Tagged: Informationsret

Ny bog om informationsret

Lærebog i informationsret behandler en række immaterialretlige emner som ophavsret, erhvervshemmelighedsbeskyttelse, persondataret og personlighedsret og præsenterer informationsretten som en tværgående disciplin.

laerebogiinformationsret

Lærebog i informationsret er netop udkommet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Bogens forfattere er tilknyttet Center for informations- og innovationsret ved Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, og forskningschef i medieret på DMJX Vibeke Borberg bidrager med et kapitel om personlighedsret.

Personlighedsret er en juridisk disciplin, som beskæftiger sig med de retsregler, der beskytter individets integritet og personlighed, og som giver individet ret til at forbyde andre at foretage nærmere angivne behandlinger af information, der kan henføres til den pågældende person.

Personlighedsretten omfatter navnlig emner som retten til eget navn, billede og stemme, retten til egne oplysninger og historie, retten til privatliv, ære og omdømme, retten til egen identitet og valg af eget personlighedsbillede i offentligheden.

Personlighedsretlige problemstillinger har fået en stadig større betydning i takt med internettets udbredelse, den teknologiske udvikling og digitaliseringen af almindelige kommunikationsformer og nyhedsformidlingen. Den enkle måde, hvorpå information om et menneske, herunder navnlig personbilleder og personoplysninger, kan offentliggøres og videreformidles til en større og nogle gange ubegrænset kreds, aktualiserer ofte spørgsmål af personligheds- retlig karakter. Det samme gælder teknologier, som til samfundsmæssige eller kommercielle formål kan indsamle og lagre information om enkeltpersoners færden i det offentlige rum, og den persondyrkelse af kendte mennesker, som kan være forbundet med betydelige ideelle og kommercielle interesser.

Læs Vibeke Borbergs kapitel

Lærebog i informationsret. Af Henrik Udsen (ansv. red.), Vibeke Borberg, Thomas Riis, Morten Rosenmeier & Jens Schovsbo. Djøf Forlag, 2016.