Vanskelig opgave at bekæmpe hadefulde ytringer på nettet

EU-Kommissionens beslutning om at sætte ind over for hadefulde ytringer på sociale medier bliver hårdt arbejde for de sociale mediers sprogpoliti. For hvad går det an at skrive på forskellige sprog, og hvad er den detaljerede betydning helt nøjagtigt, når der oversættes fra et sprog til et andet, spørger Michael Ejstrup, der er forskningschef i sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

 

MichaelEjstrup

Af Michael Ejstrup, forskningschef i sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Altinget.dk skriver herom: ”EU vil støvsuge Facebook for racisme og radikalisering… … EU-Kommissionen vil i samarbejde med Facebook, Twitter, YouTube og Microsoft bekæmpe hadefulde ytringer på internettet. Dansk Folkeparti betragter det som et alvorligt angreb på ytringsfriheden, mens Radikale glæder sig over skrappere kontrol.”

Her kan EU for alvor komme på hårdt arbejde med noget nær alle fællesskabets forskellige sprog i spil. Hver med sit særpræg med tvungne og frie elementer. Eksempelvis er bestemthed i navneord obligatorisk på dansk og mange andre af fællesskabets sprog. Men ikke i alle. Hvordan håndterer man oversættelse fra f.eks. kinesisk, tyrkisk eller arabisk, hvor regler er noget nær så anderledes, som de kan blive. I disse grammatiske tvungne påbud kommer detaljer til syne, og hvad går det mon an at sige og skrive? I hvert fald ikke det samme på alle sprogene. Og hvem finder ud af, hvad den detaljerede betydning helt nøjagtigt er, når der oversættes fra det ene sprog til det andet? Her bliver virkelig noget at se til for det kommende sprogpoliti.

Jesper Langballes udtalelser om islam
Lad os tage et par eksempler fra henholdsvis dansk og tyrkisk, hvor vi i Danmark har oplevet en voksende opmærksomhed på ytringers krænkende indhold som i forbindelse med Jes­per Langballes synspunkter om islam og muslimer, hvor han i januar 2010 vakte opsigt med et indlæg i Berlingske Tidende med følgende ordlyd:

”Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt”.

Folketinget ophævede Langballes parlamentariske immunitet, og han blev sigtet for overtrædelse af Straffelovens såkaldte racismeparagraf. Han blev ved retten i Randers idømt 10 dagbøder a 500 kroner. De ulovlige udtalelser hænger sammen med Langballes synspunkt om, at islam er en form for trussel mod Danmark og Europa. Han har senere uden retsligt efterspil udtalt:

Islam og kristendom kan ikke forliges. Og det har de ikke kunnet i de 1500 år, islam har eksisteret. Jeg betragter religionen islam som en fare for ethvert samfund, hvor den slår sig ned”.

Måden og i dette tilfælde abstraktionsniveauet bliver afgørende for, om vi accepterer ytringen. De malende og meget konkrete billeder af vold og seksuel forbrydelse, der knyttes direkte til islam, er væk i Langballes sidste udtalelse, som således gik an uden retsligt efterspil.

Bøjningsform kan være afgørende for ordenes denotation og konnotation
Bestemthed i navneord kommer i spil i utallige sammenhænge som eksempelvis i sprogspecifikke kate­go­ri­seringer og grammatiske påbud, som får stor betydning for, hvordan man kan sno sig og sige noget om det kontroversielle på snilde måder, som lige netop vores særlige sprog tillader med tilpas tvetydighed, eksakthed og indbyggede medbetydninger. Navneords bestemthedsbøjning er et grammatisk påbud på dansk, og det får stor betydning ved ord og bøjninger som (en) kirke, kirken, (en) G/gud, G/guden, (en) himmel, himlen. Samtlige ord og udtryk er i hver sin bøjningsform helt afgørende for både denotation og konnotation på dansk, mens omtrent hver form af ordene er valgfri på tyrkisk. Eksempelvis sagde føromtalte Lars Hedegaard i et interview i 2009:

”De [muslimer, red.] voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.”

Lars Hedegaard siger ikke direkte, om han mener nogle eller alle, og på dansk bruger vi bøj­nings­for­merne bestemt ental (f.eks. løven er et farligt dyr) eller ubestemt flertal (f.eks. løver er far­li­ge dyr) til at sige noget generisk, hvilket vil sige noget generelt, der gælder for alle i en gruppe. Jyllands-Posten kunne have tilføjet nogle i en parentes i stedet for bare at skrive muslimer uden spe­cifika­tor; men ikke uden at ændre betydningen afgørende.

Eksemplerne viser, at man på hvert sprog kan slippe mere eller mindre heldigt af sted med formuleringer, som næppe overhovedet vil gå an på et andet sprog; det er ord og udtryk, som i en oversættelse vil kunne skabe reelle farer og problemer. En oversættelse fra en dansk retsprotokol til en tyrkisk vil kunne blive fatal, alt efter om oversættelsen af han dræbte ham bliver, at vidnet forklarede onu ölürdü eller onu ölürmüs (han eller hun (onu) har dræbt ham eller hende (onu); det har jeg selv set (ölürdü), eller det har jeg bare fået fortalt og bestemt ikke selv set (ölürmüs)).

Sådanne eksemplers antal er uendelige; så der skal lyde et stort held og lykke herfra til EU-Kommissionen med det nye sprogpolitis arbejde med at fjerne hadefulde ytringer. Der bliver uden tvivl god brug for såvel heldet som lykken.

Ny europæisk adfærdskodeks mod hadefuld tale på internettet

Sammen med IT-virksomhederne Facebook, Twitter, YouTube og Microsoft har EU-Kommissionen vedtaget en adfærdskodeks med retningslinjer for, hvordan udbredelsen af ulovlig hadefuld tale på internettet skal bekæmpes i Europa.

Den nye adfærdskodeks skal understøtte medlemlandenes gennemførelse og håndhævelse af EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad både i online- og i offlinemiljøet. Dette skal ske ved at sikre, at onlinemellemled og sociale medieplatforme inden for et passende tidsrum effektivt gennemgår ulovlig hadefuld tale på internettet, når de modtager en gyldig anmeldelse. Adfærdskodeksen er således først og fremmest målrettet IT-virksomhedernes procedurer for håndtering af brugeranmeldelser om ulovlig hadefuld tale på deres platforme.

I EU-Kommissionens pressemeddelelse er det bl.a. anført:

Med underskrivelsen af adfærdskodeksen forpligter IT-virksomhederne sig til at fortsætte deres bestræbelser på at håndtere ulovlig hadefuld tale på internettet. De skal blandt andet udarbejde nye interne procedurer og uddanne deres medarbejdere for at garantere, at de gennemgår størstedelen af de gyldige anmeldelser om fjernelse af ulovlig hadefuld tale inden for 24 timer og om nødvendigt fjerner eller blokerer adgangen til indholdet. IT-virksomhederne skal bestræbe sig på at styrke deres igangværende samarbejde med civilsamfundsorganisationer, der skal hjælpe med at indberette indhold, som opfordrer til vold og hadefuld adfærd. IT-virksomhederne og Kommissionen tilstræber også at fortsætte deres arbejde med at finde og fremme uafhængige modfortællinger, nye idéer og initiativer og at støtte uddannelsesprogrammer, der fremmer kritisk tænkning.

Endvidere ønsker IT-virksomhederne at understrege, at denne adfærdskodeks er udformet som vejledning for deres egne aktiviteter og som en måde at udveksle bedste praksis med andre internetvirksomheder, platforme og sociale medier på.

Med aftalen forpligter mediegiganterne sig bl.a. til at overvåge og reagere på krænkende materiale i form af konkrete trusler eller opfordringer til had, vold og terror – og om nødvendigt fjerne det fra deres sociale platforme inden for 24 timer.

Fra flere sider hilses initiativet velkomment mhp. at dæmme op for ekstremisme på nettet, mens andre ser det som et angreb på ytringsfriheden.

Læs mere på altinget.dk

I orden at afvise aktindsigt af ressourcemæssige hensyn

Det var berettiget, at Justitsministeriet gav Radio24syv afslag på aktindsigt, fordi det efter ministeriets vurdering ville tage over 60 timer at behandle anmodningen. Det skriver Ombudsmanden i en udtalelse.

Skærmbillede 2016-04-05 kl. 13.01.27

Ombudsmanden henviser til Offentlighedslovens § 9, stk. 2, hvor der står, at at en anmodning om aktindsigt kan afslås, hvis behandlingen af anmodningen vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug.

Ombudsmanden pointerer, at der er tale om en samlet vurdering i netop denne konkrete sag. Det betyder ikke, at myndighederne fremover kan bruge 60 timer som en generel grænse over for massemedier. ‘Men man kan mere principielt konkludere, at myndigheder også over for journalister kan sætte en grænse og afvise en anmodning om aktindsigt, hvis den vil kræve et uforholdsmæssigt ressourceforbrug’, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i udtalelsen.

Læs udtalelsen på ombudsmanden.dk