Beretning om medieetik og medieansvar

Kulturudvalget afgav den 17. december beretning om brugen af betalte kilder og mediernes ansvar ved publicering af urigtige historier, bagvaskelse og privatlivskrænkelse. Se beretningen.

Beretningen bygger på indstilling fra den parlamentariske arbejdsgruppe om medieetik og medieansvar. Arbejdsgruppen blev sammen med en anden arbejdsgruppe om datasikkerhed nedsat tilbage juni som en direkte konsekvens af Se og Hør-sagen.

Arbejdsgruppens opgave var at se på følgende områder i samarbejde med pressens repræsentanter: 1) erstatningsansvaret over for personer, der udsættes for bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred af medierne, 2) etiske og moralske dilemmaer ved mediers brug af betalte kilder og 3) gennemgang af praksis og normalstrafniveau over for medier i forbindelse med publicering af urigtige historier.

Arbejdsgruppen er nu kommet med en række anbefalinger til Kulturudvalget, som kan læses i beretningen:

  • Etiske retningslinjer. Arbejdsgruppen opfordrer flere medier til at udarbejde specifikke retningslinjer for det redaktionelle arbejde og til at sådanne retningslinjer offentliggøres på mediernes hjemmesider.
  • Erstatningsansvar ved privatlivskrænkelser. Arbejdsgruppen opfordrer regeringen til at tage initiativ til en nærmere undersøgelse af definitionen af privatliv og privatlivsbeskyttelse. Arbejdsgruppen bemærker således, at rækkevidden af straffelovens privatlivsbeskyttelse fortsat fastlægges på baggrund af Straffelovrådets betænkning fra 1971, men at opfattelsen af, hvad privatliv omfatter, har udviklet sig siden da.
  • Påtalekompetence. Arbejdsgruppen opfordrer desuden regeringen til at undersøge, om påtalekompetencen i sager om mediekrænkelser med fordel kan ændres til offentlig påtale. Krænkelser i medierne er således som hovedregel undergivet privat påtale, hvilket indebærer, at det enkelte individ selv må tage initiativ til at sagsøge mediet og selv må afholde alle omkostninger og bære procesrisikoen. Arbejdsgruppen mener, at dette medfører færre sager og finder, at det er problematisk i forhold til borgernes retsstilling.
  • Initiativer hos Pressenævnet. Arbejdsgruppen noterer, at der allerede foregår et arbejde med at undersøge, om Pressenævnet skal tage flere sager op af egen drift, og at resultatet af dette arbejde imødeses. Arbejdsgruppen peger på, at en mindre offentlig sagsgang måske vil kunne mindske nogle personers betænkelighed ved at klage, og at der fortsat er problemer med sager, der på grund af klagefristen forældes.
  • Mediernes brug af betalte kilder. Arbejdsgruppen kommer ikke med nogen anbefalinger på dette område, hvorom det anføres, at emnet debatteres i mediebranchen.
  • Erstatningsniveau for publicering af urigtige historier, bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred. Arbejdsgruppen konkluderer, at det på grund af sammenhængen mellem erstatningsniveauer på forskellige retsområder ligger uden for arbejdsgruppens kompetence at komme med anbefalinger på dette område.

Beretningen er endnu ikke blevet debatteret af medierne eller i den offentlige debat, og det skyldes muligvis, at anbefalingerne hverken er kontroversielle, revolutionerende eller hurtigtvirkende. Selvom det er påtrængende at få kigget nærmere på mulighederne for at modernisere privatlivsbeskyttelsen og erstatte privat påtale med offentlig påtale i mediesager, lægger anbefalingerne op til initiativer, som ikke i den nærmeste fremtid vil resultere i konkrete forslag eller ændringer. Det samme gælder arbejdsgruppens opfordringer til medierne (og Pressenævnet), som giver indtryk af, at politikernes respekt for armslængdeprincippet er udtryk for en generel berøringsangst for at stille krav til medierne.

Både offentligheden, medierne og politikerene har en interesse i, at det selvregulerende presseetiske system er effektivt og i stand til at adressere udfordringerne i det moderne medie. Det er det imidlertid ikke med den nuværende medieansvarslov, som er vedtaget længe før de digitale medier blev en væsentlig del af medie- og nyhedsbilledet. Det kan derfor undre, at arbejdsgruppen ikke benyttede lejligheden til at foreslå at iværksætte arbejdet med at revidere medieansvarsloven. En sådan revision vil kræve et grundigt lovforberedende arbejde i samarbejde med alle interessenter, og det kan derfor meget vel tage lang tid at gennemføre de nødvendige ændringer af medieansvarsloven. Jo før dette arbejde kommer i gang, des bedre.

Naturfond kan hemmeligholde dokumenter uden klageadgang

Naturfonden bliver en ny stærk aktør i de kommende år på naturområdet i Danmark. Folketinget vil  inden jul vedtage loven om Den Danske Naturfond. Ifølge miljøministerens lovforslag, er der mulighed for aktindsigt hos Naturfonden men ingen klagemulighed, hvis fonden afslår. Lovforslaget er vedtaget fredag den 19. december.

Offentlighedsregler uden klageadgang
Naturfonden etableres ifølge lovforslagets § 1 uden for den offentlige forvaltning, og fonden er derfor ikke automatisk omfattet af offentlighedsloven. Offentlighedsloven skal dog gælde for fonden ifølge lovforslagets § 3, men uden klagemulighed. Det spiller i øvrigt ikke nogen væsentlig rolle, at Naturfonden bliver omfattet af offentlighedsloven, for den skal være omfattet af miljøoplysningsloven, der typisk giver mere offentlighed.

Naturfonden får vigtige offentlige funktioner og skal derfor være omfattet af miljøoplysningsloven ifølge Aarhuskonventionen og EU-direktiv om adgang til miljøoplysninger. Det fremgår eksplicit af lovforslagets § 4, stk. 1, men ville også gælde uden denne bestemmelse. Tilføjelsen i § 4, stk.2 betyder, at miljøoplysningslovens klagemuligheder ikke vil gælde for Naturfonden. Ifølge lovens § 4, stk. 3 skal fonden selv afgøre klager over afslag på aktindsigt.

Det fremgår ikke af lovforslagets bemærkninger, at den normale klagemulighed for afslag på aktindsigt bliver fjernet med lovforslaget. Så vidt jeg kan se, har ingen folketingsmedlemmer haft bemærkninger til dette væsentlige punkt.

Aarhuskonventionen stiller krav til klageadgang
Den grundlæggende internationale krav om offentlighed for miljøoplysninger findes i Aarhuskonvention, der blev underskrevet i 1998 i Aarhus. Den er ratificeret af mange lande og af EU. Ifølge Aarhuskonventionen (art. 9, 1) skal et land sikre, at afslag på aktindsigt kan prøves ved et uafhængigt klageorgan eller en domstol, der kan træffe bindende beslutning.

I UNECEs guide til Aarhuskonventionen (2000 side 126) skal det enkelte land sikre en særlig hurtig og gratis adgang prøvelse. Det gælder også for et land, der bygger kontrollen på domstolsprøvelse.

Folketingets Ombudsmand beslutter principielt selv om en sag giver anledning til prøvelseved ombudsmanden, og han kan ikke træffe bindende afgørelse. Derfor kan en mulighed for vurdering ved ombudsmanden ikke leve op til de internationale krav om en kontrolinstans, der træffer bindende afgørelse.

Der er ikke etableret en særlig hurtig og gratis (eller billig) procedure for prøves af aktindsigt ved domstole. Min konklusion er, at Danmark overtræder Aarhus-konventionen, når loven om Naturfond fjerner den klageadgang, som der ellers ville være til Natur- og miljøklagenævnet.

En dårlig tjeneste
Naturfonden bliver en vigtig aktør på naturområdet i Danmark, og der vil givetvis komme stor offentlig interesse for fondens dispositioner. Det er en meget dårlig idé at overlade til Naturfonden selv at afgøre, om dispositioner skal hemmeligholdes. Der vil ganske vist være mulighed for at rejse en retssag om afslag på aktindsigt, men det vil være bekosteligt og tage lang tid.

Folketinget gør Naturfonden en dårlig tjeneste ved at fjerne den almindelige klageadgang. Konsekvensen er, at den demokratiske kontrol og debat bliver forringet, og den manglende klageadgang vil med stor sandsynlighed give grobund for mistillid til fondens dispositioner.

Se forslag til lov om Dan Danske Naturfond og lovforslagets behandling i Folketinget

Aller i Højesteret om kildebeskyttelse

Den 18. december 2014 stod Aller og anklagemyndigheden igen over for hinanden, da spørgsmålet om, hvorvidt politiet kan beslaglægge og gennemse elektroniske arbejdsredskaber hos Aller, blev procederet for Højesteret. Tidligere har både byretten og landsretten truffet afgørelse i sagen, og Procesbevillingsnævnet har givet Aller tilladelse til at få sagen prøvet af Højesteret.

I juni tillod byretten politiet at beslaglægge og gennemse elektroniske arbejdsredskaber hos Aller og nuværende og tidligere medarbejdere som led i efterforskningen af Se og Hør-sagen. Denne kendelse stadfæstede landsretten men besluttede samtidig, at første gennemsyn af materialet – af hensyn til kildebeskyttelsen – skulle foretages af byretten og ikke af politiet. Landsretten tillod dog, at politiet færdiggjorde den spejling af materialet, som allerede var påbegyndt.

I august gav Procesbevillingsnævnet Aller tilladelse til indbringe sagen for Højesteret. En sådan tilladelse kan kun bevilges, hvis kæremålet angår spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde taler for det. I denne sag er det spørgsmålet om rækkevidden af mediernes kildebeskyttelse, som gør kæremålet principielt.

Højesteret har faktisk tidligere set på sagen. I juli besluttede Højesteret nemlig, at Allers ansøgning om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret skulle tillægges opsættende virkning. Når noget tillægges opsættende virkning, skal alle sagsaktiviteter sættes i bero, og afgørelsen betød derfor, at hverken gennemsyn eller spejling af det beslaglagte materiale kunne sættes i gang eller fortsætte, før Procesbevillingsnævnets afgørelse forelå. Højesterets begrundelse var, at man risikerer, at formålet med kildebeskyttelsen – at beskytte kilden mod identifikation –forspildes, hvis arbejdet med at gennemse og spejle materialet påbegyndes, inden der foreligger en endelig afgørelse om, hvorvidt politiet overhovedet kan få adgang til materialet.

Højesterets kendelse i sagen ventes afsagt den 8. januar 2015.

Afindeksering af artikler på nettet

Pressenævnet har i november afgjort en række klager over forskellige mediers afvisning af at fjerne tidligere offentliggjorte artikler på nettet. I ingen af sagerne fik klagerne medhold.

Kendelserne er afsagt efter den nye bestemmelse i de presseetiske regler, som giver mulighed for at bede mediet om at ’hindre tilgængeligheden’ af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt (pkt. B8).

De fleste af de afgjorte klager (5) var indgivet af samme person. Han klagede over, at forskellige medier havde afvist hans anmodning om at fjerne artikler på nettet, som indeholdt oplysninger om, at han var erklæret konkurs. Artiklerne var primært offentliggjort i sommeren 2011, hvor konkursdekretet blev afsagt.

Pressenævnet lagde ved sine afgørelser vægt på, at oplysningerne om klagers konkurs var korrekte på tidspunktet, hvor artiklerne blev offentliggjort, og at nogle af de indklagede medier i 2014 havde opdateret oplysningerne i artiklerne, efter at konkursdekretet var blevet ophævet. Der var derfor ikke grundlag for at udtale kritik.

Begrundelsen viser, at hvis artikler på nettet indeholder oplysninger, som var korrekte på tidspunktet for offentliggørelsen, og som ikke af andre grunde er i strid med god presseskik, er betingelserne for at få dem slettet som hovedregel ikke opfyldt. Det gør ingen forskel, at de faktiske forhold efterfølgende har ændret sig, og sådanne ændringer medfører dermed ikke i sig selv, at tidligere offentliggjorte korrekte oplysninger skal fjernes. Begrundelsen viser endvidere, at medierne ikke har pligt til af sig selv at opdatere oprindeligt korrekte oplysninger, hvis forholdene efterfølgende ændrer sig, men at opdatering er et moment, der understøtter god presseskik.

Belastende oplysninger tilgængelige i mange år
Derudover afgjorde Pressenævnet en klage over, at Ekstra Bladet havde afvist at fjerne artikler på nettet fra 2001 og 2002, som omtalte klagerens straffedomme. Klageren fik i 2001 en betinget straf på 10 måneders fængsel for overgreb mod fire unge mænd og blev i 2002 idømt en fællesstraf på 12 måneders ubetinget fængsel efter på ny at have forgrebet sig på en yngre mand. Overgrebene fandt sted i forbindelse med klagerens hverv som læge, og klageren bestred ikke, at artiklerne gengav et korrekt referat fra straffedommene.

Ved vurderingen af klagen lagde Pressenævnet vægt på, at selvom der faldt endelig dom i sagen for mange år siden, kan det på grund af sagens karakter og alvor ikke anses for en overtrædelse af god presseskik at afvise anmodningen om at slette eller afindeksere artiklerne. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at risikoen for genkendelse er væsentligt forøget, fordi klagerens efternavn er sjældent, og en slægtsforskningsforening for nylig har etableret links til hans familie.

Kendelsen viser, at når tidligere offentliggjorte artikler på nettet angår emner af væsentlig samfundsmæssig interesse og er faktuelt korrekte, må den omtalte tåle, at selv meget belastende oplysninger er tilgængelige i en lang årrække efter begivenheden. Pressenævnet har ikke fastsat en tidsgrænse, men der er ikke noget i kendelsen, som tyder på, at grænsen i denne sag – hvor der er gået 12-13 år – er ved at være nået.

Frifindelse af kurdere for indsamling til Roj TV

Formelt set anfægter frifindelsen ikke den tidligere dom, hvor ROJ TV blev dømt og lukket for at være talerør for PKK og dermed fremme terror. Reelt gør den, når frifindelsen er begrundet med, at de tiltalte ikke burde have indset, at ROJ TV indirekte støttede PKK.

Medieselskaberne bag den kurdiske tv-station Roj TV blev dømt af Østre Landsret 3/7 2013 for at fremme terror ved at fungere som talerør for PKK. Se dommens resumé. På denne baggrund mente anklagemyndigheden, at indsamling af penge til Roj TV indirekte var støtte til terror. Anklagemyndigheden krævede mindst 4 års fængsel til 10 kurdere, der ikke har lagt skjul på, at de før 2012 indsamlede penge til Roj TV.

Dommen ved Københavns Byret 23/10 lød på frifindelse. Københavns byret begrunder frifindelsen med, at “anklagemyndigheden ikke har ført det fornødne bevis for, at de tiltalte vidste eller burde have vidst, at en støtte til Roj TV var indirekte støtte til PKK”. Se dommen.

På grund af den høje strafferamme for støtte til terror er straffesagen mod de 10 kurdere behandlet af et nævningeting med tre juridiske dommere og seks nævninge. Kurderne var tiltalt for at overtræde straffeloven § 114 b, der omfatter både direkte og indirekte støtte. Ifølge bemærkninger til lovforslaget kræves alene, at det i sidste ende er terrorgruppen, der drager fordel af pengene eller tjenesteydelserne. (§ 114 b var § 114 a i lovforslaget L 35, FT 2001-02, 2. saml.).

I dommen mod Roj TV fastslog Østre Landsret, at PKK var en terrororganisation. Denne konklusion ændres ikke ved frifindelsen i indsamlingssagen, og byretten lægger også til grund, at der var en tæt forbindelse mellem Roj TV og PKK ifølge landsrettens dom. Derfor var indsamlingen indirekte en støtte til PKK siger byretten.

Byrettens frifindelse er begrundet med, at de tiltalte først kunne eller burde vide, at der var en forbindelse mellem Roj TV og PKK, da den første dom om Roj TV blev afsagt af byretten i januar 2012. Der blev ikke fremlagt beviser for indsamling efter dette tidspunkt.

Tyrkiet søgte gennem flere år at få Danmark til at stoppe Roj TV. De første sager blev behandlet af Radio- og tv-nævnet, som er det kompetente organ efter radio- og fjernsynsloven. Nævnet konkluderede tre gange, at de nyhedsudsendelser, som Tyrkiet klagede over, ikke gav grundlag for at gribe ind i ytringsfriheden. Se afgørelser fra Radio- og tv-nævnet 21/4 2005, 3/5 2007 og 23/4 2008.

Vurderingen af udsendelser blev markant anderledes, da anklagemyndigheden anlagde straffesag mod Roj TV. Som grundlag for domfældelsen så Østre Landsret 30 timers udsendelser fra perioden 10. juni 2006 til 24. september 2010. Ifølge landsretten handlede en række af disse udsendelser om kultur, musik, vejr og sundhed, og i en række af de viste indslag om politik blev der talt om fredelige og politiske løsninger gennem dialog og forhandling. Landsretten lagde vægt på, at Roj TV også havde fokuseret på PKK. I landsrettens begrundelse blev bl.a. nævnt at “mange programmer formidler udtalelser og erklæringer fra og interviews med ledende personer, der har direkte tilknytning til PKK, herunder hvor personerne får lov til at tale frit og i længere tid, stort set uden afbrydelse og spørgsmål, ligesom der ikke inddrages andre kilder og synspunkter”. Landsretten konkluderede, at Roj TV fungerede som talerør for PKK og lagde vægt på, at en række af de viste udsendelser fremstod ensidige, partiske, ukritiske og med en rosende og glorificerende omtale af PKK.

Roj TV sendte via satellit til kurdere i hele verden og var den kurdiske tv-station, som de fleste kurdere dagligt brugte til at få nyheder, kultur og musik med kurdisk baggrund. Landsrettens udvalg på i alt 30 timer for en periode på over 4 år kan kun have omfattet få promille af Roj TV’s udsendelser. På dette grundlag blev Roj TV betegnet som et ensidigt talerør for PKK.

Lukningen af Roj TV var det alvorligste indgreb i pressefriheden i Danmark siden anden verdenskrig. Juridisk set var dommen mod medieselskaberne bag Roj TV besynderlig. Dommen så bort fra Menneskeretsdomstolens praksis for ytringsfrihed i sager om kurdiske medier, den var rettet mod ejerne/udgiverne og ikke mod redaktør eller journalister, og den så bort fra, at Radio- og tv-nævnet er udpeget i lovgivningen som det kompetente organ.

De ti kurdere, der nu er frifundet for at samle penge ind til Roj TV, har uden tvivl set mange flere timer tv på Roj, end landsretten så. De hører formentlig til de mange kurdere over hele verden, som var daglige seere for at få nyheder, kultur og musik med kurdisk baggrund. Det har ikke givet byretten grundlag for at konkludere, at de burde have indset, at Roj TV var talerør for PKK.

Byretten siger det ikke selv, men på dette afgørende punkt er frifindelsen i god overensstemmelse med Radio- og tv-nævnets præmisser i sagerne mod Roj TV og med Den Europæiske Menneskeretsdomstols kriterier for indgreb mod pressefriheden i sager mod kurdiske medier.

Den redaktionelle frihed på vaklende grund

Ifølge en afgørelse fra Skatterådet skal journalisten og redaktøren selv til lommerne, når der falder dom for overtrædelse af ytringsfrihedens grænser. Hvis afgørelsen står ved magt, styrker den behovet for ændringer i medieansvarsloven.

En afgørelse fra Skatterådet betyder, at det fremover bliver dyrt for en journalist og redaktør at blive dømt for overtrædelse af ytringsfrihedens grænser ved publicering i medier. I praksis har medievirksomheden betalt regningen i form af bøder, erstatninger, godtgørelser, udgifter til advokat og sagsomkostninger. Skatterådets afgørelse er bindende for skattemyndigheder. Den betyder, at journalisten og redaktøren, der bliver dømt for publicering, selv skal betale skat af det beløb, som medievirksomheden har dækket. Se Skatterådets afgørelse.

Ansvarsplacering og regres
Skatterådets afgørelse er begrundet med medieansvarslovens regler om ansvar for journalisten og den ansvarshavende redaktør. Medieansvarsloven bryder med almindelige regler om ansvar for medvirken og arbejdsgiveransvar. Udgiveren har efter loven ikke ansvar, men “hæfter” for bøder, erstatning m.v., som journalisten og redaktøren er dømt til at betale. Formålet med de særlige ansvarsregler er at styrke den redaktionelle frihed. Medieansvarsudvalget og lovgiverne tænkte, at juridisk ansvar for udgiverne ville føre til, at redaktionen blev underlagt styring fra udgiverne, og det skulle undgås (Medieansvarsudvalgets betænkning 1205 fra 1990).

Regres er et nøglebegreb i Skatterådets afgørelse. Regres betyder, at medievirksomheden, der hæfter og har lagt ud for idømte beløb, kan kræve, at den ansvarlige journalist og redaktør dækker udgiften. Skatterådet lægger til grund, at medievirksomheden altid har et fuldt regreskrav over for journalisten og redaktøren, der bliver dømt. Når medievirksomheden ikke kræver beløbet hos journalisten og redaktøren, får de en økonomisk gevinst, som er skattepligtig.

Spørgsmålet om skattepligt blev ikke berørt i forarbejderne til medieansvarsloven. Tilsyneladende har ingen tænkt på det. Regreskravet blev heller ikke behandlet særlig grundigt. Frøbert og Paulsen, der begge var medlemmer af Medieansvarsudvalget, skriver i deres bog Medieansvarsloven (1997), at noget kan tale for, og noget kan tale imod regreskrav (side 146). Det er således ikke korrekt, når Skatterådet antager, at forfatterne kun taler for regres. Frøbert og Paulsen henviser bl.a. til at bøder kan udmåles i relation til mediets økonomiske forhold. Det kan tilføjes, at erstatningsbeløb også kan påvirkes af mediets indtjening. Bøder, erstatnings- og godtgørelsesbeløb bliver i øvrigt typisk påvirket af mediets udbredelse, som er afgørende for krænkelsens størrelse. Der er således andre forhold end publiceringens indhold, der har betydning for sanktionens størrelse, og disse forhold taler imod regres

Et ubetinget regreskrav gælder ikke ved ansættelser uden for massemedierne. Her kan arbejdsgivere pålægges ansvar for skader, der opstår ved udførelsen af arbejdsopgaver, og arbejdsgivere har kun en begrænset mulighed for regres mod ansatte (erstatningsansvarsloven § 23).

Skatterådets juridiske præmis om fuldt regreskrav er noget tvivlsom. Den begrænsede regres, som gælder for arbejdstagere uden for massemedierne kan ikke bruges, men Skatterådet overser. at erstatningsansvarsloven § 24 også giver en mulighed for at begrænse regres, når den vil virke urimeligt tyngende eller andre særlige omstændigheder jf. Medieretten (2013) af Sandfeld Jacobsen og Schaumburg-Müller (side 375 – 77).

Ifølge Skatterådets beskrivelse har journalister og redaktør suverænt enekompetencen over publiceringer. Sådan ser den juridiske konstruktion ud ved en overfladisk betragtning.
Uanset tankerne fra medieansvarslovens ophavsmænd bliver mediers indhold påvirket af udgiverne. Den ansvarshavende redaktør er ansat af udgiverne og skal opfylde udgiverens rammer og forventninger. Skatterådets juridiske præmis om suveræn kompetence gælder i hvert fald ikke for journalister og fotografer. Skatterådet overser, at medieansvarsloven fastslår, at den ansvarshavende redaktør har den endelige beslutning over indholdet (§ 3, stk. 2).

Hvis det ikke lykkes at få Skatterådet til at træffe en ny afgørelse, og SKAT begynder at pålægge skattepligt, vil der være gode grunde til at anlægge retssag. Det bør ikke stå upåtalt, når Skatterådet træffer en vigtig afgørelse om medieansvar, og afgørelsen tilsyneladende bygger udelukkende på en anmodning fra advokat.

Retspolitiske overvejelser
Skatterådets afgørelse betyder, at journalister, fotografer og redaktører i nogle tilfælde vil få en stor regning for at udføre arbejde, der reelt styres af en udgivers kommercielle interesser. I andre tilfælde vil journalister, fotografer og redaktører få en stor regning for kritisk undersøgende journalistik, når ytringsfrihedens grænser trækkes af domstole ved hårfine afgørelser. Det vil føre til forsigtighed med at bruge ytringsfriheden. Forsigtighed gør ingen skade – tværtimod – hvis den kan forebygge systematiske krænkelser af privatliv, men forsigtighed vil være stærkt skadelig for den ytringsfriheden om samfundsmæssige forhold, der har grundlæggende betydning for demokratiet.

Medieansvarslovens konstruktion af særlige ansvarsregler betyder, at retssager for overskridelse af ytringsfrihedens grænser skal rettes mod den navngivne journalist eller fotograf og den ansvarshavende redaktør. Det er som udgangspunkt fornuftigt for at sikre fokus på informations- og ytringsfriheden under retssagen.

Et flertal i medieansvarsudvalget foreslog et udgiveransvar i særlige grove tilfælde, hvor der ikke er handlet med henblik på varetagelse af nogen almen interesse. Mindretallet, der bl.a. bestod bl.a. af repræsentanter for journalister og medier, var imod dette forslag og fik medhold, da lovforslaget blev udarbejdet af justitsministeriet og vedtaget af Folketinget.

I tilfælde, hvor en udgiver har lagt en forretningsstrategi, der primært sigter på udstilling af privatliv og ikke har nogen almen interesse, ville det være fornuftigt med et udgiveransvar, som flertallet i Medieansvarsudvalget i sin tid foreslog.

Det giver et dilemma, når medieansvarslovens konstruktion af regler for ansvar og hæftelse er begrundet med hensyn til den redaktionelle frihed. Når friholdelsen af udgiverne fra ansvar bygger på denne begrundelse, virker det selvmodsigende, at der efterfølgende regnes med, at udgiverne betaler regningen. Udgivernes lyst til at styre redaktionen kan påvirkes af de regninger. de skal betale for publicering. Det gælder vel, uanset regningen betales på grund af lovens regler eller på grund af en fast praksis for at give afkald på regres?

Hvis Skatterådets afgørelse ikke bliver ændret enten af rådet selv eller i en retssag, bør en lovændring sikre, at arbejdsvilkårene for journalister, fotografer og redaktører ikke er markant ringere end for ansatte på arbejdspladser, der ikke er massemedier. Det kan ske ved at supplere medieansvarslovens regler om udgiverens hæftelse med en regel om begrænsning af regres.

Medieansvarsloven er mere end tyve år gammel, og den er skrevet før Den Europæiske Menneskeretsdomstols sikring af pressefriheden slog igennem i Danmark. Uanset udfaldet af skattespørgsmålet betyder de markante ændringer i medielandskabet, at der er behov for ændringer i loven. Det er bl.a. på tide at gøre medieansvarsloven teknologineutral og skabe større klarhed om ansvarsplacering ved publicering af oplysninger fra anonyme kilder og debatindlæg på mediers websider jf. mit kapitel om medieansvar i Ytringsfriheden til forhandling (redigeret af Ejvind Hansen, Reitzels Forlag 2013). Uklarheder og andre problemer i loven giver også behov for ændringer jf. Medieretten af Sandfeld Jacobsen og Schaumburg-Müller (Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2013, side 377 – 379).

Ansvarsreglerne er et skrøbeligt fundament for den redaktionelle frihed. Medieansvarsloven har dog også en regel, der pointerer, at den ansvarshavende redaktør har den endelige afgørelse af indholdet (§ 3, stk. 2). Det kan siges langt bedre og tydelige, som det sker i den norske lov om redaktionel frihed. Den norske lov fastslår udtrykkeligt, at ejere/udgivere eller personer, der handler på deres vegne, ikke kan instruere eller efterprøve redaktøren i redaktionelle spørgsmål. Den norske lov tilføjer, at de heller ikke kan kræve at få kendskab til indholdet af en publikation, før den er offentliggjort.

Redaktionel uafhængighed bør være et af de overordnede formål for en medieansvarslov. Hvis lovgiverne vil, kan styrkelse af den redaktionelle frihed fint kombineres med en regresregel, der giver journalister, fotografer og redaktører på massemedier samme vilkår som ansatte på andre arbejdspladser, hvor der påføres skader som følge af arbejdet.

 

Den gamle offentlighedslov gælder fortsat for miljøoplysninger

Miljøoplysningsloven henviser fortsat til den gamle offentlighedslov, og ifølge regeringens lovkatalog for 2014 – 15 skal der ikke ske ændringer i loven.

Svingende lovprogammer
Regeringens lovprogram for 2014 – 15 varsler ikke ændringer i miljøoplysningsloven. Det betyder, at lovens henvisninger til offentlighedsloven fortsat vil handle om den gamle offentlighedslov.

I folketingsåret 2010 – 11 blev forslag til ny miljøoplysningslov fremsat sammen med forslag til ny offentlighedslov, og begge lovforslag indeholdt nye undtagelser for ministerbetjening og for dokumenter, der udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer. Lovforslagene blev ikke færdigbehandlet.

I Folketingsåret blev forslag til ny offentlighedslov genfremsat, og denne gang på grundlag af en politisk aftale mellem S, R, SF, V og K.  Der blev ikke fremsat forslag til ny miljøoplysningslov. Den nye offentlighedslov blev vedtaget i juni 2013 og trådte i kraft 1.1.2014.

Miljøministeriet sendte et lovudkast i høring i sommeren 2013, der ville harmonisere miljøoplysningsloven med reglerne i den nye offentlighedslov, og regeringens lovprogram for 2013 – 14 varslede et lovforslag. Lovforslaget ville bryde med internationale krav til offentlighed.

Miljøministeriet bedyrede i januar 2014 til Aabenhedstinget.dk, at lovforslaget var lige på trapperne, men det blev ikke fremsat. Se artikel på aabenhedstinget.dk.

Vildledende retsinformation
Statens officielle retsinformationssystem skulle gerne give sikker information om gældende retsregler, men systemet har siden 1. januar 2014 ikke givet korrekt information om lovreglerne for aktindsigt i miljøoplysninger. Samme problem gælder for statens nye Offentlighedsportal.

Miljøoplysningsloven henviser til §§ i offentlighedsloven, men disse henvisninger giver ikke mening, hvis brugeren ser på §§ i den nye offentlighedslov. Den meget opmærksomme bruger vil tjekke “senere ændringer til forskriften” og opdage, at det ved lov 639 af 12/06/2013 er vedtaget, at henvisninger i miljøoplysningsloven skal forstås som henvisninger til den gamle offentlighedslov. Det betyder, at regler i den gamle offentlighedslov fortsat gælder for miljøoplysninger i bred forstand inklusive oplysninger om fødevarer og andre forhold, der har relevans for menneskers sundhed og sikkerhed. Det er derfor en sandhed med væsentlige modifikationer, når den gamle lov, der kan findes i Retsinformation, er markeret som et historisk dokument.

Ingen vejledning
Retsinformation indeholder en vejledning om miljøoplysningsloven fra 2006. Et udkast til vejledning fra Miljøstyrelsen blev sendt i høring i lige før jul i 2013. Her forklarede styrelsen, at reglerne i den gamle offentlighedslov, skal bruges, når de giver den bedste retsstilling. Udkastet kan fortsat ses på høringsportalen, men det findes hverken på Retsinformation eller på Offentlighedsportalen. Der er stort behov for vejledningen for at undgå total forvirring, men den er tilsyneladende endnu ikke blevet godkendt.

Aktindsigt i Kystinspektoratets flytning hører under miljøoplysningsloven

Ombudsmanden kritiserer, at Transportministeriet brugte den nye offentlighedslov til at afslå aktindsigt i sagen om direktoratets flytning til Miljøministeriet. Miljøoplysninger har en bred betydning ifølge EU-domstolens praksis, udtaler ombudsmanden.

I forbindelse med en regeringsomdannelse blev Kystinspektoratet i begyndelsen af 2014 flyttet fra Transportministeriet til Miljøministeriet. Journalist Lars Teilmann, Nordjyske søgte 10/2 aktindsigt i korrespondancen mellem Transportministeriet og Kystinspektoratet, andre ministerier og andre myndigheder i sagen om den organisatoriske flytning. Han anmodede også om aktindsigt i eventuelle interne dokumenter, som måtte være udarbejdet om baggrunden for flytningen. Transportministeriet udleverede enkelte dokumenter 28/2, men afslog aktindsigt i de fleste med henvisning til, at de var undtaget efter reglen om ministerbetjening i den nye offentlighedslov. Dette afslag blev indbragt for Ombudsmanden 11/3.

Folketingets Ombudsmand har 11/9 afgjort, at aktindsigt i sagen skal behandles efter miljøoplysningsloven. Se udtalelsen.

Det gør en forskel, fordi miljøoplysningsloven giver videre adgang til oplysninger end offentlighedsloven. Loven bygger på Aarhuskonventionen og EU-direktivet om miljøoplysninger.

Transportministeriet argumenterede for, at sagen ikke handlede om miljøoplysninger. Ministeriet forklarede, at flytningen var rent organisatorisk og ikke ville betyde ændringer i varetagelsen af opgaverne. Ombudsmanden lagde vægt på, at det ikke er afgørende, om flytningen rent faktisk vil betyde ændringer for miljøet. Det afgørende er, om den kan påvirke miljøelementer (§ 3, nr. 3), og ombudsmanden fandt, at flytning af sagsområder fra et ministerium til et andet erfaringsmæssigt ofte får betydning for opgavevaretagelsen f.eks. på grund af ændret prioritering og politisk fokus eller indpasning i andre bevillingsmæssig forhold og forudsætninger mv.

Ombudsmanden henviste endvidere til, at “miljøoplysninger” efter EU-domstolens praksis har et bredt anvendelsesområde jf. f.eks. sagen C-321/96 Mecklenburg.

Et lovudkast om ændring af miljøoplysningsloven, der var i høring for godt et år siden, blev ikke fremsat i folketingssamlingen 2013 – 14, Det ville have indført samme undtagelser i denne lov som i den nye offentlighedslov bl.a. undtagelsen for ministerbetjening. Nogle af de foreslåede ændringer ville være i strid med internationale forpligtelser. Se høringssvar fra Nils Mulvad og Oluf Jørgensen.

Miljøstyrelsen har udsendt en vejledning om, at den gamle offentlighedslov fortsat gælder for miljøoplysninger. Styrelsen har udtalt, at vejledningen blot er midlertidig, indtil en ny miljøoplysningslov bliver gennemført.

Udtalelsen fra Folketingets Ombudsmand i sagen om Kystinspektoratet henviser til EU-domstolens praksis og må give regeringen stof til eftertanke. Når lovkataloget for 2014 – 15 bliver fremlagt 7. oktober vil det vise sig, om regeringen i det kommende folketingsår vil fremsætte et forslag om ændring af miljøoplysningsloven.

Wonderful Copenhagen: Den økonomiske skandale er mørkelagt

Wonderful Copenhagen lod millionerne rulle til Melodi Grand Prix, og skatteydere hænger på regningen. Et eksempel på en generel problemstilling, der handler om offentlig støtte via fonde uden offentlighed.

Wonderful Copenhagen lod millionerne rulle til Melodi Grand Prix, og skatteydere hænger på regningen. Et eksempel på en generel problemstilling, der handler om offentlig støtte via fonde uden offentlighed

Skandalen om den store regning for afvikling af Det Europæiske Melodi Grand Prix er mørkelagt. Ombygning af B & W-hallerne var overladt til Wonderful Copenhagen, der er en erhvervsdrivende fond, der ikke er underlagt krav til offentlighed. Region Hovedstaden har bevilget 46 millioner for at dække en del af fondens underskud.

Generel problemstilling
Grand-prix-sagen er kun et eksempel på en generel problemstilling. Fonde forvalter milliardbeløb til forskellige formål, og fondenes kapitel etableres i høj grad med offentlig støtte enten via skattefradrag eller tilskud.

Store private virksomheder opnår skattefradrag ved at indsætte dele af overskuddet i en fond, og fondes kapitalforvaltning er underlagt gunstige skatteregler. Fondene får politisk opbakning med henvisning til, at de gunstige skatteordninger sikrer mod, at private virksomheder flytter til andre lande.

Wonderful Copenhagen
Wonderful Copenhagen er et eksempel på, at offentlige myndigheder også opretter fonde til at stå for samfundsmæssige opgaver. Fonden blev oprettet i 1992 en privat erhvervsdrivende fond af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Københavns Amt (nu Region Hovedstaden), Erhvervsministeriet, Danmarks Turistråd (nu VisitDenmark) og Københavns City Center.

En række opgaver inden for kultur, turisme m.m. bliver varetaget af Wonderful Copenhagen, der offentlig støtte fra Region Hovedstaden på grundlag af flerårige finansieringsaftaler. Bestyrelsen har 13 medlemmer, og seks af medlemmerne udpeges af Region Hovedstaden (2), Københavns Kommune (1), Frederiksberg Kommune (1) og Kommunekontaktrådet i regionen (2). Læs mere om Wonderful Copenhagen

Offentlighedsloven
Offentlighedsloven omfatter fonde m.v., der er oprettet ved lov f.eks. Landsbyggefonden, Feriefonden og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (§ 3, stk.1, nr. 1). Andre fonde m.v. er kun omfattet af offentlighedsloven, hvis de udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og er undergivet intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol (§ 3, stk. 1, nr. 2). Intet tyder på, at Wonderful Copenhagen er omfattet af offentlighedsloven.

Offentlighedsloven gælder som udgangspunkt for oplysninger, som offentlige myndigheder modtager f.eks. som registreringsmyndighed og fondsmyndighed. Men dette udgangspunkt påvirkes af særregler i loven om erhvervsdrivende fonde.

Ny lov om fonde svækker offentlighed
Loven om erhvervsdrivene fonde stiller nogle enkle krav om vedtægter m.m. Erhvervs- og selskabsstyrelsen skal sørge for registrering af fonde og er typisk også fondsmyndighed. Loven overlader til bestyrelsen for den enkelte fond at udpege revisor, og der er ingen krav om offentlig kontrol med, at offentlig støtte bliver anvendt til de formål, støtten er givet til.

En ny lov om erhvervsdrivende fonde er vedtaget af Folketinget 25.6.14. Den tidligere lov havde en regel om offentlighed for anmeldelser med bilag, fusionsplaner m.m. og henviste i øvrigt til offentlighedslovens almindelige regler (§ 61).

Den nye lov fastsætter ikke regler for, hvad der skal være offentligt eller hemmeligt, men bemyndiger erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte reglerne. Ministeren kan fastsætte regler for, hvilke oplysninger der skal være offentlige i forbindelse med registrering af fonde (§ 19, stk.3). Ministeren kan desuden fastsætte regler om undtagelser fra offentlighedsloven for oplysninger som fondsmyndigheden modtager (§ 20). Ifølge bemærkninger til lovforslaget kan der f.eks. være tale om at undtage oplysninger i sager om undersøgelse af honorarer til en bestyrelse eller oplysninger om modtagere af ydelser fra en fond.

Den nye lov er endnu ikke sat i kraft. Inden det sker vil ministeren formentlig fastsætte  bekendtgørelser med regler om offentlighed og undtagelser. Som den nye lov er formuleret, giver den ministeren frie muligheder til at undtage oplysninger, som fondsmyndigheden har og får om fonde. Se lovforslaget.

Offentlighedslovens krav er overtrådt
Den nye offentlighedslov, der trådte i kraft 1.1.2014 stiller krav om en offentlighedsportal, der bl.a. skal oplyse om lovforslag med regler, der påvirker offentlighed. Forslaget til ny lov om erhvervsdrivende fonde blev fremsat 12.3.2014, men der kom ikke oplysning på offentlighedsportalen om den væsentlige ændring.

Det fremgår direkte af offentlighedsloven § 18, at lovforslag skal på portalen. Ved Folketingets behandling af love på forskellige områder, vil der ofte ikke være særlig opmærksomhed om, at lovene indeholder en bestemmelse om begrænsning af offentlighed. Der er i årenes løb kommet talrige undtagelser fra offentlighed i love uden for offentlighedsloven.

Meningen med kravet til offentlighedsportalen er, at politikere, organisationer, journalister, forskere og andre, der er interesserede i offentlighed, skal have en reel mulighed for at blive opmærksomme på forslag, før de er vedtaget. Dette lovkrav blev overtrådt.
Ingen offentlig revision
Statsrevisorerne og Rigsrevisionen har i slutningen af august 2014 drøftet muligheden for at lave en undersøgelse af grand-prix-arrangementet, der endte med at blive tre gange dyrere end budgetteret. Konklusionen blev, at det heller ikke vil være muligt for den offentlige revision at kræve indsigt ved Wonderful Copenhagen i de nødvendige bilag og regnskaber, der er nødvendige for at kunne lave en ordentlig redegørelse (BT 26/8).

Det vil formentlig aldrig komme for dagens lys, hvordan millionerne blev formøblet til honorarer, lønninger, konsulenter, byggefirmaer, repræsentation m.v.

Ineffektivitet og uansvarlighed får gode vækstbetingelser, når der kan administreres uden offentlighed og uden fri konkurrence om opgaver i offentlige udbud. Det er en gåde, at politikere fortsat synes, det er en god idé, at mørkelægge forvaltningen af offentlig støtte via fonde.

Omstændigt at få tilladelse til droneflyvning

Både medier og virksomheder har for alvor fået øjnene op for de mange billedmæssige muligheder, der ligger i at sætte et kamera på en drone og vise billeder fra luften. Men lovgivningen på området gør det kompliceret for medierne at bruge droner som en del af nyhedsdækningen. De meget skrappe regler for blandt andet sikkerhedsafstand, gør at det indtil videre ikke er attraktivt for medierne at bruge dronerne til fotos og video.

I juli 2014 blev Danmarks Radio politianmeldt af Trafikstyrelsen for at have fløjet ulovligt med en drone i forbindelse med en vejrudsigt. Her sendte DR en drone op over et sommerhusområde, som ifølge Trafikstyrelsen er en klokkeklar overskridelse af loven. Se artikel hos Trafikstyrelsen.

Reglerne for droneflyvning rummer eksempelvis følgende, som har betydning for mediehuse:
– Afstanden til bymæssig bebyggelse og større offentlig vej skal være mindst 150 m.
– Flyvningen skal udføres på en sådan måde, at andres liv og ejendom ikke udsættes for fare, og således at omgivelserne påføres så ringe ulempe som muligt.
– Flyvehøjden må højst være 100 m over terræn.
– Tæt bebyggede områder, herunder sommerhusområder og beboede campingpladser, samt områder, hvor et større antal mennesker er samlet i fri luft, må ikke overflyves.
– Afstanden til banen/banerne på en offentlig flyveplads som angivet på Kort & Matrikelstyrelsens kort (kort 25 eller 1:50.000) skal være mindst 5 km.
– Afstanden til banen/banerne på en militærflyvestation som angivet på Kort & – Matrikelstyrelsens kort (kort 25 eller 1:50.000) skal være mindst 8 km.

Fynske Medier har som det første mediehus herhjemme fået tilladelse til at flyve med drone, og det har ikke været en enkel opgave at få den i hus.

Mediehuset er nu udstyret med en driftshåndbog, der er godkendt af Luftfartsstyrelsen og som giver elastik i forhold til eksempelvis reglen om afstand til bebyggelse. Denne regel er læmpet under forudsætning af, at man etablerer et afspærret, sikkert område, hvor der ikke er mennesker. Den praktiske håndtering af dette skal mediehuset i gang med at undersøge og afprøve. Også reglerne om afstand til lufthavne er lempet i mediehusets tilladelse.

Fynske Medier har fået godkendt fotograf Niels Mogensen Svalebøg som dronepilot, og han har været i igennem en praktisk prøve og svaret på spørgsmål for at kvalificere sig:

”Ud over at vi skal have denne tilladelse for at kunne bruge en drone i erhvervsmæssig sammenhæng, er der også mange af kravene til sikkerheden, som er på sin plads. Der er jo folk som er kommet til skade af droner. Dog er flere af reglerne i dag de samme som ved almindelige fly, og det kan virke lidt omstændigt,” fortæller Niels Mogensen Svalebøg.

Ifølge reglerne skal man i virksomheden ud over en chef-pilot have en ansvarlig for vedligeholdelse og en, der kan træne nye piloter. Indtil videre har Niels Mogensen Svalebøg fået tildelt alle kasketterne.

Ud over at følge reglerne i den udstedte driftshåndbog, skal mediehuset skal føre logbog over alle flyvninger, ligesom man skal følge en række procedurer i forbindelse med opstart af en flyvning.

Processen med at få tilladelsen har været undervejs siden april 2014, og kostet både dyre konsulentpenge og et stort ringbind med procedurer, tjeklister og regler for Fynske Mediers brug af drone. Ifølge fotochef Michael Bager er vejen mod en godkendelse til droneflyvning både lang og omstændig:

”Principielt er det alt for kompliceret. Processen har båret bræg af, at de folk, der er sat til at regulere på området er de samme som håndterer andre flyvninger, nemlig Luftfartsstyrelsen. De små droner som den, vi har anskaffet, bliver næsten behandlet som om det var et rigtigt fly. Vi vidste, at dette ville komme til at tage tid, og satte derfor også hurtigt processen i gang, da vi havde anskaffet dronen”.

Læs mere om Trafikstyrelsens regler for droner.