følge Vibeke Borberg på Twitter @VibekeBorberg.

Det nye site er udviklet af mediejura.dmjx.dk’s redaktionsteam, som består af webredaktør Anders Krogh Møller, bibliotekar Ketty Jensen, fagmedarbejder Annegrete Skovbjerg og forskningschef i medieret Vibeke Borberg.

Vi håber, at I vil tage godt imod vores nye site og bruge det flittigt.

Bent Jensen dømt for udtalelser om, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent

Højesteret har sat punktum i en årelang injuriesag. Bent Jensen er blevet idømt 10 dagbøder á 1.000 kr. for udtalelser om, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent under Den Kolde Krig. Han skal desuden betale en tortgørelse på 100.000 kr. og godt 500.000 kr. i sagsomkostninger til Jørgen Dragsdahl. 

Resumé
Bent Jensen fremsatte i 2007 og 2008 i en række landsdækkende aviser forskellige udtalelser om, at Jørgen Dragsdahl havde været KGB-agent under Den Kolde Krig, og at PET havde vidst dette. Spørgsmålet i sagen var, om udtalelserne var strafbare.

Højesterets dom
Ved dom af 3. juni 2015 fastslog Højesteret, at udtalelserne var æreskrænkende sigtelser om, at Jørgen Dragsdahl har begået et strafbart forhold. Højesterets flertal fandt ikke, at Bent Jensen havde haft belæg for at fremsætte så alvorlige beskyldninger, mens et mindretal på 2 ud af 7 dommere ville frifinde ham.

Som begrundelse anførte flertallet, at der på den ene side måtte lægges vægt på, at Bent Jensen havde udtalt sig som led i en offentlig debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse, og at Jørgen Dragsdahl som kendt journalist og aktiv debattør måtte tåle at være genstand for kritisk omtale og vurdering.

På den anden side der var tale om beskyldninger om strafbare forhold, som Bent Jensen ikke havde haft belæg for at fremsætte, bl.a. fordi Bent Jensen vidste, at PET efter en omfattende efterforskning havde vurderet, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale mod Jørgen Dragsdahl.

Efter en samlet afvejning af hensynet til Bent Jensens ytringsfrihed over for hensynet til beskyttelse af Jørgen Dragsdahls omdømme fastslog Højesterets flertal derfor, at beskyldningerne om agentvirksomhed var strafbare.

Bent Jensen blev samtidig frifundet for udtalelser om, at Jørgen Dragsdahl havde deltaget i konspirative møder med KGB-officerer og bedrevet desinformation, da disse udtalelser ikke var uden faktuelt grundlag.

Hvad betyder dommen?
Dommen fastslår, at strafbarheden af de æreskrænkende sigtelser i denne sag skal bedømmes efter de principper, som almindeligvis gælder for ytringsfrihedens grænser i den offentlige debat, og at der dermed ikke gælder en særlig udvidet ytringsfrihed for forskere, når de deltager i den offentlige debat. Det er altså den sædvanlige metode, hvor hensynet til ytrings- og informationsfriheden skal afvejes over for hensynet til beskyttelse af den angrebnes omdømme, som skal anvendes ved bedømmelsen af sigtelsernes strafbarhed.

I denne afvejning indgår på den ene side, at skal der være plads til en fri og skarp debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse, og aktive debattører, som er kendt i offentligheden, må tåle at være genstand for kritisk omtale og vurdering.

På den anden side skal debattører, som fremsætter æreskrænkende sigtelser som led i en sådan debat, have faktuelt belæg for at gøre det. Heri ligger ikke, at man skal kunne føre sandhedsbevis, men at man skal overholde de krav, som gælder for journalister. Dvs. at man skal ”act in good faith and on an accurate factual basis and provide ”reliable and precise” information in accordance with the ethics of journalism”.

Se dommen

Se sagens domme fra byretten, landsretten og Højesteret

Hør Vibeke Borberg på P1 Eftermiddag den 3. juni