Vanskelig opgave at bekæmpe hadefulde ytringer på nettet

EU-Kommissionens beslutning om at sætte ind over for hadefulde ytringer på sociale medier bliver hårdt arbejde for de sociale mediers sprogpoliti. For hvad går det an at skrive på forskellige sprog, og hvad er den detaljerede betydning helt nøjagtigt, når der oversættes fra et sprog til et andet, spørger Michael Ejstrup, der er forskningschef i sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

 

Af Michael Ejstrup, forskningschef i sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Altinget.dk skriver herom: ”EU vil støvsuge Facebook for racisme og radikalisering… … EU-Kommissionen vil i samarbejde med Facebook, Twitter, YouTube og Microsoft bekæmpe hadefulde ytringer på internettet. Dansk Folkeparti betragter det som et alvorligt angreb på ytringsfriheden, mens Radikale glæder sig over skrappere kontrol.”

Her kan EU for alvor komme på hårdt arbejde med noget nær alle fællesskabets forskellige sprog i spil. Hver med sit særpræg med tvungne og frie elementer. Eksempelvis er bestemthed i navneord obligatorisk på dansk og mange andre af fællesskabets sprog. Men ikke i alle. Hvordan håndterer man oversættelse fra f.eks. kinesisk, tyrkisk eller arabisk, hvor regler er noget nær så anderledes, som de kan blive. I disse grammatiske tvungne påbud kommer detaljer til syne, og hvad går det mon an at sige og skrive? I hvert fald ikke det samme på alle sprogene. Og hvem finder ud af, hvad den detaljerede betydning helt nøjagtigt er, når der oversættes fra det ene sprog til det andet? Her bliver virkelig noget at se til for det kommende sprogpoliti.

Jesper Langballes udtalelser om islam
Lad os tage et par eksempler fra henholdsvis dansk og tyrkisk, hvor vi i Danmark har oplevet en voksende opmærksomhed på ytringers krænkende indhold som i forbindelse med Jes­per Langballes synspunkter om islam og muslimer, hvor han i januar 2010 vakte opsigt med et indlæg i Berlingske Tidende med følgende ordlyd:

”Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt”.

Folketinget ophævede Langballes parlamentariske immunitet, og han blev sigtet for overtrædelse af Straffelovens såkaldte racismeparagraf. Han blev ved retten i Randers idømt 10 dagbøder a 500 kroner. De ulovlige udtalelser hænger sammen med Langballes synspunkt om, at islam er en form for trussel mod Danmark og Europa. Han har senere uden retsligt efterspil udtalt:

”Islam og kristendom kan ikke forliges. Og det har de ikke kunnet i de 1500 år, islam har eksisteret. Jeg betragter religionen islam som en fare for ethvert samfund, hvor den slår sig ned”.

Måden og i dette tilfælde abstraktionsniveauet bliver afgørende for, om vi accepterer ytringen. De malende og meget konkrete billeder af vold og seksuel forbrydelse, der knyttes direkte til islam, er væk i Langballes sidste udtalelse, som således gik an uden retsligt efterspil.

Bøjningsform kan være afgørende for ordenes denotation og konnotation
Bestemthed i navneord kommer i spil i utallige sammenhænge som eksempelvis i sprogspecifikke kate­go­ri­seringer og grammatiske påbud, som får stor betydning for, hvordan man kan sno sig og sige noget om det kontroversielle på snilde måder, som lige netop vores særlige sprog tillader med tilpas tvetydighed, eksakthed og indbyggede medbetydninger. Navneords bestemthedsbøjning er et grammatisk påbud på dansk, og det får stor betydning ved ord og bøjninger som (en) kirke, kirken, (en) G/gud, G/guden, (en) himmel, himlen. Samtlige ord og udtryk er i hver sin bøjningsform helt afgørende for både denotation og konnotation på dansk, mens omtrent hver form af ordene er valgfri på tyrkisk. Eksempelvis sagde føromtalte Lars Hedegaard i et interview i 2009:

”De [muslimer, red.] voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.”

Lars Hedegaard siger ikke direkte, om han mener nogle eller alle, og på dansk bruger vi bøj­nings­for­merne bestemt ental (f.eks. løven er et farligt dyr) eller ubestemt flertal (f.eks. løver er far­li­ge dyr) til at sige noget generisk, hvilket vil sige noget generelt, der gælder for alle i en gruppe. Jyllands-Posten kunne have tilføjet nogle i en parentes i stedet for bare at skrive muslimer uden spe­cifika­tor; men ikke uden at ændre betydningen afgørende.

Eksemplerne viser, at man på hvert sprog kan slippe mere eller mindre heldigt af sted med formuleringer, som næppe overhovedet vil gå an på et andet sprog; det er ord og udtryk, som i en oversættelse vil kunne skabe reelle farer og problemer. En oversættelse fra en dansk retsprotokol til en tyrkisk vil kunne blive fatal, alt efter om oversættelsen af han dræbte ham bliver, at vidnet forklarede onu ölürdü eller onu ölürmüs (han eller hun (onu) har dræbt ham eller hende (onu); det har jeg selv set (ölürdü), eller det har jeg bare fået fortalt og bestemt ikke selv set (ölürmüs)).

Sådanne eksemplers antal er uendelige; så der skal lyde et stort held og lykke herfra til EU-Kommissionen med det nye sprogpolitis arbejde med at fjerne hadefulde ytringer. Der bliver uden tvivl god brug for såvel heldet som lykken.