Høringssvar om offentlighedsloven peger på alvorlige svagheder ved loven
Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen har udarbejdet et skarpt høringssvar til brug for Justitsministeriets evaluering af offentlighedsloven. Han peger på alvorlige svagheder ved den nugældende lov.
Oluf Jørgensen har for Åbenhedstinget udarbejdet et høringssvar til brug for Justitsministeriets forestående evaluering af den “nye” offentlighedlov. Han påpeger bl.a., at alvorlige svagheder ved offentlighedsloven hindrer demokratisk kontrol.
Oluf Jørgensen konkluderer, at loven har forringet offentlighedens og journalisters adgang til indsigt i den offentlige forvaltning og peger bl.a på følgende svagheder ved loven:
- Lovens anvendelsesområde er for snævert og omfatter f.eks. ikke administrative funktioner ved domstolene og Folketinget, selv om disse funktioner er lige så vigtige som ved andre offentlige organer
- Hertil kommer, at en lang række offentligt ejede selskaber er blevet undtaget fra loven, uden at det klart fremgår, at deres opgaver altovervejende er konkurrenceudsatte, og at konkurrencehensyn taler klart imod offentlighed
- Ministerbetjeningsreglen anvendes langt mere end tilsigtet og begrænser alvorlig
offentlighedens adgang til indsigt med politiske beslutningsprocesser - Den offentlige kontrol med myndigheders økonomiske dispositioner er markant svækket
- Mange undtagelser betyder alvorlige begrænsninger både for offentlighed og for parlamentarisk kontrol
Læs hele høringssvaret Alvorlige svagheder i offentlighedsloven hindrer demokratisk kontrol på aabenhedstinget.dk
Læs Dansk Journalistforbunds høringssvar på journalistforbundet.dk