by Ketty Jensen -

To nye rapporter om medietendenser tegner dystre fremtidsudsigter

Stigende produktionspres, faldende indtægter og dalende journalistisk kvalitet er de dystre fremtidsudsigter i mediebranchen, når journalisterne selv skal sige det.

Det gør de både i en ny dansk rapport fra SDU og i en international rapport fra kommunikationsfirmaet MyNewsDesk.

Ifølge Mediernes Tilstandsrapport 2016 fra SDU er mediebranchens største udfordringer følgende:

  • produktionspresset på nyhedsmediernes redaktioner er stigende
  • publicistiske virksomheder har stadig sværere ved at få brugerne til at betale for indhold
  • den offentlige forvaltning er blevet mere lukket
  • den journalistiske kvalitet i nyhedsmedierne er dalende
  • de sociale medier forfladiger den offentlige debat
  • grænserne mellem reklamer og redaktionelt indhold udviskes
  • kommunikationsbranchen har for stor indflydelse på nyhedsmedierne

(Figur 1 i rapporten)Unknown

Rapporten er blevet til i et samarbejde mellem Center for Journalistik på SDU og Den Danske Publicistklub. Knap 3000 medlemmer af Dansk Journalistforbund har svaret på et spørgeskema fra forskerne på SDU.

‘Det er forbundne problemer, hvor det ene problem afføder det andet. Generelt tegner der sig et billede af en branche under pres. Der er et økonomisk pres, som fører til et produktionspres, der så leder til en oplevelse af dalende kvalitet,’ siger medieforsker Søren Schultz Jørgensen fra Syddansk Universitet til journalisten.dk.

Journalism Trends 2016

Den internationale rapport Journalism Trends 2016 fra kommunikationsfirmaet MyNewsDesk er baseret på interviews med 2000 journalister rundt omkring i verden, inkl. danske. Journalisterne har svaret på, hvordan de arbejder, og hvordan de forestiller sig branchen vil se ud om 5 år. Bl.a. er de blevet spurgt om, hvad der definerer en journalist. Svaret afhænger meget af, hvilket land journalisterne kommer fra. Men på tværs af landene er de dog enige om, at en journalist

  • arbejder med indhold
  • tilstræber at være objektiv
  • fortæller en historie
  • har et publikum

I fremtiden vil flere journalister arbejde på freelance-basis og som journalistiske entreprenører, hedder det i rapporten, der også peger på den udfordring, at adskillelsen mellem kommercielt og redaktionelt indhold ikke længere vil være så tydelig.

På journalisten.dk følger rapportens forfatter, journalist Janne Aagaard, op på debatten med bud på journalistiske jobbeskrivelser om fem år. Det er med journalisten i rollen som blogger, som indholdsleverandør og som medie. I den fagre nye verden skal journalisten selv tjene sin hyre på sin viden og faglighed og ikke mindst ved at omfavne kommercielle produkter eller partnere, skriver Janne Aagaard.

Mediernes Tilstandsrapport 2016 kan downloades på sdu.dk

Journalism Trends 2016 kan downloades hos MyNewsDesk

by flemrose -

Flemming Rose anmelder ny bog af Ejvind Hansen om ytringsfrihed

Det kan ende med, at vi kommer til at grine sammen med terroristerne og ikke af dem, skriver Flemming Rose om Ejvind Hansens tilgang til ytringsfriheden i Kugleregn møder kuglepen

Af Flemming Rose

Hvis man skærer ind til benet, findes der toKugleregn tilgange til ytringsfriheden. Den ene har rod i Antikkens bystat. Her forestillede man sig ytringsfriheden som demokratiets fundament. I Rom så man til gengæld ytringsfriheden som frihedens fundament. Disse to ideer, formuleret i begreberne parrhesia og libertas, dvs. ytringsfriheden som et instrument til at fremme en bestemt samfundsorden over for ytringsfriheden som en rettighed, der eksisterer uafhængig af den politiske indretning af et samfund, har skilt vandene gennem idehistorien.

Social ingeniørkunst
Ejvind Hansen (EH) hører til dem, der ser ytringsfriheden som et instrument til at fremme en demokratisk orden, mens denne anmelder anskuer ytringsfriheden som en individuel rettighed, der bunder i den nære forbindelse mellem tankefrihed på den ene side og religions-, ytringsfrihed og tolerance på den anden. Denne forskel betyder, at EH tror mere på social ingeniørkunst, flere lovmæssige begrænsninger af ytringsfriheden og en central styring af, hvem der har ret til at sige hvad om hvem i bestræbelserne på at få det samfund, han ønsker, mens jeg lægger vægt på den enkeltes evne til at vurdere og reagere på andres ytringer uden statslig indblanding. Samtidig har jeg ikke den store tillid til statens evne til at optræde som neutral mægler, især ikke i et multikulturelt samfund.

Arrogance over for meningsmodstandere
Desværre kan EH ikke dy sig for en vis arrogance over for sine meningsmodstandere. Han reducerer deres position til en karikatur: ”Der findes kun én måde at være frihedsfundamentalist på: ved ikke at forstå, hvad man snakker om,” skriver han. Jeg kender ingen, der går ind for en ubegrænset ytringsfrihed, gør EH? Uenigheden går på, hvilke og hvor mange begrænsninger, der er nødvendige for at sikre lighed, frihed og den sociale fred. EHs reduktion af modparten til en karikatur underminerer hans påståede ambition om at ville den gode ytringsfrihed, den gode satire og dialogen. Hvis EH vil tages alvorlig på sine egne præmisser, så bør han leve op til de idealer, han prædiker.

Angrebet på Charlie Hebdo
EH tager udgangspunkt i angrebet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015, hvor 11 mennesker samt én politimand på gaden blev slået ihjel. EH mener, at vi har glemt, hvad ytringsfriheden kan og skal. At der findes god og forkert ytringsfrihed. Lige som der findes god og dårlig satire. EH foretrækker satire, der får os til at grine sammen og ikke af hinanden. Spørgsmålet bliver så, hvem skal definere god og dårlig satire, og kan man på forhånd vide, hvilken satire man vil grine af sammen? Ahmed Akkari har således fortalt, at imamerne bag kampagnen mod Danmark og JP lo af Jens Julius’ Muhammed-tegning af selvmordsterrorister, der i paradis får at vide, at Allah er løbet tør for jomfruer. Det samme spørgsmål gælder EHs skelnen mellem ytringer, der gavner demokratiet, og ytringer, som undergraver det. Han spørger retorisk, om det vil være et tab for demokratiet at undvære JPs Muhammed-tegninger, men hvis man først går ned ad den vej, kan man med samme ret spørge, om det vil være et tab for demokratiet, hvis man undlader at udgive EHs bøger?

EH mener, at Luz’ forsidetegning på det første nummer af CH efter terrorangrebet viser vejen, fordi en grædende Muhammed bevæbnet med et skilt ”Je suis Charlie” tilgiver terroristerne med henvisning til, at de også har været børn og tegnet.

Terroristernes perspektiv
”Terroristernes perspektiv er forkert”, skriver EH, ”og hvordan ved vi det? Det gør vi netop ved, at redaktionen (resten af den) reagerer så suverænt på handlingen, at den tilgiver dem.” Betyder det, at terroristernes perspektiv havde været rigtigt, hvis der ingen tilgivelse havde været? Ville medarbejderne på CH i så fald have været onde og svage og derfor fortjent at dø?

Man kan i den forbindelse med en vis ret spørge, om det ikke var mere relevant, om de med de krænkede følelser tilgav dem, som de finder det legitimt at slå ihjel på grund af en tegning? Det spørgsmål stiller EH imidlertid ikke. Han interesserer sig i det hele taget ikke for jihadisternes motiver eller tankeverden. Han nøjes med at projicere sine egne forestillinger om godt og ondt over på dem. I 2015 blev der dokumenteret 65 mord på journalister/bloggere. 40 pct. blev begået af islamister i lande som Frankrig, Bangladesh, Syrien og Tyrkiet. Det tyder på, at det ikke blot drejer sig om hvide racister mod et marginaliseret og undertrykt mindretal.

At grine sammen med terroristerne
EH siger, chokerende nok, at jo mere voldelige muslimer er, jo mere religiøse er de, mens de, der ikke griber til vold, kaldes moderate, dvs. de er ikke så religiøse, at det gør noget, de ligner os, som han formulerer det. Og, tilføjer han, vi bør indse, at vi på nogle områder, f.eks. i forsvaret af ytringsfriheden som sakral, ligner fundamentalisterne (s. 32). Her lykkes det EH at fornærme de muslimer, der ikke bryder sig om Muhammed-tegninger, men afviser vold som et legitimt svar, når religiøse følelser krænkes. EH ignorerer og opløser dermed skellet mellem vold og ikke-vold til håndtering af uenigheder. Denne manglende skelnen findes flere steder i teksten. Det sker i en iver efter at forstå terroristerne og se det enkelte menneske bag volden. Det kan være relevant nok, men det bør ikke ske på bekostning af et skel, som er afgørende for enhver civilisation. Det giver grund til bekymring på både demokratiets og ytringsfrihedens vegne. Det kan ende med, at vi kommer til at grine sammen med terroristerne og ikke af dem.

Ejvind Hansen: Kugleregn møder kuglepen
Forlaget Philosophia, 110 sider, kr. 129.

Redaktionel bemærkning: Vi henleder opmærksomheden på Ejvind Hansens replik offentliggjort på bloggen offentligheder.dk den 19. februar 2016.

by Ketty Jensen -

Ny bog om troværdig journalistik indfrier ikke helt sine egne ambitioner

Af Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved DMJX

TrovardigJournalistikHvis bare man ikke forventer, at bogen skal sparke gang i en diskussion om den journalistiske etik, vil den kunne læses med udbytte af alle, der har en mening om journalistikkens værdi, konkluderer Ejvind Hansen i sin anmeldelse af bogen Troværdig journalistik.

Bogen tager en opgave på sig, som på mange måder er ambitiøs: På den ene side ønsker forfatterne empirisk at afdække nogle af de fordomme, der florerer omkring de danske journalister og medier. På den anden side ønsker forfatterne også at genstarte en debat om den journalistiske etik, som de karakteriserer som “svagt teoretisk begrundet” (s. 22).

Første del af opgaven lykkes bedre end sidste del. De løser opgaven ved at koble spørgsmålet om den troværdige journalistik med spørgsmålet om nøjagtighed, og så viser de, at kilderne til de journalistiske produkter generelt set er nogenlunde tilfredse med journalisternes arbejde. Og her afmonteres så den første fordom: Det står bedre til for netjournalistikken end fordommene ellers lader formode. Personligt ville jeg gerne have haft lidt flere detaljer på, hvordan de adspurgte kilder er blevet udvalgt, og hvordan de er blevet spurgt. Det ville have givet bogen mere transparens, og dermed øget pointernes troværdighed – for nu at følge bogens egne afsluttende anbefalinger.

Størst kritik på den journalistiske troværdighed og nøjagtighed leveres af Leif Becker Jensen i en gennemgang af den sproglige præcision. Også dette kapitels kritik lider imidlertid en smule under, at det er uklart, hvor stort et problem, de forskellige typer af fejl egentlig spiller i den folkelige reception af produkterne. Der henvises ganske vist til en undersøgelse, hvor ti læsere har sammenlignet artikler med og uden fejl, men det er jo ikke det største empiriske materiale at basere sine konklusioner på.

Fokus på nøjagtighed
Min største anke imod bogen er imidlertid, at den ikke for alvor lever op til sin titel. Ganske vist gøres der et fint arbejde med at reflektere journalistikkens troværdighed op imod normen om nøjagtighed. Men “spørgsmålet om etik” bliver aldrig rigtig rejst i bogen. Ganske vist rummer bogen en fin gennemgang af, at etik spiller en vigtig rolle for journalister (kap. 5), men spørgsmålet om, hvad etik så vil sige, forbliver uklart.

Ganske vist gives hist og her nogle referencer til noget, der kunne ligne en aristotelisk konsekvensetik. Men selv hvis man køber dén pakke, savner man alligevel en refleksion over, hvilke konsekvenser, man så ønsker sig af journalistikken.

Det venlige svar på dette spørgsmål vil jo nok være, at man i enhver empirisk undersøgelse er nødt til at vælge sig et udgangspunkt, og at dette nødvendigvis må være forholdsvis snævert, hvis det skal kunne undersøges. Valget i denne bog har så været at fokusere på nøjagtighed. Og intuitivt vil de fleste af os vel også gå med på, at det er bedre, når journalister gengiver de beskrevne forhold så nøjagtigt som muligt.

Journalisters udvælgelse og vinkling
Men hvis vi udelukkende fokuserer på dette aspekt, overser vi et af de mest presserende problemer i det journalistiske arbejde i disse år: Hvordan sikrer vi, at journalisterne træffer de rigtige valg i, hvordan de udvælger og vinkler deres beskrivelse af verden omkring os. Det er ikke nok, at journalisterne behandler deres kilder ordentligt og skriver et ordentligt sprog – der skal også tænkes over, om det var de vigtige kilder, man greb fat i i første omgang, og om det er de vigtige ting, man skriver om.

Det jeg helt grundlæggende savner i refleksionen er en bevidsthed om, at journalisternes nøjagtige gengivelse skal kombineres med en (i meget bred forstand) kritisk etos hos journalisterne. Som de citerer Skovbjerg og Schultz-Jørgensen for, så har journalistik ikke som mål at tilfredsstille kilderne (s. 37). Men så kan vi måske også vende deres konklusion på hovedet: Når kilderne til netjournalistikken er mere tilfredse med journalisterne end kilderne til TV-journalistikken, så er det ikke nødvendigvis, fordi de er mere nøjagtige, men derimod fordi de er mindre kritiske? Og dermed også mindre troværdige?

Det er jo altid let at skille andres arbejde ad. Det skal ikke skygge for, at der er mange oplysende pointer i bogen, som kan være med til at skubbe til den almindelige debat omkring den journalistik, som vi alle har en mening om.

Hvis bare man ikke forventer, at bogen skal sparke gang i den danske diskussion af den journalistiske etik, så tror jeg den vil kunne læses med udbytte af alle, der har en mening om journalistikkens værdi. Og det er jo som bekendt mange.

Troværdig journalistik. Et spørgsmål om etik og nøjagtighed. Af Mark Blach-Ørsten og Anker Brink Lund (red.) Samfundslitteratur, 2015.

by Ketty Jensen -

Kugleregn møder kuglepen – ny bog om ytringsfrihed

KugleregnYtringsfriheden handler bl.a. om at kunne gøre grin med magthaverne. Ytringsfriheden handler også om at bygge bro mellem medborgere. Det kan vi gøre, når vi griner sammen, i stedet for at grine ad hinanden.

Sådan hedder det i foromtalen af Kugleregn møder kuglepen. Den nye bog om ytringsfrihed er skrevet af forskningschef i mediefilosofi ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Ejvind Hansen. Bogen udkommer i dag – et år efter attentatet på Charlie Hebdo i Paris.

Læs interview med Ejvind Hansen i anledning af bogudgivelsen på journalisten.dk.

Bogen vil blive anmeldt her på siden af Flemming Rose.

 

by Ketty Jensen -

Danskernes brug af nyhedsmedier i 2015

Tv-nyheder er ikke længere danskernes foretrukne nyhedskilde. I dag henter de fleste danskere deres nyheder på nettet, hvor aviserne sammenlagt når ud til flere end public service-kanalerne.

NewsDet er én af konklusionerne i rapporten Danskernes brug af nyhedsmedier 2015, som udkom ved årsskiftet. Bag undersøgelsen står professor Kim Schrøder fra Center for Magt, Medier og Kommunikation ved Roskilde Universitet.

‘I det overordnede billede er det sådan, at unge får nyheder fra sociale medier, ældre bruger stadig mest tv-nyheder – og alle bruger avisernes og tv-kanalernes nyheder online, blot i forskelligt omfang’, siger professor Kim Schrøder i pressemeddelelsen.

Blandt rapportens hovedpunkter er:

  • Flere får deres nyheder online end gennem de hidtil dominerende tv-nyhedsudsendelser
  • Smartphones og tablets fortsætter med at vinde frem i danskernes medievaner
  • Sociale medier er blevet en afgørende spiller på nyhedsmarkedet
  • Disse mønstre er mere markante i de unge aldersgrupper end i de ældre
  • De etablerede danske nyhedsmedier har fortsat en stærk position i nyhedslandskabet, men forskellige udenlandske digitale mellemmænd spiller samtidig en vigtig og voksende rolle i vores mediebillede

Læs hele rapporten

by Ketty Jensen -

Moving stories: International review of how media cover migration

Med ét blev billedet af en druknet syrisk dreng i rød T-shirt, blå shorts og sorte gummisko et symbol på flygtningekrisen i Europa. Og med det ændrede de europæiske mediers dækning af krisen sig fra den ene dag til den anden.

MovingStoriesDenne ændring er én af historierne i Moving Stories, som Ethical Journalism Network udgav på International Migrants Day den 18. december 2015.

‘Journalister glemmer ofte at fortælle hele historien, og når rutinerne tager over, falder de nemt for politikernes propaganda’, hedder det i rapporten, som gennemgår kvaliteten i mediedækningen af folkevandringer i EU og 14 lande rundt omkring i verden.

Nogle af rapportens hovedpunkter er:

  • Oversete muligheder. Hvordan europæiske journalister og medier undlod at slå alarm om en forestående tilstrømning af flygtninge, der flygter fra krig i Syrien og Irak, selv om det faktisk var muligt at sætte fokus på historien allerede et år før krisen for alvor brød ud i 2015.
  • Hadefulde ytringer. Hvordan anti-indvandrer eller anti-muslimske udtalelser fra politikere som Donald Trump i USA og visse europæiske ledere gav næring til den voksende bekymring i offentligheden og stjal mediedækningen.
  • Faldende standarder. Hvordan medierne undlader at give detaljerede og pålidelige oplysninger om flygtningekrisen pga. manglende redaktionelle ressourcer eller tilstedeværelse af velinformerede journalister, der er i stand til at rapportere dybtgående og empatisk.
  • Sensationsjagt. Hvordan meget af journalistikken flere steder er drevet af overdrivelse, intolerance og forvrængning, fordi medierne er usikre på de korrekte betegnelser til at beskrive folkevandringer, flygtninge og asylansøgere.

I rapporten nævnes store folkevandringer i Kina, Brasilien og Indien, som mere eller mindre bliver ignoreret af de traditionelle medier. Afrika-dækningen har fokus på dem, der flygter fra det afrikanske kontinent til Europa, og overser den store antal af afrikanske emigranter, der faktisk bliver i Afrika, skriver Reuters.

Som et konstruktivt tiltag nævner rapporten et etisk medie-charter – Carta di Roma – som de italienske medier har vedtaget i samarbejde med UNHCR for at give et mere afbalanceret billede af flygtningestrømmen og overvåge mediernes dækning.

Rapporten inkluderer anbefalinger til fair reporting og indeholder mange links til kilder, organisationer og statistik. Se evt. også UNHCR’s side Migration in the news.

Danmark er ikke blandt de analyserede lande.

Moving Stories. International review of how media cover migration. Ethical Journalism Review, 2015.

by Ketty Jensen -

Demokratisk offentlighed med modige ytringer

EjvindEn offentlighed med mange ytringer fra os alle er ikke i sig selv en god ting, hvis flertallet af disse ytringer blot bekræfter de bestående magtforhold. Vi bør sikre et rum for ytringer, der rent faktisk udfordrer de bestående narrativer.

 

Først da vil vi få en demokratisk offentlighed, der faktisk repræsenterer den samfundsmæssige mangfoldighed, skriver forskningschef Ejvind Hansen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i artiklen The Positive Freedom of the Public Sphere. Artiklen er bragt i det videnskabelige tidsskrift Journalism Studies nr. 6, 2015.

Mediejura.dmjx.dk bringer her et resumé af artiklen.

The relationship between democracy and the media since the appearance of Habermas’ major texts in the 1960s has been articulated through theories of the public sphere. The structure of the public sphere is significantly influenced by the communicative media, and the emergence of the internet thus calls for new reflections on the possible relationship between media, public sphere and democracy.

This paper argues that we should change the questions that are raised when we try to assess the public sphere. It is argued that the traditional (Enlightenment) focus upon negative liberties and the truth-value of utterances is not adequate. Negative freedom and truth are certainly important in the public sphere, because they are necessary conditions for taking a qualified stance towards the challenges that we face. It is, however, important also to reflect on what negative liberties are used for—which kinds of truths are articulated in public discussions. To answer this question it is argued that it is important to distinguish between affirmative truths and liberating truths (based on courage), the latter being what is required in democratic dialogues.

by Vibeke Borberg -

Privatlivets grænser flyder ud

Straffelovens privatlivsbeskyttelse, som er fra starten af 1970’erne, tager ikke højde for de teknologier, som uden aktivt samtykke indsamler og lagrer oplysninger om, hvor vi er hvornår, skriver Vibeke Borberg i dette indlæg på altinget.dk den 17. juni (altinget.dk/justits).

Afgrænsningen af privatlivets fred har altid givet anledning til diskussion og vanskelige lovgivningsmæssige valg.

I øjeblikket er grænsen mellem det private og det offentlige i hastig forandring; især på grund af digitaliseringen og en udvikling i den almindelige opfattelse af, hvad det private er.

Straffelovens nuværende privatlivsbeskyttelse er fra begyndelsen af 1970’erne, hvor privatlivets fred hovedsagelig drejede sig om at beskytte de fysiske omgivelser, som privatlivet udfolder sig i. Dette er naturligvis stadig relevant, men i dag er det i lige så høj grad aktiviteter, der foregår i det offentlige rum og på internettet, som udfordrer privatlivets grænser. Der er derfor behov for en nytænkning af de regler, som beskytter privatlivets fred.

Hvad er privat?
Der er behov for en ny definition af, hvad det private er, og hvad privatlivsbeskyttelsen skal beskytte. Er det private udelukkende det, vi foretager os, når vi befinder os i det private rum, eller skal beskyttelsen også omfatte en ret til at være i fred, når vi færdes og opholder os i det offentlige rum? Bør vi have (en vis) ret til privatliv på internettet og sociale medier, eller må vi leve med, at alt, hvad vi foretager os i det digitale rum, foregår i offentlighed og både kan bruges kommercielt og imod os?

Der er behov for en diskussion af, hvordan vi kan opretholde (eller genvinde) det grundlæggende princip om, at det enkelte individ som udgangspunkt selv bestemmer, hvem det vil lukke ind i sin privatsfære. Dette princip er alvorligt udfordret af teknologier, som ubemærket og uden aktivt samtykke indsamler og lagrer oplysninger om, hvor vi er hvornår, og som i kombination med andre informationer er i stand til at danne en skræmmende præcis profil af os som mennesker og forbrugere.

Tvunget til at give afkald på privatlivet
Der er behov for en grundlæggende debat om betingelserne for at deltage som borger i informationssamfundet. Er det acceptabelt, at vi for at benytte uomgængelige kommunikationsmidler som mobiltelefoner, internettet og sociale medier må give afkald på grundlæggende privatlivsrettigheder? Ingen kan bevæge sig rundt på internettet uden at acceptere cookies, som registrerer, hvilke sider man besøger, og hvad man interesser sig for.

Og udbydere af eksempelvis sociale medier og e-mailkonti stiller normalt kun deres tjenester til rådighed mod en betingelsesløs accept af, at de frit og ubegrænset kan anvende brugernes informationer/informationer om brugerne til et hvilket som helst formål, de ønsker. Der er reelt tale om en tvangssituation, fordi ingen mennesker længere kan deltage i samfundslivet uden at være online.

Mediefriheden
Afgrænsningen af privatlivets fred har desuden betydning for definitionen af mediefriheden. Mediernes mulighed for at agere som public watchdog afbalanceres over for hensynet til en rimelig beskyttelse af privatlivets fred, og udformningen af privatlivsreglerne er afgørende for, hvor dette snit ligger. Hvis dette snit er utidssvarende eller svært at lægge, fordi reglerne er uklare, kan det få konsekvenser for mediernes demokratiske funktion: Medierne kan både blive for tilbageholdende i den kritiske journalistik og for nærgående i dækningen af historier uden informationsværdi. Ingen af delene er ønskværdige.

Af samme grund opfordrede den parlamentariske arbejdsgruppe om medieetik og medieansvar, der blev nedsat i kølvandet af Se & Hør-sagen, sidste år regeringen til at iværksætte en nærmere undersøgelse af definitionen af privatliv og privatlivsbeskyttelse. Arbejdsgruppen anbefalede, at der nedsættes et udvalg bestående af medierepræsentanter, juridiske forskere og medieforskere, som inddrages i denne proces. Det lyder som en rigtig god idé, der har min fulde støtte; men jeg vil nu anbefale et bredere sammensat udvalg, så privatlivsområdet som helhed kan underkastes en samlet og principiel udredning.

by Vibeke Borberg -

Offentliggørelse af billeder af kendte personer

Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer uden deres samtykke belyses i en ny artikel af bl.a. Vibeke Borberg fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Artiklen er offentliggjort i tidsskriftet Juristen nr. 1, 2015.

Artiklen er baseret på en analyse af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den anden sag vedrørende prinsesse Caroline von Hannover af Monaco, som gennem mange år har forsøgt at beskytte sit privatliv mod eksponering i ugebladspressen (von Hannover nr. 2). Artiklen behandler også spørgsmålet, om retstilstanden i Danmark er i overensstemmelse med de principper, der lægges til grund i dommen.

Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer uden deres samtykke kan efter artiklens konklusioner kort udlægges som følger:

  • Man må ikke fotografere (kendte) personer, som befinder sig på privat eller ikke frit tilgængeligt område. Sådanne områder er steder, hvor mennesker bor eller opholder sig, og offentlige og private lokaliteter, hvortil der ikke er almindelig fri adgang.
  • Definitionen af kendte personer omfatter politikere og andre, der administrerer og anvender offentlige midler, og alle andre, som inden for politik, erhverv, kunst og kultur, sport og underholdning m.v. spiller en rolle i offentligheden.
  • Kendte personer må finde sig i, at medierne offentliggør detaljer om deres privatliv, hvis dækningen er af offentlig interesse. Betingelsen om offentlig interesse er normalt opfyldt, hvis dækningen af det private relaterer sig til dét, som personen er kendt i offentligheden for.
  • Hvis et billede derimod viser den kendte i private eller dagligdagssituationer, og offentliggørelsen alene har til formål at tilfredsstille læsernes/seernes nysgerrighed efter privatlivsdetaljer om den kendte, er dækningen ikke af offentlig interesse. Dette gælder også, selvom den kendte er fotograferet i det offentlige rum.
  • Hvis den kendte giver tilladelse til bringe billedet, er alt i orden. Husk at få og gemme dokumentation for samtykket.

Læs hele artiklen