Tagged: Boganmeldelse

Guidelines til håndtering af hate speech på nettet

Hvor går grænsen mellem barsk kritik og hadefuld tale? Det giver UNESCO’s rapport Countering online hate speech et bud på, som også kan bruges i Danmark.

Det er en kompliceret balancegang, når forsvaret for en fundamental rettighed som ytringsfrihed skal afbalanceres med  beskyttelse af almindelig menneskelig værdighed.

Countering online hate speech giver et overblik over, hvordan begrebet hate speech tolkes rundt omkring i verden, og hvordan private virksomheder som Facebook, Twitter og Google opererer med egne udbyggede definitioner. Rapporten gennemgår også de tiltag, der er iværksat lokalt, nationalt og internationalt for at dæmme op for hate speech særligt på sociale medier.

Andrew Sellars fra Boston University School of Law gav i december 2016 sit bud på at definere hate speech i paperet Defining hate speech.

Download rapporten Countering online hate speech

Rapporten er udgivet i UNESCO Series on Internet Freedom

Countering online hate speech. Af Iginio Gagliardone, Danit Gal, Thiago Alves & Gabriela Martinez. UNESCO, 2015. 71 sider.

International rapport om mediernes etiske udfordringer

Den årlige rapport fra Ethical Journalism Network (EJN ) om de væsentligste etiske udfordringer for medier og journalister i 2016 er netop udkommet. Rapporten indeholder bl.a. en række tips og guidelines til fair journalistik.

Rapporten tematiserer de væsentligste etiske spørgsmål, der har trængt sig på i årets løb for nyhedsmedierne verden over – lige fra emner med stor bevågenhed i de vestlige medier som Brexit og Donald Trump til hate speech i mediedækningen i Asien og Afrika.

Et centralt kapitel i rapporten handler om etik i nyhedsbilleder: Refugee images – ethics in the picture. Udgangspunktet er billedet af den døde flygtningedreng Aylan Kurdi, som fra den ene dag til den anden satte et menneskeligt ansigt på flygtningekrisen. Selv om billedet blev delt vidt og bredt på de sociale medier, vakte publiceringen i de etablerede medier alligevel stærke følelser. I rapporten kan man læse om de overvejelser og beslutninger, der træffes på redaktionerne, før billeder af flygtninge og krigsofre dukker op i aviser eller som videoer og stillbilleder på en skærm.

En andet nøglepunkt i år er falske nyheder, som behandles i kapitlet Fake News: Facebook and Matters of Fact in the Post-Truth Era.

Som noget af det positive fra nyhedsstømmen i 2016 fremhæver rapporten afsløringen af den store korruptionssag omkring Panama Papers, hvor 400 journalister fra 80 lande deltog.

Læs hele rapporten

Kommentarer lukket til International rapport om mediernes etiske udfordringer Posted i Tagged med ,

De besatte – ny bog af Flemming Rose

debesatteFlemming Roses nye bog er et vigtigt bidrag til debatten om ytringsfrihedens vilkår, hedder det i flere anmeldelser.

Bogen handler først og fremmest om den tidligere kulturredaktørs tid på Jyllands-Posten, hvor han spillede en central rolle i forbindelse med Muhammed-tegningerne.Efterfølgende blev Flemming Rose en efterspurgt debattør.

I bogen beskriver han, hvordan ledelsen i JP/Politikens Hus forsøgte at begrænse hans ytringsfrihed og optræden i offentligheden. Ifølge ledelsen i JP/Politikens Hus var det nødvendigt af hensyn til de øvrige medarbejderes sikkerhed.

En lang række journalister og kulturfolk har indstillet Flemming Rose til Cavling-prisen for trilogien Tavshedens tyranni, Hymne til friheden og De besatte. I indstillingen hedder det bl.a.: ‘… har Rose i flere år på egen person oplevet, at mens JP/Politikens ledelse holdt de fine idealer højt udadtil, gik den indadtil overordentlig grundigt til værks for at lukke munden på den mand, som i offentligheden var ytringsfrihedens mest markante stemme’.

De besatte. Af Flemming Rose. People’sPress, 2016.

Ejvind Hansen anmelder ‘MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark’

menBogen giver et godt detaljeret indblik i en bestemt side af ytringsfrihedens historie, men er som al historiefortælling også  et partsindlæg, skriver Ejvind Hansen i sin anmeldelse af Mchangama og Stjernfelts 1081 sider lange bog om ytringsfriheden.

 

Af Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved DMJX

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt har med bogen gjort en vigtig bog, som har meget på hjerte, og som baserer sig på en historisk viden og detaljerigdom, der vil være oplysende for de fleste læsere. Særligt vil bogen tjene et vigtigt og godt formål i at minde os om de udfordringer, der trænger sig på, når vi sætter grænser for ytringsfriheden.

Man skal imidlertid heller ikke være blind for, at bogen samtidig er et partsindlæg. Dette bliver tydeligt gennem en klar tilskæring efter hvem, der er helte og skurke. Tilskæringen er mulig, fordi forfatterne har et klart defineret ideal for ytringsfriheden: Ytringsfriheden bør være så ubegrænset som mulig – ja, faktisk er de eneste grænser, som forfatterne synes at acceptere, fremstillingen af børneporno (s. 612-4) og “direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og grove og usande sigtelser mod enkeltpersoner” (s. 944).

Som en af dem der åbent har vedstået at være tilhænger af “Ytringsfrihed – MEN” (som er bogens hovedfjende) har det været givende at blive udfordret på mine synspunkter. Når jeg skriver, at bogen er vigtig, er det imidlertid også vigtigt for mig at sige, at det kunne være rigtig godt, hvis en historiker med et andet syn på ytringsfriheden skrev en tilsvarende bog. For som forfatterne skriver i bogen, så bruger man jo ofte historieskrivning til at retfærdiggøre sig selv (s. 88).

Adskillelse mellem tale og handling
Særligt savner jeg en refleksion over bogens hovedpointe om, at alt for mange overser pointen om, at man bør adskille ytringer og handlinger. Synspunktet bygger på oplysningstidens tænkere (Spinoza og Kant) og deles også af koryfæer som Birkner, Grundtvig, Pio og PH.

Mit personlige problem er bare, at selve den skarpe adskillelse mellem tale og handling er åbenlyst forkert. Dermed gør jeg mig i forfatternes øjne til en “pedant” (s. 937-8). Men jeg er ikke sikker på, at f.eks. forældrene til de børn, der gennem ytringer på Facebook er blevet mobbet til selvmord synes pointen er så pedantisk. Eller at den medarbejder, der møder ordene “Du er fyret!” fordi chefen ikke kan lide de ting, som man står for, synes pointen er pedantisk.

Forfatterne kommer meget kort ind på talehandlingsteoriens indvending mod deres position, hvor de påpeger at talehandlingsteoretikerne jo fastholder en distinktion mellem tale og handling (s. 938). Men forfatterne overser fuldstændig den dybere pointe: Selvom vi kan skelne mellem tale og handling, så er der altid også handling i at tale. Og derfor kan talen gøre lige så stor skade som alle mulige andre handlinger. Det er jo ikke det samme som at sige, at alle talehandlinger er lige så skadelige som alle almindelige handlinger (og omvendt i øvrigt). Men pointen bliver jo, at når tale også kan have handlingsmæssige implikationer, så kan vi ikke bygge hele ytringsfrihedsteorien op omkring en skarp adskillelse.

Frisættelse af alle stemmer
Betyder en frisættelse af alle stemmer, at flest mulige kommer til orde? Eller betyder det blot at de stærkeste stemmer råber så højt at svagere stemmer overtrumfes? Jeg er her med på, at vi får noget bøvl, når vi skal definere hvilke stemmer, der er svage og stærke. Men vi får altså også noget bøvl ved at ignorere spørgsmålet helt.

Opsummerende kan man sige, at bogen giver et godt detaljeret indblik i en bestemt side af ytringsfrihedens historie, og som sådan er det en vigtig bog. Men som al historiefortælling er også denne et partsindlæg. Med lidt held bliver den en opfordring til at andre tager den samme handske op – så vi kan få den gode debat om grænserne for ytringsfrihed, som er en helt uomgængelig forudsætning for et vel reguleret demokratisk samfund.

Læs en udvidet udgave af denne anmeldelse på Ejvind Hansens blog

MEN. Ytringsfrihedens historie i Danmark. Af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt. Gyldendal, 2016. 1081 sider.

Kommentarer lukket til Ejvind Hansen anmelder ‘MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark’ Posted i Tagged med ,

Ny bog om mediejura for journalister og andre mediearbejdere

Forfatterne til den juridiske moppedreng Medieretten (2013) har nu skrevet en noget lettere bog om mediejura for journalister og andre mediearbejdere.

mediejuraforjournalisterDet er juraprofessorerne Søren Sandfeld Jakobsen, Aalborg Universitet og Sten Schaumburg-Müller, Syddansk Universitet, som står bag bogen, der netop er udkommet på Jurist- og Økonomforbundets forlag.

Mediejura for journalister – og andre mediearbejdere er baseret på forfatternes mere omfangsrige værk Medieretten. Men mens Medieretten primært henvender sig til jurister, har den nye bog fokus på de problemstillinger, som journalister og andre mediearbejdere står over for i deres daglige arbejde.

 

Bogen vil senere blive anmeldt her på siden af Vibeke Borberg.

Se forlagets omtale af bogen

Mediejura for journalister – og andre mediearbejdere. Af Søren Sandfeld Jakobsen og Sten Schaumburg-Müller. Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2016. 375 kr.

Kommentarer lukket til Ny bog om mediejura for journalister og andre mediearbejdere Posted i Tagged med

Ny bog om mediejura for journalister og andre mediearbejdere

Forfatterne til den juridiske moppedreng Medieretten (2013) har nu skrevet en noget lettere bog om mediejura for journalister og andre mediearbejdere.

mediejuraforjournalisterDet er juraprofessorerne Søren Sandfeld Jakobsen, Aalborg Universitet og Sten Schaumburg-Müller, Syddansk Universitet, som står bag bogen, der netop er udkommet på Jurist- og Økonomforbundets forlag.

Mediejura for journalister – og andre mediearbejdere er baseret på forfatternes mere omfangsrige værk Medieretten. Men mens Medieretten primært henvender sig til jurister, har den nye bog fokus på de problemstillinger, som journalister og andre mediearbejdere står over for i deres daglige arbejde.

 

Bogen vil senere blive anmeldt her på siden af Vibeke Borberg.

Se forlagets omtale af bogen her.

Mediejura for journalister – og andre mediearbejdere. Af Søren Sandfeld Jakobsen og Sten Schaumburg-Müller. Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2016. 375 kr.

To nye rapporter om medietendenser tegner dystre fremtidsudsigter

Stigende produktionspres, faldende indtægter og dalende journalistisk kvalitet er de dystre fremtidsudsigter i mediebranchen, når journalisterne selv skal sige det.

Det gør de både i en ny dansk rapport fra SDU og i en international rapport fra kommunikationsfirmaet MyNewsDesk.

Ifølge Mediernes Tilstandsrapport 2016 fra SDU er mediebranchens største udfordringer følgende:

  • produktionspresset på nyhedsmediernes redaktioner er stigende
  • publicistiske virksomheder har stadig sværere ved at få brugerne til at betale for indhold
  • den offentlige forvaltning er blevet mere lukket
  • den journalistiske kvalitet i nyhedsmedierne er dalende
  • de sociale medier forfladiger den offentlige debat
  • grænserne mellem reklamer og redaktionelt indhold udviskes
  • kommunikationsbranchen har for stor indflydelse på nyhedsmedierne

(Figur 1 i rapporten)Unknown

Rapporten er blevet til i et samarbejde mellem Center for Journalistik på SDU og Den Danske Publicistklub. Knap 3000 medlemmer af Dansk Journalistforbund har svaret på et spørgeskema fra forskerne på SDU.

‘Det er forbundne problemer, hvor det ene problem afføder det andet. Generelt tegner der sig et billede af en branche under pres. Der er et økonomisk pres, som fører til et produktionspres, der så leder til en oplevelse af dalende kvalitet,’ siger medieforsker Søren Schultz Jørgensen fra Syddansk Universitet til journalisten.dk.

Journalism Trends 2016

Den internationale rapport Journalism Trends 2016 fra kommunikationsfirmaet MyNewsDesk er baseret på interviews med 2000 journalister rundt omkring i verden, inkl. danske. Journalisterne har svaret på, hvordan de arbejder, og hvordan de forestiller sig branchen vil se ud om 5 år. Bl.a. er de blevet spurgt om, hvad der definerer en journalist. Svaret afhænger meget af, hvilket land journalisterne kommer fra. Men på tværs af landene er de dog enige om, at en journalist

  • arbejder med indhold
  • tilstræber at være objektiv
  • fortæller en historie
  • har et publikum

I fremtiden vil flere journalister arbejde på freelance-basis og som journalistiske entreprenører, hedder det i rapporten, der også peger på den udfordring, at adskillelsen mellem kommercielt og redaktionelt indhold ikke længere vil være så tydelig.

journalisten.dk følger rapportens forfatter, journalist Janne Aagaard, op på debatten med bud på journalistiske jobbeskrivelser om fem år. Det er med journalisten i rollen som blogger, som indholdsleverandør og som medie. I den fagre nye verden skal journalisten selv tjene sin hyre på sin viden og faglighed og ikke mindst ved at omfavne kommercielle produkter eller partnere, skriver Janne Aagaard.

Mediernes Tilstandsrapport 2016 kan downloades på sdu.dk

Journalism Trends 2016 kan downloades hos MyNewsDesk

Flemming Rose anmelder ny bog af Ejvind Hansen om ytringsfrihed

Det kan ende med, at vi kommer til at grine sammen med terroristerne og ikke af dem, skriver Flemming Rose om Ejvind Hansens tilgang til ytringsfriheden i Kugleregn møder kuglepen

Af Flemming Rose

Hvis man skærer ind til benet, findes der toKugleregn tilgange til ytringsfriheden. Den ene har rod i Antikkens bystat. Her forestillede man sig ytringsfriheden som demokratiets fundament. I Rom så man til gengæld ytringsfriheden som frihedens fundament. Disse to ideer, formuleret i begreberne parrhesia og libertas, dvs. ytringsfriheden som et instrument til at fremme en bestemt samfundsorden over for ytringsfriheden som en rettighed, der eksisterer uafhængig af den politiske indretning af et samfund, har skilt vandene gennem idehistorien.

Social ingeniørkunst
Ejvind Hansen (EH) hører til dem, der ser ytringsfriheden som et instrument til at fremme en demokratisk orden, mens denne anmelder anskuer ytringsfriheden som en individuel rettighed, der bunder i den nære forbindelse mellem tankefrihed på den ene side og religions-, ytringsfrihed og tolerance på den anden. Denne forskel betyder, at EH tror mere på social ingeniørkunst, flere lovmæssige begrænsninger af ytringsfriheden og en central styring af, hvem der har ret til at sige hvad om hvem i bestræbelserne på at få det samfund, han ønsker, mens jeg lægger vægt på den enkeltes evne til at vurdere og reagere på andres ytringer uden statslig indblanding. Samtidig har jeg ikke den store tillid til statens evne til at optræde som neutral mægler, især ikke i et multikulturelt samfund.

Arrogance over for meningsmodstandere
Desværre kan EH ikke dy sig for en vis arrogance over for sine meningsmodstandere. Han reducerer deres position til en karikatur: ”Der findes kun én måde at være frihedsfundamentalist på: ved ikke at forstå, hvad man snakker om,” skriver han. Jeg kender ingen, der går ind for en ubegrænset ytringsfrihed, gør EH? Uenigheden går på, hvilke og hvor mange begrænsninger, der er nødvendige for at sikre lighed, frihed og den sociale fred. EHs reduktion af modparten til en karikatur underminerer hans påståede ambition om at ville den gode ytringsfrihed, den gode satire og dialogen. Hvis EH vil tages alvorlig på sine egne præmisser, så bør han leve op til de idealer, han prædiker.

Angrebet på Charlie Hebdo
EH tager udgangspunkt i angrebet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015, hvor 11 mennesker samt én politimand på gaden blev slået ihjel. EH mener, at vi har glemt, hvad ytringsfriheden kan og skal. At der findes god og forkert ytringsfrihed. Lige som der findes god og dårlig satire. EH foretrækker satire, der får os til at grine sammen og ikke af hinanden. Spørgsmålet bliver så, hvem skal definere god og dårlig satire, og kan man på forhånd vide, hvilken satire man vil grine af sammen? Ahmed Akkari har således fortalt, at imamerne bag kampagnen mod Danmark og JP lo af Jens Julius’ Muhammed-tegning af selvmordsterrorister, der i paradis får at vide, at Allah er løbet tør for jomfruer. Det samme spørgsmål gælder EHs skelnen mellem ytringer, der gavner demokratiet, og ytringer, som undergraver det. Han spørger retorisk, om det vil være et tab for demokratiet at undvære JPs Muhammed-tegninger, men hvis man først går ned ad den vej, kan man med samme ret spørge, om det vil være et tab for demokratiet, hvis man undlader at udgive EHs bøger?

EH mener, at Luz’ forsidetegning på det første nummer af CH efter terrorangrebet viser vejen, fordi en grædende Muhammed bevæbnet med et skilt ”Je suis Charlie” tilgiver terroristerne med henvisning til, at de også har været børn og tegnet.

Terroristernes perspektiv
”Terroristernes perspektiv er forkert”, skriver EH, ”og hvordan ved vi det? Det gør vi netop ved, at redaktionen (resten af den) reagerer så suverænt på handlingen, at den tilgiver dem.” Betyder det, at terroristernes perspektiv havde været rigtigt, hvis der ingen tilgivelse havde været? Ville medarbejderne på CH i så fald have været onde og svage og derfor fortjent at dø?

Man kan i den forbindelse med en vis ret spørge, om det ikke var mere relevant, om de med de krænkede følelser tilgav dem, som de finder det legitimt at slå ihjel på grund af en tegning? Det spørgsmål stiller EH imidlertid ikke. Han interesserer sig i det hele taget ikke for jihadisternes motiver eller tankeverden. Han nøjes med at projicere sine egne forestillinger om godt og ondt over på dem. I 2015 blev der dokumenteret 65 mord på journalister/bloggere. 40 pct. blev begået af islamister i lande som Frankrig, Bangladesh, Syrien og Tyrkiet. Det tyder på, at det ikke blot drejer sig om hvide racister mod et marginaliseret og undertrykt mindretal.

At grine sammen med terroristerne
EH siger, chokerende nok, at jo mere voldelige muslimer er, jo mere religiøse er de, mens de, der ikke griber til vold, kaldes moderate, dvs. de er ikke så religiøse, at det gør noget, de ligner os, som han formulerer det. Og, tilføjer han, vi bør indse, at vi på nogle områder, f.eks. i forsvaret af ytringsfriheden som sakral, ligner fundamentalisterne (s. 32). Her lykkes det EH at fornærme de muslimer, der ikke bryder sig om Muhammed-tegninger, men afviser vold som et legitimt svar, når religiøse følelser krænkes. EH ignorerer og opløser dermed skellet mellem vold og ikke-vold til håndtering af uenigheder. Denne manglende skelnen findes flere steder i teksten. Det sker i en iver efter at forstå terroristerne og se det enkelte menneske bag volden. Det kan være relevant nok, men det bør ikke ske på bekostning af et skel, som er afgørende for enhver civilisation. Det giver grund til bekymring på både demokratiets og ytringsfrihedens vegne. Det kan ende med, at vi kommer til at grine sammen med terroristerne og ikke af dem.

Ejvind Hansen: Kugleregn møder kuglepen
Forlaget Philosophia, 110 sider, kr. 129.

Redaktionel bemærkning: Vi henleder opmærksomheden på Ejvind Hansens replik offentliggjort på bloggen offentligheder.dk den 19. februar 2016.

Ny bog om troværdig journalistik indfrier ikke helt sine egne ambitioner

Af Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved DMJX

TrovardigJournalistikHvis bare man ikke forventer, at bogen skal sparke gang i en diskussion om den journalistiske etik, vil den kunne læses med udbytte af alle, der har en mening om journalistikkens værdi, konkluderer Ejvind Hansen i sin anmeldelse af bogen Troværdig journalistik.

Bogen tager en opgave på sig, som på mange måder er ambitiøs: På den ene side ønsker forfatterne empirisk at afdække nogle af de fordomme, der florerer omkring de danske journalister og medier. På den anden side ønsker forfatterne også at genstarte en debat om den journalistiske etik, som de karakteriserer som “svagt teoretisk begrundet” (s. 22).

Første del af opgaven lykkes bedre end sidste del. De løser opgaven ved at koble spørgsmålet om den troværdige journalistik med spørgsmålet om nøjagtighed, og så viser de, at kilderne til de journalistiske produkter generelt set er nogenlunde tilfredse med journalisternes arbejde. Og her afmonteres så den første fordom: Det står bedre til for netjournalistikken end fordommene ellers lader formode. Personligt ville jeg gerne have haft lidt flere detaljer på, hvordan de adspurgte kilder er blevet udvalgt, og hvordan de er blevet spurgt. Det ville have givet bogen mere transparens, og dermed øget pointernes troværdighed – for nu at følge bogens egne afsluttende anbefalinger.

Størst kritik på den journalistiske troværdighed og nøjagtighed leveres af Leif Becker Jensen i en gennemgang af den sproglige præcision. Også dette kapitels kritik lider imidlertid en smule under, at det er uklart, hvor stort et problem, de forskellige typer af fejl egentlig spiller i den folkelige reception af produkterne. Der henvises ganske vist til en undersøgelse, hvor ti læsere har sammenlignet artikler med og uden fejl, men det er jo ikke det største empiriske materiale at basere sine konklusioner på.

Fokus på nøjagtighed
Min største anke imod bogen er imidlertid, at den ikke for alvor lever op til sin titel. Ganske vist gøres der et fint arbejde med at reflektere journalistikkens troværdighed op imod normen om nøjagtighed. Men “spørgsmålet om etik” bliver aldrig rigtig rejst i bogen. Ganske vist rummer bogen en fin gennemgang af, at etik spiller en vigtig rolle for journalister (kap. 5), men spørgsmålet om, hvad etik så vil sige, forbliver uklart.

Ganske vist gives hist og her nogle referencer til noget, der kunne ligne en aristotelisk konsekvensetik. Men selv hvis man køber dén pakke, savner man alligevel en refleksion over, hvilke konsekvenser, man så ønsker sig af journalistikken.

Det venlige svar på dette spørgsmål vil jo nok være, at man i enhver empirisk undersøgelse er nødt til at vælge sig et udgangspunkt, og at dette nødvendigvis må være forholdsvis snævert, hvis det skal kunne undersøges. Valget i denne bog har så været at fokusere på nøjagtighed. Og intuitivt vil de fleste af os vel også gå med på, at det er bedre, når journalister gengiver de beskrevne forhold så nøjagtigt som muligt.

Journalisters udvælgelse og vinkling
Men hvis vi udelukkende fokuserer på dette aspekt, overser vi et af de mest presserende problemer i det journalistiske arbejde i disse år: Hvordan sikrer vi, at journalisterne træffer de rigtige valg i, hvordan de udvælger og vinkler deres beskrivelse af verden omkring os. Det er ikke nok, at journalisterne behandler deres kilder ordentligt og skriver et ordentligt sprog – der skal også tænkes over, om det var de vigtige kilder, man greb fat i i første omgang, og om det er de vigtige ting, man skriver om.

Det jeg helt grundlæggende savner i refleksionen er en bevidsthed om, at journalisternes nøjagtige gengivelse skal kombineres med en (i meget bred forstand) kritisk etos hos journalisterne. Som de citerer Skovbjerg og Schultz-Jørgensen for, så har journalistik ikke som mål at tilfredsstille kilderne (s. 37). Men så kan vi måske også vende deres konklusion på hovedet: Når kilderne til netjournalistikken er mere tilfredse med journalisterne end kilderne til TV-journalistikken, så er det ikke nødvendigvis, fordi de er mere nøjagtige, men derimod fordi de er mindre kritiske? Og dermed også mindre troværdige?

Det er jo altid let at skille andres arbejde ad. Det skal ikke skygge for, at der er mange oplysende pointer i bogen, som kan være med til at skubbe til den almindelige debat omkring den journalistik, som vi alle har en mening om.

Hvis bare man ikke forventer, at bogen skal sparke gang i den danske diskussion af den journalistiske etik, så tror jeg den vil kunne læses med udbytte af alle, der har en mening om journalistikkens værdi. Og det er jo som bekendt mange.

Troværdig journalistik. Et spørgsmål om etik og nøjagtighed. Af Mark Blach-Ørsten og Anker Brink Lund (red.) Samfundslitteratur, 2015.

Kugleregn møder kuglepen – ny bog om ytringsfrihed

KugleregnYtringsfriheden handler bl.a. om at kunne gøre grin med magthaverne. Ytringsfriheden handler også om at bygge bro mellem medborgere. Det kan vi gøre, når vi griner sammen, i stedet for at grine ad hinanden.

Sådan hedder det i foromtalen af Kugleregn møder kuglepen. Den nye bog om ytringsfrihed er skrevet af forskningschef i mediefilosofi ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Ejvind Hansen. Bogen udkommer i dag – et år efter attentatet på Charlie Hebdo i Paris.

Læs interview med Ejvind Hansen i anledning af bogudgivelsen på journalisten.dk.

Bogen vil blive anmeldt her på siden af Flemming Rose.