Bogen giver et godt detaljeret indblik i en bestemt side af ytringsfrihedens historie, men er som al historiefortælling også et partsindlæg, skriver Ejvind Hansen i sin anmeldelse af Mchangama og Stjernfelts 1081 sider lange bog om ytringsfriheden.
Af Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved DMJX
Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt har med bogen gjort en vigtig bog, som har meget på hjerte, og som baserer sig på en historisk viden og detaljerigdom, der vil være oplysende for de fleste læsere. Særligt vil bogen tjene et vigtigt og godt formål i at minde os om de udfordringer, der trænger sig på, når vi sætter grænser for ytringsfriheden.
Man skal imidlertid heller ikke være blind for, at bogen samtidig er et partsindlæg. Dette bliver tydeligt gennem en klar tilskæring efter hvem, der er helte og skurke. Tilskæringen er mulig, fordi forfatterne har et klart defineret ideal for ytringsfriheden: Ytringsfriheden bør være så ubegrænset som mulig – ja, faktisk er de eneste grænser, som forfatterne synes at acceptere, fremstillingen af børneporno (s. 612-4) og “direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og grove og usande sigtelser mod enkeltpersoner” (s. 944).
Som en af dem der åbent har vedstået at være tilhænger af “Ytringsfrihed – MEN” (som er bogens hovedfjende) har det været givende at blive udfordret på mine synspunkter. Når jeg skriver, at bogen er vigtig, er det imidlertid også vigtigt for mig at sige, at det kunne være rigtig godt, hvis en historiker med et andet syn på ytringsfriheden skrev en tilsvarende bog. For som forfatterne skriver i bogen, så bruger man jo ofte historieskrivning til at retfærdiggøre sig selv (s. 88).
Adskillelse mellem tale og handling
Særligt savner jeg en refleksion over bogens hovedpointe om, at alt for mange overser pointen om, at man bør adskille ytringer og handlinger. Synspunktet bygger på oplysningstidens tænkere (Spinoza og Kant) og deles også af koryfæer som Birkner, Grundtvig, Pio og PH.
Mit personlige problem er bare, at selve den skarpe adskillelse mellem tale og handling er åbenlyst forkert. Dermed gør jeg mig i forfatternes øjne til en “pedant” (s. 937-8). Men jeg er ikke sikker på, at f.eks. forældrene til de børn, der gennem ytringer på Facebook er blevet mobbet til selvmord synes pointen er så pedantisk. Eller at den medarbejder, der møder ordene “Du er fyret!” fordi chefen ikke kan lide de ting, som man står for, synes pointen er pedantisk.
Forfatterne kommer meget kort ind på talehandlingsteoriens indvending mod deres position, hvor de påpeger at talehandlingsteoretikerne jo fastholder en distinktion mellem tale og handling (s. 938). Men forfatterne overser fuldstændig den dybere pointe: Selvom vi kan skelne mellem tale og handling, så er der altid også handling i at tale. Og derfor kan talen gøre lige så stor skade som alle mulige andre handlinger. Det er jo ikke det samme som at sige, at alle talehandlinger er lige så skadelige som alle almindelige handlinger (og omvendt i øvrigt). Men pointen bliver jo, at når tale også kan have handlingsmæssige implikationer, så kan vi ikke bygge hele ytringsfrihedsteorien op omkring en skarp adskillelse.
Frisættelse af alle stemmer
Betyder en frisættelse af alle stemmer, at flest mulige kommer til orde? Eller betyder det blot at de stærkeste stemmer råber så højt at svagere stemmer overtrumfes? Jeg er her med på, at vi får noget bøvl, når vi skal definere hvilke stemmer, der er svage og stærke. Men vi får altså også noget bøvl ved at ignorere spørgsmålet helt.
Opsummerende kan man sige, at bogen giver et godt detaljeret indblik i en bestemt side af ytringsfrihedens historie, og som sådan er det en vigtig bog. Men som al historiefortælling er også denne et partsindlæg. Med lidt held bliver den en opfordring til at andre tager den samme handske op – så vi kan få den gode debat om grænserne for ytringsfrihed, som er en helt uomgængelig forudsætning for et vel reguleret demokratisk samfund.
Læs en udvidet udgave af denne anmeldelse på Ejvind Hansens blog
MEN. Ytringsfrihedens historie i Danmark. Af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt. Gyldendal, 2016. 1081 sider.
