Ny europæisk adfærdskodeks mod hadefuld tale på internettet
Sammen med IT-virksomhederne Facebook, Twitter, YouTube og Microsoft har EU-Kommissionen vedtaget en adfærdskodeks med retningslinjer for, hvordan udbredelsen af ulovlig hadefuld tale på internettet skal bekæmpes i Europa.
Den nye adfærdskodeks skal understøtte medlemlandenes gennemførelse og håndhævelse af EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad både i online- og i offlinemiljøet. Dette skal ske ved at sikre, at onlinemellemled og sociale medieplatforme inden for et passende tidsrum effektivt gennemgår ulovlig hadefuld tale på internettet, når de modtager en gyldig anmeldelse. Adfærdskodeksen er således først og fremmest målrettet IT-virksomhedernes procedurer for håndtering af brugeranmeldelser om ulovlig hadefuld tale på deres platforme.
I EU-Kommissionens pressemeddelelse er det bl.a. anført:
“Med underskrivelsen af adfærdskodeksen forpligter IT-virksomhederne sig til at fortsætte deres bestræbelser på at håndtere ulovlig hadefuld tale på internettet. De skal blandt andet udarbejde nye interne procedurer og uddanne deres medarbejdere for at garantere, at de gennemgår størstedelen af de gyldige anmeldelser om fjernelse af ulovlig hadefuld tale inden for 24 timer og om nødvendigt fjerner eller blokerer adgangen til indholdet. IT-virksomhederne skal bestræbe sig på at styrke deres igangværende samarbejde med civilsamfundsorganisationer, der skal hjælpe med at indberette indhold, som opfordrer til vold og hadefuld adfærd. IT-virksomhederne og Kommissionen tilstræber også at fortsætte deres arbejde med at finde og fremme uafhængige modfortællinger, nye idéer og initiativer og at støtte uddannelsesprogrammer, der fremmer kritisk tænkning.
Endvidere ønsker IT-virksomhederne at understrege, at denne adfærdskodeks er udformet som vejledning for deres egne aktiviteter og som en måde at udveksle bedste praksis med andre internetvirksomheder, platforme og sociale medier på.“
Med aftalen forpligter mediegiganterne sig bl.a. til at overvåge og reagere på krænkende materiale i form af konkrete trusler eller opfordringer til had, vold og terror – og om nødvendigt fjerne det fra deres sociale platforme inden for 24 timer.
Fra flere sider hilses initiativet velkomment mhp. at dæmme op for ekstremisme på nettet, mens andre ser det som et angreb på ytringsfriheden.