Medieansvarsloven kan ikke følge med digitaliseringen
Medieansvarsloven er forældet. Især er den ude af stand til at adressere de retlige problemer og behov, som opstår, når nyhedsformidlingen i stadig stigende grad foregår på digitale og sociale medier, skriver Vibeke Borberg i dette indlæg på altinget.dk den 29. maj (altinget.dk/justits)
Medieansvarsloven trænger til en modernisering, og jeg vil derfor opfordre politikerne til at nedsætte en kommission, som kan komme med et forslag til en revision af loven. Dette arbejde bør igangsættes snarest, for medieansvarsloven er allerede forældet. Især er den ude af stand til at adressere de retlige problemer og behov, som opstår, når nyhedsformidlingen og den offentlige debat i stadig stigende grad foregår på digitale og sociale medier.
Fra en tid med trykte aviser
Medieansvarsloven trådte i kraft i 1992 på et tidspunkt, hvor medierne hovedsagelig bestod af trykte aviser og tidsskrifter samt radio og tv. Ingen havde forestillet sig, hvilken betydning internettet og den teknologiske udvikling ville få for fremvæksten af nye medier og formidlingsplatforme. Eller at den traditionelle massekommunikation ville udvikle sig til et globalt debatforum, hvor formidlingen af nyheder og information i høj grad er præget af enkeltpersoners, organisationers og digitale specialmediers aktive deltagelse.
Det betyder, at de præmisser, som medieansvarsloven er bygget på, ikke længere holder. Det giver på centrale områder en paradoksal og uholdbar retstilstand, som her er nogle eksempler på:
Mens skolebladet på tryk og det husstandsomdelte nyhedsbrev fra menighedsrådet automatisk er omfattet af loven, skal populære netaviser og blogs med ubegrænset udbredelse frivilligt tilmelde sig for at blive omfattet.
Konsekvensen er blandt andet, at der kan klages til Pressenævnet, hvis indholdet i skolebladet og menighedsrådets nyhedsbrev er i strid med god presseskik, mens dette ikke er tilfældet for netavisen og bloggen, med mindre de har tilmeldt sig.
Problematisk tilmeldingsordning
Tilmeldingsordningen er i sig selv problematisk. Dels fordi der ikke foretages nogen obligatorisk prøvelse af, om et medie, der har tilmeldt sig, faktisk opfylder betingelserne for at være omfattet af loven og nyde de fordele, det giver.
Dels fordi der er den uhensigtsmæssige sammenhæng med loven om massemediers informationsdatabaser, at hvis et medie anmelder sin webportal til Pressenævnet efter begge love, har tilmeldingen til sidstnævnte forrang. I så fald er mediet trods tilmelding ikke omfattet af medieansvarsloven og dermed ikke af mange af de fordele og forpligtelser, som loven giver. Det gælder for eksempel dr.dk og b.dk, som har tilmeldt sig efter begge love.
En af fordelene ved at være omfattet af medieansvarsloven er, at de grundlæggende rettigheder, som medierne nyder, i mange tilfælde afhænger af, om mediet er omfattet af loven.
Det gælder for eksempel kildebeskyttelsen og retten til at kære kendelser om navneforbud og dørlukning i straffesager. Danske domstole har hidtil været utilbøjelige til at udstrække beskyttelsen til medier, som ikke er omfattet af loven, men som efter deres karakter og aktiviteter burde nyde samme rettigheder som traditionelle medier.
Det betyder, at websites og facebook-sider, der er tilmeldt medieansvarsloven uden reelt at opfylde betingelserne for at være omfattet, kan påberåbe sig kildebeskyttelse, mens dette ikke gælder digitale medier, der faktisk spiller en rolle som public watchdogs, men ikke har tilmeldt sig medieansvarsloven.
Pressenævnet til eftersyn
Desuden er der grund til at give medieansvarslovens regler om Pressenævnets virksomhed et eftersyn. F.eks. har Pressenævnet kun én gang benyttet muligheden for at tage en sag op af egen drift, selvom der har været alvorlige sager, hvor ingen har klaget.
Af retssikkerhedsmæssige grunde bør det også overvejes, om det fortsat skal være klageren, der bærer risikoen for bevisusikkerhed om faktum, eller om det ikke snarere burde være mediet, som er nærmest til at sikre bevis for sin fremgangsmåde.
En revision af medieansvarsloven vil kræve et grundigt lovforberedende arbejde i samarbejde med alle interessenter, og den tiltrængte modernisering kan derfor ikke gennemføres fra den ene dag til den anden. Jo før dette arbejde kommer i gang, des bedre.
Der er ifølge Vibeke Borberg flere grunde til at revidere medieansvarsloven. Blandt andet:
”Desuden er der grund til at give medieansvarslovens regler om Pressenævnets virksomhed et eftersyn. F.eks. har Pressenævnet kun én gang benyttet muligheden for at tage en sag op af egen drift, selvom der har været alvorlige sager, hvor ingen har klaget.
Af retssikkerhedsmæssige grunde bør det også overvejes, om det fortsat skal være klageren, der bærer risikoen for bevisusikkerhed om faktum, eller om det ikke snarere burde være mediet, som er nærmest til at sikre bevis for sin fremgangsmåde.”
Punkt et:
Ved at pålægge – eller give – Pressenævnet yderligere beføjelser til at tage sager op selv, så mudrer man den adskillelse der bør være i sådan en proces. Ganske vist er Pressenævnet ikke en domstol. Men ved at lade nævnet tage sager op selv, så kommer nævnet de facto til at fungere både som anklager og dommer. Det er retssikkerhedsmæssigt dybt problematisk. Ingen forventer Den Spanske Inkvisition, men det kendetegner netop inkvisitionsprocessen frem for anklageprocessen med selvstændig efterforskning og anklagemyndighed, at dommeren overlades ansvaret for hele processen: Undersøgelse, tiltale og dom. Under inkvisitionsprocessen er det dommeren der skal sikre, at alle beviser fremlægges og vurderes korrekt – både dem der taler imod og for den tiltalte. Der er gode grunde til, at Danmark med indførelsen af retsplejeloven den 11. april 1916 tiltrådte anklageprocessen hvor disse ting adskilles, så dommeren ikke som dommer neutralt skal vurdere sin egen eventuelle uduelighed som anklager.
Punkt to:
Omvendt bevisbyrde har fanden skabt. At indføre omvendt bevisbyrde i Pressenævnet virker som en meget voldsom og indgribende løsning på et stort set ikke-eksisterende problem. Antallet af sager, som Pressenævnet har skrinlagt på grund af bevisusikkerhed er forsvindende lille. Igen: Pressenævnet er ikke en domstol. Men alligevel: Udgangspunktet i dansk ret er, at der er ligefrem bevisbyrde, hvilket vil sige, at den, der påstår at have et krav, skal godtgøre, at kravet består. Det er helt i tråd med at det ifølge den europæiske menneskerettighedskonvention er forbudt at anvende omvendt bevisbyrde i straffesager. Jvfr. artikel 6 stk 2., Ret til retfærdig rettergang: “2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.”
Punkt tre:
At koble de to ideer er fuldstændig rablende vanvittigt. Igen: Ingen forventer Den Spanske Inkvisition. Men Pressenævnet skal altså både være anklager og dommer og den anklagede part er skyldig indtil andet er bevist.
Og de ideer er udtænkt af en mediejurist?
I øvrigt: Borberg fremhæver som grund til at medieansvarsloven skal revideres, at netbårne nyhedsmedier og blogs ikke i dag automatisk er underlagt medieansvarsloven men selv skal tilmelde sig:
”Konsekvensen er blandt andet, at der kan klages til Pressenævnet, hvis indholdet i skolebladet og menighedsrådets nyhedsbrev er i strid med god presseskik, mens dette ikke er tilfældet for netavisen og bloggen, med mindre de har tilmeldt sig.”
Dmjx.dk er ikke tilmeldt Pressenævnet. Det bør I nok rette op på.
http://www.pressenaevnet.dk/Klagevejledning/Hvem-kan-man-klage-over.aspx
Bo Elkjærs kritik rammer forbi målet
Ad Pressenævnet og egen drift: Det er kun sket én gang, at Pressenævnet har taget en sag op af egen drift. Det var i 1997 og drejede sig om offentliggørelse af billeder af kronprins Frederik og hans venner på privat område. Pressenævnet har ellers udtrykkelig hjemmel i medieansvarsloven til at tage en sag op til behandling af egen drift, hvis den er af væsentlig eller principiel betydning.
Man kan spørge, om Pressenævnets ekstremt tilbageholdende praksis bør opretholdes af retssikkerhedsmæssige grunde. Det mente bl.a. Knud Aage Frøbert, som efter kendelserne om kronprinsen skrev i en kronik i Jyllandsposten, at Pressenævnets egen drift-kendelser var ugyldige. Det støttede han til dels på samme synspunkter, som anført af Bo Elkjær i kommentaren ovenfor.
Der er imidlertid ikke meget, der taler for, at disse synspunkter er rigtige. Pressenævnet har som nævnt lovhjemmel til at gå ind i sager af egen drift, og en sådan lovfæstet ordning giver ikke i sig selv retssikkerhedsmæssige problemer, hvis den forvaltes i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Andre lignende institutioner, som også primært agerer på baggrund af klager, udviser da heller ikke samme tilbageholdenhed med at tage sager op af egen drift. Folketingets Ombudsmand har således en velfungerende og respekteret initiativordning, der kunne danne et fornemt forbillede for Pressenævnet med de tilpasninger, som institutionernes forskelligheder naturligt tilsiger.
Ad omvendt bevisbyrde i tilfælde af bevisusikkerhed: Det er derimod et retssikkerhedsmæssigt problem, at Pressenævnet i mange sager ender med at konkludere, at ”der ikke er grundlag for at fastslå, at [mediet] har tilsidesat god presseskik”, fordi der er usikkerhed om beviserne, herunder navnlig med hensyn til den kontakt, der været mellem klageren og mediet. I sådanne tilfælde er det relevant at overveje at lade bevisusikkerheden komme mediet til skade, især fordi mediet er nærmere end klageren til at sikre bevis for kontakten og hændelsesforløbet.
At hævde, at en sådan ordning ville kollidere med kildebeskyttelsen, er uden substans. Bevismaterialet ville udelukkende angå den pågældende klager, som netop ønsker at få det lagt frem for Pressenævnet, og det sædvanlige fortrolighedshensyn til kilderne har således ingen relevans her. Der er desuden noget, som tyder på, at en sådan ordning vil kunne være med til at dæmme op for tendensen til, at mediesager siver fra Pressenævnet til domstolene. I journalisten.dk den 14. april 2015 udtalte advokat Peter Lind Nielsen således følgende: ”Mange gange er de kilder, der føler sig dårligt behandlet, ikke ude efter penge, men efter oprejsning. I dag kan det nærmest ikke betale sig for en kilde, som føler sig fejlciteret, at gå til Pressenævnet. Jeg anbefaler, at han går direkte til domstolene. Med den anden model kunne man måske bevare sagerne i nævnet.”