Flemming Rose anmelder ny bog af Ejvind Hansen om ytringsfrihed

Det kan ende med, at vi kommer til at grine sammen med terroristerne og ikke af dem, skriver Flemming Rose om Ejvind Hansens tilgang til ytringsfriheden i Kugleregn møder kuglepen

Af Flemming Rose

Hvis man skærer ind til benet, findes der to tilgange til ytringsfriheden. Den ene har rod i Antikkens bystat. Her forestillede man sig ytringsfriheden som demokratiets fundament. I Rom så man til gengæld ytringsfriheden som frihedens fundament. Disse to ideer, formuleret i begreberne parrhesia og libertas, dvs. ytringsfriheden som et instrument til at fremme en bestemt samfundsorden over for ytringsfriheden som en rettighed, der eksisterer uafhængig af den politiske indretning af et samfund, har skilt vandene gennem idehistorien.

Social ingeniørkunst
Ejvind Hansen (EH) hører til dem, der ser ytringsfriheden som et instrument til at fremme en demokratisk orden, mens denne anmelder anskuer ytringsfriheden som en individuel rettighed, der bunder i den nære forbindelse mellem tankefrihed på den ene side og religions-, ytringsfrihed og tolerance på den anden. Denne forskel betyder, at EH tror mere på social ingeniørkunst, flere lovmæssige begrænsninger af ytringsfriheden og en central styring af, hvem der har ret til at sige hvad om hvem i bestræbelserne på at få det samfund, han ønsker, mens jeg lægger vægt på den enkeltes evne til at vurdere og reagere på andres ytringer uden statslig indblanding. Samtidig har jeg ikke den store tillid til statens evne til at optræde som neutral mægler, især ikke i et multikulturelt samfund.

Arrogance over for meningsmodstandere
Desværre kan EH ikke dy sig for en vis arrogance over for sine meningsmodstandere. Han reducerer deres position til en karikatur: ”Der findes kun én måde at være frihedsfundamentalist på: ved ikke at forstå, hvad man snakker om,” skriver han. Jeg kender ingen, der går ind for en ubegrænset ytringsfrihed, gør EH? Uenigheden går på, hvilke og hvor mange begrænsninger, der er nødvendige for at sikre lighed, frihed og den sociale fred. EHs reduktion af modparten til en karikatur underminerer hans påståede ambition om at ville den gode ytringsfrihed, den gode satire og dialogen. Hvis EH vil tages alvorlig på sine egne præmisser, så bør han leve op til de idealer, han prædiker.

Angrebet på Charlie Hebdo
EH tager udgangspunkt i angrebet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015, hvor 11 mennesker samt én politimand på gaden blev slået ihjel. EH mener, at vi har glemt, hvad ytringsfriheden kan og skal. At der findes god og forkert ytringsfrihed. Lige som der findes god og dårlig satire. EH foretrækker satire, der får os til at grine sammen og ikke af hinanden. Spørgsmålet bliver så, hvem skal definere god og dårlig satire, og kan man på forhånd vide, hvilken satire man vil grine af sammen? Ahmed Akkari har således fortalt, at imamerne bag kampagnen mod Danmark og JP lo af Jens Julius’ Muhammed-tegning af selvmordsterrorister, der i paradis får at vide, at Allah er løbet tør for jomfruer. Det samme spørgsmål gælder EHs skelnen mellem ytringer, der gavner demokratiet, og ytringer, som undergraver det. Han spørger retorisk, om det vil være et tab for demokratiet at undvære JPs Muhammed-tegninger, men hvis man først går ned ad den vej, kan man med samme ret spørge, om det vil være et tab for demokratiet, hvis man undlader at udgive EHs bøger?

EH mener, at Luz’ forsidetegning på det første nummer af CH efter terrorangrebet viser vejen, fordi en grædende Muhammed bevæbnet med et skilt ”Je suis Charlie” tilgiver terroristerne med henvisning til, at de også har været børn og tegnet.

Terroristernes perspektiv
”Terroristernes perspektiv er forkert”, skriver EH, ”og hvordan ved vi det? Det gør vi netop ved, at redaktionen (resten af den) reagerer så suverænt på handlingen, at den tilgiver dem.” Betyder det, at terroristernes perspektiv havde været rigtigt, hvis der ingen tilgivelse havde været? Ville medarbejderne på CH i så fald have været onde og svage og derfor fortjent at dø?

Man kan i den forbindelse med en vis ret spørge, om det ikke var mere relevant, om de med de krænkede følelser tilgav dem, som de finder det legitimt at slå ihjel på grund af en tegning? Det spørgsmål stiller EH imidlertid ikke. Han interesserer sig i det hele taget ikke for jihadisternes motiver eller tankeverden. Han nøjes med at projicere sine egne forestillinger om godt og ondt over på dem. I 2015 blev der dokumenteret 65 mord på journalister/bloggere. 40 pct. blev begået af islamister i lande som Frankrig, Bangladesh, Syrien og Tyrkiet. Det tyder på, at det ikke blot drejer sig om hvide racister mod et marginaliseret og undertrykt mindretal.

At grine sammen med terroristerne
EH siger, chokerende nok, at jo mere voldelige muslimer er, jo mere religiøse er de, mens de, der ikke griber til vold, kaldes moderate, dvs. de er ikke så religiøse, at det gør noget, de ligner os, som han formulerer det. Og, tilføjer han, vi bør indse, at vi på nogle områder, f.eks. i forsvaret af ytringsfriheden som sakral, ligner fundamentalisterne (s. 32). Her lykkes det EH at fornærme de muslimer, der ikke bryder sig om Muhammed-tegninger, men afviser vold som et legitimt svar, når religiøse følelser krænkes. EH ignorerer og opløser dermed skellet mellem vold og ikke-vold til håndtering af uenigheder. Denne manglende skelnen findes flere steder i teksten. Det sker i en iver efter at forstå terroristerne og se det enkelte menneske bag volden. Det kan være relevant nok, men det bør ikke ske på bekostning af et skel, som er afgørende for enhver civilisation. Det giver grund til bekymring på både demokratiets og ytringsfrihedens vegne. Det kan ende med, at vi kommer til at grine sammen med terroristerne og ikke af dem.

Ejvind Hansen: Kugleregn møder kuglepen
Forlaget Philosophia, 110 sider, kr. 129.

Redaktionel bemærkning: Vi henleder opmærksomheden på Ejvind Hansens replik offentliggjort på bloggen offentligheder.dk den 19. februar 2016.