Dansk Folkeparti dømt for injurier i annonce
Københavns Byret har i dag afgjort, at Dansk Folkepartis omdiskuterede annonce om indfødsret var injurierende
Resumé
I slutningen af maj 2013 havde Dansk Folkepartiindrykket en annonce i bl.a. EkstraBladet, Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad med bl.a. følgende tekst: “Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed” og “…den potentielle terrorist…blandt de knap 700” efterfulgt af navne og bopælskommuner på de personer, herunder de 15 sagsøgere, der var optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.
Spørgsmålet var, om denne tekst indeholdt ærekrænkende sigtelser, der var strafbare efter straffelovens § 267.
Københavns Byrets dom af 23. oktober 2015
Byretten tog udgangspunkt i, at de nævnte hver især blev beskyldt for at være til fare for Danmarks sikkerhed og for at være en potentiel terrorist, og at sådanne udsagn efter en naturlig sproglig forståelse indeholder en beskyldning om strafbart forhold af alvorlig karakter. Der var imidlertid ikke belæg for beskyldningen om strafbart forhold imod nogen af de nævnte personer, og Dansk Folkeparti kunne derfor kun frifindes, hvis hensynet til ytringsfriheden opvejede hensynet til de nævntes ære og omdømme.
Ved afvejningen af disse modstående hensyn kom byretten frem til, at hensynet til de nævntes ære og omdømme vejede tungest. Annoncen blev ganske vist bragt som led i en offentlig debat om et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse, men der måtte lægges særlig vægt, at de alvorlige beskyldninger var fremsat mod privatpersoner, som ikke forud for annoncen havde deltaget i den offentlige debat om emnet, og at der ikke er belæg for beskyldningen om strafbart forhold imod nogen af de nævnte.
Dansk Folkeparti blev derfor dømt for injurier, herunder en straf på 10 dagbøder a 1.000 kr., en godtgørelse på 10.000 kr. til hver af sagsøgerne og 30.000 kr. til at dække omkostningerne ved offentliggørelse af dommen.
Hvad betyder dommen?
Dommen bekræfter princippet om, at den, som fremsætter ærekrænkende sigtelser som led i en offentlig debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse, nyder en udstrakt grad af ytringsfrihed og ikke kan pålægges at føre sandhedsbevis på sine udtalelser. Ytringsfriheden i den offentlige debat er dog ikke ubegrænset, og det betyder navnlig, at man skal opfylde de samme krav, der stilles til journalister – dvs. at man skal handle i god tro og på et faktuelt korrekt grundlag og tilvejebringe pålidelig og præcis information i overensstemmelse med god presseskik.
Disse grænser var overskredet i denne sag, fordi de alvorlige beskyldninger var fremsat mod privatpersoner, som ikke forud for annoncen havde deltaget i den offentlige debat om emnet, og fordi der ikke er belæg for beskyldningen om strafbart forhold imod nogen af de nævnte.