Den redaktionelle frihed på vaklende grund

Ifølge en afgørelse fra Skatterådet skal journalisten og redaktøren selv til lommerne, når der falder dom for overtrædelse af ytringsfrihedens grænser. Hvis afgørelsen står ved magt, styrker den behovet for ændringer i medieansvarsloven.

En afgørelse fra Skatterådet betyder, at det fremover bliver dyrt for en journalist og redaktør at blive dømt for overtrædelse af ytringsfrihedens grænser ved publicering i medier. I praksis har medievirksomheden betalt regningen i form af bøder, erstatninger, godtgørelser, udgifter til advokat og sagsomkostninger. Skatterådets afgørelse er bindende for skattemyndigheder. Den betyder, at journalisten og redaktøren, der bliver dømt for publicering, selv skal betale skat af det beløb, som medievirksomheden har dækket. Se Skatterådets afgørelse.

Ansvarsplacering og regres
Skatterådets afgørelse er begrundet med medieansvarslovens regler om ansvar for journalisten og den ansvarshavende redaktør. Medieansvarsloven bryder med almindelige regler om ansvar for medvirken og arbejdsgiveransvar. Udgiveren har efter loven ikke ansvar, men “hæfter” for bøder, erstatning m.v., som journalisten og redaktøren er dømt til at betale. Formålet med de særlige ansvarsregler er at styrke den redaktionelle frihed. Medieansvarsudvalget og lovgiverne tænkte, at juridisk ansvar for udgiverne ville føre til, at redaktionen blev underlagt styring fra udgiverne, og det skulle undgås (Medieansvarsudvalgets betænkning 1205 fra 1990).

Regres er et nøglebegreb i Skatterådets afgørelse. Regres betyder, at medievirksomheden, der hæfter og har lagt ud for idømte beløb, kan kræve, at den ansvarlige journalist og redaktør dækker udgiften. Skatterådet lægger til grund, at medievirksomheden altid har et fuldt regreskrav over for journalisten og redaktøren, der bliver dømt. Når medievirksomheden ikke kræver beløbet hos journalisten og redaktøren, får de en økonomisk gevinst, som er skattepligtig.

Spørgsmålet om skattepligt blev ikke berørt i forarbejderne til medieansvarsloven. Tilsyneladende har ingen tænkt på det. Regreskravet blev heller ikke behandlet særlig grundigt. Frøbert og Paulsen, der begge var medlemmer af Medieansvarsudvalget, skriver i deres bog Medieansvarsloven (1997), at noget kan tale for, og noget kan tale imod regreskrav (side 146). Det er således ikke korrekt, når Skatterådet antager, at forfatterne kun taler for regres. Frøbert og Paulsen henviser bl.a. til at bøder kan udmåles i relation til mediets økonomiske forhold. Det kan tilføjes, at erstatningsbeløb også kan påvirkes af mediets indtjening. Bøder, erstatnings- og godtgørelsesbeløb bliver i øvrigt typisk påvirket af mediets udbredelse, som er afgørende for krænkelsens størrelse. Der er således andre forhold end publiceringens indhold, der har betydning for sanktionens størrelse, og disse forhold taler imod regres

Et ubetinget regreskrav gælder ikke ved ansættelser uden for massemedierne. Her kan arbejdsgivere pålægges ansvar for skader, der opstår ved udførelsen af arbejdsopgaver, og arbejdsgivere har kun en begrænset mulighed for regres mod ansatte (erstatningsansvarsloven § 23).

Skatterådets juridiske præmis om fuldt regreskrav er noget tvivlsom. Den begrænsede regres, som gælder for arbejdstagere uden for massemedierne kan ikke bruges, men Skatterådet overser. at erstatningsansvarsloven § 24 også giver en mulighed for at begrænse regres, når den vil virke urimeligt tyngende eller andre særlige omstændigheder jf. Medieretten (2013) af Sandfeld Jacobsen og Schaumburg-Müller (side 375 – 77).

Ifølge Skatterådets beskrivelse har journalister og redaktør suverænt enekompetencen over publiceringer. Sådan ser den juridiske konstruktion ud ved en overfladisk betragtning.
Uanset tankerne fra medieansvarslovens ophavsmænd bliver mediers indhold påvirket af udgiverne. Den ansvarshavende redaktør er ansat af udgiverne og skal opfylde udgiverens rammer og forventninger. Skatterådets juridiske præmis om suveræn kompetence gælder i hvert fald ikke for journalister og fotografer. Skatterådet overser, at medieansvarsloven fastslår, at den ansvarshavende redaktør har den endelige beslutning over indholdet (§ 3, stk. 2).

Hvis det ikke lykkes at få Skatterådet til at træffe en ny afgørelse, og SKAT begynder at pålægge skattepligt, vil der være gode grunde til at anlægge retssag. Det bør ikke stå upåtalt, når Skatterådet træffer en vigtig afgørelse om medieansvar, og afgørelsen tilsyneladende bygger udelukkende på en anmodning fra advokat.

Retspolitiske overvejelser
Skatterådets afgørelse betyder, at journalister, fotografer og redaktører i nogle tilfælde vil få en stor regning for at udføre arbejde, der reelt styres af en udgivers kommercielle interesser. I andre tilfælde vil journalister, fotografer og redaktører få en stor regning for kritisk undersøgende journalistik, når ytringsfrihedens grænser trækkes af domstole ved hårfine afgørelser. Det vil føre til forsigtighed med at bruge ytringsfriheden. Forsigtighed gør ingen skade – tværtimod – hvis den kan forebygge systematiske krænkelser af privatliv, men forsigtighed vil være stærkt skadelig for den ytringsfriheden om samfundsmæssige forhold, der har grundlæggende betydning for demokratiet.

Medieansvarslovens konstruktion af særlige ansvarsregler betyder, at retssager for overskridelse af ytringsfrihedens grænser skal rettes mod den navngivne journalist eller fotograf og den ansvarshavende redaktør. Det er som udgangspunkt fornuftigt for at sikre fokus på informations- og ytringsfriheden under retssagen.

Et flertal i medieansvarsudvalget foreslog et udgiveransvar i særlige grove tilfælde, hvor der ikke er handlet med henblik på varetagelse af nogen almen interesse. Mindretallet, der bl.a. bestod bl.a. af repræsentanter for journalister og medier, var imod dette forslag og fik medhold, da lovforslaget blev udarbejdet af justitsministeriet og vedtaget af Folketinget.

I tilfælde, hvor en udgiver har lagt en forretningsstrategi, der primært sigter på udstilling af privatliv og ikke har nogen almen interesse, ville det være fornuftigt med et udgiveransvar, som flertallet i Medieansvarsudvalget i sin tid foreslog.

Det giver et dilemma, når medieansvarslovens konstruktion af regler for ansvar og hæftelse er begrundet med hensyn til den redaktionelle frihed. Når friholdelsen af udgiverne fra ansvar bygger på denne begrundelse, virker det selvmodsigende, at der efterfølgende regnes med, at udgiverne betaler regningen. Udgivernes lyst til at styre redaktionen kan påvirkes af de regninger. de skal betale for publicering. Det gælder vel, uanset regningen betales på grund af lovens regler eller på grund af en fast praksis for at give afkald på regres?

Hvis Skatterådets afgørelse ikke bliver ændret enten af rådet selv eller i en retssag, bør en lovændring sikre, at arbejdsvilkårene for journalister, fotografer og redaktører ikke er markant ringere end for ansatte på arbejdspladser, der ikke er massemedier. Det kan ske ved at supplere medieansvarslovens regler om udgiverens hæftelse med en regel om begrænsning af regres.

Medieansvarsloven er mere end tyve år gammel, og den er skrevet før Den Europæiske Menneskeretsdomstols sikring af pressefriheden slog igennem i Danmark. Uanset udfaldet af skattespørgsmålet betyder de markante ændringer i medielandskabet, at der er behov for ændringer i loven. Det er bl.a. på tide at gøre medieansvarsloven teknologineutral og skabe større klarhed om ansvarsplacering ved publicering af oplysninger fra anonyme kilder og debatindlæg på mediers websider jf. mit kapitel om medieansvar i Ytringsfriheden til forhandling (redigeret af Ejvind Hansen, Reitzels Forlag 2013). Uklarheder og andre problemer i loven giver også behov for ændringer jf. Medieretten af Sandfeld Jacobsen og Schaumburg-Müller (Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2013, side 377 – 379).

Ansvarsreglerne er et skrøbeligt fundament for den redaktionelle frihed. Medieansvarsloven har dog også en regel, der pointerer, at den ansvarshavende redaktør har den endelige afgørelse af indholdet (§ 3, stk. 2). Det kan siges langt bedre og tydelige, som det sker i den norske lov om redaktionel frihed. Den norske lov fastslår udtrykkeligt, at ejere/udgivere eller personer, der handler på deres vegne, ikke kan instruere eller efterprøve redaktøren i redaktionelle spørgsmål. Den norske lov tilføjer, at de heller ikke kan kræve at få kendskab til indholdet af en publikation, før den er offentliggjort.

Redaktionel uafhængighed bør være et af de overordnede formål for en medieansvarslov. Hvis lovgiverne vil, kan styrkelse af den redaktionelle frihed fint kombineres med en regresregel, der giver journalister, fotografer og redaktører på massemedier samme vilkår som ansatte på andre arbejdspladser, hvor der påføres skader som følge af arbejdet.