Kategori: Uncategorized

Ny rapport om aktindsigt i andre lande

Rapporten sammenligner regler om aktindsigt og fortrolighed i politiske beslutninger i Danmark og syv europæiske lande. Den skal bruges i forbindelse med Justitsministeriets evaluering af offentlighedsloven.

I den nye rapport – Åbenhed og fortrolighed i den ministerielle beslutningsproces – beskrives retstilstanden i syv  europæiske lande og sammenlignes  med de relevante regler i den danske offentlighedslov, især §§ 23-24 og 27, nr. 2.

Rapporten er udarbejdet af landsdommer og professor Niels Fenger og professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen. De undersøgte lande er Norge, Sverige, Finland, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Østrig.

Redegørelsen viser, at lovgivningen i alle syv lande indeholder regler, der tilsigter at beskytte den politisk-administrative beslutningsproces. Begrundelserne for disse regler varierer fra land til land. Fælles for dem har været et politisk flertals ønske om at etablere et ‘frirum’, hvor politikerne indbyrdes eller i samspil med embedsmændene kan udveksle information og synspunkter mht. hvorledes man i konkrete situationer skal løse det ene eller andet problem, uden at offentligheden får adgang til denne information, hedder det i opsummeringen.

Den samlede redegørelse af offentlighedsloven forventes at komme i maj.

Læs hele rapporten på justitsministeriet.dk.

Læs offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensens kommentarer til redegørelsen på aabenhedstinget.dk.

Ny bog om informationsret

Lærebog i informationsret behandler en række immaterialretlige emner som ophavsret, erhvervshemmelighedsbeskyttelse, persondataret og personlighedsret og præsenterer informationsretten som en tværgående disciplin.

Lærebog i informationsret er netop udkommet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Bogens forfattere er tilknyttet Center for informations- og innovationsret ved Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, og forskningschef i medieret på DMJX Vibeke Borberg bidrager med et kapitel om personlighedsret.

laerebogiinformationsret

Personlighedsret er en juridisk disciplin, som beskæftiger sig med de retsregler, der beskytter individets integritet og personlighed, og som giver individet ret til at forbyde andre at foretage nærmere angivne behandlinger af information, der kan henføres til den pågældende person.

Personlighedsretten omfatter navnlig emner som retten til eget navn, billede og stemme, retten til egne oplysninger og historie, retten til privatliv, ære og omdømme, retten til egen identitet og valg af eget personlighedsbillede i offentligheden.

Personlighedsretlige problemstillinger har fået en stadig større betydning i takt med internettets udbredelse, den teknologiske udvikling og digitaliseringen af almindelige kommunikationsformer og nyhedsformidlingen. Den enkle måde, hvorpå information om et menneske, herunder navnlig personbilleder og personoplysninger, kan offentliggøres og videreformidles til en større og nogle gange ubegrænset kreds, aktualiserer ofte spørgsmål af personligheds- retlig karakter. Det samme gælder teknologier, som til samfundsmæssige eller kommercielle formål kan indsamle og lagre information om enkeltpersoners færden i det offentlige rum, og den persondyrkelse af kendte mennesker, som kan være forbundet med betydelige ideelle og kommercielle interesser.

Læs Vibeke Borbergs kapitel

Lærebog i informationsret. Af Henrik Udsen (ansv. red.), Vibeke Borberg, Thomas Riis, Morten Rosenmeier & Jens Schovsbo. Djøf Forlag, 2016.

Google Spain-dommens konsekvenser for informationfriheden på internettet

I en ny artikel analyserer Vibeke Borberg Google Spain-dommens (foreløbige) konsekvenser for informationsfriheden

Artiklen ‘Hovedhensyn bag EU-Domstolens afgørelse i Google Spain-sagen’ er offentliggjort i ‘Festskrift til Sten Schaumburg-Müller. Ikke kun retsfilosofi’, som netop er udkommet på Djøfs Forlag i anledning af Sten Schaumburg-Müllers 60 års fødselsdag. Sten Schaumburg-Müller er professor i medieret ved SDU.

Baggrunden for artiklen
I Google Spain-dommen gav EU-Domstolen en spansk statsborger ret i, at Google havde pligt til at fjerne links til to sider i en spansk avis fra 1998, som blev vist på resultatlisten, når internetbrugere søgte på hans navn. Siderne indeholdt en annonce, der nævnte hans navn vedrørende en tvangsauktion over fast ejendom i forbindelse med en beslaglæggelse på grund af gæld til det offentlige.

Begrundelsen for denne afgørelse var ikke, at oplysningerne om tvangsauktionen var forkerte eller offentliggjort ulovligt af den spanske avis, men at oplysningerne ikke længere var relevante henset til den tid, der var gået, siden det for længst afsluttede gældsforhold blev omtalt. Der forelå ikke særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at offentligheden havde interesse i at kunne finde frem til disse følsomme personoplysninger ved internetsøgning på spanierens navn, og han havde derfor ret til, at oplysningerne ikke længere blev knyttet til hans navn via søgeresultatlisten.

Googles reaktion på dommen
Siden dommens afsigelse i maj 2014 har Google modtaget 379.980 anmodninger fra europæiske borgere om at fjerne links til 1.338.667 webadresser. Af de webadresser, som Google indtil nu har vurderet, er 42,4 % blevet slettet fra resultatlisterne. (Opgjort pr. 31. januar 2016)

Artiklens analyse
Selvom der stadig er adgang til mange oplysninger om enkeltpersoner ved søgning på deres navn, er det efter dommen blevet mere vanskeligt at finde frem til oplysninger på internettet om enkeltpersoner. Da søgestatistikker samtidig tyder på, at en betydelig del af de Google-søgninger, som foretages verden over, faktisk omfatter et personnavn, har dommen betydelige afledte konsekvenser for informationsfriheden på internettet.

I lyset heraf peger artiklen på nogle af de hovedhensyn bag EU-Domstolens afgørelse, som giver retten til at få slettet links på resultatlister en afvejningsfordel i forhold til informationsfriheden, og som kan forklare dommens konsekvenser for informationfriheden på internettet.

Læs artiklen her

Pressenævnets principielle kendelse om blogsites

Der er sagt og skrevet meget om Pressenævnets kendelse om blogsitet på business.dk i den forløbne uge. Men hvad siger kendelsen egentlig, og hvad betyder den? Få svaret her.

Introduktion
I forbindelse med en klage over bl.a. ukorrekte oplysninger i et blogindlæg på business.dk opstod der spørgsmål om Pressenævnets kompetence til at behandle klagen. Dette skyldtes, at business.dk rejste tvivl om, hvorvidt en blog, som offentliggøres på et digitalt medie tilmeldt Pressenævnet, er omfattet af medieansvarsloven og dermed underlagt kravet om god presseskik. business.dk anførte bl.a., at en journalistisk blog ikke kan sammenlignes med journalistikken på et printmedie eller en traditionel og klassisk journalistisk tilgang til en historie, og at bloggere er personlige skribenter, som ikke er underlagt de sædvanlige journalistiske kriterier.

Denne indsigelse resulterede i en principiel afgørelse om blogsites og deres relation til medieansvarsloven og de presseetiske regler.

Pressenævnets principielle kendelse
Pressenævnet fastslog, at blogindlæg på professionelle blogsites er omfattet af medieansvarsloven og dermed Pressenævnets kompetence.

Pressenævnet anførte, at der er tale om redigerede debatindlæg, når blogindlæg er skrevet af journalister eller andre professionelle bloggere til brug på et professionelt blogsite, der er tilknyttet et medie omfattet af Pressenævnets kompetence. Dette gælder, uanset om indlægget faktisk har været gennemgået af en redaktion eller ej.

Pressenævnet konkluderede, at sådanne indlæg må sidestilles med en leder-/klummeartikel, der er omfattet af medieansvarsloven og dermed Pressenævnets kompetence, og at dette gælder, selvom læserne frit kan kommentere indlægget.

Hvad betyder kendelsen?
Kendelsens hovedbudskab er, at indlæg på professionelle blogssites er en almindelig del af det pågældende medie, og at sådanne blogindlæg derfor skal opfylde de almindelige presseetiske krav, der stilles til mediets indhold.

For medier omfattet af medieansvarsloven betyder det, at indholdet på deres professionelle blogsites skal være i overensstemmelse med god presseskik, og at Pressenævnet kan behandle klager over indholdet i blogindlæg. Dette gælder uanset, om bloggen er skrevet af en journalist eller en professionel blogger.

Bemærkningen om, at et professionelt blogindlæg må sidestilles med en leder-/klummeartikel, må forstås som en reference til Pressenævnets praksis om, at der i lederartikler og debatindlæg normalt tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsindslag og reportager. Bemærkningen bestyrker samtidig kendelsens hovedbudskab om den professionelle blogs nære tilknytning til det pågældende medie.

Det bemærkes, at Pressenævnet har afsagt adskillige kendelser om blogs og flere gange taget stilling til, hvornår der er tale om redigerede indlæg omfattet af medieansvarsloven og uredigerede debatindlæg uden for Pressenævnets kompetence. Søg efter sådanne pressenævnskendelser her.

Den nye persondataforordning er nu endeligt vedtaget

privacy3Den nye persondataforordning er nu endeligt vedtaget og vil i 2018 afløse den gældende persondatalov. Formålet med forordningen er, at personer skal have større kontrol over deres egne data, og at sikre betryggende retlige rammer for det digitale indre marked i EU.

Overordnet skærper forordningen kravene til behandling af persondata og indeholder bl.a. et væsentligt højere bødeniveau. Fordningen bygger dog i vidt omfang ovenpå de eksisterende regler, som er blevet videreudviklet og tilpasset den digitale virkelighed for persondata. Forordningen lægger ligesom de gældende regler op til, at medlemsstaterne fastsætter undtagelser for behandling af personoplysninger, der udelukkende finder sted i journalistisk øjemed

‘De nye regler skal sikre, at fundamentale rettigheder for persondatabeskyttelse er garanteret for alle’ hedder det i EU-Kommissionens pressemeddelelse fra den 14. april.

Forordningen vil fra 2018 erstatte den nuværende persondatalov. Fra dette tidspunkt skal myndigheder, virksomheder og alle andre, som behandler persondata, følge reglerne i den nye forordning.

Forordningen indeholder en række stramninger og nye tiltag. Blandt de mest markante er:

  • virksomheder skal have styr på de persondata, der bliver indsamlet og skal kunne dokumentere det
  • større virksomheder og virksomheder, der arbejder med særligt følsomme personoplysninger skal have en ‘Data protection officer’
  • klarere regler for ‘retten til at blive glemt’ og skærpede krav om sletning af data
  • skærpede krav til samtykke, fx skal borgerne i højere grad end i dag give deres tydelige tilkendegivelse ved marketing eller videresalg til andre
  • børn under 13 år skal have forældrenes samtykke for at blive en del af sociale medier på nettet
  • virksomheder får pligt til at underrette Datatilsynet og berørte privatpersoner ved brud på sikkerheden
  • bøder på op til 4% af virksomhedens omsætning eller 20 mio. € ved overtrædelse af forordningen

Læs EU-Kommissionens pressemeddelelse

Læs Få styr på EU’s nye persondata-forordning på computerworld.dk

Se EU-baggrundsmateriale om beskyttelse af persondata

 

Berlingske blogs og medieetikken

Medierne bestemmer selv, hvad de bringer, hvem de lukker inden for som bloggere, og hvordan de vinkler mediets indhold. Som modstykke til den redaktionelle frihed stilles der visse medieetiske grundkrav til mediernes indhold – og de gælder også blogindlæg.

Efter at b.dk i fredags havde offentliggjort et indlæg af sognepræst Marie Høgh under overskriften Fjenden er i landet, smilende går han rundt iblandt os skrev jeg følgende på Twitter:

Skærmbillede 2016-04-18 kl. 16.39.53

Det gav anledning til en diskussion mellem Berlingskes chefredaktør Tom Jensen og mig. Men Tom Jensen greb desværre ikke den medieetiske bold, jeg smed op, og beklikkede i stedet mine hensigter ved at være både rystet og målløs over, at mine politiske holdninger stod i vejen for mit faglige klarsyn. Ærgerligt, når diskussionen om de medieetiske aspekter ved mediernes blogssites er både relevant og tiltrængt.

Nu giver jeg så bolden op igen og uddyber her de medieetiske bevæggrunde, som var årsag til mit tweet – i håb og forventning om en reel debat.

Mediefrihedens grundprincip
Et af mediefrihedens grundprincipper er mediernes redaktionelle frihed. Medierne bestemmer selv, hvad de bringer, hvem de lukker inden for som faste bloggere, og hvordan de vil vinkle mediets indhold.

Den redaktionelle frihed giver på den måde medierne en dagsordenssættende position. Gennem kvalificeret udvælgelse og vinkling af nyheder og emner påvirker medierne den offentlige og politiske debat og er med til at understøtte bestemte samfundsmæssige strømninger og tendenser i tiden.

Det medieetiske udgangspunkt
Pressenævnet har i en kendelse fra 2013 om en blog på business.dk fastslået, at blogindlæg, der er skrevet af journalister eller andre professionelle til brug på et professionelt blogsite tilknyttet et medie omfattet af medieansvarsloven, skal betragtes som redigerede debatindlæg. Dette gælder, uanset om indlægget faktisk er redigeret af mediet eller ej. Det betyder, at sådanne indlæg er en helt almindelig del af mediet og derfor skal opfylde de almindelige medieetiske krav, det stilles til mediets indhold.

Men ikke nok med det: Pressenævnet fastslog samtidig, at blogindlæg skrevet af faste bloggere må sidestilles med en leder eller klummeartikel i mediet. Det vil sige, at det, der står i sådanne blogindlæg, slår medieetisk igennem som udtryk for mediets egen holdning.

Berlingske blogs
Grunden til, at jeg reagerede på Marie Høghs indlæg, var navnlig vi-formen – den manipulation, som ligger i at udtrykke sin holdning som om den er almindelig og dækker os alle. Det er imidlertid kun en af de tendenser, som giver anledning til medieetiske overvejelser i forhold til nogle af indlæggene på Berlingske blogs. Her kommer 3:

  1. Nogle indlæg er stigmatiserende i forhold til bestemte befolkningsgrupper bl.a. indvandrere, muslimer og fattige eller anvender en marginaliserende dem-og-os terminologi (fx Henrik Day Poulsen 23/3 2016), Sørine Godtfredsen 3/4 2016 og Marie Høghs indlæg)
  2. Nogle indlæg indeholder grove generaliseringer, fx ‘den frustrerede danske befolkning’, ‘Venstrefløjen hader højrefløjen’, ‘Rige begår også mindre kriminalitet’, muslimer (fx Henrik Day Poulsen 21/3)
  3. Nogle bloggere anvender som nævnt en manipulerende stil, som præsenterer deres personlige synspunkter som gængse holdninger, mens andre  – og måske værre – præsenterer deres synspunkter som facts eller sandheder (fx ‘ingen kan løbe fra’ og ‘fjenden er i landet’).

Det handler ikke om ytringsfrihed, men om medieetik
Mine medieetiske overvejelser handler ikke om de holdninger, der udtrykkes på blogsitet – dem har bloggerne ret til at have, og Berlingske har lov til at bringe dem som en del af mediets udvalgte indhold. De handler om den stigmatiserende, generaliserende eller manipulerende overbygning, som nogle af indlæggene har, og som gennem Berlingskes spalter og rolle som medie bliver dagsordenssættende.

Berlingskes fast tilknyttede bloggere er ikke tilfældige debattører, men en udvalgt gruppe af veluddannede og velformulerede mennesker, som repræsenterer en bred vifte af fagligheder og indsigt. De er samtidig markedsføringsprofiler for Berlingskes digitale nyhedsflade og er med til at skærpe Berlingskes profil. Når et medie på den måde stiller sig til rådighed som talerør for professionelle bloggere, påhviler det mediet at sikre, at blogindlæg på samme måde som mediets øvrige indhold lever op til almindelige medieetiske grundprincipper om god presseskik.

Formålet med et professionelt blogsite er at facilitere den offentlige debat, og den medieetiske målestok må derfor være, om et indlæg er egnet til at skabe grundlag for en kvalificeret og flerstemmig debat om væsentlige emner. Spørgsmålet er, om alle indlæg på Berlingske blogs kan bestå denne test.

Ombudsmandens beretning 2015

Skærmbillede 2016-04-05 kl. 13.01.27Knap 5.000 klagesager havnede i 2015 på ombudsmandens bord. Det er en lille stigning i forhold til tidligere år. Blandt de mere principielle sager er Eritrea-sagen og sagen om flygtningeannoncen i libanesiske aviser. Begge sager er omtalt nærmere i ombudsmandens beretning, der netop er udkommet.

Godt 1.000 klagesager resulterede i nærmere undersøgelse, og godt 3000 sager førte til anden form for behandling eller hjælp til borgerne. 832 sager blev afvist af formelle grunde. 156 sager – svarende til ca. 3% – førte til kritik, henstilling, anbefalinger mv.

Langt den største del af sagerne (44%) handlede om konkrete afgørelser. 18% vedrørte sagsbehandlingstid, og resten handlede om sagsbehandling, forvaltningsvirksomhed, generelle forhold, m.m.

Ombudsmanden kan på eget initiativ iværksætte en undersøgelse af en sag. Det sker ofte på baggrund af omtale i medierne. I 2015 blev 133 sager rejst på eget initiativ af ombudsmanden. Én af dem var sagen om flygtningeannoncen i libanesiske aviser.

Udover statistik og udvalgte udtalelser fra ombudsmanden indeholder beretningen en række artikler med udgangspunkt i de sager, som ombudsmandsinstitutionen har beskæftiget sig med i løbet af 2015.

Politisk kommunikation
Blandt de mere væsentlige og principielle sager fra 2015 er Eritrea-sagen og sagen om flygtningeannoncen i libanesiske aviser. Begge sager vedrører udlændingeområdet og grænserne for ministres politiske kommunikation. I artiklen Grænser for ministres ‘politiske kommunikation’ redegør ombudsmand Jørgen Steen Sørensen for de retlige rammer for ministre alt efter om ministeren optræder som forvaltningschef, politiker eller privatperson.

Ekstrahering
I artiklen Ekstrahering – offentlighedslovens svære øvelse ser kontorchef Lisbeth Adserballe og specialkonsulent Lise Puggaard nærmere på reglerne vedr. ekstraheringspligten. De peger på, at begrebet ’sagens faktiske grundlag’ har en bredere betydning end blot oplagte fakta og uddyber, hvordan myndighederne i nogle tilfælde har pligt til at udlevere mere end ren fakta. I den forbindelse nævnes tre eksempler på sager, som anskueliggør dette: FOB 2014-14, FOB 2014-21 og FOB 2014-23.

Skoleelevers rettigheder
Ifølge årsberetningen viser flere sager fra 2015, at folkeskoler ikke følger grundlæggende forvaltningsretlige regler, når de træffer vidtgående beslutninger over for børn i alvorlige sager. Dermed mister børnene nogle vigtige retssikkerhedsgarantier. Det er udgangspunktet for artiklen Når skolen skal klare paragrafferne, der er skrevet af souschef Vibeke Lundmark. Ombudsmanden har i forbindelse med offentliggørelsen af årsberetningen desuden udsendt udtalelsen Folkeskoler glemmer elevers rettigheder.

Læs ombudsmandens beretning 2015.

Ikke grundlag for at nedlægge forbud mod Aydin Soeis bog Forsoning

Københavns Byret fandt ikke grundlag for at nedlægge forbud mod salg og markedsføring m.v. af bogen Forsoning. De omdiskuterede passager måtte forstås som forfatterens referat af samtaler med kilden og havde tilstrækkelig støtte i forfatterens mødenotater og kildens manglende protest.

Resumé
Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at nedlægge forbud mod salg og markedsføring m.v. af bogen ’Forsoning. Fortælling om en familie’. Bogen er skrevet af Aydin Soei som en dokumentarisk historie om hans opvækst i Avedøre Stationsby og handler bl.a. om farens mord i 1994 på en anden iransk mand, hvis søn forfatteren gik i skole med.

UnknownDet var de nu voksne børn til den myrdede mand, som begærede forbud nedlagt mod bogen. Begrundelsen var, at der i bogen blev fremsat usande sigtelser mod deres far – at han var voldelig og røg og forhandlede opium – og at dette var bagvaskelse, fordi sigtelserne fremstod som udtalelser fra sønnen Babak. De hævdede imidlertid, at citaterne var falske, hvilket i sig selv krænkede Babak Elmis ære, fordi han i bogen fremstilles som en, der fremsætter usande og særdeles hårde sigtelser mod sin far.

Forlaget gjorde heroverfor gældende, at citaterne i bogen er udtryk for Aydin Soeis subjektive forståelse af Babak Elmis fortælling om sin far, samt at bogen er et væsentligt bidrag til oplysning af samfundsmæssig interesse om de vilkår, hvorunder børn af flygtninge og indvandrere vokser op.

Københavns Byrets kendelse af 22. marts 2016
Byretten fastslog indledningsvis, at de omhandlede udtalelser i bogen isoleret set er sigtelser omfattet og beskyttet af straffelovens bestemmelser om injurier og bagvaskelse

Retten lagde imidlertid til grund, at Babak Elmi og Aydin Soei mødtes flere gange i 2014-2015 for at tale om deres opvækst, herunder hvordan drabet har påvirket dem og deres familier, og at de havde en sammenfaldende og gensidig interesse i at fortælle hinanden om deres erindringer, fordi de begge skrev på en bog om deres barndom og opvækst. Babak Elmi havde på intet tidspunkt protesteret mod, at Aydin Soei refererede ham og indholdet af deres samtaler i sin bog.

Retten fandt, at Babak Elmi herved havde givet samtykke til, at Aydin Soei ucensureret, uredigeret og uden videre tilladelse kunne referere fra deres samtaler i bogen. Retten fandt desuden, at udtalelserne om faren måtte forstås som Aydin Soeis referat af sine samtaler med Barak Elmi, og at referatet var understøttet af Aydin Soeis notater.

På den baggrund fandt retten, at Aydin Soei havde haft rimelig grund til at anse Babak Elmis udtalelser for sande i Babak Elmis erindrings optik, og at der dermed ikke var grundlag for at nedlægge forbud mod bogen.

Hvad betyder kendelsen?
Kendelsen har som udgangspunkt kun begrænset betydning – dels fordi der er tale om en byretskendelse, og dels fordi afgørelsen beror på en konkret bevisvurdering af hændelsesforløbet i sagen.

Det eneste, som springer i øjnene, er kendelsens bemærkninger om betydningen af, at Babak Elmi ikke protesterede mod, at Aydin Soei refererede ham og indholdet af deres samtaler i sin bog. Dommeren fandt som nævnt, at Babak Elmi herved havde givet samtykke til, at Aydin Soei ’ucensureret, uredigeret og uden videre tilladelse kunne referere fra deres samtaler i bogen.’

Dommeren sidestillede herved Babak Elmis manglende protest med et stiltiende samtykke, og konkluderede videre, at dette (stiltiende) samtykke gav Aydin Soei ubegrænset ret til at referere Babak Elmi for udtalelser, der indeholdt passager, som isoleret set er sigtelser omfattet og beskyttet af straffelovens bestemmelser om injurier og bagvaskelse.

Dette er umiddelbart en meget vidtgående konsekvens af en manglende protest – især i betragtning af, at dommeren særligt henviste til Babak Elmis forklaring om, at Aydin Soei på deres tredje møde svarede, at han indarbejdede deres samtaler i sin bog. Ifølge denne forklaring var bogen på dette tidspunkt dog allerede færdig og ved at blive trykt – og en protest ved denne lejlighed ville derfor ikke have kunnet ændre bogens indhold.

Kendelsen rejser derved spørgsmål om, hvor tydelig en kilde eller samtalepartner skal være om sine betingelser for at lade sig citere eller blive refereret for udtalelser af ærekrænkende karakter i dokumentariske eller (selv)biografiske værker (non-fiction). Normalt vil adgangen til at gengive ærekrænkende udtalelser i sådanne værker dog ikke være afhængig af samtykke, men af om der er tilstrækkeligt faktuelt belæg for at viderebringe sigtelsen. Et samtykke fra kilden vil som udgangspunkt bestyrke det faktuelle belæg, og i kendelsen blev en manglende protest altså sidestillet med et ganske vidtgående samtykke til at referere udtalelserne og opfattet som indikation for sigtelsernes troværdighed.

Debatarrangement om ytringsfrihed

Den 3. marts følger vi op på Flemming Roses anmeldelse af Ejvind Hansens bog Kugleregn møder kuglepen med et debatarrangement om ytringsfrihed på dmjx i Aarhus

Debatpanelet vil bestå af Flemming Rose, Ejvind Hansen og Geeti Amiri, og der vil være mulighed for spørgsmål fra tilhørerne. Debatten modereres af Vibeke Borberg.

Arrangementet er åbent for skolens studerende og ansatte, for medier og politikere i Arhus-området, som vil modtage særskilt invitation, og for interesserede fra offentligheden.

Arrangementet finder sted torsdag den 3. marts kl. 15 på dmjx i Aarhus, Olof Palmes Allé 11, 8200 Aarhus N.

Da tilhørerantallet er begrænset til 160 deltagere, bedes interesserede tilmelde sig. Tilmelding skal ske til presseansvarlig Dan Hansen på dh@dmjx.dk.