Pressenævnets Årsberetning 2014
Pressenævnet modtog i alt 155 klager over medierne i 2014, og 131 af dem blev afgjort med en pressenævnskendelse. Det fremgår af Pressenævnets årsberetning for 2014, som er offentliggjort på nævnets hjemmeside.
Årsberetningen indeholder statistik over de forskellige klagesager og deres udfald, hvilke medier, der har fået kritik og et resumé af årets væsentlige konkrete sager.
Nævnet behandlede bl.a. fem klager over mediers afslag på at slette, anonymisere eller af-indeksere en artikel på nettet. I ingen af de fem sager fandt nævnet grundlag for at udtale kritik af, at mediet havde afvist sletning m.v. Bestemmelsen om muligheden for at få slettet, anonymiseret eller af-indekseret blev indført i 2013 ved en revision af de presseetiske regler (pkt. B8).