Her & Nu bringer usædvanlig berigtigelse
Efter krav fra Kongehuset beklager Her & Nu at have viderebragt usande oplysninger om, at prinsesse Marie har fået foretaget en brystforstørrende operation i Litauen
Baggrunden for hoffets reaktion var ugebladets forsidehistorie den 30. september om, at prinsesse Marie sidste år havde fået opereret sine bryster større på en klinik i Litauen.
Ifølge Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby er alle grænser i dette tilfælde overskredet. Der er tale om en usand historie – prinsesse Marie aldrig har været på klinikken og har i øvrigt aldrig har været i Litauen.
Når der alligevel er tale om en usædvanlig berigtigelse, skyldes det, at Her & Nu samtidig fastholder, at der er troværdige kilder til historien – og at kilderne tilmed har genbekræftet deres oplysninger efter Kongehusets henvendelse til Her & Nu. Men da chefredaktøren ikke vil afsløre kilderne – hvilket han ville være nødt til at gøre, hvis det kom til en retssag – trækker ugebladet i stedet historien tilbage.
Det er imidlertid en usædvanlig fremgangsmåde for et medie, som lever af at fortælle nærgående historier om kendte og kongelige. Normalt er det sådan, at man enten lægger sig ned og trækker en historie tilbage, som man ikke kan dokumentere, eller også fastholder man historien og dokumenterer sine oplysninger.
Her sætter man sig i stedet mellem to stole og lader det nu være op til ugebladets læsere (og mange andre, som har interesseret sig for sagen) at vurdere, hvem de tror mest på: Kongehusets statement om, at prinsesse Marie aldrig har været på klinikken og har i øvrigt aldrig har været i Litauen, eller chefredaktørens udtalelse om, at Her & Nu skam har troværdige kilder til historien, som de bare ikke vil stå frem med og derfor berigtiger.