Kategori: Nyheder

Står racismeparagraffen i vejen for en fri debat?

Justitsminister Søren Pind har bedt Straffelovrådet vurdere, om racismeparagraffen skal ændres af hensyn til ytringsfriheden. Det sker, efter at en mand ved retten i Helsingør i februar blev dømt for racisme, fordi han på Facebook sammenlignede islam med nazismen.

Racismeparagraffen findes i straffelovens § 266b, hvori det hedder:

‘Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.’

Der er blandt medieorganisationerne uenighed om racismeparagraffens relevans og hensigtsmæssighed. Dansk Journalistforbunds formand Lars Werge bakker op om racismeparagraffen, som han mener fungerer efter hensigten. Til journalisten.dk siger han bl.a.: »Det citat skærer rigtig mange mennesker i denne verden over én kam. Det, manden kan have ment, er islamisme og ikke islam. Det er straks noget helt andet. Jeg synes ikke, det eksempel tjener til at sige, at vi skal have ændret eller fjernet paragraffen. Jeg synes ikke, vi i dette land lider af berøringsangst i forhold til emner og temaer som flygtninge og religion.«

Heroverfor står direktør i Danske Medier Christian Kierkegaard, som finder, at dommen fra Helsingør giver anledning til at se nærmere på, om racismeparagraffen er en begrænsning af ytringsfriheden.

Se dommen på domstol.dk

Læs mere på journalisten.dk

Flemming Rose anmelder ny bog af Ejvind Hansen om ytringsfrihed

Det kan ende med, at vi kommer til at grine sammen med terroristerne og ikke af dem, skriver Flemming Rose om Ejvind Hansens tilgang til ytringsfriheden i Kugleregn møder kuglepen

Af Flemming Rose

Hvis man skærer ind til benet, findes der toKugleregn tilgange til ytringsfriheden. Den ene har rod i Antikkens bystat. Her forestillede man sig ytringsfriheden som demokratiets fundament. I Rom så man til gengæld ytringsfriheden som frihedens fundament. Disse to ideer, formuleret i begreberne parrhesia og libertas, dvs. ytringsfriheden som et instrument til at fremme en bestemt samfundsorden over for ytringsfriheden som en rettighed, der eksisterer uafhængig af den politiske indretning af et samfund, har skilt vandene gennem idehistorien.

Social ingeniørkunst
Ejvind Hansen (EH) hører til dem, der ser ytringsfriheden som et instrument til at fremme en demokratisk orden, mens denne anmelder anskuer ytringsfriheden som en individuel rettighed, der bunder i den nære forbindelse mellem tankefrihed på den ene side og religions-, ytringsfrihed og tolerance på den anden. Denne forskel betyder, at EH tror mere på social ingeniørkunst, flere lovmæssige begrænsninger af ytringsfriheden og en central styring af, hvem der har ret til at sige hvad om hvem i bestræbelserne på at få det samfund, han ønsker, mens jeg lægger vægt på den enkeltes evne til at vurdere og reagere på andres ytringer uden statslig indblanding. Samtidig har jeg ikke den store tillid til statens evne til at optræde som neutral mægler, især ikke i et multikulturelt samfund.

Arrogance over for meningsmodstandere
Desværre kan EH ikke dy sig for en vis arrogance over for sine meningsmodstandere. Han reducerer deres position til en karikatur: ”Der findes kun én måde at være frihedsfundamentalist på: ved ikke at forstå, hvad man snakker om,” skriver han. Jeg kender ingen, der går ind for en ubegrænset ytringsfrihed, gør EH? Uenigheden går på, hvilke og hvor mange begrænsninger, der er nødvendige for at sikre lighed, frihed og den sociale fred. EHs reduktion af modparten til en karikatur underminerer hans påståede ambition om at ville den gode ytringsfrihed, den gode satire og dialogen. Hvis EH vil tages alvorlig på sine egne præmisser, så bør han leve op til de idealer, han prædiker.

Angrebet på Charlie Hebdo
EH tager udgangspunkt i angrebet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015, hvor 11 mennesker samt én politimand på gaden blev slået ihjel. EH mener, at vi har glemt, hvad ytringsfriheden kan og skal. At der findes god og forkert ytringsfrihed. Lige som der findes god og dårlig satire. EH foretrækker satire, der får os til at grine sammen og ikke af hinanden. Spørgsmålet bliver så, hvem skal definere god og dårlig satire, og kan man på forhånd vide, hvilken satire man vil grine af sammen? Ahmed Akkari har således fortalt, at imamerne bag kampagnen mod Danmark og JP lo af Jens Julius’ Muhammed-tegning af selvmordsterrorister, der i paradis får at vide, at Allah er løbet tør for jomfruer. Det samme spørgsmål gælder EHs skelnen mellem ytringer, der gavner demokratiet, og ytringer, som undergraver det. Han spørger retorisk, om det vil være et tab for demokratiet at undvære JPs Muhammed-tegninger, men hvis man først går ned ad den vej, kan man med samme ret spørge, om det vil være et tab for demokratiet, hvis man undlader at udgive EHs bøger?

EH mener, at Luz’ forsidetegning på det første nummer af CH efter terrorangrebet viser vejen, fordi en grædende Muhammed bevæbnet med et skilt ”Je suis Charlie” tilgiver terroristerne med henvisning til, at de også har været børn og tegnet.

Terroristernes perspektiv
”Terroristernes perspektiv er forkert”, skriver EH, ”og hvordan ved vi det? Det gør vi netop ved, at redaktionen (resten af den) reagerer så suverænt på handlingen, at den tilgiver dem.” Betyder det, at terroristernes perspektiv havde været rigtigt, hvis der ingen tilgivelse havde været? Ville medarbejderne på CH i så fald have været onde og svage og derfor fortjent at dø?

Man kan i den forbindelse med en vis ret spørge, om det ikke var mere relevant, om de med de krænkede følelser tilgav dem, som de finder det legitimt at slå ihjel på grund af en tegning? Det spørgsmål stiller EH imidlertid ikke. Han interesserer sig i det hele taget ikke for jihadisternes motiver eller tankeverden. Han nøjes med at projicere sine egne forestillinger om godt og ondt over på dem. I 2015 blev der dokumenteret 65 mord på journalister/bloggere. 40 pct. blev begået af islamister i lande som Frankrig, Bangladesh, Syrien og Tyrkiet. Det tyder på, at det ikke blot drejer sig om hvide racister mod et marginaliseret og undertrykt mindretal.

At grine sammen med terroristerne
EH siger, chokerende nok, at jo mere voldelige muslimer er, jo mere religiøse er de, mens de, der ikke griber til vold, kaldes moderate, dvs. de er ikke så religiøse, at det gør noget, de ligner os, som han formulerer det. Og, tilføjer han, vi bør indse, at vi på nogle områder, f.eks. i forsvaret af ytringsfriheden som sakral, ligner fundamentalisterne (s. 32). Her lykkes det EH at fornærme de muslimer, der ikke bryder sig om Muhammed-tegninger, men afviser vold som et legitimt svar, når religiøse følelser krænkes. EH ignorerer og opløser dermed skellet mellem vold og ikke-vold til håndtering af uenigheder. Denne manglende skelnen findes flere steder i teksten. Det sker i en iver efter at forstå terroristerne og se det enkelte menneske bag volden. Det kan være relevant nok, men det bør ikke ske på bekostning af et skel, som er afgørende for enhver civilisation. Det giver grund til bekymring på både demokratiets og ytringsfrihedens vegne. Det kan ende med, at vi kommer til at grine sammen med terroristerne og ikke af dem.

Ejvind Hansen: Kugleregn møder kuglepen
Forlaget Philosophia, 110 sider, kr. 129.

Redaktionel bemærkning: Vi henleder opmærksomheden på Ejvind Hansens replik offentliggjort på bloggen offentligheder.dk den 19. februar 2016.

Ny bog om troværdig journalistik indfrier ikke helt sine egne ambitioner

Af Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved DMJX

TrovardigJournalistikHvis bare man ikke forventer, at bogen skal sparke gang i en diskussion om den journalistiske etik, vil den kunne læses med udbytte af alle, der har en mening om journalistikkens værdi, konkluderer Ejvind Hansen i sin anmeldelse af bogen Troværdig journalistik.

Bogen tager en opgave på sig, som på mange måder er ambitiøs: På den ene side ønsker forfatterne empirisk at afdække nogle af de fordomme, der florerer omkring de danske journalister og medier. På den anden side ønsker forfatterne også at genstarte en debat om den journalistiske etik, som de karakteriserer som “svagt teoretisk begrundet” (s. 22).

Første del af opgaven lykkes bedre end sidste del. De løser opgaven ved at koble spørgsmålet om den troværdige journalistik med spørgsmålet om nøjagtighed, og så viser de, at kilderne til de journalistiske produkter generelt set er nogenlunde tilfredse med journalisternes arbejde. Og her afmonteres så den første fordom: Det står bedre til for netjournalistikken end fordommene ellers lader formode. Personligt ville jeg gerne have haft lidt flere detaljer på, hvordan de adspurgte kilder er blevet udvalgt, og hvordan de er blevet spurgt. Det ville have givet bogen mere transparens, og dermed øget pointernes troværdighed – for nu at følge bogens egne afsluttende anbefalinger.

Størst kritik på den journalistiske troværdighed og nøjagtighed leveres af Leif Becker Jensen i en gennemgang af den sproglige præcision. Også dette kapitels kritik lider imidlertid en smule under, at det er uklart, hvor stort et problem, de forskellige typer af fejl egentlig spiller i den folkelige reception af produkterne. Der henvises ganske vist til en undersøgelse, hvor ti læsere har sammenlignet artikler med og uden fejl, men det er jo ikke det største empiriske materiale at basere sine konklusioner på.

Fokus på nøjagtighed
Min største anke imod bogen er imidlertid, at den ikke for alvor lever op til sin titel. Ganske vist gøres der et fint arbejde med at reflektere journalistikkens troværdighed op imod normen om nøjagtighed. Men “spørgsmålet om etik” bliver aldrig rigtig rejst i bogen. Ganske vist rummer bogen en fin gennemgang af, at etik spiller en vigtig rolle for journalister (kap. 5), men spørgsmålet om, hvad etik så vil sige, forbliver uklart.

Ganske vist gives hist og her nogle referencer til noget, der kunne ligne en aristotelisk konsekvensetik. Men selv hvis man køber dén pakke, savner man alligevel en refleksion over, hvilke konsekvenser, man så ønsker sig af journalistikken.

Det venlige svar på dette spørgsmål vil jo nok være, at man i enhver empirisk undersøgelse er nødt til at vælge sig et udgangspunkt, og at dette nødvendigvis må være forholdsvis snævert, hvis det skal kunne undersøges. Valget i denne bog har så været at fokusere på nøjagtighed. Og intuitivt vil de fleste af os vel også gå med på, at det er bedre, når journalister gengiver de beskrevne forhold så nøjagtigt som muligt.

Journalisters udvælgelse og vinkling
Men hvis vi udelukkende fokuserer på dette aspekt, overser vi et af de mest presserende problemer i det journalistiske arbejde i disse år: Hvordan sikrer vi, at journalisterne træffer de rigtige valg i, hvordan de udvælger og vinkler deres beskrivelse af verden omkring os. Det er ikke nok, at journalisterne behandler deres kilder ordentligt og skriver et ordentligt sprog – der skal også tænkes over, om det var de vigtige kilder, man greb fat i i første omgang, og om det er de vigtige ting, man skriver om.

Det jeg helt grundlæggende savner i refleksionen er en bevidsthed om, at journalisternes nøjagtige gengivelse skal kombineres med en (i meget bred forstand) kritisk etos hos journalisterne. Som de citerer Skovbjerg og Schultz-Jørgensen for, så har journalistik ikke som mål at tilfredsstille kilderne (s. 37). Men så kan vi måske også vende deres konklusion på hovedet: Når kilderne til netjournalistikken er mere tilfredse med journalisterne end kilderne til TV-journalistikken, så er det ikke nødvendigvis, fordi de er mere nøjagtige, men derimod fordi de er mindre kritiske? Og dermed også mindre troværdige?

Det er jo altid let at skille andres arbejde ad. Det skal ikke skygge for, at der er mange oplysende pointer i bogen, som kan være med til at skubbe til den almindelige debat omkring den journalistik, som vi alle har en mening om.

Hvis bare man ikke forventer, at bogen skal sparke gang i den danske diskussion af den journalistiske etik, så tror jeg den vil kunne læses med udbytte af alle, der har en mening om journalistikkens værdi. Og det er jo som bekendt mange.

Troværdig journalistik. Et spørgsmål om etik og nøjagtighed. Af Mark Blach-Ørsten og Anker Brink Lund (red.) Samfundslitteratur, 2015.

Hvad må sociale medier gøre ved dit indhold?

Når vi opretter en profil på sociale medier som Facebook, Instragram og Twitter, giver vi samtidig mediet en nærmest ubegrænset ret til bruge vores fotos og informationer. Vi er sjældent opmærksomme på det, men nu giver ph.d.-studerende Jøren Nielsen et overblik

 

UnknownHar du nogensinde overvejet, i hvilket omfang de sociale medier har ret til at bruge de billeder,  videoer og øvrige informationer, som du lægger ud på din profil? Har du sat dig ind i mediets rettigheder til at bruge dig i reklamer og anden markedsføring og til at lagre og analysere informationer om dig i kommercielt øjemed? Og ved du, hvilke muligheder du har for at forhindre brug og misbrug af dine informationer og samtidig være ’social’?

Dette og meget mere er Jøren Nielsen interviewet om i artiklen Ekspert: Sociale medier har ret til at misbruge dig på dmjx.dk. Jøren Nielsen er ph.d.-studerende ved DMJX og forsker i reguleringen af nye medier, herunder sociale medier. Han har kigget nærmere på vilkårene hos Facebook, YouTube, Snapchat, Instagram og Twitter og opstillet et skema, som giver et godt overblik over de sociale mediers rettigheder til brugernes indhold.

Læs artiklen på dmjx.dk

Vigtige norske afgørelser om aktindsigt

Informationsfriheden kan forpligte myndigheder til at give aktindsigt i tilfælde, hvor nationale regler ikke sikrer offentlighed. Det viser nye afgørelser fra Norges Højesteret

Afgørelserne har stor relevans for Danmark, hvor offentlighedslovens undtagelser betyder, at dokumenter om samfundsmæssige forhold holdes hemmelige, skriver offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen i et blogindlæg den 21. januar.

Læs Oluf Jørgensens blogindlæg

Kugleregn møder kuglepen – ny bog om ytringsfrihed

KugleregnYtringsfriheden handler bl.a. om at kunne gøre grin med magthaverne. Ytringsfriheden handler også om at bygge bro mellem medborgere. Det kan vi gøre, når vi griner sammen, i stedet for at grine ad hinanden.

Sådan hedder det i foromtalen af Kugleregn møder kuglepen. Den nye bog om ytringsfrihed er skrevet af forskningschef i mediefilosofi ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Ejvind Hansen. Bogen udkommer i dag – et år efter attentatet på Charlie Hebdo i Paris.

Læs interview med Ejvind Hansen i anledning af bogudgivelsen på journalisten.dk.

Bogen vil blive anmeldt her på siden af Flemming Rose.

 

Danskernes brug af nyhedsmedier i 2015

Tv-nyheder er ikke længere danskernes foretrukne nyhedskilde. I dag henter de fleste danskere deres nyheder på nettet, hvor aviserne sammenlagt når ud til flere end public service-kanalerne.

NewsDet er én af konklusionerne i rapporten Danskernes brug af nyhedsmedier 2015som udkom ved årsskiftet. Bag undersøgelsen står professor Kim Schrøder fra Center for Magt, Medier og Kommunikation ved Roskilde Universitet.

‘I det overordnede billede er det sådan, at unge får nyheder fra sociale medier, ældre bruger stadig mest tv-nyheder – og alle bruger avisernes og tv-kanalernes nyheder online, blot i forskelligt omfang’, siger professor Kim Schrøder i pressemeddelelsen.

Blandt rapportens hovedpunkter er:

  • Flere får deres nyheder online end gennem de hidtil dominerende tv-nyhedsudsendelser
  • Smartphones og tablets fortsætter med at vinde frem i danskernes medievaner
  • Sociale medier er blevet en afgørende spiller på nyhedsmarkedet
  • Disse mønstre er mere markante i de unge aldersgrupper end i de ældre
  • De etablerede danske nyhedsmedier har fortsat en stærk position i nyhedslandskabet, men forskellige udenlandske digitale mellemmænd spiller samtidig en vigtig og voksende rolle i vores mediebillede

Læs hele rapporten

Moving stories: International review of how media cover migration

Med ét blev billedet af en druknet syrisk dreng i rød T-shirt, blå shorts og sorte gummisko et symbol på flygtningekrisen i Europa. Og med det ændrede de europæiske mediers dækning af krisen sig fra den ene dag til den anden.

MovingStoriesDenne ændring er én af historierne i Moving Stories, som Ethical Journalism Network udgav på International Migrants Day den 18. december 2015.

‘Journalister glemmer ofte at fortælle hele historien, og når rutinerne tager over, falder de nemt for politikernes propaganda’, hedder det i rapporten, som gennemgår kvaliteten i mediedækningen af folkevandringer i EU og 14 lande rundt omkring i verden.

Nogle af rapportens hovedpunkter er:

  • Oversete muligheder. Hvordan europæiske journalister og medier undlod at slå alarm om en forestående tilstrømning af flygtninge, der flygter fra krig i Syrien og Irak, selv om det faktisk var muligt at sætte fokus på historien allerede et år før krisen for alvor brød ud i 2015.
  • Hadefulde ytringer. Hvordan anti-indvandrer eller anti-muslimske udtalelser fra politikere som Donald Trump i USA og visse europæiske ledere gav næring til den voksende bekymring i offentligheden og stjal mediedækningen.
  • Faldende standarder. Hvordan medierne undlader at give detaljerede og pålidelige oplysninger om flygtningekrisen pga. manglende redaktionelle ressourcer eller tilstedeværelse af velinformerede journalister, der er i stand til at rapportere dybtgående og empatisk.
  • Sensationsjagt. Hvordan meget af journalistikken flere steder er drevet af overdrivelse, intolerance og forvrængning, fordi medierne er usikre på de korrekte betegnelser til at beskrive folkevandringer, flygtninge og asylansøgere.

I rapporten nævnes store folkevandringer i Kina, Brasilien og Indien, som mere eller mindre bliver ignoreret af de traditionelle medier. Afrika-dækningen har fokus på dem, der flygter fra det afrikanske kontinent til Europa, og overser den store antal af afrikanske emigranter, der faktisk bliver i Afrika, skriver Reuters.

Som et konstruktivt tiltag nævner rapporten et etisk medie-charter – Carta di Roma – som de italienske medier har vedtaget i samarbejde med UNHCR for at give et mere afbalanceret billede af flygtningestrømmen og overvåge mediernes dækning.

Rapporten inkluderer anbefalinger til fair reporting og indeholder mange links til kilder, organisationer og statistik. Se evt. også UNHCR’s side Migration in the news.

Danmark er ikke blandt de analyserede lande.

Moving Stories. International review of how media cover migration. Ethical Journalism Review, 2015.

Qureshis opdigtede kilder anfægter journalistikkens troværdighed

’Qureshi-sagen er den værste journalistskandale i mands minde. Den anfægter direkte troværdigheden, journalistikkens livsnerve’, skriver Lasse Jensen i Information.

QureshiI klummen den 9. december skriver Lasse Jensen, at sportsjournalisten Michael Qureshi ikke blot er et offer for den hårde konkurrence på tabloidpressens sportsstof. Der er tale om gedigen journalistisk svindel, som har stået på i årevis.

I et interview i TV3’s sportsmagasin Onside kom det frem, at Qureshi gennem en årrække har opdigtet navne på kilder i en lang række artikler. Selv siger Qureshi, at de opdigtede navne er pseudonymer, som han har brugt for at give kilderne kildebeskyttelse.

Qureshi blev efterfølgende bortvist fra Ekstra Bladet for uacceptable arbejdsmetoder. Samtidig tilbagekaldte Ekstra Bladet 5 af Qureshis artikler og forsynede flere andre hans artikler med en ‘disclaimer’ for at gøre læseren opmærksom. Før Ekstra Bladet arbejdede Qureshi på BT, og Berlingske Medier har tilbagekaldt 22 af hans artikler. Mediegiganten Egmont, der bl.a. udgiver fodboldmagasinet Goal, har trukket omkring 500 artikler tilbage.

Forskningschef i medieret ved dmjx Vibeke Borberg er enig i, at sagen er meget alvorlig. »Den grundlæggende præmis for, at journalistik kan udfylderollen som public watchdog er helt enkelt, at offentligheden kan stole på validiteten af de oplysninger, der bringes i medierne,« siger hun.

Det er især den omstændighed, at det tyder på, at en række af Michael Qureshis artikler har referereret til kilder, som ganske enkelt ikke findes, der gør sagen særlig alvorlig, mener Vibeke Borberg, der understreger, at der fortsat er mange ubekendte.

»Journalister har lov til at bruge anonyme kilder og til at anvende opdigtede kildenavne, hvis det sker af beskyttelseshensyn til kilderne. Men når en sådan fremgangsmåde anvendes, skal det klart fremgå af artiklen. Journalstikkens troværdighed sætter over styr, når læserne ikke ved, at der bruges pseudonymer. Og det er klart, at det selvfølgelig er endnu mere alvorligt, hvis kilden slet ikke findes,« siger hun.

Hør debatten i Mennesker og medier på P1

Demokratisk offentlighed med modige ytringer

EjvindEn offentlighed med mange ytringer fra os alle er ikke i sig selv en god ting, hvis flertallet af disse ytringer blot bekræfter de bestående magtforhold. Vi bør sikre et rum for ytringer, der rent faktisk udfordrer de bestående narrativer.

 

Først da vil vi få en demokratisk offentlighed, der faktisk repræsenterer den samfundsmæssige mangfoldighed, skriver forskningschef Ejvind Hansen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i artiklen The Positive Freedom of the Public Sphere. Artiklen er bragt i det videnskabelige tidsskrift Journalism Studies nr. 6, 2015.

Mediejura.dmjx.dk bringer her et resumé af artiklen.

The relationship between democracy and the media since the appearance of Habermas’ major texts in the 1960s has been articulated through theories of the public sphere. The structure of the public sphere is significantly influenced by the communicative media, and the emergence of the internet thus calls for new reflections on the possible relationship between media, public sphere and democracy.

This paper argues that we should change the questions that are raised when we try to assess the public sphere. It is argued that the traditional (Enlightenment) focus upon negative liberties and the truth-value of utterances is not adequate. Negative freedom and truth are certainly important in the public sphere, because they are necessary conditions for taking a qualified stance towards the challenges that we face. It is, however, important also to reflect on what negative liberties are used for—which kinds of truths are articulated in public discussions. To answer this question it is argued that it is important to distinguish between affirmative truths and liberating truths (based on courage), the latter being what is required in democratic dialogues.