Tagged: Privatliv

Privatlivets grænser flyder ud

Straffelovens privatlivsbeskyttelse, som er fra starten af 1970’erne, tager ikke højde for de teknologier, som uden aktivt samtykke indsamler og lagrer oplysninger om, hvor vi er hvornår, skriver Vibeke Borberg i dette indlæg på altinget.dk den 17. juni (altinget.dk/justits).

Afgrænsningen af privatlivets fred har altid givet anledning til diskussion og vanskelige lovgivningsmæssige valg.

I øjeblikket er grænsen mellem det private og det offentlige i hastig forandring; især på grund af digitaliseringen og en udvikling i den almindelige opfattelse af, hvad det private er.

Straffelovens nuværende privatlivsbeskyttelse er fra begyndelsen af 1970’erne, hvor privatlivets fred hovedsagelig drejede sig om at beskytte de fysiske omgivelser, som privatlivet udfolder sig i. Dette er naturligvis stadig relevant, men i dag er det i lige så høj grad aktiviteter, der foregår i det offentlige rum og på internettet, som udfordrer privatlivets grænser. Der er derfor behov for en nytænkning af de regler, som beskytter privatlivets fred.

Hvad er privat?
Der er behov for en ny definition af, hvad det private er, og hvad privatlivsbeskyttelsen skal beskytte. Er det private udelukkende det, vi foretager os, når vi befinder os i det private rum, eller skal beskyttelsen også omfatte en ret til at være i fred, når vi færdes og opholder os i det offentlige rum? Bør vi have (en vis) ret til privatliv på internettet og sociale medier, eller må vi leve med, at alt, hvad vi foretager os i det digitale rum, foregår i offentlighed og både kan bruges kommercielt og imod os?

Der er behov for en diskussion af, hvordan vi kan opretholde (eller genvinde) det grundlæggende princip om, at det enkelte individ som udgangspunkt selv bestemmer, hvem det vil lukke ind i sin privatsfære. Dette princip er alvorligt udfordret af teknologier, som ubemærket og uden aktivt samtykke indsamler og lagrer oplysninger om, hvor vi er hvornår, og som i kombination med andre informationer er i stand til at danne en skræmmende præcis profil af os som mennesker og forbrugere.

Tvunget til at give afkald på privatlivet
Der er behov for en grundlæggende debat om betingelserne for at deltage som borger i informationssamfundet. Er det acceptabelt, at vi for at benytte uomgængelige kommunikationsmidler som mobiltelefoner, internettet og sociale medier må give afkald på grundlæggende privatlivsrettigheder? Ingen kan bevæge sig rundt på internettet uden at acceptere cookies, som registrerer, hvilke sider man besøger, og hvad man interesser sig for.

Og udbydere af eksempelvis sociale medier og e-mailkonti stiller normalt kun deres tjenester til rådighed mod en betingelsesløs accept af, at de frit og ubegrænset kan anvende brugernes informationer/informationer om brugerne til et hvilket som helst formål, de ønsker. Der er reelt tale om en tvangssituation, fordi ingen mennesker længere kan deltage i samfundslivet uden at være online.

Mediefriheden
Afgrænsningen af privatlivets fred har desuden betydning for definitionen af mediefriheden. Mediernes mulighed for at agere som public watchdog afbalanceres over for hensynet til en rimelig beskyttelse af privatlivets fred, og udformningen af privatlivsreglerne er afgørende for, hvor dette snit ligger. Hvis dette snit er utidssvarende eller svært at lægge, fordi reglerne er uklare, kan det få konsekvenser for mediernes demokratiske funktion: Medierne kan både blive for tilbageholdende i den kritiske journalistik og for nærgående i dækningen af historier uden informationsværdi. Ingen af delene er ønskværdige.

Af samme grund opfordrede den parlamentariske arbejdsgruppe om medieetik og medieansvar, der blev nedsat i kølvandet af Se & Hør-sagen, sidste år regeringen til at iværksætte en nærmere undersøgelse af definitionen af privatliv og privatlivsbeskyttelse. Arbejdsgruppen anbefalede, at der nedsættes et udvalg bestående af medierepræsentanter, juridiske forskere og medieforskere, som inddrages i denne proces. Det lyder som en rigtig god idé, der har min fulde støtte; men jeg vil nu anbefale et bredere sammensat udvalg, så privatlivsområdet som helhed kan underkastes en samlet og principiel udredning.

Offentliggørelse af billeder af kendte personer

Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer uden deres samtykke belyses i en ny artikel af bl.a. Vibeke Borberg fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Artiklen er offentliggjort i tidsskriftet Juristen nr. 1, 2015.

Artiklen er baseret på en analyse af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den anden sag vedrørende prinsesse Caroline von Hannover af Monaco, som gennem mange år har forsøgt at beskytte sit privatliv mod eksponering i ugebladspressen (von Hannover nr. 2). Artiklen behandler også spørgsmålet, om retstilstanden i Danmark er i overensstemmelse med de principper, der lægges til grund i dommen.

Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer uden deres samtykke kan efter artiklens konklusioner kort udlægges som følger:

  • Man må ikke fotografere (kendte) personer, som befinder sig på privat eller ikke frit tilgængeligt område. Sådanne områder er steder, hvor mennesker bor eller opholder sig, og offentlige og private lokaliteter, hvortil der ikke er almindelig fri adgang.
  • Definitionen af kendte personer omfatter politikere og andre, der administrerer og anvender offentlige midler, og alle andre, som inden for politik, erhverv, kunst og kultur, sport og underholdning m.v. spiller en rolle i offentligheden.
  • Kendte personer må finde sig i, at medierne offentliggør detaljer om deres privatliv, hvis dækningen er af offentlig interesse. Betingelsen om offentlig interesse er normalt opfyldt, hvis dækningen af det private relaterer sig til dét, som personen er kendt i offentligheden for.
  • Hvis et billede derimod viser den kendte i private eller dagligdagssituationer, og offentliggørelsen alene har til formål at tilfredsstille læsernes/seernes nysgerrighed efter privatlivsdetaljer om den kendte, er dækningen ikke af offentlig interesse. Dette gælder også, selvom den kendte er fotograferet i det offentlige rum.
  • Hvis den kendte giver tilladelse til bringe billedet, er alt i orden. Husk at få og gemme dokumentation for samtykket.

Læs hele artiklen

 

Højesteret: Politiet kan gennemgå elektronisk materiale beslaglagt hos Aller

Højesteret har stadfæstet landsrettens afgørelse om, at politiet har lov til at gennemgå en stor mængde elektronisk materiale, som i maj sidste år blev beslaglagt hos Aller Media og en række tidligere medarbejdere.

Den 8. januar 2015 stadfæstede Højesteret landsrettens afgørelse om, at politiet har lov til at gennemgå en stor mængde elektronisk materiale, som i maj sidste år blev beslaglagt hos Aller Media og en række tidligere medarbejdere. Første gennemgang af materialet skal foretages af byretten med teknisk bistand fra politiet, og både Aller Media og anklagemyndigheden skal være tilstede, så der løbende kan tages stilling til materiale, der bør frasorteres af hensyn til kildebeskyttelsen.

Der rokkes ikke ved kildebeskyttelsen
Kendelsen rokker ikke ved, at alle medier omfattet af medieansvarsloven har ret til kildebeskyttelse, og at kildebeskyttelsen kun skal vige for særligt tungtvejende, lovfæstede undtagelser. Dette gælder også medier, der som Se og Hør primært formidler information af ren underholdningsværdi. Kendelsen forholder sig således kun til, om der grund til at bringe undtagelserne til kildebeskyttelsen i anvendelse i Se og Hør-sagen.

Der gælder to undtagelser til den altovervejende hovedregel om kildebeskyttelse:

For det første kan kildebeskyttelsen ophæves, hvis sagen angår en lovovertrædelse af alvorlig karakter, som har en strafferamme på fængsel i 4 år eller derover. Denne undtagelse kan dog kun bringes i anvendelse, hvis kildematerialet må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring OG hensynet til opklaringen klart overstiger mediets behov for at kunne beskytte sine kilder.

For det andet kan kildebeskyttelsen ophæves, hvis sagen drejer sig om, at person i offentlig tjeneste eller hverv har brudt sin tavshedspligt. Denne undtagelse gælder dog ikke, hvis det må antages, at kilden har villet afdække forhold af samfundsmæssig betydning og dermed kan betegnes som whistleblower.

Området for undtagelserne til kildebeskyttelsen er således meget snævert, og der er desuden indlagt ekstra betingelser i loven, som indskrænker dette område yderligere. Hertil kommer, at undtagelsesbestemmelserne skal fortolkes i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis om mediernes ytringsfrihed og kildebeskyttelse, som normalt anses for at yde medierne en særlig beskyttelse mod statslige indgreb og indblanding i deres arbejde.

Højesterets begrundelse
Begge undtagelser var i spil i Se og Hør-sagen, fordi der både er tale om sigtelser for medvirken til forhold, der kan give op til 6 års fængsel, og om sigtelser for at have betalt offentligt ansatte, herunder en politimand, ansatte ved Hoffet og en sygeplejerske, for at bryde deres tavshedspligt. Højesteret vurderede ligesom byretten og landsretten, at grundlaget for at bringe begge undtagelser i anvendelse var opfyldt.

Vedrørende undtagelsen om brud på tavshedspligt anførte Højesteret, at det ikke kan antages, at de pågældende kilder har ville afdække forhold af samfundsmæssig betydning, og at betingelserne for at ophæve kildebeskyttelsen derfor er opfyldt.

Vedrørende undtagelsen om lovovertrædelser af alvorlig karakter fastslog Højesteret, at der er tale om alvorlige strafbare forhold, og at politiets adgang til materialet er af afgørende betydning for opklaringsarbejdet. Højesteret vurderede desuden, at hensynet til opklaringen oversteg Aller Medias behov for at beskytte sine kilder, og lagde herved vægt på følgende forhold:

  • At sigtelsen angår oplysninger, som mod vederlag fra Se og Hør i en flerårig periode er tilvejebragt ved uberettiget adgang til IT-systemer
  • At disse oplysninger er videregivet med henblik på offentliggørelse i dette blad til brug for underholdning om kendte personers privatliv
  • At videregivelsen i hvert fald som altovervejende udgangspunkt må antages at have vedrørt emner uden samfundsmæssig betydning
  • At kilden er en mulig gerningsmand til et strafbart forhold af alvorlig karakter
  • At Aller Media og medarbejdere ved Se og Hør er mistænkt for medvirken hertil

Højesteret kom således frem til, at hensynet til kildebeskyttelsen i denne sag bør vige for hensynet til opklaring af de strafbare forhold, men bestemte samtidig, at byretten skal foretage det første gennemsyn af materialet for at sikre, at det ikke indeholder kildebeskyttede oplysninger, der ikke må udleveres til politiet.

Underholdningsstof over for emner af samfundsmæssig betydning
Kendelsen kan som nævnt ikke tages til indtægt for, at kildebeskyttelsen for medier i underholdningsbranchen generelt skulle være mindre end for andre medier. Budskabet er derimod, at når det skal vurderes, om kildebeskyttelsen undtagelsesvist kan ophæves af efterforskningsmæssige hensyn, vejer hensynet til mediets behov for kildebeskyttelse mindre, hvis det beskæftiger sig med underholdning og ikke med emner af samfundsmæssig betydning. Den lavere vægtning af hensynet til kildebeskyttelse understøttes i denne sag af, at mediet selv er mistænkt for medvirken til de lovovertrædelser, der efterforskes.

Når kildebeskyttelsen i disse undtagelsestilfælde ikke vægtes lige så tungt for underholdningsstof som for emner af samfundsmæssig betydning, skyldes det, at kildebeskyttelsen og mediernes udvidede ytringsfrihed er nært knyttet til mediernes rolle som public watchdog. Det er mediernes funktion som offentlighedens vagthund, der begrunder, at medierne nyder en særlig beskyttelse, når de formidler information til offentligheden af samfundsmæssig interesse, og denne beskyttelse er som udgangspunkt betinget af, at medierne handler i god tro og leverer pålidelig og præcis information i overensstemmelse med god presseskik.