Nyheder, viden og synspunkter om medieret og presseetik
Skjult kamera
Medierne kan anvende skjult kamera, hvis emnet er af væsentlig samfundsmæssig interesse, og krænkelsen af privatlivets fred og personlig integritet ikke overstiger hensynet til pressens ytringsfrihed.
Krænkelsen af privatlivets fred overstiger hensynet til pressens ytringsfrihed, hvis krænkelsen må anses som grov. Det kan fx være tilfældet, hvis personer vises i intime situationer i deres hjem, hvis skjulte optagelser foregår i en erhvervsdrivendes egne lokaler, eller hvis der ikke er sket effektiv sløring af navn og billede.
Desuden skal den fornødne journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kunne skaffes på anden måde, herunder navnlig gennem åben research.
Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, er anvendelse af skjulte optagelser både strafbart og i strid med god presseskik.
Hvis medvirkende i skjulte optagelser efterfølgende giver tilladelse til bringe optagelserne, er metoden i orden. Husk at få og gemme dokumentation for samtykket.
Husk også, at medvirkende i skjulte optagelser ikke er omfattet af kildebeskyttelsen. Dette gælder også, selvom de efterfølgende giver tilsagn om at medvirke.