Ikke grundlag for at nedlægge forbud mod Aydin Soeis bog Forsoning

Københavns Byret fandt ikke grundlag for at nedlægge forbud mod salg og markedsføring m.v. af bogen Forsoning. De omdiskuterede passager måtte forstås som forfatterens referat af samtaler med kilden og havde tilstrækkelig støtte i forfatterens mødenotater og kildens manglende protest.

Resumé
Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at nedlægge forbud mod salg og markedsføring m.v. af bogen ’Forsoning. Fortælling om en familie’. Bogen er skrevet af Aydin Soei som en dokumentarisk historie om hans opvækst i Avedøre Stationsby og handler bl.a. om farens mord i 1994 på en anden iransk mand, hvis søn forfatteren gik i skole med.

Det var de nu voksne børn til den myrdede mand, som begærede forbud nedlagt mod bogen. Begrundelsen var, at der i bogen blev fremsat usande sigtelser mod deres far – at han var voldelig og røg og forhandlede opium – og at dette var bagvaskelse, fordi sigtelserne fremstod som udtalelser fra sønnen Babak. De hævdede imidlertid, at citaterne var falske, hvilket i sig selv krænkede Babak Elmis ære, fordi han i bogen fremstilles som en, der fremsætter usande og særdeles hårde sigtelser mod sin far.

Forlaget gjorde heroverfor gældende, at citaterne i bogen er udtryk for Aydin Soeis subjektive forståelse af Babak Elmis fortælling om sin far, samt at bogen er et væsentligt bidrag til oplysning af samfundsmæssig interesse om de vilkår, hvorunder børn af flygtninge og indvandrere vokser op.

Københavns Byrets kendelse af 22. marts 2016
Byretten fastslog indledningsvis, at de omhandlede udtalelser i bogen isoleret set er sigtelser omfattet og beskyttet af straffelovens bestemmelser om injurier og bagvaskelse

Retten lagde imidlertid til grund, at Babak Elmi og Aydin Soei mødtes flere gange i 2014-2015 for at tale om deres opvækst, herunder hvordan drabet har påvirket dem og deres familier, og at de havde en sammenfaldende og gensidig interesse i at fortælle hinanden om deres erindringer, fordi de begge skrev på en bog om deres barndom og opvækst. Babak Elmi havde på intet tidspunkt protesteret mod, at Aydin Soei refererede ham og indholdet af deres samtaler i sin bog.

Retten fandt, at Babak Elmi herved havde givet samtykke til, at Aydin Soei ucensureret, uredigeret og uden videre tilladelse kunne referere fra deres samtaler i bogen. Retten fandt desuden, at udtalelserne om faren måtte forstås som Aydin Soeis referat af sine samtaler med Barak Elmi, og at referatet var understøttet af Aydin Soeis notater.

På den baggrund fandt retten, at Aydin Soei havde haft rimelig grund til at anse Babak Elmis udtalelser for sande i Babak Elmis erindrings optik, og at der dermed ikke var grundlag for at nedlægge forbud mod bogen.

Hvad betyder kendelsen?
Kendelsen har som udgangspunkt kun begrænset betydning – dels fordi der er tale om en byretskendelse, og dels fordi afgørelsen beror på en konkret bevisvurdering af hændelsesforløbet i sagen.

Det eneste, som springer i øjnene, er kendelsens bemærkninger om betydningen af, at Babak Elmi ikke protesterede mod, at Aydin Soei refererede ham og indholdet af deres samtaler i sin bog. Dommeren fandt som nævnt, at Babak Elmi herved havde givet samtykke til, at Aydin Soei ’ucensureret, uredigeret og uden videre tilladelse kunne referere fra deres samtaler i bogen.’

Dommeren sidestillede herved Babak Elmis manglende protest med et stiltiende samtykke, og konkluderede videre, at dette (stiltiende) samtykke gav Aydin Soei ubegrænset ret til at referere Babak Elmi for udtalelser, der indeholdt passager, som isoleret set er sigtelser omfattet og beskyttet af straffelovens bestemmelser om injurier og bagvaskelse.

Dette er umiddelbart en meget vidtgående konsekvens af en manglende protest – især i betragtning af, at dommeren særligt henviste til Babak Elmis forklaring om, at Aydin Soei på deres tredje møde svarede, at han indarbejdede deres samtaler i sin bog. Ifølge denne forklaring var bogen på dette tidspunkt dog allerede færdig og ved at blive trykt – og en protest ved denne lejlighed ville derfor ikke have kunnet ændre bogens indhold.

Kendelsen rejser derved spørgsmål om, hvor tydelig en kilde eller samtalepartner skal være om sine betingelser for at lade sig citere eller blive refereret for udtalelser af ærekrænkende karakter i dokumentariske eller (selv)biografiske værker (non-fiction). Normalt vil adgangen til at gengive ærekrænkende udtalelser i sådanne værker dog ikke være afhængig af samtykke, men af om der er tilstrækkeligt faktuelt belæg for at viderebringe sigtelsen. Et samtykke fra kilden vil som udgangspunkt bestyrke det faktuelle belæg, og i kendelsen blev en manglende protest altså sidestillet med et ganske vidtgående samtykke til at referere udtalelserne og opfattet som indikation for sigtelsernes troværdighed.