Tagged: Ytringsfrihed

Ejvind Hansen anmelder ‘MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark’

menBogen giver et godt detaljeret indblik i en bestemt side af ytringsfrihedens historie, men er som al historiefortælling også  et partsindlæg, skriver Ejvind Hansen i sin anmeldelse af Mchangama og Stjernfelts 1081 sider lange bog om ytringsfriheden.

 

Af Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved DMJX

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt har med bogen gjort en vigtig bog, som har meget på hjerte, og som baserer sig på en historisk viden og detaljerigdom, der vil være oplysende for de fleste læsere. Særligt vil bogen tjene et vigtigt og godt formål i at minde os om de udfordringer, der trænger sig på, når vi sætter grænser for ytringsfriheden.

Man skal imidlertid heller ikke være blind for, at bogen samtidig er et partsindlæg. Dette bliver tydeligt gennem en klar tilskæring efter hvem, der er helte og skurke. Tilskæringen er mulig, fordi forfatterne har et klart defineret ideal for ytringsfriheden: Ytringsfriheden bør være så ubegrænset som mulig – ja, faktisk er de eneste grænser, som forfatterne synes at acceptere, fremstillingen af børneporno (s. 612-4) og “direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og grove og usande sigtelser mod enkeltpersoner” (s. 944).

Som en af dem der åbent har vedstået at være tilhænger af “Ytringsfrihed – MEN” (som er bogens hovedfjende) har det været givende at blive udfordret på mine synspunkter. Når jeg skriver, at bogen er vigtig, er det imidlertid også vigtigt for mig at sige, at det kunne være rigtig godt, hvis en historiker med et andet syn på ytringsfriheden skrev en tilsvarende bog. For som forfatterne skriver i bogen, så bruger man jo ofte historieskrivning til at retfærdiggøre sig selv (s. 88).

Adskillelse mellem tale og handling
Særligt savner jeg en refleksion over bogens hovedpointe om, at alt for mange overser pointen om, at man bør adskille ytringer og handlinger. Synspunktet bygger på oplysningstidens tænkere (Spinoza og Kant) og deles også af koryfæer som Birkner, Grundtvig, Pio og PH.

Mit personlige problem er bare, at selve den skarpe adskillelse mellem tale og handling er åbenlyst forkert. Dermed gør jeg mig i forfatternes øjne til en “pedant” (s. 937-8). Men jeg er ikke sikker på, at f.eks. forældrene til de børn, der gennem ytringer på Facebook er blevet mobbet til selvmord synes pointen er så pedantisk. Eller at den medarbejder, der møder ordene “Du er fyret!” fordi chefen ikke kan lide de ting, som man står for, synes pointen er pedantisk.

Forfatterne kommer meget kort ind på talehandlingsteoriens indvending mod deres position, hvor de påpeger at talehandlingsteoretikerne jo fastholder en distinktion mellem tale og handling (s. 938). Men forfatterne overser fuldstændig den dybere pointe: Selvom vi kan skelne mellem tale og handling, så er der altid også handling i at tale. Og derfor kan talen gøre lige så stor skade som alle mulige andre handlinger. Det er jo ikke det samme som at sige, at alle talehandlinger er lige så skadelige som alle almindelige handlinger (og omvendt i øvrigt). Men pointen bliver jo, at når tale også kan have handlingsmæssige implikationer, så kan vi ikke bygge hele ytringsfrihedsteorien op omkring en skarp adskillelse.

Frisættelse af alle stemmer
Betyder en frisættelse af alle stemmer, at flest mulige kommer til orde? Eller betyder det blot at de stærkeste stemmer råber så højt at svagere stemmer overtrumfes? Jeg er her med på, at vi får noget bøvl, når vi skal definere hvilke stemmer, der er svage og stærke. Men vi får altså også noget bøvl ved at ignorere spørgsmålet helt.

Opsummerende kan man sige, at bogen giver et godt detaljeret indblik i en bestemt side af ytringsfrihedens historie, og som sådan er det en vigtig bog. Men som al historiefortælling er også denne et partsindlæg. Med lidt held bliver den en opfordring til at andre tager den samme handske op – så vi kan få den gode debat om grænserne for ytringsfrihed, som er en helt uomgængelig forudsætning for et vel reguleret demokratisk samfund.

Læs en udvidet udgave af denne anmeldelse på Ejvind Hansens blog

MEN. Ytringsfrihedens historie i Danmark. Af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt. Gyldendal, 2016. 1081 sider.

De besatte – ny bog af Flemming Rose

debesatteFlemming Roses nye bog er et vigtigt bidrag til debatten om ytringsfrihedens vilkår, hedder det i flere anmeldelser.

Bogen handler først og fremmest om den tidligere kulturredaktørs tid på Jyllands-Posten, hvor han spillede en central rolle i forbindelse med Muhammed-tegningerne.Efterfølgende blev Flemming Rose en efterspurgt debattør.

I bogen beskriver han, hvordan ledelsen i JP/Politikens Hus forsøgte at begrænse hans ytringsfrihed og optræden i offentligheden. Ifølge ledelsen i JP/Politikens Hus var det nødvendigt af hensyn til de øvrige medarbejderes sikkerhed.

En lang række journalister og kulturfolk har indstillet Flemming Rose til Cavling-prisen for trilogien Tavshedens tyranni, Hymne til friheden og De besatte. I indstillingen hedder det bl.a.: ‘… har Rose i flere år på egen person oplevet, at mens JP/Politikens ledelse holdt de fine idealer højt udadtil, gik den indadtil overordentlig grundigt til værks for at lukke munden på den mand, som i offentligheden var ytringsfrihedens mest markante stemme’.

De besatte. Af Flemming Rose. People’sPress, 2016.

Nyt forskningsprojekt på DMJX om selvcensur blandt nordiske journalister

DMJX undersøger, hvordan det står til med ytringsfrihed, pressefrihed og selvcensur blandt nordiske journalister. Forskningsprojektet støttes af Nordisk Ministerråd med 300.000 kr.

Projektet skal undersøge, hvad begrebet selvcensur dækker over i de nordiske lande. Om der er undertrykkelse af bestemte temaer eller emner i visse områder af Norden. Om  journalisterne ligger under for et pres på grund af terrorfrygt eller ejerstrukturer, og om der er ligheder og/eller forskelle på tværs af landene.

Undersøgelsen gennemføres som en kvantitativ analyse, hvor redaktører og journalister i hele Norden via et spørgeskema skal tage stilling til spørgsmål om selvcensur og ytringsfrihed.

Projektet gennemføres i samarbejde med Nordisk Journalistcenter. Forskningslektor Flemming Svith leder undersøgelsen. Desuden deltager forskningschef i mediefilosofi Ejvind Hansen og udviklingschef Steen K. Rasmussen.

Læs mere på dmjx.dk

Står racismeparagraffen i vejen for en fri debat?

Justitsminister Søren Pind har bedt Straffelovrådet vurdere, om racismeparagraffen skal ændres af hensyn til ytringsfriheden. Det sker, efter at en mand ved retten i Helsingør i februar blev dømt for racisme, fordi han på Facebook sammenlignede islam med nazismen.

Racismeparagraffen findes i straffelovens § 266b, hvori det hedder:

‘Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.’

Der er blandt medieorganisationerne uenighed om racismeparagraffens relevans og hensigtsmæssighed. Dansk Journalistforbunds formand Lars Werge bakker op om racismeparagraffen, som han mener fungerer efter hensigten. Til journalisten.dk siger han bl.a.: »Det citat skærer rigtig mange mennesker i denne verden over én kam. Det, manden kan have ment, er islamisme og ikke islam. Det er straks noget helt andet. Jeg synes ikke, det eksempel tjener til at sige, at vi skal have ændret eller fjernet paragraffen. Jeg synes ikke, vi i dette land lider af berøringsangst i forhold til emner og temaer som flygtninge og religion.«

Heroverfor står direktør i Danske Medier Christian Kierkegaard, som finder, at dommen fra Helsingør giver anledning til at se nærmere på, om racismeparagraffen er en begrænsning af ytringsfriheden.

Se dommen på domstol.dk

Læs mere på journalisten.dk

Flemming Rose anmelder ny bog af Ejvind Hansen om ytringsfrihed

Det kan ende med, at vi kommer til at grine sammen med terroristerne og ikke af dem, skriver Flemming Rose om Ejvind Hansens tilgang til ytringsfriheden i Kugleregn møder kuglepen

Af Flemming Rose

Hvis man skærer ind til benet, findes der toKugleregn tilgange til ytringsfriheden. Den ene har rod i Antikkens bystat. Her forestillede man sig ytringsfriheden som demokratiets fundament. I Rom så man til gengæld ytringsfriheden som frihedens fundament. Disse to ideer, formuleret i begreberne parrhesia og libertas, dvs. ytringsfriheden som et instrument til at fremme en bestemt samfundsorden over for ytringsfriheden som en rettighed, der eksisterer uafhængig af den politiske indretning af et samfund, har skilt vandene gennem idehistorien.

Social ingeniørkunst
Ejvind Hansen (EH) hører til dem, der ser ytringsfriheden som et instrument til at fremme en demokratisk orden, mens denne anmelder anskuer ytringsfriheden som en individuel rettighed, der bunder i den nære forbindelse mellem tankefrihed på den ene side og religions-, ytringsfrihed og tolerance på den anden. Denne forskel betyder, at EH tror mere på social ingeniørkunst, flere lovmæssige begrænsninger af ytringsfriheden og en central styring af, hvem der har ret til at sige hvad om hvem i bestræbelserne på at få det samfund, han ønsker, mens jeg lægger vægt på den enkeltes evne til at vurdere og reagere på andres ytringer uden statslig indblanding. Samtidig har jeg ikke den store tillid til statens evne til at optræde som neutral mægler, især ikke i et multikulturelt samfund.

Arrogance over for meningsmodstandere
Desværre kan EH ikke dy sig for en vis arrogance over for sine meningsmodstandere. Han reducerer deres position til en karikatur: ”Der findes kun én måde at være frihedsfundamentalist på: ved ikke at forstå, hvad man snakker om,” skriver han. Jeg kender ingen, der går ind for en ubegrænset ytringsfrihed, gør EH? Uenigheden går på, hvilke og hvor mange begrænsninger, der er nødvendige for at sikre lighed, frihed og den sociale fred. EHs reduktion af modparten til en karikatur underminerer hans påståede ambition om at ville den gode ytringsfrihed, den gode satire og dialogen. Hvis EH vil tages alvorlig på sine egne præmisser, så bør han leve op til de idealer, han prædiker.

Angrebet på Charlie Hebdo
EH tager udgangspunkt i angrebet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015, hvor 11 mennesker samt én politimand på gaden blev slået ihjel. EH mener, at vi har glemt, hvad ytringsfriheden kan og skal. At der findes god og forkert ytringsfrihed. Lige som der findes god og dårlig satire. EH foretrækker satire, der får os til at grine sammen og ikke af hinanden. Spørgsmålet bliver så, hvem skal definere god og dårlig satire, og kan man på forhånd vide, hvilken satire man vil grine af sammen? Ahmed Akkari har således fortalt, at imamerne bag kampagnen mod Danmark og JP lo af Jens Julius’ Muhammed-tegning af selvmordsterrorister, der i paradis får at vide, at Allah er løbet tør for jomfruer. Det samme spørgsmål gælder EHs skelnen mellem ytringer, der gavner demokratiet, og ytringer, som undergraver det. Han spørger retorisk, om det vil være et tab for demokratiet at undvære JPs Muhammed-tegninger, men hvis man først går ned ad den vej, kan man med samme ret spørge, om det vil være et tab for demokratiet, hvis man undlader at udgive EHs bøger?

EH mener, at Luz’ forsidetegning på det første nummer af CH efter terrorangrebet viser vejen, fordi en grædende Muhammed bevæbnet med et skilt ”Je suis Charlie” tilgiver terroristerne med henvisning til, at de også har været børn og tegnet.

Terroristernes perspektiv
”Terroristernes perspektiv er forkert”, skriver EH, ”og hvordan ved vi det? Det gør vi netop ved, at redaktionen (resten af den) reagerer så suverænt på handlingen, at den tilgiver dem.” Betyder det, at terroristernes perspektiv havde været rigtigt, hvis der ingen tilgivelse havde været? Ville medarbejderne på CH i så fald have været onde og svage og derfor fortjent at dø?

Man kan i den forbindelse med en vis ret spørge, om det ikke var mere relevant, om de med de krænkede følelser tilgav dem, som de finder det legitimt at slå ihjel på grund af en tegning? Det spørgsmål stiller EH imidlertid ikke. Han interesserer sig i det hele taget ikke for jihadisternes motiver eller tankeverden. Han nøjes med at projicere sine egne forestillinger om godt og ondt over på dem. I 2015 blev der dokumenteret 65 mord på journalister/bloggere. 40 pct. blev begået af islamister i lande som Frankrig, Bangladesh, Syrien og Tyrkiet. Det tyder på, at det ikke blot drejer sig om hvide racister mod et marginaliseret og undertrykt mindretal.

At grine sammen med terroristerne
EH siger, chokerende nok, at jo mere voldelige muslimer er, jo mere religiøse er de, mens de, der ikke griber til vold, kaldes moderate, dvs. de er ikke så religiøse, at det gør noget, de ligner os, som han formulerer det. Og, tilføjer han, vi bør indse, at vi på nogle områder, f.eks. i forsvaret af ytringsfriheden som sakral, ligner fundamentalisterne (s. 32). Her lykkes det EH at fornærme de muslimer, der ikke bryder sig om Muhammed-tegninger, men afviser vold som et legitimt svar, når religiøse følelser krænkes. EH ignorerer og opløser dermed skellet mellem vold og ikke-vold til håndtering af uenigheder. Denne manglende skelnen findes flere steder i teksten. Det sker i en iver efter at forstå terroristerne og se det enkelte menneske bag volden. Det kan være relevant nok, men det bør ikke ske på bekostning af et skel, som er afgørende for enhver civilisation. Det giver grund til bekymring på både demokratiets og ytringsfrihedens vegne. Det kan ende med, at vi kommer til at grine sammen med terroristerne og ikke af dem.

Ejvind Hansen: Kugleregn møder kuglepen
Forlaget Philosophia, 110 sider, kr. 129.

Redaktionel bemærkning: Vi henleder opmærksomheden på Ejvind Hansens replik offentliggjort på bloggen offentligheder.dk den 19. februar 2016.

Demokratisk offentlighed med modige ytringer

EjvindEn offentlighed med mange ytringer fra os alle er ikke i sig selv en god ting, hvis flertallet af disse ytringer blot bekræfter de bestående magtforhold. Vi bør sikre et rum for ytringer, der rent faktisk udfordrer de bestående narrativer.

 

Først da vil vi få en demokratisk offentlighed, der faktisk repræsenterer den samfundsmæssige mangfoldighed, skriver forskningschef Ejvind Hansen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i artiklen The Positive Freedom of the Public Sphere. Artiklen er bragt i det videnskabelige tidsskrift Journalism Studies nr. 6, 2015.

Mediejura.dmjx.dk bringer her et resumé af artiklen.

The relationship between democracy and the media since the appearance of Habermas’ major texts in the 1960s has been articulated through theories of the public sphere. The structure of the public sphere is significantly influenced by the communicative media, and the emergence of the internet thus calls for new reflections on the possible relationship between media, public sphere and democracy.

This paper argues that we should change the questions that are raised when we try to assess the public sphere. It is argued that the traditional (Enlightenment) focus upon negative liberties and the truth-value of utterances is not adequate. Negative freedom and truth are certainly important in the public sphere, because they are necessary conditions for taking a qualified stance towards the challenges that we face. It is, however, important also to reflect on what negative liberties are used for—which kinds of truths are articulated in public discussions. To answer this question it is argued that it is important to distinguish between affirmative truths and liberating truths (based on courage), the latter being what is required in democratic dialogues.

Cryptoguide for journalister

cryptoguideDet er en nyttig håndbog om datasikkerhed i en digital tid, som Freja Wedenborg netop har udgivet. Specielt når man tænker på, at 75% af skribenter i lande, der anses for at være frie og demokratiske, er bekymrede over egne myndigheders overvågninger. Så slemt står det nemlig til ifølge en rapport fra januar i år fra det amerikanske PEN.

Håndbog i digitalt selvforsvar henvender sig især til journalister, men kan bruges af alle, der har brug for at kommunikere fortroligt og undgå den digitale overvågning.

I bogen gennemgår forfatteren en række gratis værktøjer, som kan bruges til at beskytte sig selv, sine kontakter og sit digitale materiale på computer og mobiltelefon. Samtidig giver hun grundlæggende viden om overvågning, datasikkerhed og jura.

Bogen giver gode råd om, hvad man skal gøre, når der er en vigtig historie eller kilde, der kræver særlig beskyttelse. Fx kan man overveje at kommunikere via gammeldags papirpost og sørge for at flytte kommunikationen helt væk fra arbejdspladsen. Til slut i bogen er der et særligt kapitel om whistleblowere.

Masseovervågning hæmmer skribenters ytrings- og informationsfrihed

PENs undersøgelse er foretaget blandt næsten 800 journalister og andre skribenter fra 50 forskellige lande rundt omkring i verden. Skribenterne har svaret på, hvordan overvågning påvirker deres arbejde, og rapporten understreger med al tydelighed, hvordan masseovervågning hæmmer deres ytrings- og informationsfrihed.

34% af de skribenter, der bor i frie og demokratiske lande tilkendegiver, at de seriøst har overvejet eller helt har undladt at skrive eller tale om visse emner pga. myndighedernes overvågning. Ifølge rapporten er det forbavsende, at selvcensur og frygt for overvågning er så udbredt selv i demokratiske lande.

Cryptoguide for journalister – Håndbog i digitalt selvforsvar. Af Freja Wedenborg. Forlaget Ajour, 2015.

Tilhørende websted: www.cryptoguide.dk

Læs anmeldelse af bogen på journalisten.dk

Global Chilling: The Impact of Mass Surveillance on International Writers. Results from PEN’s International Survey of Writers. PEN American Center 2015, 2015.

Læs hele rapporten Global Chilling

Cryptoguide for journalister

cryptoguideDet er en nyttig håndbog om datasikkerhed i en digital tid, som Freja Wedenborg netop har udgivet. Specielt når man tænker på, at 75% af skribenter i lande, der anses for at være frie og demokratiske, er bekymrede over egne myndigheders overvågninger. Så slemt står det nemlig til ifølge en rapport fra januar i år fra det amerikanske PEN.

Håndbog i digitalt selvforsvar henvender sig især til journalister, men kan bruges af alle, der har brug for at kommunikere fortroligt og undgå den digitale overvågning.

I bogen gennemgår forfatteren en række gratis værktøjer, som kan bruges til at beskytte sig selv, sine kontakter og sit digitale materiale på computer og mobiltelefon. Samtidig giver hun grundlæggende viden om overvågning, datasikkerhed og jura.

Bogen giver gode råd om, hvad man skal gøre, når der er en vigtig historie eller kilde, der kræver særlig beskyttelse. Fx kan man overveje at kommunikere via gammeldags papirpost og sørge for at flytte kommunikationen helt væk fra arbejdspladsen. Til slut i bogen er der et særligt kapitel om whistleblowere.

Masseovervågning hæmmer skribenters ytrings- og informationsfrihed

PENs undersøgelse er foretaget blandt næsten 800 journalister og andre skribenter fra 50 forskellige lande rundt omkring i verden. Skribenterne har svaret på, hvordan overvågning påvirker deres arbejde, og rapporten understreger med al tydelighed, hvordan masseovervågning hæmmer deres ytrings- og informationsfrihed.

34% af de skribenter, der bor i frie og demokratiske lande tilkendegiver, at de seriøst har overvejet eller helt har undladt at skrive eller tale om visse emner pga. myndighedernes overvågning. Ifølge rapporten er det forbavsende, at selvcensur og frygt for overvågning er så udbredt selv i demokratiske lande.

Cryptoguide for journalister – Håndbog i digitalt selvforsvar. Af Freja Wedenborg. Forlaget Ajour, 2015.

Tilhørende websted: www.cryptoguide.dk

Læs anmeldelse af bogen på journalisten.dk

Global Chilling: The Impact of Mass Surveillance on International Writers. Results from PEN’s International Survey of Writers. PEN American Center 2015, 2015.

Læs hele rapporten Global Chilling

Ombudsmandens beretning 2014

Folketingets Ombudsmands beretning for 2014 har bl.a. fokus på børns retssikkerhed. Beretningen indeholder udvalgte udtalelser og et udpluk af de sager, som ombudsmanden har behandlet i årets løb, bl.a. den såkaldte Adam Holm-sag om ytringsfrihed for medarbejdere i DR.

Se ombudsmandens beretning 2014

Læs artiklen Ministerbetjeningsreglen – et år efter