Kategori: Nyheder

Efterforskning af hadefulde ytringer på Facebook

Politianmeldelse fra ung dansk muslim fører nu til efterforskning af hadefulde ytringer på Facebook

Østjyllands Politi har besluttet at efterforske en anmeldelse om et større antal hadefulde ytringer på Facebook efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris i januar. Ytringerne var rettet mod muslimer, og anmelderen følte sig som dansk muslim personligt ramt, har hun oplyst til bl.a. TV2 Østjylland. Politiet vil nu afhøre en række personer, som har postet sådanne opslag, og vil derefter tage stilling til, om der skal rejses tiltale for bl.a. overtrædelse af straffelovens racismeparagraf.

Se mere på TV 2 Østjylland inkl. interview med Vibeke Borberg

Pressebilleder er kun til nyhedsformidling

Liberal Alliance havde i dagbladsannoncer bragt et fotografi af Lars Løkke Rasmussen, som var hentet på Venstres hjemmeside. Det var en krænkelse af fotografens ophavsret.

Resumé
Liberal Alliance havde i dagbladsannoncer bragt et fotografi af Lars Løkke Rasmussen, som var hentet på Venstres hjemmeside, hvor det var lagt ud til pressebrug. Billedet var taget af fotograf Steen Larsen, som havde ophavsretten til fotografiet, og som ikke havde givet tilladelse til Liberal Alliances anvendelse. Da Liberal Alliance ikke ville betale, hvad Steen Larsen forlangte i vederlag for brugen af fotografiet, blev sagen indbragt for domstolene.

Østre Landsrets dom
Østre Landsret stadfæstede byrettens dom, som fastslog, at Liberal Alliances anvendelse af fotografiet var en krænkelse af Steen Larsens ophavsret.

Østre Landsret_07
Østre Landsret i Bredgade

Som begrundelse anførte byretten for det første, at det forhold, at fotografiet havde været tilgængeligt på Venstres hjemmeside til brug for pressen, ikke indebar, at der herved er givet samtykke til brug af fotografiet til andre formål end formidling af nyheder.

For det andet havde Steen Larsen krav på at blive navngivet, når hans fotografi blev brugt, og endelig var anvendelsen i en kampagne for et politisk parti og mod den person, som havde bestilt portrætfotografiet af fotografen, krænkende for Steen Larsen.

Som følge heraf blev Liberal Alliance pålagt at betale et rimeligt vederlag for brugen af fotografiet, som blev fastsat til 30.000 kr. under hensyn til, at fotografiet var anvendt tre gange i helsidesannoncer i landsdækkende aviser. Partiet skulle desuden betale en godtgørelse på 15.000 kr. til Steen Larsen for den uberettigede brug af billedet. Endelig blev Liberal Alliance idømt en bøde på 10.000 kr. for groft uagtsom overtrædelse af ophavsretsloven.

Hvad betyder dommen?
Dommen bekræfter princippet om, at et fotografi, der stilles til rådighed som pressefoto, ikke kan bruges til andre formål end formidling af nyheder uden tilladelse fra fotografen, som har ophavsretten. Sker dette alligevel, har fotografen krav på et rimeligt vederlag, som udgør ca. 10.000 kr. for hver gang billedet har været anvendt.

Anvendes et sådan foto tilmed i en kampagne mod den portrætterede person, foreligger der endvidere en krænkelse af fotografen, som berettiger til en godtgørelse for ikke-økonomisk skade i størrelsesordenen 15.000 kr.

Groft uagtsomme overtrædelser af ophavsretten straffes med bøde.

Dommen kan læses her

Offentliggørelse af billeder af kendte personer

Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer uden deres samtykke belyses i en ny artikel af bl.a. Vibeke Borberg fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Artiklen er offentliggjort i tidsskriftet Juristen nr. 1, 2015.

Artiklen er baseret på en analyse af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den anden sag vedrørende prinsesse Caroline von Hannover af Monaco, som gennem mange år har forsøgt at beskytte sit privatliv mod eksponering i ugebladspressen (von Hannover nr. 2). Artiklen behandler også spørgsmålet, om retstilstanden i Danmark er i overensstemmelse med de principper, der lægges til grund i dommen.

Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer uden deres samtykke kan efter artiklens konklusioner kort udlægges som følger:

  • Man må ikke fotografere (kendte) personer, som befinder sig på privat eller ikke frit tilgængeligt område. Sådanne områder er steder, hvor mennesker bor eller opholder sig, og offentlige og private lokaliteter, hvortil der ikke er almindelig fri adgang.
  • Definitionen af kendte personer omfatter politikere og andre, der administrerer og anvender offentlige midler, og alle andre, som inden for politik, erhverv, kunst og kultur, sport og underholdning m.v. spiller en rolle i offentligheden.
  • Kendte personer må finde sig i, at medierne offentliggør detaljer om deres privatliv, hvis dækningen er af offentlig interesse. Betingelsen om offentlig interesse er normalt opfyldt, hvis dækningen af det private relaterer sig til dét, som personen er kendt i offentligheden for.
  • Hvis et billede derimod viser den kendte i private eller dagligdagssituationer, og offentliggørelsen alene har til formål at tilfredsstille læsernes/seernes nysgerrighed efter privatlivsdetaljer om den kendte, er dækningen ikke af offentlig interesse. Dette gælder også, selvom den kendte er fotograferet i det offentlige rum.
  • Hvis den kendte giver tilladelse til bringe billedet, er alt i orden. Husk at få og gemme dokumentation for samtykket.

Læs hele artiklen

 

Ny dom fra menneskerettighedsdomstolen om skjult kamera

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har godkendt et schweizisk forbrugerprograms brug af skjult kamera.

hrbygningen1
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Resumé
Et kritisk program om forbrugerbeskyttelse på en schweizisk tv-kanal havde filmet et møde mellem en fiktiv forbruger og en forsikringsmægler med skjult kamera for at sætte fokus på forsikringsbranchens tvivlsomme forretningsmetoder ved salg af forsikringer til forbrugere. Forsikringsmægleren afslog efterfølgende at komme til orde i udsendelsen, og da de skjulte optagelser blev vist, var forsikringsmæglerens ansigt og stemme sløret.

Programmets journalister og redaktører blev efterfølgende idømt dagbøder ved de schweiziske domstole for at have krænket forsikringsmæglerens privatliv ved at filme ham med skjult kamera, og denne domfældelse indbragte de for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) med påstand om, at deres rettigheder efter art. 10 var krænket.

Den Europæiske Menneskerettigheds afgørelse
EMD fastslog, at det var en krænkelse af art. 10, at journalisterne og redaktøren var blevet idømt dagbøder for de skjulte optagelser. EMD lagde herved vægt på følgende momenter:

  • Udsendelsen drejede sig om et emne, som bidrog til en debat af almen interesse
  • De skjulte optagelser fokuserede ikke på forsikringsmægleren personligt, men på de forretningsmetoder, der blev benyttet af den profession, han var en del af
  • Forsikringsmæglerens ansigt og stemme var sløret ved udsendelsen, og interviewet havde ikke fundet sted i hans kontorlokaler.

På den baggrund fandt EMD ikke, at krænkelsen af forretningsmæglerens privatliv oversteg offentlighedens interesse i at modtage information om forsikringsbranchens forretningsmetoder over for forbrugere.

Hvad betyder dommen?
Dommen ændrer ikke grundlæggende ved retstilstanden i Danmark, for så vidt angår skjulte optagelser af personer som filmes i kraft af deres erhvervsmæssige aktiviteter. Efter Højesterets seneste dom om skjult kamera, den såkaldte hundehandler-dom, kan medierne således anvende skjult kamera, hvis emnet er af væsentlig samfundsmæssig interesse, og krænkelsen af privatlivets fred ikke overstiger hensynet til pressens ytringsfrihed – det vil sige efter samme kriterium, som EMD nu har fastslået.

På ét punkt lægger EMD-dommen dog noget til retstilstanden: EMD tillægger det afgørende betydning for udfaldet af den schweiziske sag, at forsikringsmæglerens ansigt og stemme var sløret ved udsendelsen af de skjulte optagelse, og at interviewet havde ikke fundet sted i hans kontorlokaler. Det var årsagen til, at krænkelsen af forsikringsmæglerens privatliv ikke var ”serious enough” til at opveje hensynet til informationsfriheden.

I hundehandler-dommen havde hundehandleren derimod ikke været sløret ved udsendelsen af de skjulte optagelser (og hun blev nævnt ved navn), og hun var filmet i sit private hjem, hvorfra hun solgte hundehvalpe. Alligevel betegnede Højesterets flertal krænkelsen som ”forholdsvis beskeden” og fastslog, at krænkelsen ikke oversteg hensynet til informationsfriheden. Mindretallet fandt derimod, at de skjulte optagelser indebar en grov krænkelse af hundehandlerens ret til beskyttelse af privatliv og hjem.

EMD’s dom betyder, at når det fremover skal afgøres, om brug af skjult kamera indebærer en krænkelse af privatlivets fred, som overstiger hensynet til pressens ytringsfrihed, skal det ved bedømmelsen af krænkelsens intensitet tillægges betydning, om den filmedes ansigt og stemme var sløret ved udsendelsen, og om optagelsen er sket på den filmedes arbejdssted. Hvis den filmede ikke var sløret ved udsendelsen, og hvis optagelsen fandt sted på den filmedes arbejdssted, vil det trække i retning af privatlivskrænkelse.

Læs pressemeddelelsen

Ny rapport om medieetik

Kulturstyrelsen har offentliggjort en ny specialrapport om medieetik. Rapporten er en del af ”Rapportering om mediernes udvikling i Danmark” – en videnbank, som giver et opdateret overblik over mediernes tilstand i Danmark.

Hele rapporten og en sammenfatning af rapporten kan ses på Kulturstyrelsens hjemmeside. Rapporten er udarbejdet af et forskerhold fra RUC med Mark Blach-Ørsten i spidsen.

I rapporten præsenteres ifølge forfatterne ”resultaterne af en omfattende kortlægning af danske mediers etik.” Undersøgelsen består af en analyse af Pressenævnets praksis siden nævnets oprettelse i 1992, en kortlægning af de danske nyhedsmediers interne retningslinjer og en komparativ undersøgelse af disse retningslinjer over tid, et survey blandt journalister samt  en interviewundersøgelse med journalister og redaktører.

Rapportens konklusioner kan opsummeres i følgende hovedpunkter:

•    Der har kun været begrænset vækst i antallet af pressenævnssager fra 1992 til 2012, men klager fra erhvervsfolk og over erhvervsstof er i stigning, mens andelen af klager over kriminaljournalistik er faldende. Manglende forelæggelse er den mest almindelige begrundelse for kritik, men et stigende andel kendelser kritiserer medierne for mangelfuld research.

•    Antallet af etiske retningslinjer udarbejdet af medierne selv er steget markant de senere år, og mediernes egne retningslinjer ligger ofte i forlængelse af de vejledende regler for god presseskik og handler om det journalistiske indhold.

•    Pressenævnssager har ifølge de interviewede journalister ikke redaktionelle konsekvenser, og mere end halvdelen af de adspurgte har ikke oplevet nogle sanktioner som følge af overskridelse af presseetiske regler. Nogle peger dog på, at sagerne har ændret deres måde at arbejde på.

•    De interviewede journalister oplever generelt, at der er kommet mere fokus på medieetik på deres redaktion, og at etiske spørgsmål jævnligt diskuteres på redaktionsmøder og i efterkritikken. Omvendt peger de på, at de kan blive pressede af redaktører eller kolleger til at gå på kompromis med etikken på grund af konkurrencen med andre medier.

Mere fokus på medieetik
Der er både godt og dårligt nyt i rapporten. Det er godt, at det ser ud til, at der er kommet mere fokus på medieetikken rundt om på redaktionerne, og at medierne i stigende grad selv udarbejder etiske retningslinjer. Selvom disse kodeks ofte ligger i forlængelse af de presseetiske regler og dermed ikke løfter den etiske overligger, skaber processen med at formulere mediets etiske grundsætninger større opmærksomhed om etikken blandt mediernes redaktionelle medarbejdere. Det kan være grunden til, at mange af de adspurgte journalister oplever etikken som en del af det journalistiske håndværk, der ligger på rygraden, og at etiske spørgsmål oftere diskuteres på redaktionsmøder og i efterkritikken. Der er dog det bekymrende skår i glæden, at mange af de nye netmedier ikke har det samme fokus på medieetik som de traditionelle, etablerede mediehuse.

Pressenævnssager uden redaktionelle konsekvenser
Det er derimod dårligt nyt, at Pressenævnssager tilsyneladende ikke får redaktionelle konsekvenser, og at mere end halvdelen af de adspurgte ikke har oplevet sanktioner som følge af overskridelse af presseetiske regler. Det tyder på, at det på mange medier er risikofrit at tilsidesætte god presseskik, og at man ikke indarbejder kritik fra Pressenævnet i tilgangen til det redaktionelle arbejde. Det vidner om tendens, som trækker i den modsatte retning i forhold til den positive melding om, at der er kommet mere fokus på medieetikken rundt om på redaktionerne, og det kunne tyde på, at den forøgede opmærksomhed om medieetikken er farveblind for de reaktioner, som pressenævnskritik nødvendigvis må kalde på over for den enkelte og i forhold til den redaktionelle linje. Denne inkonsistens – som af mange opfattes som en ligegyldighed over for kritik fra Pressenævnet – er formentlig en af årsagerne til, at mange ikke har tiltro til, at det nytter noget at gå til Pressenævnet og få medhold, og kan hænge sammen med, at mediernes troværdighed bedømmes som lav.

 

Højesteret: Politiet kan gennemgå elektronisk materiale beslaglagt hos Aller

Højesteret har stadfæstet landsrettens afgørelse om, at politiet har lov til at gennemgå en stor mængde elektronisk materiale, som i maj sidste år blev beslaglagt hos Aller Media og en række tidligere medarbejdere.

Den 8. januar 2015 stadfæstede Højesteret landsrettens afgørelse om, at politiet har lov til at gennemgå en stor mængde elektronisk materiale, som i maj sidste år blev beslaglagt hos Aller Media og en række tidligere medarbejdere. Første gennemgang af materialet skal foretages af byretten med teknisk bistand fra politiet, og både Aller Media og anklagemyndigheden skal være tilstede, så der løbende kan tages stilling til materiale, der bør frasorteres af hensyn til kildebeskyttelsen.

Der rokkes ikke ved kildebeskyttelsen
Kendelsen rokker ikke ved, at alle medier omfattet af medieansvarsloven har ret til kildebeskyttelse, og at kildebeskyttelsen kun skal vige for særligt tungtvejende, lovfæstede undtagelser. Dette gælder også medier, der som Se og Hør primært formidler information af ren underholdningsværdi. Kendelsen forholder sig således kun til, om der grund til at bringe undtagelserne til kildebeskyttelsen i anvendelse i Se og Hør-sagen.

Der gælder to undtagelser til den altovervejende hovedregel om kildebeskyttelse:

For det første kan kildebeskyttelsen ophæves, hvis sagen angår en lovovertrædelse af alvorlig karakter, som har en strafferamme på fængsel i 4 år eller derover. Denne undtagelse kan dog kun bringes i anvendelse, hvis kildematerialet må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring OG hensynet til opklaringen klart overstiger mediets behov for at kunne beskytte sine kilder.

For det andet kan kildebeskyttelsen ophæves, hvis sagen drejer sig om, at person i offentlig tjeneste eller hverv har brudt sin tavshedspligt. Denne undtagelse gælder dog ikke, hvis det må antages, at kilden har villet afdække forhold af samfundsmæssig betydning og dermed kan betegnes som whistleblower.

Området for undtagelserne til kildebeskyttelsen er således meget snævert, og der er desuden indlagt ekstra betingelser i loven, som indskrænker dette område yderligere. Hertil kommer, at undtagelsesbestemmelserne skal fortolkes i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis om mediernes ytringsfrihed og kildebeskyttelse, som normalt anses for at yde medierne en særlig beskyttelse mod statslige indgreb og indblanding i deres arbejde.

Højesterets begrundelse
Begge undtagelser var i spil i Se og Hør-sagen, fordi der både er tale om sigtelser for medvirken til forhold, der kan give op til 6 års fængsel, og om sigtelser for at have betalt offentligt ansatte, herunder en politimand, ansatte ved Hoffet og en sygeplejerske, for at bryde deres tavshedspligt. Højesteret vurderede ligesom byretten og landsretten, at grundlaget for at bringe begge undtagelser i anvendelse var opfyldt.

Vedrørende undtagelsen om brud på tavshedspligt anførte Højesteret, at det ikke kan antages, at de pågældende kilder har ville afdække forhold af samfundsmæssig betydning, og at betingelserne for at ophæve kildebeskyttelsen derfor er opfyldt.

Vedrørende undtagelsen om lovovertrædelser af alvorlig karakter fastslog Højesteret, at der er tale om alvorlige strafbare forhold, og at politiets adgang til materialet er af afgørende betydning for opklaringsarbejdet. Højesteret vurderede desuden, at hensynet til opklaringen oversteg Aller Medias behov for at beskytte sine kilder, og lagde herved vægt på følgende forhold:

  • At sigtelsen angår oplysninger, som mod vederlag fra Se og Hør i en flerårig periode er tilvejebragt ved uberettiget adgang til IT-systemer
  • At disse oplysninger er videregivet med henblik på offentliggørelse i dette blad til brug for underholdning om kendte personers privatliv
  • At videregivelsen i hvert fald som altovervejende udgangspunkt må antages at have vedrørt emner uden samfundsmæssig betydning
  • At kilden er en mulig gerningsmand til et strafbart forhold af alvorlig karakter
  • At Aller Media og medarbejdere ved Se og Hør er mistænkt for medvirken hertil

Højesteret kom således frem til, at hensynet til kildebeskyttelsen i denne sag bør vige for hensynet til opklaring af de strafbare forhold, men bestemte samtidig, at byretten skal foretage det første gennemsyn af materialet for at sikre, at det ikke indeholder kildebeskyttede oplysninger, der ikke må udleveres til politiet.

Underholdningsstof over for emner af samfundsmæssig betydning
Kendelsen kan som nævnt ikke tages til indtægt for, at kildebeskyttelsen for medier i underholdningsbranchen generelt skulle være mindre end for andre medier. Budskabet er derimod, at når det skal vurderes, om kildebeskyttelsen undtagelsesvist kan ophæves af efterforskningsmæssige hensyn, vejer hensynet til mediets behov for kildebeskyttelse mindre, hvis det beskæftiger sig med underholdning og ikke med emner af samfundsmæssig betydning. Den lavere vægtning af hensynet til kildebeskyttelse understøttes i denne sag af, at mediet selv er mistænkt for medvirken til de lovovertrædelser, der efterforskes.

Når kildebeskyttelsen i disse undtagelsestilfælde ikke vægtes lige så tungt for underholdningsstof som for emner af samfundsmæssig betydning, skyldes det, at kildebeskyttelsen og mediernes udvidede ytringsfrihed er nært knyttet til mediernes rolle som public watchdog. Det er mediernes funktion som offentlighedens vagthund, der begrunder, at medierne nyder en særlig beskyttelse, når de formidler information til offentligheden af samfundsmæssig interesse, og denne beskyttelse er som udgangspunkt betinget af, at medierne handler i god tro og leverer pålidelig og præcis information i overensstemmelse med god presseskik.