Af Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved DMJX

Hvis bare man ikke forventer, at bogen skal sparke gang i en diskussion om den journalistiske etik, vil den kunne læses med udbytte af alle, der har en mening om journalistikkens værdi, konkluderer Ejvind Hansen i sin anmeldelse af bogen Troværdig journalistik.

Bogen tager en opgave på sig, som på mange måder er ambitiøs: På den ene side ønsker forfatterne empirisk at afdække nogle af de fordomme, der florerer omkring de danske journalister og medier. På den anden side ønsker forfatterne også at genstarte en debat om den journalistiske etik, som de karakteriserer som “svagt teoretisk begrundet” (s. 22).

Første del af opgaven lykkes bedre end sidste del. De løser opgaven ved at koble spørgsmålet om den troværdige journalistik med spørgsmålet om nøjagtighed, og så viser de, at kilderne til de journalistiske produkter generelt set er nogenlunde tilfredse med journalisternes arbejde. Og her afmonteres så den første fordom: Det står bedre til for netjournalistikken end fordommene ellers lader formode. Personligt ville jeg gerne have haft lidt flere detaljer på, hvordan de adspurgte kilder er blevet udvalgt, og hvordan de er blevet spurgt. Det ville have givet bogen mere transparens, og dermed øget pointernes troværdighed – for nu at følge bogens egne afsluttende anbefalinger.

Størst kritik på den journalistiske troværdighed og nøjagtighed leveres af Leif Becker Jensen i en gennemgang af den sproglige præcision. Også dette kapitels kritik lider imidlertid en smule under, at det er uklart, hvor stort et problem, de forskellige typer af fejl egentlig spiller i den folkelige reception af produkterne. Der henvises ganske vist til en undersøgelse, hvor ti læsere har sammenlignet artikler med og uden fejl, men det er jo ikke det største empiriske materiale at basere sine konklusioner på.

Fokus på nøjagtighed
Min største anke imod bogen er imidlertid, at den ikke for alvor lever op til sin titel. Ganske vist gøres der et fint arbejde med at reflektere journalistikkens troværdighed op imod normen om nøjagtighed. Men “spørgsmålet om etik” bliver aldrig rigtig rejst i bogen. Ganske vist rummer bogen en fin gennemgang af, at etik spiller en vigtig rolle for journalister (kap. 5), men spørgsmålet om, hvad etik så vil sige, forbliver uklart.

Ganske vist gives hist og her nogle referencer til noget, der kunne ligne en aristotelisk konsekvensetik. Men selv hvis man køber dén pakke, savner man alligevel en refleksion over, hvilke konsekvenser, man så ønsker sig af journalistikken.

Det venlige svar på dette spørgsmål vil jo nok være, at man i enhver empirisk undersøgelse er nødt til at vælge sig et udgangspunkt, og at dette nødvendigvis må være forholdsvis snævert, hvis det skal kunne undersøges. Valget i denne bog har så været at fokusere på nøjagtighed. Og intuitivt vil de fleste af os vel også gå med på, at det er bedre, når journalister gengiver de beskrevne forhold så nøjagtigt som muligt.

Journalisters udvælgelse og vinkling
Men hvis vi udelukkende fokuserer på dette aspekt, overser vi et af de mest presserende problemer i det journalistiske arbejde i disse år: Hvordan sikrer vi, at journalisterne træffer de rigtige valg i, hvordan de udvælger og vinkler deres beskrivelse af verden omkring os. Det er ikke nok, at journalisterne behandler deres kilder ordentligt og skriver et ordentligt sprog – der skal også tænkes over, om det var de vigtige kilder, man greb fat i i første omgang, og om det er de vigtige ting, man skriver om.

Det jeg helt grundlæggende savner i refleksionen er en bevidsthed om, at journalisternes nøjagtige gengivelse skal kombineres med en (i meget bred forstand) kritisk etos hos journalisterne. Som de citerer Skovbjerg og Schultz-Jørgensen for, så har journalistik ikke som mål at tilfredsstille kilderne (s. 37). Men så kan vi måske også vende deres konklusion på hovedet: Når kilderne til netjournalistikken er mere tilfredse med journalisterne end kilderne til TV-journalistikken, så er det ikke nødvendigvis, fordi de er mere nøjagtige, men derimod fordi de er mindre kritiske? Og dermed også mindre troværdige?

Det er jo altid let at skille andres arbejde ad. Det skal ikke skygge for, at der er mange oplysende pointer i bogen, som kan være med til at skubbe til den almindelige debat omkring den journalistik, som vi alle har en mening om.

Hvis bare man ikke forventer, at bogen skal sparke gang i den danske diskussion af den journalistiske etik, så tror jeg den vil kunne læses med udbytte af alle, der har en mening om journalistikkens værdi. Og det er jo som bekendt mange.

Troværdig journalistik. Et spørgsmål om etik og nøjagtighed. Af Mark Blach-Ørsten og Anker Brink Lund (red.) Samfundslitteratur, 2015.