Offentliggørelse af billeder af kendte personer

Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer uden deres samtykke belyses i en ny artikel af bl.a. Vibeke Borberg fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Artiklen er offentliggjort i tidsskriftet Juristen nr. 1, 2015.

Artiklen er baseret på en analyse af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den anden sag vedrørende prinsesse Caroline von Hannover af Monaco, som gennem mange år har forsøgt at beskytte sit privatliv mod eksponering i ugebladspressen (von Hannover nr. 2). Artiklen behandler også spørgsmålet, om retstilstanden i Danmark er i overensstemmelse med de principper, der lægges til grund i dommen.

Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer uden deres samtykke kan efter artiklens konklusioner kort udlægges som følger:

  • Man må ikke fotografere (kendte) personer, som befinder sig på privat eller ikke frit tilgængeligt område. Sådanne områder er steder, hvor mennesker bor eller opholder sig, og offentlige og private lokaliteter, hvortil der ikke er almindelig fri adgang.
  • Definitionen af kendte personer omfatter politikere og andre, der administrerer og anvender offentlige midler, og alle andre, som inden for politik, erhverv, kunst og kultur, sport og underholdning m.v. spiller en rolle i offentligheden.
  • Kendte personer må finde sig i, at medierne offentliggør detaljer om deres privatliv, hvis dækningen er af offentlig interesse. Betingelsen om offentlig interesse er normalt opfyldt, hvis dækningen af det private relaterer sig til dét, som personen er kendt i offentligheden for.
  • Hvis et billede derimod viser den kendte i private eller dagligdagssituationer, og offentliggørelsen alene har til formål at tilfredsstille læsernes/seernes nysgerrighed efter privatlivsdetaljer om den kendte, er dækningen ikke af offentlig interesse. Dette gælder også, selvom den kendte er fotograferet i det offentlige rum.
  • Hvis den kendte giver tilladelse til bringe billedet, er alt i orden. Husk at få og gemme dokumentation for samtykket.

Læs hele artiklen

 

Ny dom fra menneskerettighedsdomstolen om skjult kamera

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har godkendt et schweizisk forbrugerprograms brug af skjult kamera.

hrbygningen1
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Resumé
Et kritisk program om forbrugerbeskyttelse på en schweizisk tv-kanal havde filmet et møde mellem en fiktiv forbruger og en forsikringsmægler med skjult kamera for at sætte fokus på forsikringsbranchens tvivlsomme forretningsmetoder ved salg af forsikringer til forbrugere. Forsikringsmægleren afslog efterfølgende at komme til orde i udsendelsen, og da de skjulte optagelser blev vist, var forsikringsmæglerens ansigt og stemme sløret.

Programmets journalister og redaktører blev efterfølgende idømt dagbøder ved de schweiziske domstole for at have krænket forsikringsmæglerens privatliv ved at filme ham med skjult kamera, og denne domfældelse indbragte de for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) med påstand om, at deres rettigheder efter art. 10 var krænket.

Den Europæiske Menneskerettigheds afgørelse
EMD fastslog, at det var en krænkelse af art. 10, at journalisterne og redaktøren var blevet idømt dagbøder for de skjulte optagelser. EMD lagde herved vægt på følgende momenter:

  • Udsendelsen drejede sig om et emne, som bidrog til en debat af almen interesse
  • De skjulte optagelser fokuserede ikke på forsikringsmægleren personligt, men på de forretningsmetoder, der blev benyttet af den profession, han var en del af
  • Forsikringsmæglerens ansigt og stemme var sløret ved udsendelsen, og interviewet havde ikke fundet sted i hans kontorlokaler.

På den baggrund fandt EMD ikke, at krænkelsen af forretningsmæglerens privatliv oversteg offentlighedens interesse i at modtage information om forsikringsbranchens forretningsmetoder over for forbrugere.

Hvad betyder dommen?
Dommen ændrer ikke grundlæggende ved retstilstanden i Danmark, for så vidt angår skjulte optagelser af personer som filmes i kraft af deres erhvervsmæssige aktiviteter. Efter Højesterets seneste dom om skjult kamera, den såkaldte hundehandler-dom, kan medierne således anvende skjult kamera, hvis emnet er af væsentlig samfundsmæssig interesse, og krænkelsen af privatlivets fred ikke overstiger hensynet til pressens ytringsfrihed – det vil sige efter samme kriterium, som EMD nu har fastslået.

På ét punkt lægger EMD-dommen dog noget til retstilstanden: EMD tillægger det afgørende betydning for udfaldet af den schweiziske sag, at forsikringsmæglerens ansigt og stemme var sløret ved udsendelsen af de skjulte optagelse, og at interviewet havde ikke fundet sted i hans kontorlokaler. Det var årsagen til, at krænkelsen af forsikringsmæglerens privatliv ikke var ”serious enough” til at opveje hensynet til informationsfriheden.

I hundehandler-dommen havde hundehandleren derimod ikke været sløret ved udsendelsen af de skjulte optagelser (og hun blev nævnt ved navn), og hun var filmet i sit private hjem, hvorfra hun solgte hundehvalpe. Alligevel betegnede Højesterets flertal krænkelsen som ”forholdsvis beskeden” og fastslog, at krænkelsen ikke oversteg hensynet til informationsfriheden. Mindretallet fandt derimod, at de skjulte optagelser indebar en grov krænkelse af hundehandlerens ret til beskyttelse af privatliv og hjem.

EMD’s dom betyder, at når det fremover skal afgøres, om brug af skjult kamera indebærer en krænkelse af privatlivets fred, som overstiger hensynet til pressens ytringsfrihed, skal det ved bedømmelsen af krænkelsens intensitet tillægges betydning, om den filmedes ansigt og stemme var sløret ved udsendelsen, og om optagelsen er sket på den filmedes arbejdssted. Hvis den filmede ikke var sløret ved udsendelsen, og hvis optagelsen fandt sted på den filmedes arbejdssted, vil det trække i retning af privatlivskrænkelse.

Læs pressemeddelelsen

Ny rapport om medieetik

Kulturstyrelsen har offentliggjort en ny specialrapport om medieetik. Rapporten er en del af ”Rapportering om mediernes udvikling i Danmark” – en videnbank, som giver et opdateret overblik over mediernes tilstand i Danmark.

Hele rapporten og en sammenfatning af rapporten kan ses på Kulturstyrelsens hjemmeside. Rapporten er udarbejdet af et forskerhold fra RUC med Mark Blach-Ørsten i spidsen.

I rapporten præsenteres ifølge forfatterne ”resultaterne af en omfattende kortlægning af danske mediers etik.” Undersøgelsen består af en analyse af Pressenævnets praksis siden nævnets oprettelse i 1992, en kortlægning af de danske nyhedsmediers interne retningslinjer og en komparativ undersøgelse af disse retningslinjer over tid, et survey blandt journalister samt  en interviewundersøgelse med journalister og redaktører.

Rapportens konklusioner kan opsummeres i følgende hovedpunkter:

•    Der har kun været begrænset vækst i antallet af pressenævnssager fra 1992 til 2012, men klager fra erhvervsfolk og over erhvervsstof er i stigning, mens andelen af klager over kriminaljournalistik er faldende. Manglende forelæggelse er den mest almindelige begrundelse for kritik, men et stigende andel kendelser kritiserer medierne for mangelfuld research.

•    Antallet af etiske retningslinjer udarbejdet af medierne selv er steget markant de senere år, og mediernes egne retningslinjer ligger ofte i forlængelse af de vejledende regler for god presseskik og handler om det journalistiske indhold.

•    Pressenævnssager har ifølge de interviewede journalister ikke redaktionelle konsekvenser, og mere end halvdelen af de adspurgte har ikke oplevet nogle sanktioner som følge af overskridelse af presseetiske regler. Nogle peger dog på, at sagerne har ændret deres måde at arbejde på.

•    De interviewede journalister oplever generelt, at der er kommet mere fokus på medieetik på deres redaktion, og at etiske spørgsmål jævnligt diskuteres på redaktionsmøder og i efterkritikken. Omvendt peger de på, at de kan blive pressede af redaktører eller kolleger til at gå på kompromis med etikken på grund af konkurrencen med andre medier.

Mere fokus på medieetik
Der er både godt og dårligt nyt i rapporten. Det er godt, at det ser ud til, at der er kommet mere fokus på medieetikken rundt om på redaktionerne, og at medierne i stigende grad selv udarbejder etiske retningslinjer. Selvom disse kodeks ofte ligger i forlængelse af de presseetiske regler og dermed ikke løfter den etiske overligger, skaber processen med at formulere mediets etiske grundsætninger større opmærksomhed om etikken blandt mediernes redaktionelle medarbejdere. Det kan være grunden til, at mange af de adspurgte journalister oplever etikken som en del af det journalistiske håndværk, der ligger på rygraden, og at etiske spørgsmål oftere diskuteres på redaktionsmøder og i efterkritikken. Der er dog det bekymrende skår i glæden, at mange af de nye netmedier ikke har det samme fokus på medieetik som de traditionelle, etablerede mediehuse.

Pressenævnssager uden redaktionelle konsekvenser
Det er derimod dårligt nyt, at Pressenævnssager tilsyneladende ikke får redaktionelle konsekvenser, og at mere end halvdelen af de adspurgte ikke har oplevet sanktioner som følge af overskridelse af presseetiske regler. Det tyder på, at det på mange medier er risikofrit at tilsidesætte god presseskik, og at man ikke indarbejder kritik fra Pressenævnet i tilgangen til det redaktionelle arbejde. Det vidner om tendens, som trækker i den modsatte retning i forhold til den positive melding om, at der er kommet mere fokus på medieetikken rundt om på redaktionerne, og det kunne tyde på, at den forøgede opmærksomhed om medieetikken er farveblind for de reaktioner, som pressenævnskritik nødvendigvis må kalde på over for den enkelte og i forhold til den redaktionelle linje. Denne inkonsistens – som af mange opfattes som en ligegyldighed over for kritik fra Pressenævnet – er formentlig en af årsagerne til, at mange ikke har tiltro til, at det nytter noget at gå til Pressenævnet og få medhold, og kan hænge sammen med, at mediernes troværdighed bedømmes som lav.

 

Højesteret: Politiet kan gennemgå elektronisk materiale beslaglagt hos Aller

Højesteret har stadfæstet landsrettens afgørelse om, at politiet har lov til at gennemgå en stor mængde elektronisk materiale, som i maj sidste år blev beslaglagt hos Aller Media og en række tidligere medarbejdere.

Den 8. januar 2015 stadfæstede Højesteret landsrettens afgørelse om, at politiet har lov til at gennemgå en stor mængde elektronisk materiale, som i maj sidste år blev beslaglagt hos Aller Media og en række tidligere medarbejdere. Første gennemgang af materialet skal foretages af byretten med teknisk bistand fra politiet, og både Aller Media og anklagemyndigheden skal være tilstede, så der løbende kan tages stilling til materiale, der bør frasorteres af hensyn til kildebeskyttelsen.

Der rokkes ikke ved kildebeskyttelsen
Kendelsen rokker ikke ved, at alle medier omfattet af medieansvarsloven har ret til kildebeskyttelse, og at kildebeskyttelsen kun skal vige for særligt tungtvejende, lovfæstede undtagelser. Dette gælder også medier, der som Se og Hør primært formidler information af ren underholdningsværdi. Kendelsen forholder sig således kun til, om der grund til at bringe undtagelserne til kildebeskyttelsen i anvendelse i Se og Hør-sagen.

Der gælder to undtagelser til den altovervejende hovedregel om kildebeskyttelse:

For det første kan kildebeskyttelsen ophæves, hvis sagen angår en lovovertrædelse af alvorlig karakter, som har en strafferamme på fængsel i 4 år eller derover. Denne undtagelse kan dog kun bringes i anvendelse, hvis kildematerialet må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring OG hensynet til opklaringen klart overstiger mediets behov for at kunne beskytte sine kilder.

For det andet kan kildebeskyttelsen ophæves, hvis sagen drejer sig om, at person i offentlig tjeneste eller hverv har brudt sin tavshedspligt. Denne undtagelse gælder dog ikke, hvis det må antages, at kilden har villet afdække forhold af samfundsmæssig betydning og dermed kan betegnes som whistleblower.

Området for undtagelserne til kildebeskyttelsen er således meget snævert, og der er desuden indlagt ekstra betingelser i loven, som indskrænker dette område yderligere. Hertil kommer, at undtagelsesbestemmelserne skal fortolkes i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis om mediernes ytringsfrihed og kildebeskyttelse, som normalt anses for at yde medierne en særlig beskyttelse mod statslige indgreb og indblanding i deres arbejde.

Højesterets begrundelse
Begge undtagelser var i spil i Se og Hør-sagen, fordi der både er tale om sigtelser for medvirken til forhold, der kan give op til 6 års fængsel, og om sigtelser for at have betalt offentligt ansatte, herunder en politimand, ansatte ved Hoffet og en sygeplejerske, for at bryde deres tavshedspligt. Højesteret vurderede ligesom byretten og landsretten, at grundlaget for at bringe begge undtagelser i anvendelse var opfyldt.

Vedrørende undtagelsen om brud på tavshedspligt anførte Højesteret, at det ikke kan antages, at de pågældende kilder har ville afdække forhold af samfundsmæssig betydning, og at betingelserne for at ophæve kildebeskyttelsen derfor er opfyldt.

Vedrørende undtagelsen om lovovertrædelser af alvorlig karakter fastslog Højesteret, at der er tale om alvorlige strafbare forhold, og at politiets adgang til materialet er af afgørende betydning for opklaringsarbejdet. Højesteret vurderede desuden, at hensynet til opklaringen oversteg Aller Medias behov for at beskytte sine kilder, og lagde herved vægt på følgende forhold:

  • At sigtelsen angår oplysninger, som mod vederlag fra Se og Hør i en flerårig periode er tilvejebragt ved uberettiget adgang til IT-systemer
  • At disse oplysninger er videregivet med henblik på offentliggørelse i dette blad til brug for underholdning om kendte personers privatliv
  • At videregivelsen i hvert fald som altovervejende udgangspunkt må antages at have vedrørt emner uden samfundsmæssig betydning
  • At kilden er en mulig gerningsmand til et strafbart forhold af alvorlig karakter
  • At Aller Media og medarbejdere ved Se og Hør er mistænkt for medvirken hertil

Højesteret kom således frem til, at hensynet til kildebeskyttelsen i denne sag bør vige for hensynet til opklaring af de strafbare forhold, men bestemte samtidig, at byretten skal foretage det første gennemsyn af materialet for at sikre, at det ikke indeholder kildebeskyttede oplysninger, der ikke må udleveres til politiet.

Underholdningsstof over for emner af samfundsmæssig betydning
Kendelsen kan som nævnt ikke tages til indtægt for, at kildebeskyttelsen for medier i underholdningsbranchen generelt skulle være mindre end for andre medier. Budskabet er derimod, at når det skal vurderes, om kildebeskyttelsen undtagelsesvist kan ophæves af efterforskningsmæssige hensyn, vejer hensynet til mediets behov for kildebeskyttelse mindre, hvis det beskæftiger sig med underholdning og ikke med emner af samfundsmæssig betydning. Den lavere vægtning af hensynet til kildebeskyttelse understøttes i denne sag af, at mediet selv er mistænkt for medvirken til de lovovertrædelser, der efterforskes.

Når kildebeskyttelsen i disse undtagelsestilfælde ikke vægtes lige så tungt for underholdningsstof som for emner af samfundsmæssig betydning, skyldes det, at kildebeskyttelsen og mediernes udvidede ytringsfrihed er nært knyttet til mediernes rolle som public watchdog. Det er mediernes funktion som offentlighedens vagthund, der begrunder, at medierne nyder en særlig beskyttelse, når de formidler information til offentligheden af samfundsmæssig interesse, og denne beskyttelse er som udgangspunkt betinget af, at medierne handler i god tro og leverer pålidelig og præcis information i overensstemmelse med god presseskik.

Retningslinjer for langsom aktindsigt

Offentlighedsloven sikrer ret til aktindsigt i en myndigheds generelle retningslinjer for behandling af bestemte sagstyper (§ 26, nr. 4). Denne ret gælder uanset undtagelser for interne dokumenter, ministerbetjening m.v.

Journalist Thomas Foght, Metroxpress søgte 2. november aktindsigt i Justitsministeriets interne retningslinjer for behandling af sager om aktindsigt, og ministeriet gav aktindsigt 19. november.

Justitsministeriet skriver til Metroxpress, at det er tvivlsomt, om retningslinjerne er omfattet af retten til aktindsigt, men ministeriet “har dog truffet afgørelse om” at give aktindsigt efter reglen om meroffentlighed (§ 14, stk.1). Se svar fra Justitsministeriet.

Proceduren i korte træk

Det fremgår af Justitsministeriets retningslinjer, at Forvaltningsretskontoret skal inddrages i sager om aktindsigt. Fagkontoret, som sagen hører under, skal udfylde et skema og sende relevante dokumenter til Forvaltningsretskontoret. Et udkast til afgørelse skal sendes til fagkontoret med en frist for kommentarer på højst 2 arbejdsdage.

“Efter behov” forelægges sagen for afdelingschefen i Lovafdelingen og evt. departementschef/minister. I særlige tilfælde f.eks. “følsomme sager” nedsættes en “taskforce”. Det skal overvejes, om der er behov for forudgående orientering af særlige rådgivere/pressechef, inden dokumenter udleveres. Se Justitsministeriets retningslinjer vedr. aktindsigt.



Kritik og svar
Metroxpress omtaler Justitsministeriets retningslinjer 24.november.I artiklen kritiserer jeg, at offentlighedslovens krav til hurtighed ikke fremgår af ministeriets retningslinjer, og at proceduren er så besværlig, at man ikke kan overholde kravene til hurtighed i den lov, som de selv har lavet.

Justitsministeriet afviser, at det ikke overholder reglerne om hurtighed, og skriver i en mail til Metroxpress bl.a., at “dem, der behandler sagerne er således fuldt ud bekendt med offentlighedslovens frister og de målsætninger for behandlingen af aktindsigtssager, som er opstillet i lovens forarbejder.

Det gælder også målsætningen om, at sager, der er klart identificerede, og som indeholder et begrænset antal dokumenter, som ikke kræver en nærmere gennemgang, færdigbehandles i løbet af 1-2 arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen.” Læs artikel på metroxpress.dk.

Kommentar

Aktindsigt i en myndigheds generelle retningslinjer vil ofte have offentlig interesse. Retningslinjer kan dels handle om procedure som Justitsministeriets retningslinjer for aktindsigt, men kan også handler om kriterier for de afgørelser en myndighed skal træffe f.eks. tildeling af ydelser efter den sociale lovgivning. 

Anmodningen om aktindsigt fra Thomas Foght var klart identificeret og handlede kun om et enkelt dokument nemlig ministeriets generelle retningslinjer for behandling af aktindsigt.

Der er ikke tvivl om, at sådanne retningslinjer skal udleveres (§ 26, nr.4). 

Nogle myndigheder, der selv er klar over, at en aktindsigt er trukket for længe, skriver uden nærmere forklaring, at aktindsigten er tvivlsom, men der “dog” gives aktindsigt som meroffentlighed.

Man tænker måske, at det er usandsynligt at få en klage, når der “dog” gives aktindsigt. Denne finte bruges også af Justitsministeriet i svaret til Metroxpress, som først kommer efter 13 arbejdsdage. 

Justitsministeriets interne retningslinjer for aktindsigt nævner ikke, at anmodninger om anmodninger om aktindsigt skal besvares “snarest” ifølge offentlighedsloven (§ 36, stk. 2). Det fremgår ikke, at ministeriet skal tilstræbe at træffe afgørelse i løbet af 1 – 2 arbejdsdage i klart identificerede sager om et begrænset antal dokumenter, som ikke kræver nærmere overvejelse.

Ministeriets embedsmænd kender sikkert lovens krav til hurtighed. For så vidt kan det være overflødigt at nævne hovedreglen om 1 – 2 arbejdsdage, men lidt underligt når andre frister bliver nævnt. Problemet er, at Justitsministeriets interne procedure er tilrettelagt sådan, at lovens hovedregel om hurtighed ikke kan opfyldes.

Afindeksering af artikler på nettet

Pressenævnet har i november afgjort en række klager over forskellige mediers afvisning af at fjerne tidligere offentliggjorte artikler på nettet. I ingen af sagerne fik klagerne medhold.

Kendelserne er afsagt efter den nye bestemmelse i de presseetiske regler, som giver mulighed for at bede mediet om at ’hindre tilgængeligheden’ af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt (pkt. B8).

De fleste af de afgjorte klager (5) var indgivet af samme person. Han klagede over, at forskellige medier havde afvist hans anmodning om at fjerne artikler på nettet, som indeholdt oplysninger om, at han var erklæret konkurs. Artiklerne var primært offentliggjort i sommeren 2011, hvor konkursdekretet blev afsagt.

Pressenævnet lagde ved sine afgørelser vægt på, at oplysningerne om klagers konkurs var korrekte på tidspunktet, hvor artiklerne blev offentliggjort, og at nogle af de indklagede medier i 2014 havde opdateret oplysningerne i artiklerne, efter at konkursdekretet var blevet ophævet. Der var derfor ikke grundlag for at udtale kritik.

Begrundelsen viser, at hvis artikler på nettet indeholder oplysninger, som var korrekte på tidspunktet for offentliggørelsen, og som ikke af andre grunde er i strid med god presseskik, er betingelserne for at få dem slettet som hovedregel ikke opfyldt. Det gør ingen forskel, at de faktiske forhold efterfølgende har ændret sig, og sådanne ændringer medfører dermed ikke i sig selv, at tidligere offentliggjorte korrekte oplysninger skal fjernes. Begrundelsen viser endvidere, at medierne ikke har pligt til af sig selv at opdatere oprindeligt korrekte oplysninger, hvis forholdene efterfølgende ændrer sig, men at opdatering er et moment, der understøtter god presseskik.