Tagged: Presseetik

Ekstra Bladet dømt til at betale rekordstor godtgørelse til gidsler

Chefredaktør Poul Madsen og JP/Politikens Hus blev dømt til at betale 300.000 kr. til hver af de to søfolk, der sad i fangenskab som gidsler i Somalia. Byretten fandt, at Ekstra Bladets dækning var unødigt krænkende på grund af de meget private billeder og oplysninger, som blev offentliggjort gennem næsten 1 år.

De to sømænd blev kidnappet af somaliske pirater i januar 2011 og sad som gidsler i mere end to år, før de blev frigivet mod betaling af en løsesum på knap 40 mio kr. Ekstra Bladets kampagne for at få gidslerne fri blev også kritiseret af Pressenævnet i december 2013.

Dommeren lagde vægt på, at Ekstra Bladet havde bragt hundredvis af billeder og private oplysninger, som i nogle tilfælde kom frem i interviews, der foregik under tvang og dødstrusler fra piraterne.

‘Ekstra Bladet gik alt for tæt på i forhold til gidslerne, som netop havde behov for særlig høj privatlivsbeskyttelse, fordi de var taget til fange’, siger Vibeke Borberg. Samtidig pointerer hun, at dommen fastslår, at dækningen af gidselsagen havde en klar og væsentlig samfundsmæssig interesse, som berettigede omtale af sagen både under gidseltagningen og efterfølgende.

‘Så på den ene side kan man sige, at retten anerkender, at der er en offentlig interesse, som betyder, at medier kan dække sagen, men at de skal være varsomme, fordi man let kan komme til at overskride grænsen for gidslernes privatliv, sådan som det var tilfældet i denne sag’, siger Vibeke Borberg til Ritzau.

Ekstra Bladet har besluttet ikke anke dommen.

En analyse af dommen til snarest blive offentliggjort på mediejura.dmjx.dk.

Læs domsresumé på domstol.dk

Hør Mennesker og Medier om sagen (20. maj 2016)

Ny bog om troværdig journalistik indfrier ikke helt sine egne ambitioner

Af Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved DMJX

TrovardigJournalistikHvis bare man ikke forventer, at bogen skal sparke gang i en diskussion om den journalistiske etik, vil den kunne læses med udbytte af alle, der har en mening om journalistikkens værdi, konkluderer Ejvind Hansen i sin anmeldelse af bogen Troværdig journalistik.

Bogen tager en opgave på sig, som på mange måder er ambitiøs: På den ene side ønsker forfatterne empirisk at afdække nogle af de fordomme, der florerer omkring de danske journalister og medier. På den anden side ønsker forfatterne også at genstarte en debat om den journalistiske etik, som de karakteriserer som “svagt teoretisk begrundet” (s. 22).

Første del af opgaven lykkes bedre end sidste del. De løser opgaven ved at koble spørgsmålet om den troværdige journalistik med spørgsmålet om nøjagtighed, og så viser de, at kilderne til de journalistiske produkter generelt set er nogenlunde tilfredse med journalisternes arbejde. Og her afmonteres så den første fordom: Det står bedre til for netjournalistikken end fordommene ellers lader formode. Personligt ville jeg gerne have haft lidt flere detaljer på, hvordan de adspurgte kilder er blevet udvalgt, og hvordan de er blevet spurgt. Det ville have givet bogen mere transparens, og dermed øget pointernes troværdighed – for nu at følge bogens egne afsluttende anbefalinger.

Størst kritik på den journalistiske troværdighed og nøjagtighed leveres af Leif Becker Jensen i en gennemgang af den sproglige præcision. Også dette kapitels kritik lider imidlertid en smule under, at det er uklart, hvor stort et problem, de forskellige typer af fejl egentlig spiller i den folkelige reception af produkterne. Der henvises ganske vist til en undersøgelse, hvor ti læsere har sammenlignet artikler med og uden fejl, men det er jo ikke det største empiriske materiale at basere sine konklusioner på.

Fokus på nøjagtighed
Min største anke imod bogen er imidlertid, at den ikke for alvor lever op til sin titel. Ganske vist gøres der et fint arbejde med at reflektere journalistikkens troværdighed op imod normen om nøjagtighed. Men “spørgsmålet om etik” bliver aldrig rigtig rejst i bogen. Ganske vist rummer bogen en fin gennemgang af, at etik spiller en vigtig rolle for journalister (kap. 5), men spørgsmålet om, hvad etik så vil sige, forbliver uklart.

Ganske vist gives hist og her nogle referencer til noget, der kunne ligne en aristotelisk konsekvensetik. Men selv hvis man køber dén pakke, savner man alligevel en refleksion over, hvilke konsekvenser, man så ønsker sig af journalistikken.

Det venlige svar på dette spørgsmål vil jo nok være, at man i enhver empirisk undersøgelse er nødt til at vælge sig et udgangspunkt, og at dette nødvendigvis må være forholdsvis snævert, hvis det skal kunne undersøges. Valget i denne bog har så været at fokusere på nøjagtighed. Og intuitivt vil de fleste af os vel også gå med på, at det er bedre, når journalister gengiver de beskrevne forhold så nøjagtigt som muligt.

Journalisters udvælgelse og vinkling
Men hvis vi udelukkende fokuserer på dette aspekt, overser vi et af de mest presserende problemer i det journalistiske arbejde i disse år: Hvordan sikrer vi, at journalisterne træffer de rigtige valg i, hvordan de udvælger og vinkler deres beskrivelse af verden omkring os. Det er ikke nok, at journalisterne behandler deres kilder ordentligt og skriver et ordentligt sprog – der skal også tænkes over, om det var de vigtige kilder, man greb fat i i første omgang, og om det er de vigtige ting, man skriver om.

Det jeg helt grundlæggende savner i refleksionen er en bevidsthed om, at journalisternes nøjagtige gengivelse skal kombineres med en (i meget bred forstand) kritisk etos hos journalisterne. Som de citerer Skovbjerg og Schultz-Jørgensen for, så har journalistik ikke som mål at tilfredsstille kilderne (s. 37). Men så kan vi måske også vende deres konklusion på hovedet: Når kilderne til netjournalistikken er mere tilfredse med journalisterne end kilderne til TV-journalistikken, så er det ikke nødvendigvis, fordi de er mere nøjagtige, men derimod fordi de er mindre kritiske? Og dermed også mindre troværdige?

Det er jo altid let at skille andres arbejde ad. Det skal ikke skygge for, at der er mange oplysende pointer i bogen, som kan være med til at skubbe til den almindelige debat omkring den journalistik, som vi alle har en mening om.

Hvis bare man ikke forventer, at bogen skal sparke gang i den danske diskussion af den journalistiske etik, så tror jeg den vil kunne læses med udbytte af alle, der har en mening om journalistikkens værdi. Og det er jo som bekendt mange.

Troværdig journalistik. Et spørgsmål om etik og nøjagtighed. Af Mark Blach-Ørsten og Anker Brink Lund (red.) Samfundslitteratur, 2015.

Qureshis opdigtede kilder anfægter journalistikkens troværdighed

’Qureshi-sagen er den værste journalistskandale i mands minde. Den anfægter direkte troværdigheden, journalistikkens livsnerve’, skriver Lasse Jensen i Information.

QureshiI klummen den 9. december skriver Lasse Jensen, at sportsjournalisten Michael Qureshi ikke blot er et offer for den hårde konkurrence på tabloidpressens sportsstof. Der er tale om gedigen journalistisk svindel, som har stået på i årevis.

I et interview i TV3’s sportsmagasin Onside kom det frem, at Qureshi gennem en årrække har opdigtet navne på kilder i en lang række artikler. Selv siger Qureshi, at de opdigtede navne er pseudonymer, som han har brugt for at give kilderne kildebeskyttelse.

Qureshi blev efterfølgende bortvist fra Ekstra Bladet for uacceptable arbejdsmetoder. Samtidig tilbagekaldte Ekstra Bladet 5 af Qureshis artikler og forsynede flere andre hans artikler med en ‘disclaimer’ for at gøre læseren opmærksom. Før Ekstra Bladet arbejdede Qureshi på BT, og Berlingske Medier har tilbagekaldt 22 af hans artikler. Mediegiganten Egmont, der bl.a. udgiver fodboldmagasinet Goal, har trukket omkring 500 artikler tilbage.

Forskningschef i medieret ved dmjx Vibeke Borberg er enig i, at sagen er meget alvorlig. »Den grundlæggende præmis for, at journalistik kan udfylderollen som public watchdog er helt enkelt, at offentligheden kan stole på validiteten af de oplysninger, der bringes i medierne,« siger hun.

Det er især den omstændighed, at det tyder på, at en række af Michael Qureshis artikler har referereret til kilder, som ganske enkelt ikke findes, der gør sagen særlig alvorlig, mener Vibeke Borberg, der understreger, at der fortsat er mange ubekendte.

»Journalister har lov til at bruge anonyme kilder og til at anvende opdigtede kildenavne, hvis det sker af beskyttelseshensyn til kilderne. Men når en sådan fremgangsmåde anvendes, skal det klart fremgå af artiklen. Journalstikkens troværdighed sætter over styr, når læserne ikke ved, at der bruges pseudonymer. Og det er klart, at det selvfølgelig er endnu mere alvorligt, hvis kilden slet ikke findes,« siger hun.

Hør debatten i Mennesker og medier på P1

Troværdig journalistik – et spørgsmål om etik og nøjagtighed

TrovardigJournalistik1. december udkom bogen Troværdig journalistik – et spørgsmål om etik og nøjagtighed, der er resultater fra et forskningsprojekt under ledelse af professorerne Mark Blach-Ørsten, RUC, og Anker Brink Lund, CBS.

I bogen opstilles en række kriterier for at nyhedsmedierne kan opretholde deres institutionelle troværdighed.

Bogen fokuserer på journalisters forhold til presseetik, på nyhedernes nøjagtighed, på den journalistiske vinkling på tværs af medieplatforme og på det journalistiske sprog.

Forskningschef Ejvind Hansen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole anmelder bogen her på mediejura.dmjx.dk i januar 2016.

Troværdig journalistik. Et spørgsmål om etik og nøjagtighed. Af Mark Blach-Ørsten og Anker Brink Lund (red.) Samfundslitteratur, 2015.

Troværdig journalistik – et spørgsmål om etik og nøjagtighed

TrovardigJournalistik1. december udkom bogen Troværdig journalistik – et spørgsmål om etik og nøjagtighed, der er resultater fra et forskningsprojekt under ledelse af professorerne Mark Blach-Ørsten, RUC, og Anker Brink Lund, CBS.

I bogen opstilles en række kriterier for at nyhedsmedierne kan opretholde deres institutionelle troværdighed.

Bogen fokuserer på journalisters forhold til presseetik, på nyhedernes nøjagtighed, på den journalistiske vinkling på tværs af medieplatforme og på det journalistiske sprog.

Forskningschef Ejvind Hansen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole anmelder bogen her på mediejura.dmjx.dk i januar 2016.

Troværdig journalistik. Et spørgsmål om etik og nøjagtighed. Af Mark Blach-Ørsten og Anker Brink Lund (red.) Samfundslitteratur, 2015.

Accountable journalism – etiske retningslinjer worldwide

Øget tempo, en presset økonomi og stadig hårdere konkurrence udfordrer mediernes etik. Derfor har The Reynolds Journalism Institute ved University of Missouri og Ethical Journalism Network taget initiativ til oprettelse af sitet Accountable Journalism, der overvåger nyhedsmediernes etik rundt omkring i verden.

AccountableJournalismPå sitet accountablejournalism.org forklarer Adrian White fra Ethical Journalism Network kort og klart, hvad der kendetegner journalistikkens etiske kerneværdier:

  • ansvarlighed
  • nøjagtighed
  • uafhængighed
  • upartiskhed
  • medmenneskelighed

Selvom internettet og de sociale medier for altid har forandret journalistikken, er de etiske kerneværdier stadig de samme, mener White og pointerer, at journalisterne skal være opmærksom på konsekvenserne af det, de offentliggør. Om ord og billeder kan skade folk.

De etiske retningslinjer for mere end 400 medier rundt omkring i verden er registreret i databasen på sitet. Blandt de repræsenterede lande er Norge, Sverige, Finland og Island, mens der er endnu ikke nogen danske medier at finde i samlingen, selvom 2 ud af 3 danske nyhedsmedier ifølge Kulturstyrelsens rapport om medieetik har nedskrevne etiske retningslinjer.

Nogle oplysninger i den globale kortlægning på Accountable Journalism trænger til ajourføring, men man opfordres til at sende etiske retningslinjer og opdateringer til contact@accountablejournalism.org.

Læs lektor Søren Boy Skjolds blogindlæg Vend blikket indad! med spørgsmål, som journalister bør stille sig selv for at undgå partsindlæg.

DR bør passe på med gratis reklame for egne journalisters udgivelser

Var det gratis reklame for Puk Damsårds nye bog, da DR søndag aften bragte hendes interview med hovedperson i den bog, hun udgav dagen efter?

En rigtig god historie. Og en rigtig dygtig formidler. Men timingen er problematisk. Sådan vurderer Vibeke Borberg Puk Damsgårds interview i ’21 Søndag’ med et dansk gidsel, der er hovedperson i den bog, hun udgav dagen efter.

Der findes hverken retsregler eller presseetiske retningslinjer for, hvornår en journalist har sådanne personlige eller økonomiske interesser i et emne, at journalisten ikke bør dække det i medierne. Derfor er det i høj grad op til medierne selv at vurdere, hvor grænsen går, og her kan public service-medier have en særlig forpligtelse til at sikre uvildighed.

’Emnet er relevant, men vil Danmarks Radio bringe det, må de enten lade en anden lave det eller bringe det på et andet tidspunkt. Ikke dagen før Puk Damsgårds bog udkommer’, udtaler Vibeke Borberg til Politiken.

Læs mere på politiken.dk

Medieansvarsloven og privatlivsbeskyttelsen er forældet

Vibeke Borberg efterlyser en revision af både privatlivsbeskyttelsen og medieansvarsloven i Danske Mediers nyhedsbrev

’ Vores privatlivsbeskyttelse stammer fra 70’erne og tager ikke højde for, at digitaliseringen og internettet giver mulighed for at komme meget tæt på vores privatliv. Det område trænger i den grad til en revision. Og det samme gælder medieansvarsloven fra 1992’, udtaler Vibeke Borberg i et interview i nyhedsbrevet Danske Medier.

Om medieetik siger hun: ’ Vi er godt tjent med medier, der går tæt på, men vi bør også kunne kræve medier, der erkender, når noget går galt. Det ville hjælpe på det troværdighedsproblem, som medierne har.’

Læs interviewet på danskemedier.dk

Pressenævnet vil tage flere sager op af egen drift

Pressenævnet vil fremover være mere åben for muligheden for at tage sager op til behandling på eget initiativ og skride ind, selvom der ikke foreligger en klage

En arbejdsgruppe under Pressenævnet har siden januar 2014 overvejet, om nævnet skal tage flere sager op af egen drift og i givet fald, hvilke sagstyper en mere lempelig praksis på dette område bør omfatte. Nu har arbejdsgruppen offentliggjort resultatet af sine overvejelser.

images

Arbejdsgruppen konkluderer i sit notat, at Pressenævnet bør udvises større imødekommenhed over for af egen drift at behandle sager. Dette gælder sager, som må anses at være af væsentlig og principiel betydning, og som angår en betydelig krænkelse af personer, der konkret er omtalt, eller en betydelig krænkelse af en gruppe af personer, der ikke er klageberettigede, fordi ingen konkrete personer er omtalt.

Behandling af sager af egen drift bør som udgangspunkt ikke ske i sager om krænkelser af mindre betydning og kun hvis den forudrettede ikke udtaler sig imod, at nævnet tager sagen op. Der må samtidig ikke være grundlag for tvivl om de faktiske forhold i sagen.

Det vil især være følgende typer af sager, som det vil være relevant for Pressenævnet at tage op af egen drift:

  • Sager om krænkelse af børn, hvor der kan være modsætning mellem forældrenes og barnets interesser
  • Sager om krænkelse af personer, der f.eks. på grund af sorg, sygdom eller mentalt handicap ikke er i stand til at overskue rækkevidden af udtalelser til pressen
  • Sager om krænkelse af afdøde personer
  • Sager om krænkelse af ofre i straffesager eller personer, der er mistænkte, sigtede, tiltalte eller dømte i straffesager, og hvor situationen er så belastende, at personen ikke selv kan klage
  • Sager, hvor der er sket krænkelse af minoriteter eller en anden ubestemt gruppe af personer
  • Sager om skjult reklame

Efter at arbejdsgruppen har offentliggjort sine overvejelser, har Pressenævnet besluttet fremover at være mere åben over for muligheden for at tage sager op på eget initiativ og skride ind, selvom ingen klager.

Læs notatet om egen drift-sager på Pressenævnets hjemmeside

Pressenævnet udtaler alvorlig kritik af Ekstra Bladet for dækning af dødsbranden i Nakskov

Ekstra Bladet tog ikke tilstrækkeligt hensyn til de efterladte, da avisen bragte navne på og billeder af de omkomne børn kort tid efter branden. Det fastslår Pressenævnet, som i 2 nye kendelser udtaler alvorlig kritik af Ekstra Bladet.

Kendelserne tager særligt stilling til, i hvilket omfang medierne må hente og offentliggøre billeder fra åbne Facebook-profiler uden samtykke, og hvordan “offentlig interesse” skal defineres i presseetisk sammenhæng.

Billeder fra Facebook
Pressenævnet fastslår, at Ekstra Bladet har tilsidesat god presseskik ved at hente og offentliggøre billeder af de afdøde børn fra en Facebook-profil uden samtykke. Ekstra Bladet har derved groft tilsidesat den hensynsfuldhed og takt over for de efterladte, som dels fremgår af de vejledende presseetiske regler, og som man i øvrigt kunne forvente i denne situation.

Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tale om en åben eller lukket Facebook-profil, fremgår det af kendelsen:

”At billeder lægges på en Facebook-profil er ikke ensbetydende med et stiltiende samtykke til offentliggørelse, og særligt ikke, når der er tale om mindreårige børn, som er ofre for en voldsom ulykke og på et tidspunkt, hvor klageren endnu ikke havde indvilget i at udtale sig til Ekstra Bladet.”

Offentlig interesse
Pressenævnet fastslår endvidere, at begrebet ”klar almen interesse” er normativt, hvilket vil sige, at det ikke er afgørende, om mange mennesker faktisk er interesset i at læse en given historie: Massemedierne bør altid holde sig for øje, hvad der er i offentlighedens interesse, og hvad der tilhører privatlivets fred.

Oplysninger om en voldsom dødsbrand og efterforskningen af branden kan være oplysninger, der har offentlig interesse. Ekstra Bladets intensive og nærgående reportager om branden i Nakskov, som bl.a. afslørede ofrenes identitet kort tid efter branden, overstiger imidlertid offentlighedens interesse i detaljerede oplysninger om ofrene og deres pårørende.

”Uanset om Ekstra Bladet den 31. januar 2015 via oplysninger fra familie, naboer og vidner m.v. med stor sandsynlighed kunne antage, at de havde vished for børnenes identitet, var det ikke foreneligt med reglerne om, at også pårørende til ofre for ulykker skal vises det størst mulige hensyn, at Ekstra Bladet på så tidligt et tidspunkt offentliggjorde navnene på de omkomne.” Dette gælder, uanset om oplysningerne om børnenes identitet efterfølgende viste sig at stemme overens med virkeligheden og således var ”korrekte”.

Se kendelse vedr. 1. sag

Se kendelse vedr. 2. sag