Ny rapport om aktindsigt i andre lande

Rapporten sammenligner regler om aktindsigt og fortrolighed i politiske beslutninger i Danmark og syv europæiske lande. Den skal bruges i forbindelse med Justitsministeriets evaluering af offentlighedsloven.

I den nye rapport – Åbenhed og fortrolighed i den ministerielle beslutningsproces – beskrives retstilstanden i syv  europæiske lande og sammenlignes  med de relevante regler i den danske offentlighedslov, især §§ 23-24 og 27, nr. 2.

Rapporten er udarbejdet af landsdommer og professor Niels Fenger og professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen. De undersøgte lande er Norge, Sverige, Finland, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Østrig.

Redegørelsen viser, at lovgivningen i alle syv lande indeholder regler, der tilsigter at beskytte den politisk-administrative beslutningsproces. Begrundelserne for disse regler varierer fra land til land. Fælles for dem har været et politisk flertals ønske om at etablere et ‘frirum’, hvor politikerne indbyrdes eller i samspil med embedsmændene kan udveksle information og synspunkter mht. hvorledes man i konkrete situationer skal løse det ene eller andet problem, uden at offentligheden får adgang til denne information, hedder det i opsummeringen.

Den samlede redegørelse af offentlighedsloven forventes at komme i maj.

Læs hele rapporten på justitsministeriet.dk.

Læs offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensens kommentarer til redegørelsen på aabenhedstinget.dk.

Muligheden for at kommentere er slået fra.