Kategori: Uncategorized

Oplysninger om private forhold skal slettes fra netmedier inden 3 år

privacy3Hvor mange medier husker egentlig at slette  informationer om enkeltpersoners rent private forhold på deres digitale platforme?

 

Netmediernes slettepligt
Alle offentligt tilgængelige netmedier, som er tilmeldt Pressenævnet i medfør af loven om  massemediers informationsdatabaser, har pligt til at slette informationer om enkeltpersoners rent private forhold senest 3 år efter forløbet af den begivenhed, der gav anledning til omtalen i netmediet. Dette følger af § 8, stk. 3 i lov om massemediernes informationsdatabaser.

Informationer om enkeltpersoners rent private forhold omfatter oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende.

Bestemmelsen indeholder en pligt for udbyderen af platformen til af egen drift at fjerne de pågældende oplysninger fra databasen, men da der ikke er noget, som tyder på, at reglen overholdes i praksis, har vi valgt at gøre særligt opmærksom på den her.

Slettepligten gælder ikke, hvis hensynet til den omtaltes interesse i, at informationerne slettes, undtagelsesvis bør vige for hensynet til informationsfriheden. Mediet  skal altså foretage en konkret vurdering af, om der er en sådan offentlig interesse i oplysningens tilgængelighed, at den ikke bør slettes inden for 3 års-fristen. Dette vil navnlig gælde væsentlige oplysninger om personer, som spiller en særlig rolle i offentligheden – så som politikere, magthavere og andre indflydelsesrige personer.

Hvilke medier er omfattet?
Listen af tilmeldte netmedier kan ses på www.pressenævnet.dk og omfatter bl.a. dr.dk, tv2.dk og belingskemedia.dk. Ikke tilmeldte netmedier er omfattet af reglerne i persondataloven, som i visse tilfælde stiller strengere krav til beskyttelse af personoplysninger på digitale platforme end loven om massemediers informationsdatabaser. Ikke tilmeldte digitale medier bør overveje at tilmelde sig Pressenævnet i medfør af loven om  massemediers informationsdatabaser § 6 for at få den mere fordelagtige retsstilling, som ofte vil følge af denne lov.

De presseetiske regler
I 2013 blev de Vejledende regler for god presseskik suppleret med en ny bestemmelse i pkt. B8, hvorefter tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger i digitale medier efter anmodning fra den omtalte kan forhindres i det omfang, det er muligt og skønnes rimeligt. Efter denne bestemmelse er et medie ikke forpligtet til at fjerne oplysninger fra nettet af egen drift, men til at behandle en anmodning herom fra den omtalte.

Pressenævnets praksis er indtil videre restriktiv, da ingen klagere endnu har fået medhold i at have krav på at få afindekseret oplysninger på digitale medier omfattet af medieansvarsloven.

Statsadvokaten afviser klage fra Politiken over anholdelse af fotograf på motorvej

Statsadvokaten har truffet afgørelse i Politikens klage over, at Syd- og Sønderjyllands Politi ikke ville kritisere politiets beslutning om at anholde fotograf Martin Lehmann på Sønderjydske Motorvej i september. Statsadvokaten er enig med politiet i både afgørelsen og begrundelsen og afviser dermed Politikens klage.

Afgørelsen
I afgørelsen af 30. oktober 2015 lægger Statsadvokaten vægt på, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte politiets skøn om, at det i den helt ekstraordinære situation på Søderjyske Motorvej var et påkrævet og proportionalt indgreb at påbyde repræsentanter for pressen at forlade motorvejen og at anholde og sigte Martin Lehmann efter at han 4 gange undlod at efterkomme politiets påbud om at forlade motorvejen.

Foto: Politiken
Foto: Politiken

Statsadvokaten mener således, at politiets indgreb var nødvendigt, og at politiet ikke kunne have løst situationen ved hjælp mindre indgribende midler end sigtelse og anholdelse. Statsadvokaten mener desuden, at politiets beslutning ikke blev truffet for at forhindre pressen i at dække situationen, men udelukkende af hensyn til den offentlige fred og orden og for at afværge fare for personers sikkerhed – og at der altså ikke blev varetaget usaglige hensyn i forbindelse med beslutningen om at sigte og anholde Martin Lehmann.

Statsadvokaten lægger herved vægt på, at pressens repræsentanter i mere end to timer havde haft lejlighed til at følge flygtningegruppen på motorvejen, og at de blev vejledt om, at de fortsat ville kunne følge situationen fra arealer langs motorvejen, da de blev påbudt at forlade motorvejen.

Kommentar til afgørelsen
Som flere eksperter har udtalt i forbindelse med sagen og statsadvokatens afgørelse, er det ganske vanskeligt at vurdere, hvordan domstolene vil bedømme hændelsen – og det er i sidste ende domstolene, som har kompetence til at afgøre, om politiet handlede i strid med hensynet til ytrings- og informationsfriheden, da de anholdt og sigtede Martin Lehmann for at opholde sig på motorvejen, efter at han var blevet påbudt at forlade den.

Årsagen til denne usikkerhed er især, at det er to meget tungtvejende hensyn, står over for hinanden i denne sag, og at det ikke på forhånd er givet, hvilket af disse hensyn, som vejer tungest. På den ene side er hensynet til den offentlige orden og forebyggelse af uro og fare for personer et tungtvejende hensyn, som politiet må have en vis frihed til at varetage konkret – særligt når der er tale om en helt ekstraordinær situation, som man ikke har erfaring med at håndtere. På den anden side er hensynet til mediernes mulighed for at dække og dokumentere begivenheden og dermed informere borgerne om den et lige så tungtvejende hensyn – igen fordi der er tale om en helt ekstraordinær situation af historisk karakter, og fordi der er tale om grundlovs- og konventionssikrede rettigheder.

Ingen af de tidligere afgørelser om mediernes tilstedeværelse i forbindelse med særlige begivenheder – fx Højesterets dom om demonstrationen i Svend Aukens have – tager stilling situationer af samme ekstraordinære karakter, og det er derfor svært at pege på retspraksis, som giver faste retningslinjer for, hvordan afvejningen i den foreliggende sag skal foretages.

Det er nu op til Rigsadvokaten at afgøre, om der skal rejses tiltale mod Martin Lehmann, og denne afgørelse ventes at foreligge i løbet af nogle måneder.

 

Dansk Folkeparti dømt for injurier i annonce

Københavns Byret har i dag afgjort, at Dansk Folkepartis omdiskuterede annonce om indfødsret var injurierende

Resumé
I slutningen af maj 2013 havde Dansk Folkepartiindrykket en annonce i bl.a. EkstraBladet, Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad med bl.a. følgende tekst: “Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed” og “…den potentielle terrorist…blandt de knap 700” efterfulgt af navne og bopælskommuner på de personer, herunder de 15 sagsøgere, der var optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.

Spørgsmålet var, om denne tekst indeholdt ærekrænkende sigtelser, der var strafbare efter straffelovens § 267.

images

Københavns Byrets dom af 23. oktober 2015
Byretten tog udgangspunkt i, at de nævnte hver især blev beskyldt for at være til fare for Danmarks sikkerhed og for at være en potentiel terrorist, og at sådanne udsagn efter en naturlig sproglig forståelse indeholder en beskyldning om strafbart forhold af alvorlig karakter. Der var imidlertid ikke belæg for beskyldningen om strafbart forhold imod nogen af de nævnte personer, og Dansk Folkeparti kunne derfor kun frifindes, hvis hensynet til ytringsfriheden opvejede hensynet til de nævntes ære og omdømme.

Ved afvejningen af disse modstående hensyn kom byretten frem til, at hensynet til de nævntes ære og omdømme vejede tungest. Annoncen blev ganske vist bragt som led i en offentlig debat om et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse, men der måtte lægges særlig vægt, at de alvorlige beskyldninger var fremsat mod privatpersoner, som ikke forud for annoncen havde deltaget i den offentlige debat om emnet, og at der ikke er belæg for beskyldningen om strafbart forhold imod nogen af de nævnte.

Dansk Folkeparti blev derfor dømt for injurier, herunder en straf på 10 dagbøder a 1.000 kr., en godtgørelse på 10.000 kr. til hver af sagsøgerne og 30.000 kr. til at dække omkostningerne ved offentliggørelse af dommen.

Hvad betyder dommen?
Dommen bekræfter princippet om, at den, som fremsætter ærekrænkende sigtelser som led i en offentlig debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse, nyder en udstrakt grad af ytringsfrihed og ikke kan pålægges at føre sandhedsbevis på sine udtalelser. Ytringsfriheden i den offentlige debat er dog ikke ubegrænset, og det betyder navnlig, at man skal opfylde de samme krav, der stilles til journalister – dvs. at man skal handle i god tro og på et faktuelt korrekt grundlag og tilvejebringe pålidelig og præcis information i overensstemmelse med god presseskik.

Disse grænser var overskredet i denne sag, fordi de alvorlige beskyldninger var fremsat mod privatpersoner, som ikke forud for annoncen havde deltaget i den offentlige debat om emnet, og fordi der ikke er belæg for beskyldningen om strafbart forhold imod nogen af de nævnte.

Læs dommen her

Her & Nu bringer usædvanlig berigtigelse

MarieEfter krav fra Kongehuset beklager Her & Nu at have viderebragt usande oplysninger om, at prinsesse Marie har fået foretaget en brystforstørrende operation i Litauen 

Baggrunden for hoffets reaktion var ugebladets forsidehistorie den 30. september om, at prinsesse Marie sidste år havde fået opereret sine bryster større på en klinik i Litauen.

Ifølge Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby er alle grænser i dette tilfælde overskredet. Der er tale om en usand historie – prinsesse Marie aldrig har været på klinikken og har i øvrigt aldrig har været i Litauen.

Når der alligevel er tale om en usædvanlig berigtigelse, skyldes det, at Her & Nu samtidig fastholder, at der er troværdige kilder til historien – og at kilderne tilmed har genbekræftet deres oplysninger efter Kongehusets henvendelse til Her & Nu. Men da chefredaktøren ikke vil afsløre kilderne – hvilket han ville være nødt til at gøre, hvis det kom til en retssag – trækker ugebladet i stedet historien tilbage.

Det er imidlertid en usædvanlig fremgangsmåde for et medie, som lever af at fortælle nærgående historier om kendte og kongelige. Normalt er det sådan, at man enten lægger sig ned og trækker en historie tilbage, som man ikke kan dokumentere, eller også fastholder man historien og dokumenterer sine oplysninger.

Her sætter man sig i stedet mellem to stole og lader det nu være op til ugebladets læsere (og mange andre, som har interesseret sig for sagen) at vurdere, hvem de tror mest på: Kongehusets statement om, at prinsesse Marie aldrig har været på klinikken og har i øvrigt aldrig har været i Litauen, eller chefredaktørens udtalelse om, at Her & Nu skam har troværdige kilder til historien, som de bare ikke vil stå frem med og derfor berigtiger.

Læs mere på dr.dk

Hør debatten i Mennesker og medier

Stig Ørskov ny formand for Danske Medier

Adm. direktør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov afløser Lisbeth Knudsen som formand for Danske Medier. Han vælges officielt på generalforsamlingen til maj næste år og er indtil da konstitueret på posten

Stig Ørskov oplyser til Politiken, at han glæder sig til at stå i spidsen for organisationen, som efter hans opfattelse spiller en væsentlig rolle, når det handler om at skabe gode og bæredygtige rammevilkår for de private og uafhængige medier.

I interviewet i Politiken peger Stig Ørskov på, at følgende indsatsområder er særligt vigtige for Danske Medier:

1. Det skal sikres fair konkurrencevilkår med statsmedierne, herunder navnlig DR’s netportal – og det skal navnlig ske ved at etablere login på dr.dk og begrænse dr.dk til kun at formidle de væsentligste nyheder i et omfang, som svarer til tekst-tv.

2. Det skal sikres fair konkurrencevilkår med Google, Facebook og Twitter – de har nogle helt andre og gunstige skatte- og og overenskomstsvilkår, end danske medier, og det gør konkurrencen om annoncekroner unfair. Målet er større ensartethed i de vilkår, virksomhederne drives under.

3. Uddannelserne skal gøre kandidater klar til digitale medier – både journalister og kommercielle medarbejdere skal have kompetencer, der passer til en digital tidsalder, og uddannelserne skal følge med i medieudviklingen og sikre, at nyuddannede har de kompetencer, som medierne skal bruge.

Vi ønsker Stig Ørskov tillykke med posten som formand for Danske Medier.

Interviewet i Politiken med Stig Ørskov kan læses her.

 

Mogens Camre dømt for udtalelse på Twitter

Mogens Camre er blevet idømt en bødestraf for en racistisk udtalelse på Twitter om Hitler, jøder og muslimer

Retten i Glostrup har den 18. august 2015 idømt forfatter og politiker Mogens Camre (DF) en bøde på 8.000 kr. for overtrædelse af straffelovens § 266 b (racismeparagraffen). Domfældelsen vedrører et tweet sidste år, hvor Mogens Camre skrev: ‘Om jødernes situation i Europa: muslimerne fortsætter hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.’

Mogens-Camre-(O)

Rettens flertal (2 dommere) fandt, at at udtalelsen efter sit indhold var egnet til at virke forhånende ognedværdigende overfor en gruppe af personer på grund af deres religion. Udtalelsen var fremsat på twitter, et medie som sikrer en umiddelbar udbredelse til en større gruppe, og dermed strafbar. Én dommer ville derimod frifinde Mogens Camre.

Mogens Camre har anket dommen til Østre Landsret.

Se pressemeddelelsen fra Retten i Glostrup

Bent Jensen dømt for udtalelser om, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent

Højesteret har sat punktum i en årelang injuriesag. Bent Jensen er blevet idømt 10 dagbøder á 1.000 kr. for udtalelser om, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent under Den Kolde Krig. Han skal desuden betale en tortgørelse på 100.000 kr. og godt 500.000 kr. i sagsomkostninger til Jørgen Dragsdahl. 

Resumé
Bent Jensen fremsatte i 2007 og 2008 i en række landsdækkende aviser forskellige udtalelser om, at Jørgen Dragsdahl havde været KGB-agent under Den Kolde Krig, og at PET havde vidst dette. Spørgsmålet i sagen var, om udtalelserne var strafbare.

Højesterets dom
Ved dom af 3. juni 2015 fastslog Højesteret, at udtalelserne var æreskrænkende sigtelser om, at Jørgen Dragsdahl har begået et strafbart forhold. Højesterets flertal fandt ikke, at Bent Jensen havde haft belæg for at fremsætte så alvorlige beskyldninger, mens et mindretal på 2 ud af 7 dommere ville frifinde ham.

Som begrundelse anførte flertallet, at der på den ene side måtte lægges vægt på, at Bent Jensen havde udtalt sig som led i en offentlig debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse, og at Jørgen Dragsdahl som kendt journalist og aktiv debattør måtte tåle at være genstand for kritisk omtale og vurdering.

På den anden side der var tale om beskyldninger om strafbare forhold, som Bent Jensen ikke havde haft belæg for at fremsætte, bl.a. fordi Bent Jensen vidste, at PET efter en omfattende efterforskning havde vurderet, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale mod Jørgen Dragsdahl.

Efter en samlet afvejning af hensynet til Bent Jensens ytringsfrihed over for hensynet til beskyttelse af Jørgen Dragsdahls omdømme fastslog Højesterets flertal derfor, at beskyldningerne om agentvirksomhed var strafbare.

Bent Jensen blev samtidig frifundet for udtalelser om, at Jørgen Dragsdahl havde deltaget i konspirative møder med KGB-officerer og bedrevet desinformation, da disse udtalelser ikke var uden faktuelt grundlag.

Hvad betyder dommen?
Dommen fastslår, at strafbarheden af de æreskrænkende sigtelser i denne sag skal bedømmes efter de principper, som almindeligvis gælder for ytringsfrihedens grænser i den offentlige debat, og at der dermed ikke gælder en særlig udvidet ytringsfrihed for forskere, når de deltager i den offentlige debat. Det er altså den sædvanlige metode, hvor hensynet til ytrings- og informationsfriheden skal afvejes over for hensynet til beskyttelse af den angrebnes omdømme, som skal anvendes ved bedømmelsen af sigtelsernes strafbarhed.

I denne afvejning indgår på den ene side, at skal der være plads til en fri og skarp debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse, og aktive debattører, som er kendt i offentligheden, må tåle at være genstand for kritisk omtale og vurdering.

På den anden side skal debattører, som fremsætter æreskrænkende sigtelser som led i en sådan debat, have faktuelt belæg for at gøre det. Heri ligger ikke, at man skal kunne føre sandhedsbevis, men at man skal overholde de krav, som gælder for journalister. Dvs. at man skal ”act in good faith and on an accurate factual basis and provide ”reliable and precise” information in accordance with the ethics of journalism”.

Se dommen

Se sagens domme fra byretten, landsretten og Højesteret

Hør Vibeke Borberg på P1 Eftermiddag den 3. juni

Pressenævnet udtaler alvorlig kritik af Ekstra Bladet for dækning af dødsbranden i Nakskov

Ekstra Bladet tog ikke tilstrækkeligt hensyn til de efterladte, da avisen bragte navne på og billeder af de omkomne børn kort tid efter branden. Det fastslår Pressenævnet, som i 2 nye kendelser udtaler alvorlig kritik af Ekstra Bladet.

Kendelserne tager særligt stilling til, i hvilket omfang medierne må hente og offentliggøre billeder fra åbne Facebook-profiler uden samtykke, og hvordan “offentlig interesse” skal defineres i presseetisk sammenhæng.

Billeder fra Facebook
Pressenævnet fastslår, at Ekstra Bladet har tilsidesat god presseskik ved at hente og offentliggøre billeder af de afdøde børn fra en Facebook-profil uden samtykke. Ekstra Bladet har derved groft tilsidesat den hensynsfuldhed og takt over for de efterladte, som dels fremgår af de vejledende presseetiske regler, og som man i øvrigt kunne forvente i denne situation.

Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tale om en åben eller lukket Facebook-profil, fremgår det af kendelsen:

”At billeder lægges på en Facebook-profil er ikke ensbetydende med et stiltiende samtykke til offentliggørelse, og særligt ikke, når der er tale om mindreårige børn, som er ofre for en voldsom ulykke og på et tidspunkt, hvor klageren endnu ikke havde indvilget i at udtale sig til Ekstra Bladet.”

Offentlig interesse
Pressenævnet fastslår endvidere, at begrebet ”klar almen interesse” er normativt, hvilket vil sige, at det ikke er afgørende, om mange mennesker faktisk er interesset i at læse en given historie: Massemedierne bør altid holde sig for øje, hvad der er i offentlighedens interesse, og hvad der tilhører privatlivets fred.

Oplysninger om en voldsom dødsbrand og efterforskningen af branden kan være oplysninger, der har offentlig interesse. Ekstra Bladets intensive og nærgående reportager om branden i Nakskov, som bl.a. afslørede ofrenes identitet kort tid efter branden, overstiger imidlertid offentlighedens interesse i detaljerede oplysninger om ofrene og deres pårørende.

”Uanset om Ekstra Bladet den 31. januar 2015 via oplysninger fra familie, naboer og vidner m.v. med stor sandsynlighed kunne antage, at de havde vished for børnenes identitet, var det ikke foreneligt med reglerne om, at også pårørende til ofre for ulykker skal vises det størst mulige hensyn, at Ekstra Bladet på så tidligt et tidspunkt offentliggjorde navnene på de omkomne.” Dette gælder, uanset om oplysningerne om børnenes identitet efterfølgende viste sig at stemme overens med virkeligheden og således var ”korrekte”.

Se kendelse vedr. 1. sag

Se kendelse vedr. 2. sag

 

Højesteret ophævede navneforbud for advokat tiltalt for skyldnersvig

Højesteret ophævede i en kendelse fra februar 2015 navneforbuddet for en advokat, som er tiltalt for grov kriminalitet. Det talte imod navneforbud, at han havde udført handlingerne i sin egenskab af advokat, og der forelå ikke personlige forhold, som gjorde en ophævelse af navneforbuddet særligt belastende.

Resumé
En advokat blev i april 2012 sigtet for medvirken til groft skyldnersvig begået sammen med to andre personer, og byretten afsagde i maj 2012 kendelse om navneforbud vedrørende ham. Efter at der i april 2014 blev rejst tiltale mod advokaten, anmodede en journalist og DR om ophævelse af navneforbuddet. Byretten ophævede forbuddet i juni 2014, men landsretten fandt ikke grundlag for at ophæve forbuddet. Højesteret ophævede imidlertid navneforbuddet og stadfæstede byrettens kendelse.

Højesterets kendelse
Ved kendelse af 26. februar 2015 stadfæstede Højesteret byrettens kendelse, som fastslog, at det ud over den alvorlige kriminalitet måtte tages i betragtning, at tiltalte – såfremt han findes skyldig – har udført handlingerne i sin egenskab af advokat, og som sådan indtager en særlig samfundsmæssig stilling. Det kan ikke tillægges nogen selvstændig betydning, at tiltalte tidligere har været byrådsmedlem og viceborgmester. Da der ikke forelå særlige forhold af personlig karakter, der gjorde ophævelse af navneforbuddet særligt belastende, blev påstanden om ophævelse af navneforbuddet taget til følge.
Højesteret henviste i den forbindelse til, at retten ved afgørelsen om navneforbud skal tage hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning, og at det taler mod nedlæggelse af navneforbud, hvis sigtede (tiltalte) har indtaget en stilling, som i forhold til offentligheden er særligt betroet.

Hvad betyder kendelsen
Kendelsen bekræfter, at det ved afgørelsen af om der kan nedlægges navneforbud, ikke i sig selv bør være udslagsgivende, om omtalen af straffesagen vil være særligt belastende for den sigtede (tiltalte), fordi vedkommende er kendt i offentligheden. Dette gælder især, når det drejer sig om grov kriminalitet, og den sigtede (tiltalte) har indtaget en betroet stilling i forhold til offentligheden – fx som læge, advokat og andre med autorisation til udføre bestemte hverv, folkevalgte og højtstående embedsmænd eller dommere, chefer i anklagemyndighed eller politi eller lignende samfundsmæssige funktioner.
Der kan foreligge særlige forhold af personlig karakter, som efter en konkret vurdering taler for navneforbud, selvom den sigtede (tiltalte) har indtaget en betroet stilling i forhold til offentligheden.

Se kendelsen

Retningslinjer for langsom aktindsigt

Offentlighedsloven sikrer ret til aktindsigt i en myndigheds generelle retningslinjer for behandling af bestemte sagstyper (§ 26, nr. 4). Denne ret gælder uanset undtagelser for interne dokumenter, ministerbetjening m.v.

Journalist Thomas Foght, Metroxpress søgte 2. november aktindsigt i Justitsministeriets interne retningslinjer for behandling af sager om aktindsigt, og ministeriet gav aktindsigt 19. november.

Justitsministeriet skriver til Metroxpress, at det er tvivlsomt, om retningslinjerne er omfattet af retten til aktindsigt, men ministeriet “har dog truffet afgørelse om” at give aktindsigt efter reglen om meroffentlighed (§ 14, stk.1). Se svar fra Justitsministeriet.

Proceduren i korte træk

Det fremgår af Justitsministeriets retningslinjer, at Forvaltningsretskontoret skal inddrages i sager om aktindsigt. Fagkontoret, som sagen hører under, skal udfylde et skema og sende relevante dokumenter til Forvaltningsretskontoret. Et udkast til afgørelse skal sendes til fagkontoret med en frist for kommentarer på højst 2 arbejdsdage.

“Efter behov” forelægges sagen for afdelingschefen i Lovafdelingen og evt. departementschef/minister. I særlige tilfælde f.eks. “følsomme sager” nedsættes en “taskforce”. Det skal overvejes, om der er behov for forudgående orientering af særlige rådgivere/pressechef, inden dokumenter udleveres. Se Justitsministeriets retningslinjer vedr. aktindsigt.



Kritik og svar
Metroxpress omtaler Justitsministeriets retningslinjer 24.november.I artiklen kritiserer jeg, at offentlighedslovens krav til hurtighed ikke fremgår af ministeriets retningslinjer, og at proceduren er så besværlig, at man ikke kan overholde kravene til hurtighed i den lov, som de selv har lavet.

Justitsministeriet afviser, at det ikke overholder reglerne om hurtighed, og skriver i en mail til Metroxpress bl.a., at “dem, der behandler sagerne er således fuldt ud bekendt med offentlighedslovens frister og de målsætninger for behandlingen af aktindsigtssager, som er opstillet i lovens forarbejder.

Det gælder også målsætningen om, at sager, der er klart identificerede, og som indeholder et begrænset antal dokumenter, som ikke kræver en nærmere gennemgang, færdigbehandles i løbet af 1-2 arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen.” Læs artikel på metroxpress.dk.

Kommentar

Aktindsigt i en myndigheds generelle retningslinjer vil ofte have offentlig interesse. Retningslinjer kan dels handle om procedure som Justitsministeriets retningslinjer for aktindsigt, men kan også handler om kriterier for de afgørelser en myndighed skal træffe f.eks. tildeling af ydelser efter den sociale lovgivning. 

Anmodningen om aktindsigt fra Thomas Foght var klart identificeret og handlede kun om et enkelt dokument nemlig ministeriets generelle retningslinjer for behandling af aktindsigt.

Der er ikke tvivl om, at sådanne retningslinjer skal udleveres (§ 26, nr.4). 

Nogle myndigheder, der selv er klar over, at en aktindsigt er trukket for længe, skriver uden nærmere forklaring, at aktindsigten er tvivlsom, men der “dog” gives aktindsigt som meroffentlighed.

Man tænker måske, at det er usandsynligt at få en klage, når der “dog” gives aktindsigt. Denne finte bruges også af Justitsministeriet i svaret til Metroxpress, som først kommer efter 13 arbejdsdage. 

Justitsministeriets interne retningslinjer for aktindsigt nævner ikke, at anmodninger om anmodninger om aktindsigt skal besvares “snarest” ifølge offentlighedsloven (§ 36, stk. 2). Det fremgår ikke, at ministeriet skal tilstræbe at træffe afgørelse i løbet af 1 – 2 arbejdsdage i klart identificerede sager om et begrænset antal dokumenter, som ikke kræver nærmere overvejelse.

Ministeriets embedsmænd kender sikkert lovens krav til hurtighed. For så vidt kan det være overflødigt at nævne hovedreglen om 1 – 2 arbejdsdage, men lidt underligt når andre frister bliver nævnt. Problemet er, at Justitsministeriets interne procedure er tilrettelagt sådan, at lovens hovedregel om hurtighed ikke kan opfyldes.